Koncerter

Jeg kryber ind i instrumenternes sjæl

af Jens Cornelius

Carl Nielsens tre solokoncerter udgør sammen med hans seks symfonier kernen af hans orkestermusik. Ligesom symfonierne forholder de tre koncerter sig til den klassiske tradition på hver sin personlige måde. Samtidig viser de, hvordan Carl Nielsen udviklede sig og i stigende grad fjernede sig fra konventionerne. “Jeg begyndte med at komponere med Klaver, som jeg senere omsatte for Orkester. Det næste Stadium var, at jeg skrev mit Partitur direkte for Instrumenterne. Nu tænker jeg ud fra Instrumenterne selv – ligesom kryber ind i deres Sjæl”, sagde Carl Nielsen som 60-årig. Det er den personificering af instrumenterne, der gør de tre solokoncerter så individuelle. I Violinkoncerten er der desuden en helt personlig indlevelse i soloinstrumentet, fordi Nielsen oprindelig selv var violinist.

Violinkoncert
Allerede som lille dreng spillede Carl Nielsen violin til bryllupper og fester på landet; improviseret dansemusik, der fortsatte, indtil solen stod op. Fra opvæksten som spillemand er der et voldsomt spring til 1889, hvor Carl Nielsen som 24-årig blev ansat som violinist i det Det Kgl. Kapel i København. En egentlig solistkarriere havde han aldrig, og Violinkoncerten skrev han først efter at have sagt sin orkesterstilling op for at koncentrere sig om at komponere. Solostemmen kunne han næppe selv fremføre.

Det meste af Violinkoncerten blev skrevet i Griegs komponisthytte på Troldhaugen, som Nielsen i sommeren 1911 blev inviteret til at låne af Griegs enke, Nina, der var halvt dansk. Carl Nielsen dirigerede selv uropførelsen i København 1912 sammen med den nye Symfoni nr. 3, “Sinfonia espansiva”. En skelsættende aften for både Nielsen og dansk musik. Solisten var Det Kgl. Kapels koncertmester Peder Møller, der de følgende år havde så godt som patent på Violinkoncerten. Senere blev det især Nielsens svigersøn og fortrolige, den ungarske violinist Emil Telmányi, der førte den frem.

Violinkoncerten er ukonventionel og virker måske forvirrende, hvis man ikke har mødt Nielsens musik før. Det er ellers et af hans mest typiske værker, hvor flere sider af hans personlighed står tæt op ad hinanden. Værket er formet i to store halvdele, som hver er delt i et langsomt og et hurtigt afsnit. En usædvanlig, men klar struktur.

Indledningen er drastisk: En kæmpemæssig solokadence over et orgelpunkt. Her møder man den stræbsomme kunstner, og i Bach-stil kalder Nielsen afsnittet for Præludium. Som kontrast til de store armbevægelser følger et helt anderledes idyllisk tema af yndefuld og jordnær skønhed.

Brat skifter Nielsen så til koncertens hoveddel, betegnet Allegro cavalléresco, dvs. ridderlig og stolt. Violinen træder frem som erobrer, der kender sit værd, og Nielsen udfolder vitalt sit meget originale temastof og afrunder med endnu en stor solokadence – denne gang på det “rigtige” sted i en klassisk solokoncert.

2. del begynder med oboens søgende tema over tonerne B-A-C-H. Det sære motiv er perfekt egnet til Nielsens kromatiske undersøgelse af grænselandet mellem dur og mol. Dette intense, højtidelige afsnit går ligesom i 1. del brat videre til musik af en helt anden udadvendt karakter: En drilsk rondo, hvor Nielsen slipper sin indre spillemand løs. I samtiden mente nogle, at komponisten her gamblede med seriøsiteten. Kunne en bredt anlagt solokoncert også være morsom? Nielsen, en af den klassiske musiks største humorister, beskrev for sin kone finalen som “en Slags halvsød, halvlystig, dinglevorn Sats, uden Villie næsten, men god og indtagende som en hjertelig smilende Drivert i sine bedste Øjeblikke. Synes Du om saadan èn?”, tilføjede han selvironisk – en stadig meget drenget mand på 46 år.

Fløjtekoncert
De to andre solokoncerter stammer fra en anden fase af Nielsens liv. I 1920’rne bredte hans musik sig for alvor i Europa, og som modernist blev han nu målt over for både Bartók og Schönberg.

Det var ikke et tilfælde, at hans to sidste koncerter er for blæsere. Efter at have skrevet sin Blæserkvintet i 1922 fik Carl Nielsen lyst til at skrive en solokoncert til hvert af kvintettens fem instrumenter og samtidig portrættere personligheden hos de musikere, der havde uropført hans kammermusikværk. Desværre blev det kun til to af de planlagte fem blæserkoncerter, inden Nielsen døde i 1931.

Fløjtekoncerten er fra 1926 og blev uropført samme år ved et Carl Nielsen-arrangement i Paris, som en række velyndere havde stablet på benene for at præsentere den danske komponist for et internationalt publikum. Ravel, Honegger og Roussel var blandt de kolleger, han mødte ved lejligheden, og kritikere fra flere lande rapporterede hjem. Fløjtesolisten var den fransk skolede Holger Gilbert-Jespersen, og Emil Telmányi dirigerede. Reaktionerne på den nye Fløjtekoncert var overvejende positive, og Carl Nielsen blev endda udnævnt til officer af Æreslegionen.

Fløjtekoncerten er et pragteksempel på Carl Nielsens sene stil: Rastløs, men præcis, humoren skarp, men hjertet varmt. Igen er koncerten opbygget i en todelt form, dog strammet betydeligt op. Flowet er hurtigt og omvekslende, og varigheden er kun det halve af violinkoncerten (“Det er nok til en Fløjte”, sagde Carl Nielsen). Ved at udelade alle messingblæsere undtagen én bliver klangbilledet mere gennemsigtigt, men Nielsen holder sig ikke tilbage, og hans Fløjtekoncert er usædvanligt dynamisk.

Det begynder flagrende, på jagt efter en fast toneart, og selv efter både hoved- og sidetemaet er intet endnu sikkert. En første solokadence må fløjten dele med klarinetten, og i gennemføringsdelen får marchpauker og en truende bastrombone solisten til skrige som en fugl, der har øjnet et rovdyr.

Så samler orkestret sig om et tema, der omsider giver fløjten sjælero. “Fløjten kan ikke fornægte sin Natur, den hører hjemme i Arkadien og foretrækker de pastorale Stemninger; Komponisten er derfor nødt til at rette sig efter det blide Væsen, ifald han ikke vil risikere at stemples som en Barbar”, skrev Carl Nielsen i en vittig programnote. Alligevel slutter satsen uforløst med paukerumlen under den sidste solokadence.

2. sats forsøger at lægge konflikterne bag sig med en naiv melodi, men snart må fløjten bekende sig til et indadvendt, sorgfuldt Adagio-tema. Det lysner lidt med en opmuntrende tempo di marcia 6/8-version af det første tema, dog ikke nok til at Adagio-temaet vil forsvinde. Hvordan skal det ende? Vidunderligt bizart lader Nielsen den brovtende basun sætte tingene på plads: Den vælter ind med marchtemaet og styrer hele værket i havn med det pastorale tema fra 1. del. Fløjten er perpleks over forlovelsen med den ulige partner, men pointen er typisk for Carl Nielsen: Enighed er ikke nødvendigvis lykken. Frodige modsætninger bringer liv og lyst.

Klarinetkoncert
Klarinetkoncerten fra 1928 er Carl Nielsens mest radikale værk overhovedet og skræmte samtiden ganske meget. “Maaske lyder det ikke godt, men det morer mig ikke at komponere Musik hvis jeg skal blive ved paa samme Maade”, skrev han til sin elev Nancy Dalberg.

Nielsen havde stor sans for klarinettens personlighed. Han lærte den at kende som dreng af en gammel blind spillemand, der viste, hvordan klarinetten både kan græde og grine, og i København blev der fyret yderligere op under Nielsens klarinetbegejstring af den temperamentsfulde klarinettist Aage Oxenvad fra Det Kongelige Kapel. De ekstreme udsving i Klarinetkoncerten er i høj grad inspireret af ham.

“Klarinetten kan være paa én Gang varmhjertet og bundhysterisk, mild som Balsam og skrigende som en Sporvogn paa daarligt smurte Skinner” lød en af Nielsens karakteriseringer.

Orkesterbesætningen i Klarinetkoncerten er barberet ned til blot strygere, to horn og to fagotter. Dertil en vigtig birolle til lilletrommen, der fungerer som sidekick i endnu højere grad end basunen i Fløjtekoncerten. Allerede i sin 5. Symfoni havde Nielsen lade klarinet og tromme optræde som dynamisk kombination med destruktive kræfter, og her drives de endnu længere ud.

Musikkens forløb er helt uden satspauser, og selv om man kan underdele koncerten i fire kontrasterende afsnit, opfattes den bedst som én lang scene. Konflikten ligger denne gang i polyfonien, der hverken er for eller imod en fast toneart. “Jeg har en saa fri Stemmegang i Instrumenterne, at jeg virkelig ingen Anelse har om hvordan det vil klinge”, skrev Nielsen med tilfredshed om sit dristige partitur. Solist og orkester presser hinanden med lilletrommen som tredjepart, der skiftevis opildner og splitter. Klarinetten er desuden oppe mod sit eget temperament – allerede i sin første melodiske indsats mister den besindelsen, og efter bare et par minutter ryger låget helt af kedlen i en kolerisk dobbeltkadence sammen med trommen.

Udgangspunktet for hele koncerten er begyndelsestemaet i cello og basser, der minder om en skævvreden dansk hopsa, spillet lurende langsomt. Det andet gennemgående tema i koncerten er poco adagio og rummer en dyb sørgmodighed, der bliver stadigt mere intens for hver gang, det dukker op. Det smerter mere end selv de sataniske marchpassager i koncerten. I det sidste afsnit hiver klarinetten – ligesom violinen i sin koncert – et drilsk spillemandsmotiv frem. Det letter, men selv om koncerten afrundes i en form for forsonlighed, kommer det aldrig til en egentlig afklaring. Fred i vor tid? Næppe!

Carl Nielsens Klarinetkoncert er den vigtigste klarinetkoncert fra det 20. århundrede og et af hans mest forunderlige værker, fordi hans fantasi får lov at udfolde sig uden tonale bindinger. Ved uropførelsen i København var det kun få, der kunne se nogen fremtid for værket. Det frydede Carl Nielsen, som til en avis opsummerede debatten: “Det var ganske fornøjeligt. Det viser jo, at man ikke er helt sakrosankt endnu, at man endnu er i live og har Haab og Udviklingsmuligheder. Er man naaet dertil, at ingen tør pille ved en, saa er man først sat helt uden for Spillet og parat til at komme paa Museum.”

© Jens Cornelius, 2015