Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Nikolaj Znaider

violin
Lars Gundersen

Nikolaj Znaider er en af tidens førende violinister og kombinerer en solokarriere på højeste niveau med en spirende dirigentkarriere. Som en ovenud alsidig musiker har Znaider fastslået sine kvalifikationer som dirigent gennem de seneste mange sæsoner og bliver mere og mere efterspurgt af verdens førende orkestre.

Znaider er 1. gæstedirigent for Mariinskij Orkestret i Skt. Petersborg, hvor han i denne sæson skal dirigere Così fan tutte og Don Giovanni foruden symfoniske koncerter. Fra 2015/16 får Znaider sin egen abonnementsserie hos Mariinskij. Han er ofte gæstedirigent hos orkestre som München Philharmoniker, City of Birmingham Symphony, Pittsburgh Symphony, Orchestre Philharmonique de Radio France, the Hallé og Det Svenske Kammerorkester, hvor han har været 1. gæstedirigent.

Som solist fortsætter Znaider med at optræde regelmæssigt sammen med verdens førende orkestre. Den kommende sæsons højdepunkter tæller optrædener med Wiener Filharmonikerne, Bayerischer Rundfunks symfoniorkester og Cleveland Orchestra med Franz Welser-Möst; en retur til Los Angeles Philharmonic med Andrey Boreyko og Staatskapelle Dresden med Christian Thielemann. Derudover begiver Znaider sig ud på Europaturneer med både SWR Symfoniorkester under Stéphane Denève og Wiener Symfonikerne med Philippe Jordan samt en verdensturné med Gewandhaus Orkestret og Ricardo Chailly. Som solist og kammermusiker har Znaider optrådt i alle større koncertsale verden over.

Blandt de seneste års indspilninger kan nævnes Elgars Violinkoncert med nu afdøde Sir Colin Davis og Staatskapelle Dresden og de prisvindende indspilninger af Brahms’ og Korngolds koncerter med Wiener Filharmonikerne og Valery Gergiev. Han har også indspillet alle Brahms’ værker for violin og klaver sammen med Yefim Bronfman.

Znaider brænder meget for uddannelsen af unge musikalske talenter og var i 10 år kunstnerisk leder for Nordic Music Academy – en årlig sommerskole med visionen om at skabe en bevidst og fokuseret musikalsk udvikling baseret på kvalitet og ægte engagement.

Nikolaj Znaider spiller på ‘Kreisler’ Guarnerius del Gesu’en fra 1741 på forlænget lån fra Det Kgl. Teater med generøs hjælp fra VELUX Fonden og Knud Højgaard Fonden.

  • Carl Nielsen

    Symfonier og koncerter

  • Carl Nielsen

    Koncerter

randomness