Symfonier og koncerter

Stærk, smuk og selvstændig

af Jens Cornelius

Carl Nielsen kommer fra Norden, men det betyder ikke, at hans musik er kølig. Der skal tryk på kedlerne i hans musik, som taler uden omsvøb. “Det er fuldblodsmusik, lidenskabelig, dramatisk og meget menneskelig. Det er hvad jeg går efter, og det er netop hvad New York Filharmoni-kerne er gode til,” siger New York Filharmonikernes chefdirigent Alan Gilbert. Efter at have boet i Skandinavien en årrække kender Alan Gilbert musikkens rødder. “Carl Nielsens musik bygger på klassiske traditioner, men den er bare så dansk! Stærk, smuk og selvstændig,” fortæller han.

Hvad udspringer denne musik så af? Carl Nielsen fremhævede hele livet sin landlige op-vækst. Han var født på Fyn i 1865 under fattige forhold. Lærte at spille violin og trompet af sin far og fik 14 år gammel arbejde som regimentsmusiker. Velgørere gik sammen om at sende den unge mand til København, hvor han blev optaget på konservatoriet som violinist, og i 1889 vandt han konkurrencen om en fast stilling i Det Kgl. Kapel. På bare ti år havde han bevæget sig fra udsigtsløs fattigdom til hovedstadens kulturelite.

I 1905 opsagde Nielsen sin orkesterplads for at koncentrere sig helt om at komponere. Han fik med årene status som Danmarks nationalkomponist, men udfordrede konstant sig selv og sit publikum. De sene værker fuldender billedet af en kunstnerisk udvikling, som hele tiden var forud for omgivelserne. Dertil kommer Nielsens dybt originale tonesprog, som på én gang er krøllet, ligefremt og visionært og gør det svært at placere hans musik i de sædvanlige stilistiske og historiske kategorier. “Det er svært at sætte etiketter på Nielsen,” siger Alan Gilbert. “Nogle gange er hans musik spændende og sjov, andre gange trøstesløs og tilknappet. Han kan lide at sætte meget forskellige billeder op mod hinanden, og han laver pludselige ryk på en meget karakteristisk måde. Hvad bliver det næste? Som jeg ser det, maler han et billede af livet.”

Carl Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter udgør kernen af hans orkestermusik. De forholder sig til den klassiske tradition på hver sin meget personlige måde. Samtidig viser de, hvordan Nielsen udviklede sig og i stigende grad fjernede sig fra konventionerne. Der er langt fra den robuste opkomling, man møder i 1. Symfoni, til de atonale eksperimenter i 6. Symfoni og Klarinetkoncerten. Men den røde tråd er der – som den også er der i de enkelte værker, hvor overraskende de end forløber. I en kommentar til det store spænd mellem indledningen og afslutningen af sin Violinkoncert sagde Nielsen, at “Aanden er omtrent den samme.” Netop det gør Carl Nielsen til så stærk en komponist: Han er er altid sig selv, tro mod sin ånd.

Symfoni nr. 1 (1889-94)
Nielsen springer konventionerne over fra første akkord i sin 1. Symfoni. Her møder man en ægte kraftkarl, der udtrykker sig i korte fraser og med heftige åndedrag. Musikken er klassisk formet, men bogstavelig talt “ubehøvlet,” dels fordi Nielsen endnu ikke havde en fuldt poleret teknik, dels fordi han søgte væk fra netop de akademiske standarder.

Trangen til at slippe fri gælder også noget så grundlæggende som forholdet mellem dur og mol. Med tvetydigheden ophøjet til grundprincip sprænges den symfoniske grundplan, og symfonien ender i en anden toneart, end den begynder! I sidste sats står kampen mellem de to kræfter i lys lue, men også i 2. sats er dur og mol på gyngende grund. Her vokser musikkens pastorale idyl til en naturreligiøs åbenbaring af lys og landskab.

“Et Arbejde som synes at forjætte et kommende Uvejr af Geni,” skrev en kritiker, “saa for-underlig uskyldigt og ubevidst, som saa man et Barn lege med Dynamit.”

Symfoni nr. 2 “De fire temperamenter” (1901-02)
Idéen til symfonien fik Carl Nielsen ved et besøg på en landsbykro: “Der hang på væggen et højst komisk billede, hvori “Temperamenterne” var fremstillet. Kolerikeren havde et langt Sværd i Haanden, hvormed han fægtede vildt ud i den tomme Luft, Haaret flagrede vanvittigt omkring hans Ansigt, der var i den Grad fortrukket af Vrede og djævelsk Had, at jeg uvilkaarligt brast i Latter. De andre tre Billeder var i samme Stil, og mine Venner og jeg morede os hjerteligt over Billedernes overdrevne Udtryk og komiske Alvor. Men hvor forunderligt som Tingene ofte kan forme sig! En skønne Dag gik det op for mig, at disse tarvelige Billeder indeholdt en -musikalsk Undergrund!”

De fire karakterer svarer til satserne i en symfoni. Kolerikeren er naturligvis den handlekraf-tige indledning. Flegmatikeren er et kortfattet mellemspil, og den melankolske sats symfoniens mørke stund. I Finalen galopperer sangvinikeren glad ud ad landevejen, men glemmer i sin kortsynethed, hvor han er på vej hen.

Symfoni nr. 3 “Sinfonia espansiva” (1910-11)
Den 3. Symfoni blev Carl Nielsens gennembrud hos både publikum og kritikere. Førstesatsen er medrivende i en klasse for sig selv, og med uregelmæssige smæld slynger den musikken i gang med så megen energi, at satsen folder sig ud ved egen kraft. Satsbetegnelsen Allegro espansivo overførte Nielsen til at gælde for hele symfonien. Sinfonia espansiva er et billede på udvikling og vækst.

I andensatsen befinder man sig i en uberørt natur med paradisisk ro. Nielsen indfører en mands- og en kvindestemme, der ordløst og vegeterende blander sig i musikken. Modsætnin-gen kommer med bekymringer og rastløshed i 3. sats, inden symfoniens udviklingsberetning lander i 4. sats, en hyldest til menneskets virke på Jorden. Uimodståeligt skrider en melodi frem, som var det en fællessang for symfoniorkester. “En Hymne til Arbejdet og det daglige Livs sunde Udfoldelse” var Nielsens egen beskrivelse af Finalen.

Symfoni nr. 4 “Det uudslukkelige” (1914-16)
Den skelsættende 4. Symfoni er skrevet midt under 1. Verdenskrig, og det er oplagt at høre den voldsomme musik som lyden af krig. Carl Nielsens egen forklaring var mere abstrakt: Han så symfonien som et udtryk for den evige vilje til liv. “Musik er liv, som dette uudslukkelig” er symfoniens motto.

1. sats indledes med et Big Bang, der slynger alle partikler ud i rummet uden nogen tydelig forestilling om, hvad det vil samle sig til. Et langsomt, faldende tema i træblæserne virker som en lise, men udvikler sig overraskende til det sejrende motiv.

Idyllen i 2. sats ender i et brud, og symfoniens intense 3. del er en monolog, der kæmper med stærk fortvivlelse. Ud af mørket springer så en flamme, spillet af unisone strygere. Det fører til symfoniens sidste afsnit med den berømte duel mellem to paukespillere. Virkningen er kaotisk, indtil det uudslukkelige tema fra 1. sats sejrer i noget af den mest ekstatiske musik, Nielsen nogensinde skrev.

Symfoni nr. 5 (1922)
Carl Nielsens 5. Symfoni er en af de mest visionære fra det 20. århundrede, en kosmisk kamp mellem lys og mørke. Symfoniens første del er en urtilstand, hvor to temaer, der udspringer af den indledende strøm i bratscherne, holder hinanden i skak. Spændingsbalancen bliver brudt af en lilletromme, hvis improvisation forsøger at ødelægge omgivelserne. Kampen vokser til et ragnarok, som falder ud til lysets side. Men balancen mellem kræfterne har ikke ændret sig.

Anden del af symfonien vil skabe nyt. Et ærgerrigt tema tager manisk fat på udfordringerne, men viser sig at mangle udholdenhed, og en djævelsk fuga splitter i stedet for at bygge op. Først da vender satsens hovedtema tilbage, denne gang pianissimo, og i afklaret flerstemmighed åbnes for en magisk rejse mod lyset.

Symfonien blev i 1920’erne opført af berømte dirigenter som Wilhelm Furtwängler og Pierre Monteux. Det definitive gennembrud kom i 1962, da den blev indspillet af New York Filharmo-nikerne og Leonard Bernstein.

Symfoni nr. 6 “Sinfonia semplice” (1924-25)
Titlen “Enkel Symfoni” hentyder umiddelbart til de naive temaer, gennemsigtigheden og den klassiske inddeling i fire satser. Men der er en meget stærk ironi i musikken, som modsiger sig selv fra start til slut. I 1. sats melder der sig hurtigt en kompleksitet, der gør “enkelheden” falsk, og satsen kulminerer på en skærende dissonans. I den yderligtgående Humoreske slippes instrumenterne løs i et anarki, og trombonen skyder hånligt klarinettens redningsforsøg ned. Klip til den neobarokke 3. sats, der smerteligt vil skabe samling ved hjælp af klassisk satsteknik. Forgæves, fordi sidste sats fejer alt af banen med en række balstyriske variationer. Det endelige sammenbrud sker i en grotesk vals, hvor messingblæsernes kaotiske udbrud får musikken til at kannibalisere sig selv.

Det er en barsk og provokerende dekonstruktion, Nielsen slutter sin række af symfonier af med. En udfordring af hans egne kunstneriske grænser, men især af den rolle som kanoniseret nationalkomponist, han ikke ønskede at udfylde.

Violinkoncert (1911-12)
Nielsens ukonventionelle Violinkoncert er et af hans mest typiske værker. Den indledes høj-stemt, ender i frivolitet, og undervejs står kontrasterende karakterer tæt op af hinanden. Vær-ket er formet i to store halvdele, som hver er delt i et langsomt og et hurtigt afsnit. En usædvan-lig, men klar struktur.

1. sats begynder med en stor og stræbsom solokadence og fortsætter til et energisk hoved-afsnit, betegnet Allegro cavallerésco, dvs. ridderlig og stolt. Violinen træder frem som en erob-rer, der kender sit værd. 2. dels indledning er en kromatisk undersøgelse af grænselandet mellem dur og mol, der begynder med oboens tema over tonerne B-A-C-H. Dette intense afsnit går brat videre til en drilsk rondo, hvor den indre spillemand slippes løs. Nielsen, en af den klassiske musiks største humorister, beskrev finalen som “en Slags halvsød, halvlystig, dingle-vorn Sats, uden Villie næsten, men god og indtagende som en hjertelig smilende Drivert i sine bedste Øjeblikke.”

Fløjtekoncert (1926)
Fløjtekoncerten er et pragteksempel på Carl Nielsens sene stil: Rastløs, men præcis, humoren skarp, men hjertet varmt. Igen er koncerten opbygget i en todelt form, dog strammet betydeligt op. Det begynder flagrende og småhysterisk. Marchpauker og en truende bastrombone får solisten til skrige som en fugl, der har øjnet et rovdyr. Så samler orkestret sig om et tema, der omsider giver fløjten sjælero. “Fløjten foretrækker de pastorale Stemninger; Komponisten er derfor nødt til at rette sig efter det blide Væsen, ifald han ikke vil risikere at stemples som en Barbar,” skrev Carl Nielsen.

2. sats forsøger at lægge konflikterne bag sig, men snart må fløjten bekende sig til et sorg-fuldt Adagio-tema. Hvordan skal det ende? Vidunderligt bizart lader Nielsen den brovtende basun styre hele værket i havn med det pastorale tema fra 1. del. Fløjten er perpleks over forlovelsen med den ulige partner, men pointen er typisk for Carl Nielsen: Enighed er ikke nødvendigvis lykken. Frodige modsætninger bringer liv og lyst.

Klarinetkoncert (1928)
Carl Nielsens Klarinetkoncert er den vigtigste klarinetkoncert fra det 20. århundrede. Et radikalt værk med atonale tendenser og med en vigtig birolle til lilletrommen, der skiftevis opildner og splitter. Klarinettens hovedmodstander er dog dens eget temperament, og allerede efter et par minutter ryger låget helt af kedlen i en kolerisk kadence.

Udgangspunktet er det lurende begyndelsestema i cello og basser. Det andet hovedmotiv er poco adagio og rummer en dyb sørgmodighed, der smerter mere end selv koncertens sataniske marchpassager. I sidste afsnit hiver klarinetten en spillemandsmelodi frem – det letter, men selv om koncerten afrundes i en form for forsonlighed, kommer det aldrig til en egentlig afklaring.

Ved uropførelsen i 1928 var det kun få, der kunne se nogen fremtid for Nielsens hidtil mest grænsesøgende værk. Det glædede kun Nielsen: “Det viser jo, at man ikke er helt sakrosankt endnu, at man endnu er i live og har Håb og Udviklingsmuligheder,” sagde han med et smil.