Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Carl Nielsen

composer
1865
1931

Carl Nielsen blev født den 9. juni 1865 i Sortelyng ved Nørre Lyndelse på Fyn. Hans far, der var maler, virkede tillige som landsbymusikant, og allerede som dreng spillede han med i faderens danseorkester. På samme tid medvirkede han i det lokale amatørorkester Braga, hvis repertoire udover underholdnings- og dansemusik også omfattede wienerklassiske symfonier. Kun 14 år gammel fik han ansættelse som basunist i regimentsorkestret i Odense.

Ved siden af sit arbejde som militærmusiker spillede han strygekvartetter med sine venner og studerede på egen hånd Das Wohltemperierte Klavier. Fra disse år stammer hans første egentlige kompositionsforsøg – hovedsageligt kammermusikværker i klassisk stil.

Takket være velyndere fra Odense fik Carl Nielsen mulighed for at rejse til København, hvor han i 1884-86 studerede ved konservatoriet med violin som hovedfag, idet han fik Joachim-eleven Valdemar Tofte som lærer. Endvidere modtog han undervisning i teori (J.P.E. Hartmann og Orla Rosenhoff), klaver (Gottfred Matthison-Hansen) og musikhistorie (Niels W. Gade).

Efter konservatorietiden fortsatte han sine teoristudier hos Rosenhoff, og i 1888 følte han sig moden nok til at offentliggøre sit op. 1, Suite for strygere. Året efter blev han ansat som andenviolinist i Det Kgl. Kapel, en stilling han beholdt lige til 1905. Som anerkendelse for sit talent modtog han i 1890 Det Ancher’ske legat, der muliggjorde en studierejse til Europa. Under denne rejse giftede han sig i 1891 med billedhuggerinden Anne Marie Brodersen, som forblev hans hustru resten af livet, om end ægteskabet i flere perioder gennemgik alvorlige kriser.

I løbet af 1890’erne befæstede Carl Nielsen sin position som en af landets lovende unge komponister med værker som Symfoni nr. 1 op. 7 (1890-92), J.P. Jacobsen sangene op. 4 og 6 (1891, violinsonaten op. 9 (1895) og korværket Hymnis amoris (1896-97). Årene omkring århundredeskiftet bragte yderligere de to operaer Saul og David (1898-1901) og Maskarade (1904-06), af hvilke den sidste hurtigt nåede status som dansk nationalopera.

Fra 1901 kom han på finansloven, hvilket betød, at han ikke længere var tvunget til at tage privatelever for at opretholde familiens økonomi. Et par år derefter opnåede han endvidere generalkontrakt med forlaget Wilhelm Hansen, der udgav så at sige alle hans værker frem til 1924.

Ved siden af sin komponistkarriere kom Carl Nielsen til at bestride en flere centrale stillinger i det danske musikliv: I perioden 1908-14 var han kapelmester ved Det Kgl. Teater, hvorefter han fra 1915-27 dirigerede Musikforeningens koncerter. I 1915 blev han valgt ind i bestyrelsen for Konservatoriet, hvor han tillige underviste i teori og komposition fra 1915 til 1919. Endelig var han bestyrelsesmedlem i såvel Dansk Komponist Forening som i Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik.

Lige fra de tidligste værker var Carl Nielsens kompositioner gennemsyret af en klassicistisk æstetik, som bevidst undgik ethvert præg af senromantik. Men i løbet af 1910’erne og 20’erne orienterede han sig i stigende grad mod de nye strømninger i den europæiske musik. Lidt efter lidt indarbejdede han nu flere modernistiske elementer i sin musik, uden at han på noget tidspunkt opgav sin meget karakteristiske personalstil. Denne udvikling træder klart frem i de tre sidste symfonier, nr. 4 (1914-16), nr. 5 (1921-22) og nr. 6 (1924-25).

Sideløbende med de stadig mere modernistiske instrumentalværker arbejdede Nielsen, bl.a. sammen med sin ven Thomas Laub, på at reformere den folkelige danske sangtradition. Dette resulterede i en række samlinger af enkle strofiske sange, der bevidst søgte at videreføre de idealer, der kendetegnede J.A.P. SchulzLieder im Volkston (1784).

Carl Nielsen havde et udpræget litterært talent, der udmøntede sig i barndomserindringerne 'Min fynske barndom', som er forbløffende nøgterne og usentimentale samt i essay-samlingen 'Levende musik', hvor hans anti-romantiske æstetik klart kommer til udtryk.

I de senere år led Carl Nielsen af et svagt hjerte, og han døde den 3. oktober 1931 efter et hjertetilfælde, 66 år gammel.

Sider

randomness