Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Koncerter

Bent Sørensen

Koncerter

Leif Ove Andsnes, Martin Fröst, Tine Thing Helseth, DR Symfoniorkestret, Det Norske Kammerorkester, Thomas Søndergård, Per Kristian Skalstad

Vinder af P2 Prisen 2021
Årets 20 bedste klassiske albums – Politiken
Årets bedste klassiske album 2020 – Dagens Nyheter
»Dette er et vidunderligt album, stærkt anbefalet« The Art Music Lounge

Bent Sørensens karakteristiske musik trives med det uhåndgribelige, fra atmosfærer og følelser til minder og drømme. Denne udgivelse præsenterer tre nye instrumentalkoncerter af den Grawemeyer-prisvindende komponist spillet af fremragende solister fra Norden, begyndende med Leif Ove Andsnes i den 2. Klaverkoncert, Martin Fröst i klarinetkoncerten, der dufter af spansk poesi, og Tine Thing Helseth, der i trompetkoncerten blæser liv i Sørensens evige fascination af Venedigs skønhed og sårbarhed. Tre stemningsmættede koncerter, fyldt med Sørensens ætsende skønhed.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Hvor er det godt efter tur at høre tre så væsentligt forskellige instrumenter folde sig så anderledes ud
John Christiansen, JC Klassisk
Hvert stykke har sin egen følelse og karakter. Dette er et vidunderligt album, stærkt anbefalet
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
En udgivelse med rigt belønnende udfordringer i en tid med trængsler og uvant isolation
Valdemar Lønsted, Information
Andsnes er nok klassisk uddannet, men han spiller med et skønt, jazzet touch; Fröst fremstår som en aldeles virtuos fornyer af den klassiske scene; og Helseth som en åben og innovativt eksperimenterende fortolker
Ivan Rod, Ivan Rod
Det er et værk typisk for Sørensen, et musikalsk vidnesbyrd om hans uhæmmede fantasi
Remy Franck, Pizzicato
En på alle måder righoldig cd, man ofte vil vende tilbage til
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Orkestersatsen fremkalder en magisk drømmeverden, hvor soloinstrumentet er eventyrets heroiske essens
Martin Nyström, Dagens Nyheter
Det er en helt speciel oplevelse at give sig hen til denne lyriske, raffinerede musik, som hele tiden sniger sig afsted og synger på kanten af tiden og af sin egen opløsning
Thomas Michelsen, Politiken
Raffinerede intime resonanser
Josep Bosch, Sonograma
Hvert værk viser Sørensens slående evne til at komponere melodier, der vrider sig og mikrotonalt udtværes, før de opløses
Steph Power, BBCMM
Fröst kan spille pianissimo som meget få nulevende klarinettister
Jeppe Rönnow, Magasinet Klassisk
De, der følger Sørensen, behøver ikke tøve
Stephen Barber, MusicWeb International
Med disse tre stykker, er Sørensen ubetvivlet mester i underspillethed
Eugene Takeuchi-Williams, Classical Music Daily
I alle tre koncerter udgør solisten lyskilden og orkestret det ekkofyldte rum
Andrew Mellor, Gramophone
En kompleks og værdifuld samling af Bent Sørensens koncerter i enhver henseende
Hanns-Peter Mederer, Amusio
Man rammes af en erindring om noget, der aldrig har fundet sted. Længere kan musik næppe nå
Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen
Hvis du lytter nøje, udvikler musikken sin fulde effekt, som næsten kan nedsænkes i det mystiske
Tipp og Füll, Radio Bremen Klassikwelt
Årets 20 bedste klassiske albums
Thomas Michelsen, Henrik Friis, Politiken
ÅRETS BEDSTE KLASSISKE ALBUM 2020
Camilla Lundberg, Dagens Nyheter
Årets klassiske lytteoplevelser 2020
Valdemar Lønsted, Information
Vinder af P2 Prisen 2021
DR P2
En fascinerende udgivelse, fremragende udført og smukt indspillet
Guy Rickards, KlassiskMusikk
Total runtime: 
57 min.
Et drømmerum, åbent for enhver

af Esben Tange


I Bent Sørensens koncerter for solist (eller solister) og orkester inviteres vi som lyttere indenfor i en fortryllet musikalsk verden. Det gælder i allerhøjeste grad violinkoncerten Sterbende Gärten (1993) og L’Isola della Città (2015) for klavertrio og orkester, der begge er milepæle i Bent Sørensens righoldige værkrække, og det gælder lige så vel for dette albums tre koncerter, der er skrevet til tre af Skandinaviens fineste musikere: pianisten Leif Ove Andsnes, klarinettisten Martin Fröst og trompetisten Tine Thing Helseth.

Selv om koncerterne er rige på tekniske udfordringer, er der ikke tale om virtuose koncerter i traditionel forstand, hvor en brillant solist står i et kontrastrigt forhold til orkestret. De tre koncerter ersnarere hver især én musikalsk organisme, med solisten som et lysende midtpunkt og med det øvrige orkester som et ekkorum, der udvider og rammesætter den særlige stemning og kraft, der lyser ud fra solospilleren. Af samme grund er solisten ikke for alvor alene i de indlagte kadencer. Solisten indgår altid i et samspil, som i La Mattina, hvor blæsere og strygere slår kreds om solisten og tilfører en rytmisk nerve ved at lægge deres vanlige instrumenter og i stedet spille på claves.

Derfor er solokoncerterne centrale i Bent Sørensens stadige udforskning og udfoldelse af det klassiske symfoniorkester, for den skiftende klanglige belysning, som fokuseringen på de udvalgtesoloinstrumenter fører med sig, bidrager på afgørende vis til, at orkestret fremstår som et magisk medium og mentalt drømmerum, åbent for enhver.


La Mattina . Klaverkoncert nr. 2 (2007-2009)

Inden morgenens lys er nattens mørke. Sådan er det også i Bent Sørensens klaverkoncert La Mattina (morgenen), der begynder i klaverets dybeste register med en langsomt fremad­skridende koral i slægt med Bachs Ich ruf’ zu dir, Herr Jesu Christ (BWV 639). I sine værknoter til koncerten beskriver Bent Sørensen, hvordan inspirationen kom til ham, mens han var i Wien og høre Leif Ove Andsnes og Det Norske Kammerorkester spille: ”Efter koncerten mødes vi på den desværre nu forsvundne pianobar – Broadway. Drikker vin, slapper af og pludselig sætter Leif Ove sig til klaveret og spiller Bach/Busonis Ich ruf’ zu dir, Herr Jesu Christ. Jeg sidder tæt på, og kan se hans hænder forme noget, der fra dybet svæver opad og danner en glorie over vores hoveder. Da jeg kommer hjem fra Wien, skriver jeg straks begyndelsen af klaverkoncerten La Mattina. Det er det dybeste og mørkeste, jeg nogensinde har skrevet; men det rejser sig op, som vi gjorde det den morgen, natten var blevet til, da vi forlod Broadway i Wien”.

Det er musik, der strømmer fra hjertets inderste mørklagte zoner, og som forbinder sig med menneskehedens århundreder gamle anråbelse om at træde ind i lyset ved Jesu kraft. Her hos BentSørensen er lyset til stede som en anelse i dæmpede violintoner i et skyhøjt leje. Det er musik, der afspejler overgangen mellem nat og morgen – det tidspunkt på døgnet, hvor den menneskelige eksistens i særlig grad er udspændt mellem afgrund og himmel.

I takt med at de øvrige strygere tilslutter sig, får morgenen farve og form, og da klaverets natlige procession holder inde en stund, forvandler de høje violiner sig fra at være et skimrende punkt i horisonten til de mest forunderlige melodiske himmelarabesker. En stille, salig jubel over lysets komme.

La Mattina rækker på samme tid ud efter det metafysiske og er klassisk funderet – skrevet for et kammerorkester med samme besætning som Mozarts trompet- og paukeløse Klaverkoncert nr.17. Bent Sørensen hørte denne koncert som barn, og han har nu mange år efter skabt en ny koncert, hvor sider af Mozarts sublime enkelhed går igen.

Satserne glider umærkeligt ind i hinanden, og i anden sats, Luminoso (lysende), hvirvles vi ind i en gnistrende klangverden præget af kortåndede motiver og pludselige dynamiske udsving. Men ligesom hos Mozart går der indimellem en engel gennem stuen. I et splitsekund står alt stille, inden den musikalske energi igen pulserer frit. Og mod slutningen af satsen, inden kadencen med claves­akkompagnement, bliver vi vidne til et hamskifte, hvor den klassiske klaversats sættes i en ny belysning. Hele strygerkorpset forvandles til en stor guitar, idet musikerne knipser instrumenternes strenge – som var de ført af en fælles hånd. Til at begynde med kun anelsesfuldt i det fjerne, men snart med stor styrke og inciterende rytmisk spil, der giver indblik i de kræfter, dagens strålende sol besidder.

Hermed er der lagt op til et fantasifuldt vekselspil i de følgende satser, hvor koncerten inden for den kammermusikalske ramme springer med kviksølvagtig bevægelighed fra fjerne blæserstemmer, der summer som ildtunger, over et pludseligt poetisk intermezzo for fløjte og cello, der varsler et øjebliks tavshed i slutningen af tredje sats, til en triumferende berøring af den ikoniske åbning af Griegs klaverkoncert, der er en kunstnerisk livsledsager for Leif Ove Andsnes.

Bent Sørensens La Mattina klinger ud i en beruset fejring af den hektiske højlyse dag, men til allersidst, som ved en magisk indgriben, høres en flig af en højtidelig hymne i klaveret. En påmindelse om nattens smerte og den stille eftertanke. Morgenens udspring. Dermed er vi på sin vis også tilbage ved Bent Sørensens første klaverkoncert, der har titlen La Notte (natten).


Serenidad (2011-2012)

Klarinetkoncerten Serenidad begynder i et svævende musikalsk ingenmandsland, hvor klarinettens højeste, mest skrøbelige toner træder frem på en baggrund af dæmpede, lyse strygere.

Bent Sørensen har fortalt om tilblivelsen af koncerten: ”Hele tiden, mens jeg komponerede, så jeg klarinetten som en fugl eller en dukke, der forsøgte at flygte fra et orkester, et rum, en rede”. Titlen fortæller derimod en anden historie. Den er spansk og betyder klarhed eller ophøjet ro og kom til komponisten, da han i Barcelona fandt en digtsamling med netop denne titel.

Imellem de to poler er koncerten udspændt. På den ene side passager, hvor klarinettens toner er trukket ud som lange tråde, der søger ud, op og væk fra de givne instrumentale omgivelser, eller passager, hvor klarinetten flakser som netop en fugl, frit i rummet med stort dramatisk vingefang og til tider på kollisionskurs. Og så på den anden side passager, hvor en anden skøn harmoniskverden åbenbarer sig. Det oplever vi for alvor første gang i slutningen af anden sats, hvor en faldende sekvens introduceres af klarinetten og siden spreder sig til det ­øvrige orkester. Det er moderne romantik af den smukkeste slags og iblandet melankoli. Ren som kildevand og naiv som pop, og her formuleret med så stor varme at tid og sted går i opløsning i en lyksalig ­væren.

De to verdener er dog ikke udelukkende adskilte universer. Allerede undervejs i åbningen, hvor den vemodigt syngende klarinet ser ud på verden fra sit tårnværelse, høres kimen til den romantisk farvede faldende sekvens. Og i begyndelsen af anden sats, der ligesom det meste af koncerten er skrevet i dansende tredelt takt, fornemmes lyden af hastige trin. Med klarinetten i springende virtuos flugt og svøbt i vemodigt udtrukne trombone­glissader er karakteren surreel. Ifølge Bent Sørensen et billede på klarinetten som en vandrende dukke om morgenen i Venedig.

Serenidad er i det hele taget en koncert med stor spændvidde, samtidig med at den er domineret af dansende tredelte taktarter. Ligesom Carl Nielsen dyrker det ekspressive og grænsesøgende i sin klarinetkoncert, gør Bent Sørensen det også i sin.

To af de mest bemærkelsesværdige virkemidler oplever vi i første sats. Efter at musikken til en begyndelse har befundet sig i en højere sfære udvides rummet på dramatisk vis med brugen af den store, dybe gong. Herefter er det musikalske univers forandret for stedse. Senere i satsen udspiller der sig en gribende inderlig scene, når klarinettisten både synger og spiller på samme tid. Det er som at høre hvalernes sang. Toner fra et sted hinsides den vanlige menneskelige verden og dog formet med kærlighed.

Serenidad høres her i den såkaldte Sonning­version, der blev spillet, da Martin Fröst modtog Léonie Sonnings Musikpris i 2014. Her blev den oprindelige versions forudindspillede materiale erstattet af syv klarinettister, der fordelte sig på scenen og rundt blandt publikum i koncertsalen mod slutningen af sidste sats, hvor den romantisk farvede sekvens atter introduceres. Med denne ekstra rumlige dimension er enhver fornemmelse af soloklarinetten som et afsondret musikalsk væsen elimineret. I kraft af det allestedsnærværende klarinetkor indtræder der en ny musikalsk virkelighed, hvor verden for en stund er hel.


Trompetkoncert (2012-2013)

Ligesom i klaverkoncerten La Mattina er orkesterbesætningen i Bent Sørensens trompet­koncert klassisk. I dette tilfælde er forlægget det slanke wienerklassiske orkester i Haydns og ­Hummels trompetkoncerter, der er en perfekt ramme om den musikalske leg, som undervejs opstår ­mellem bl.a. fløjter og solotrompeten i Bent Sørensens koncert.

Lydbilledet er dog alt andet end klassisk hos Bent Sørensen. Til gengæld er der fuld kropskontakt. I begyndelsen fornemmes der en svag hvislen, da det meste af orkestret gnider hænderne mod hinanden. Og med støj fra buer, der presses hårdt mod strengene, og sandpapir, der bliver gnedet mod hinanden, er det en både knitrende, knugende klangverden, trompeten træder ind i. Billedet af en skov, med alt hvad den indeholder af mystik og dunkle punkter, anes.

Trompeten gør sin entré med varsomhed. Klangen er dæmpet, som kommer den fra det fjerne, og med akkompagnement af summende menneskestemmer er det fortsat naturen, der råder. Desto større er frisættelsen og lykken, når trompeten i et senere roligt afsnit synger med klar, fri stemme. Bent Sørensen har dog en forkærlighed for den dæmpede messingklang, for i den uklare lyd, hvor trompetens sædvanlige funklende lys kun anes, er skønheden tydeligst forbundet med magi. I lyden, hørt gennem et klangligt slør, spiller afsavnets smerte med, og der er rum for at drømme om det delvis skjulte.

Foruden en traditionel sordin bruger Bent Sørensen også en såkaldt Harmon wah-wah-dæmper, hvor klangen i løbet af et øjeblik kan variere fra det hviskende til det mest gennemtrængende. Det giver mulighed for på det nærmeste at tale gennem instrumentet, og mod slutningen af første sats er vi vidne til en rørende scene, hvor trompetisten går i dialog med en række af orkestrets strygere, der også er dæmpet. Efter kort tid får orkestret sin fulde stemme igen. Kun solotrompeten forbliver indespærret i sit bur, hvor ensomheden er et vilkår.

I anden sats, der er komponeret som en vuggende barcarole med kærlig hilsen til drømme­byen Venedig, er rollerne byttet om. Her er det meste af orkestret henvist til at nynne med lukket mund, mens de øvrige må spille med dæmper, hvorimod trompeten igen kan klinge frit uden forhindring. Og den underskønne solo er vel at mærke komponeret med tanke på Tine Thing Helseths særlige evne til at få trompeten til at klinge så blidt som noget. Men selv her i de mest solbeskinnede øjeblikke er trompeten altså isoleret fra sin instrumentale omverden. Som forstenede mennesker uden øjenkontakt i et maleri af Edward Hopper.

Der kastes dog et forsonende skær over slutningen af satsen, hvor stumper af en enkel naiv melodi, akkompagneret af klokkeklang, skaber et kort fælles mødested og lejlighed til at kaste længselsfulde blikke i retning af en fjern troskyldig tid.

Sidste sats er stramt komponeret. I et fintmasket net af stemmer og enkeltstående toner fikseres solotrompeten i et forløb, der, med en stadig pågående puls, har ligheder med en klassisk finale, men som vanligt hos Bent Sørensen får solospillerne ikke mulighed for at bryde ud i en egocentrisk kadence. Først til allersidst, efter en terminal dyb tone i kontrabasserne, øjnes frihedens land – som komponisten siger: “En hakkende finale, hvor trompeten til sidst endelig slipper fri, men da er koncerten faktisk færdig”.

Esben Tange

Release date: 
marts 2020
Cat. No.: 
8.226095
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943609521
Track count: 
11

Credits

Serenidad recorded live at Koncertsalen, DR Koncerthuset, on 10 May 2014
Recording producer: Thore Brinkmann
Sound engineer: Jan Oldrup & Mikkel Nymand
Editing: Mikkel Nymand

La Mattina & Trumpet Concerto recorded at Universitetets Aula, Oslo, on 18–19 September 2019
Recording producer: Jørn Pedersen
Sound engineer: Arne Akselberg
Editing: Jørn Pedersen
Mix and mastering: Mikkel Nymand

℗ & © 2020 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Esben Tange
English translation of liner notes: John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde

Leif Ove Andsnes and Martin Fröst appear courtesy of Sony Classical

Clarinettists (Serenidad): Magnus Holmander, Ingrid Meidell Noodt, August Finkas, Søren-Filip Hansen, Jesper Clausen, Natalie Harris, Morten Jensen

La Mattina commissioned by Norwegian Chamber Orchestra. Dedicated to Leif Ove Andsnes

Serenidad commissioned jointly by the NTR ZaterdagMatinee (NPO Radio 4), Tampere Philharmonic Orchestra, the Kölner Philharmonie. Dedicated to Martin Fröst

Trumpet Concerto commissioned jointly by Bergen Philharmonic Orchestra, Borletti-Buitoni Trust, Copenhagen Phil, and Gothenburg Symphony Orchestra. Written for Tine Thing Helseth. To Signe & Anna

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.musicsalesclassical.com

This recording was made in cooperation with DR (Danish Broadcasting Corporation)

This recording was generously supported by Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Birger Christensens Fond, Magister Jürgen Balzers Fond, Musikforlæggerne, and KODA Kultur