Romance

Med hele sin sjæl

Af Jens Cornelius

Violin!
Du evige, dirrende, syngende Sjæl,
stemt sammen med min!
Du Verden af sagtelig rindende Taarer
og straalende Smil!
af Tanker, som trænges,
af Hjærter, som længes,
af Minder, som saarer!

Så lyriske ord blev der i år 1900 sat på violinens væsen af den danske forfatter Jenny Blicher-Clausen. I sit versdrama Violin brugte hun instrumentet som hjertesymbol, for perioden omkring århundredskiftet lod virkelig violinen træde frem med hele sin sjæl. Det var den æra, der på fransk kaldes La belle époque, “den skønne tid”, hvor en udsmykket skønhed og en varm følelsesfuldhed var hovedsagen i kunsten. Og her havde violinen en stjernestund som det syngende instrument par excellence. Utallige komponister gav violinen de skønneste melodier at spille, og violinen overtog også musikalske genrer, der før havde tilhørt den menneskelige stemme. Romancen, oprindelig brugt om poesi og lieder, der efterlignede folkesange, blev nu også en violingenre. En berceuse (vuggevise) og barcarole (gondolsang) kunne på samme måde synges af violinen.

I Danmark skabte adskillige komponister et vidunderligt repertoire af korte, melodiøse stykker for violin. De danske violinværker bidrog med en egen accent, ofte lidt indadvendt og nogle gange med påvirkning fra den nordiske folkemusik. Desto mere gribende, når violinen enkelt og oprigtigt rører os med sin “evige, dirrende, syngende sjæl”.

Albummet begynder og slutter med to lidt længere stykker. Otto Malling skrev sin Koncertfantasi i 1885. I sit halvlange format er det en fuldendt mellemting af solokoncert og romance. Typisk for den teknisk suveræne komponist Malling er udformningen glasklar og elegant, så musikken præsenterer sig meget attraktivt. Værket falder i tre dele, der udvikler sig fra nordisk, indadvendt folketone til en udadvendt, sydlandsk tarantella. Mellemafsnittets tema er i “norsk stil”, et træk, der var meget populært i dansk musik dengang, og som Malling brugte i flere af sine værker.

Otto Mallings livsværk falder i klare perioder, og i 1880’erne skrev han sine orkesterværker, blandt ­andre en symfoni og en klaver­koncert. Koncertfantasien blev uropført i København i 1884 af den førende violinist Anton Svendsen og med Malling som dirigent. Otto ­Malling var så populær, at han blev mod­taget med stormende bifald, da han gik på scenen, og stykkets blanding af nordiske toner, klassisk klarhed og charmerende, sensuelle farvninger gik rent hjem hos ­publikum.

Peter Erasmus Lange-Müller havde en særlig status i dansk musikliv. ­Elsket og beundret for sine sange og klaverstykker nåede han ud til alle danske musikalske hjem, hvorimod hans ambitioner om at lykkes med værker i større format gav ham store kvaler. Hans Violinromance forener ellers så smukt de to sider med dens uimodståelige melodiøsitet i varm omfavnelse af orkestret. Roman­cen blev uropført i København i 1899 af Axel Gade (søn af komponisten Niels W. Gade) og dirigeret af Victor Bendix. Publikum klappede så ivrigt, at stykket straks blev givet dacapo.

Lange-Müller var romantiker af hjerte og sind, og i begyndelsen af 1900-tallet valgte han at stoppe med at komponere for i stedet at kæmpe imod de forandringer, der var ved at afslutte den romantiske epoke. For ham var musikken “en Verden, hvor alle Dissonanser opløses i Harmoni, hvor al Strid og Uro ender i Fred og Hvile, hvor det Spredte samles, det Haarde smeltes, hvor det Døde faar Liv, hvor Tyngden faar Vinger.”

Flere af de førende danske komponister omkring århundredskiftet kom fra landet, inden de flyttede til København og fik forvandlet deres tilværelse i den eneste danske by med symfoniorkestre og operahus. Ludolf Nielsen voksede op på en gård på Sydsjælland og var allerede som 8-årig spillemand ved bonde­fester på egnen. 16 år gammel rejste han til København og blev omkring år 1900 et kendt navn som bratschist, dirigent og komponist. De tidligste af hans værker er præget af nationalromantikken, som han fornyede på original vis, for eksempel i den betagende Romance for violin (1908), et stykke, der lå ham meget nært. Romancen har et modalt hovedtema, som i historiserende stil er inspireret af middelalderens folkeviser. Berceusen fra 1905 blev tilegnet tidens kendteste musiker i Danmark, violinisten Fini ­Henriques, og er nok også inspireret af ­Henriques’ egne sødmefulde kompositioner. I midterdelen indsætter Ludolf Nielsen et afsnit i naivistisk spillemandsstil – ikke kun som en effekt, men som et blik på sin egen fortid: Den lille dreng, der engang spillede til høstfester i laden, men nu befandt sig i centrum af en helt anden slags musikkultur.

Ludolf Nielsen var et meget privat menneske, og efter en dyb krise under Første Verdenskrig foretrak han et stille liv udenfor storbyen, hvor han i fred kunne komponere, passe sin rosenhave og dvæle ved havudsigten.

August Enna var søn af en skomager på Lolland. Faderens værksted gik fallit, og familien kom med i den strøm af provinsfolk, der flyttede til hovedstaden for at søge arbejde. Som teenager blev August nærmest besat af musik. Han blev violinist i et turnerende teater og begyndte selv at komponere. I 1892 fik han et sensationelt gennembrud med operaen Heksen, som blev opført i hele Europa, og resten af livet var opera hans hovedbeskæftigelse. Men violinen var fortsat en stemme, han talte igennem. I 1896 skrev han en violinkoncert, og i 1898 sin Romance og Barcarole.

Romancen er et tydeligt udtryk for Ennas store melodiske talent og evne til at opbygge en lyrisk form. Det er en mesterlig operakomponist, der her lader violinen synge en stor arie. Den delikate og kokette Barcarole i vuggende 6/8-takt var Ennas bud på en anden type karakterstykke, som var blevet introduceret af blandt andre Mendels­sohn og Chopin. I Ennas tilfælde havde den italienske barca­role en særlig reference til hans egne rødder, fordi hans farfar var indvandret fra Italien til Danmark. Det danske publikum betragtede August Enna som en eksotisk del af dansk musikliv og mente, at hans særlige evner for ekspressivitet skyldtes hans ­italienske ­afstamning.

Carl Nielsen, der blev en nationalhelt i levende live og lige siden har været Danmarks kendteste komponist, var endnu en landsbydreng, der kom til København. Han fik plads som violinist i Det Kongelige Kapel og havde i en årrække en parallel karriere som orkestermusiker og komponist. Han komponerede en violin­koncert og to violinsonater, men var aldrig aktiv som solist. Kammermusik ­spillede han derimod gerne, og under private former uropførte han i 1890 sine Fantasistykker, op. 2 på violin sammen med sin ven og mentor Victor Bendix på klaver. Stykkerne er egentlig for obo og klaver, men potentialet som violin­musik var klart, og omkring 1891 lavede den tjekkisk-tyske violinist Hans Sitt, der var professor ved konservatoriet i Leipzig, et arrangement for violin og orkester af det første af stykkerne, Romancen. Sitt var en meget dygtig arrangør, der også lavede den kendte orkesterudgave af Griegs Norske Danse, op. 35.

Selv om Carl Nielsens Roman­ce er et tidligt stykke, har det allerede hans melodiske ­særpræg, der svinger mystisk mellem dur og mol. 1890’erne var “Det sjælelige gennem­brud” i dansk kunst, og Roman­cen er temmelig bluesy i indad­skuende stil, men Carl ­Nielsens særprægede dissonanser har en helt personlig vitalitet.

Louis Glass kom fra en musikerfamilie i København og blev i sin samtid betragtet som Carl Nielsens modsætning og til dels som hans rival. Glass var en uhyre kyndig, teknisk dygtig og smagfuld komponist, der tidligt var inspireret af udenlandsk senromantik, som ellers ikke var velkendt i Danmark. Hans imponerende livsværk med vægt på seks symfonier gik efter hans død mærkeligt nok i glemmebogen og er først de senere årtier kommet under genopdagelse.

Glass’ smukke Romance for violin og orkester er et arrangement, han selv lavede af andensatsen fra sin Violinsonate nr. 2, op. 29 (1904). Den har en højstemt, religiøs holdning, kombineret med en nordisk folketone – temaets tre første toner er en vending fra norsk folkemusik, der også fungerer som hovedmotivet i Griegs klaverkoncert. Orkestreringen i Glass’ Romance er, typisk for ham, meget udsøgt håndteret, for eksempel i den delikate brug af basklarinet.

1800-tallets største navn i dansk musik, Niels W. Gade, begyndte som violinist i Det Kongelige Kapel. Ligesom Carl Nielsen fik han aldrig en solistkarriere, men foretrak at bruge al sin tid på at komponere og dirigere. Gennembruddet kom efter succesen med ouverturen Efterklange af Ossian og Mendelssohns uropførelse af Gades 1. symfoni i 1843. Gade bosatte sig i Leipzig og blev musikdirektør der, inden han vendte tilbage til København i 1848.

Blandt Gades egne violin­værker er en violinkoncert, tre ­violin­sonater og den brillante og meget veloplagte Capriccio – et bestillingsværk, skrevet til den saksiske konges sølvbryllup i Dresden i 1878. “Jeg har gjort det så violinmæssigt, som det var mig muligt”, skrev Gade. “Det falder i tre afsnit, et humoristisk-karakteristisk i a-mol – et sangbart-ekspressivt i F-dur, så tilbage til den første a-mol, og så koda i A-dur, blid og følelsesfuld i begyndelsen og til sidst kapriciøs og brillant.”

Gade fik så kort varsel til at komponere stykket, at han ikke ­kunne nå at orkestrere det selv. Hans egen version er derfor for violin og klaver, mens hans gode ven, den nordtyske komponist Carl Reinecke, der en tid boede i Danmark, lavede orkesterversionen. Capriccioen blev senere spillet af Joseph Joachim, der havde været Gades violinelev ved konservatoriet i Leipzig.

De danske romancer for violin har sovet tornerosesøvn i mange år, især fordi romantisk musik som sådan oplevede en voldsom nedtur i Danmark i store dele af 1900-­tallet. Men et enkelt stykke fra samme kultur har overlevet uden problemer gennem alle årene – og det blev skrevet af en nordmand. Johan Svendsen fra Norge arbejdede og boede i København de sidste 27 år af sit liv og var som kongelig kapelmester den førende dirigent i Danmark. Som komponist stoppede han desværre ret tidligt med at skrive. Violinromancen fra 1881 blev et af hans sidste stykker. Han komponerede den på bare to dage, og hans forlægger, der lugtede guld, udbetalte straks et engangsbeløb for rettighederne til stykket. Det var en dårlig handel for Svendsen, for Romancen blev hans klart mest spillede komposition, og den er også i dag den mest kendte violinromance fra Norden. Men, som dette album viser, langt fra den eneste fra en tid, hvor violinen sang som aldrig før eller siden.