Saul og David

Saul og David – en introduktion

af Knud Ketting

Da Carl Nielsen omkring årsskiftet 1896-97 for første gang følte sig moden til at komponere en opera, tog han først fat på at studere tidligere komponisters tekstbøger. Derefter dykkede han ned i verdenslitteraturen for at finde et passende emne og funderede blandt andet en tid på at sætte Shakespeares Købmanden i Venedig i musik.

Der skulle dog gå et par år, før Nielsen traf sit endelige valg af emne. Engang i løbet af 1898 aftalte han med forfatteren Einar Christiansen, at de to sammen skulle stå for en opera med en tekst bygget over Bibelens beretning fra Det gamle Testamente om mødet mellem kong Saul og den unge hyrde David. I januar 1899 havde Einar Christiansen sin tekst klar – en tekst, der tyder på, at Christiansen må have kendt til den tidligere behandling af dette emne på dansk grund, nemlig et (ganske vist ufuldendt) operaprojekt med tekst af H.C. Andersen og musik af J.P.E. Hartmann.

Carl Nielsen kom først for alvor i gang med at komponere i sommeren 1899, og en del af den nye opera blev til i Italien under et legat-ophold i Rom sammen med hustruen Anne Marie Carl-Nielsen. Hjemme i Danmark igen fortsatte Nielsen sit kompositionsarbejde sideløbende med violinist-jobbet i Det Kongelige Kapel, og den 20. april 1901 kunne han slutdatere den fjerde og sidste akt i operaen.

I september 1901 fik Nielsen så brev om, at den nyskrevne opera var blevet antaget til opførelse på Det Kongelige Teater. Opførelsesmaterialet blev gjort klar i foråret 1902, og efter sommerferien tog man fat på et omfattende prøvearbejde, for det meste under komponistens egen musikalske ledelse.

Premieren fandt sted den 28. november 1902. I titelrollerne hørtes basbarytonen Niels Juel Simonsen som Saul og tenoren Vilhelm Herold som David. Anmeldelserne var overvejende positive; men nogle af anmelderne gjorde opmærksom på, at den lyrisk udformede David måske godt kunne fremstå som musikalsk underprofileret i forhold til den handlekraftige kong Saul: “Hovedvægten er lagt paa Sauls Karakter; og David er paa den anden Side for ubetydelig, for lyrisk udvandet, lys og kælen, sød og melodiøs”, skrev Socialdemokratens anmelder således efter uropførelsen.

Det var måske en rigeligt hårdt optrukket karakteristik. Men anmelderen havde nok ret 
så langt, at operadebutanten Nielsen i virkeligheden kunne siges med sit stærkt korbaserede værk at have bevæget sig et stykke over i retning af oratorie-genren.

I sin iscenesættelse har David Pountney kløgtigt taget højde for dette forhold ved som udgangspunkt at etablere scenegulvet som det kongelige rum i paladset, altså hovedpersonernes område, mens koret er anbragt i et par bagved liggende lejlighedsblokke, hvor korsangerne via deres TV-apparater i de små lejligheder kan iagttage hovedpersonernes gøren og laden.

En mindre del af koret får kortvarigt lov at deltage i tredjeaktens kædedans på scenegulvet; men det er først i sidste akt, at koret for alvor indtager gulvet som den centrale aktør. Og her har Pountney udformet begivenhederne på en måde, som hverken Carl Nielsen eller Einar Christiansen havde forudset.

Profeten Samuels forudsigelser har på afgørende tidspunkter grebet ind i handlingsforløbet. Ham opfatter Pountney ikke som ufarlig, men derimod som en religiøs fundamentalist, der ønsker at styre folket. Og Samuel er i hans iscenesættelse åbenbart ikke død efter salvingen af David som Israels konge i operaens tredje akt. Han er også til stede i fjerde akt, hvor han har fået lov til at overtage hærføreren Abners sidste replik (“Til dig staar nu Stammernes Haab”).

Carl Nielsen lader operaens allersidste hyldest-scene kulminere i en toneart, der fremstår som strålende klar og hymneagtig, nemlig C-dur. Pountney vælger så at koble denne C-dur fejring af David som den nye konge med en scenisk uhyre virkningsfuld pointe: i selve slutøjeblikket dukker profeten op igen som folkemængdens stumme, men alt­dominerende centrum.

Religionen vinder åbenbart altid!

Regenten og folket

Instruktøren David Pountney om sin iscenesættelse af Saul og David, interviewet af Marie Theilmann

To arenaer

Scenen repræsenterer to arenaer. Der er det kongelige rum i paladset, hvor alle debatterne og de psykologiske møder finder sted. Det er kongens, Sauls, private verden, og her ser vi hans ustabile mentale tilstand. Han er en slags Kong Lear: En regent, som er plaget af tvivl på egen formåen og har tendens til voldsomme skift i temperament. Derudover har vi skabt lejlighedsblok­kene i baggrunden, og det er der, folket modtager nyhederne om, hvad der foregår, ofte gennem medierne, sådan som det typisk sker i vore dage. Vi ser alle reagere på nyhederne om den seneste katastrofe eller krig eller inva­sion, for det bliver bragt til dem på deres tv-skærme. De beslutninger, som bliver taget af en meget ustabil person, Saul, påvirker en hel nation.

To folkeslag

Vi har forsøgt at balancere på en fin linje, for så vidt at det i iscenesættelsen ikke er helt tydeligt, om figurerne er arabere eller israelere. De er menne­sker fra den region i Mellemøsten, der, som vi ved, deler store elementer af deres kulturer, vaner og tro, men som ikke desto mindre befinder sig i semi-permanent konflikt. Vi laver bevidst iscenesættelsen sådan, at man kan se det som værende enten den ene eller den anden side. De er trods alt alle sønner af Abraham – de er alle semitiske folkeslag. Det er i vores iscenesæt­telse ikke et triumf-stykke om Israels sejr, som man måske kunne læse det ud fra Biblen. Det er et mere nuanceret billede på en historisk situation, som vi ser den nu, og det tragiske, absurde og nyttesløse ved en væbnet konflikt, især i religionens navn.

Samuel

For mig er Samuel en religiøs fundamentalist, som spiller et magtspil med Saul. I begyndelsen ankommer han bevidst for sent, og det er jo et gammelt kneb, når man skal etablere sin magt: At få alle til at rende rundt og bekymre sig og så komme gående roligt ind. Han er fuldstændig skruppelløs, når det gælder om at slå sin religiøse autoritet fast – en religiøs autoritet, som er hævet over den verdslige. Han spiller også på Sauls ustabile tilstand og temperament og manipulerer med ham. Han er en meget farlig figur, som desværre ikke er ukendt i vores moderne verden.

Musikkens kraft

Det, der kommer nærmest en guddommelig figur i denne iscenesættelse, vil jeg sige, er David-figuren. Davids kraft er musikken, og jeg tror, musikken kommer så tæt, man kan komme på en ide om en guddom, som jeg kan tro på. David repræsenterer noget poetisk og naivt, man ikke kan manipulere med. Han har en enorm magt, men forsøger ikke at bruge den på en kynisk, politisk måde, som Samuel f.eks. gør. Men til sidst ser vi, at selv musikkens kraft bukker under for presset fra det sociale og nationale kollaps.

Handlingen

af Marie Theilmann

1. akt

Kong Saul og hans folk venter på, at den gamle Samuel skal foretage den rituelle ofring inden felttoget mod filistrene. I sin utålmodighed og trods sønnen Jonathans advarsler vælger Saul selv at foretage ceremonien. Han bliver dog afbrudt af Samuel, der i vrede over, at Saul har udført ofringen selv og dermed syndet mod Jahve, forkynder, at Saul skal miste sit rige og sin kongeværdighed. Da han lades alene tilbage, giver Saul udtryk for sit store had mod Gud. Jonathan bringer sin ven David til hoffet, for at han med sin sang skal formilde Sauls vrede. Saul betages af Davids sang og indbyder ham til at blive ved hoffet. Da David kort efter lades alene tilbage med Sauls datter Mikal, vågner kærligheden imellem de to.

2. akt

Hærføreren Abner kommer med meldinger til Saul om filistrenes største kriger – kæmpen Goliat, som ingen har kunnet slå i kampen. Nu har Goliat sendt israelitterne en udfordring: De skal sende én eneste mand ud at kæmpe imod ham. Tvekampen skal afgøre krigen. David melder sig straks for at vise sin taknemmelighed over for Saul, men da ingen rustning passer ham, drager han i kamp bevæbnet alene med sin slynge. Mikal er urolig ved, at David har kastet sig ud i så ulige en kamp, men kort efter kommer Jonathan tilbage til hoffet og fortæller, at David har besejret kæmpen. Kort efter vender også Saul og David tilbage omsluttet af en begejstret fol­kemængde, der hylder David. Folkets hyldest bliver dog hurtigt for meget for Saul, og han anklager David for at ville stjæle tronen fra ham. Samtidig trækker han sit tilbud om, at David må gifte sig med Mikal, tilbage og fordriver til sidst David fra hoffet.

3. akt

Israelitterne har slået lejr ude i ørkenen. Mikal er bekymret for David, og Jonathan forsøger at berolige hende. David er dog ikke langt derfra, og for at bevise, at han ikke vil kongen noget ondt, sniger han sig om natten ind til kongen og stjæler hans spyd. Bagefter går han ud i lejren og bebrejder højlydt vagterne, at de ikke passer bedre på deres konge. Saul indser da, at David ikke vil ham noget ondt, men det ændrer sig igen kort efter, da den døende Samuel bæres ind: Han er kommet for – efter ordre fra Gud – at salve David til Israels konge. Straks efter salvingen ligger Samuel livløs, og Saul beordrer sine mænd til at arrestere David og Mikal, men ingen af soldaterne tør lægge hånd på den salvede konge, hvorfor David og Mikal kan rejse væk sammen.

4. akt

Saul har opsøgt en troldkvinde, som han håber kan give ham fred i sjælen. Han beder hende fremmane Samuels ånd, så at Saul kan spørge sin gamle vismand til råds. Der er dog ingen opmuntring at hente hos Samuel, som forkynder, at Saul og hans slægt skal udryddes af filistrene – og at David skal arve hans rige. I kampene har israelitterne lidt et afgørende nederlag, og Jonathan er blevet dødeligt såret. I sin dødskamp finder han trøst i tanken om, at David vil føre israelitterne mod bedre tider. Med sine sidste kræfter beder han hærføreren Abner om at bringe David en hilsen. Da Saul finder sin døde søn, fortvivles han over sit folks nederlag og over, at han ikke selv fandt døden i kamp. Han beder Abner om at dræbe ham, men Abner nægter at slå sin konge ihjel, og Saul må tage sit eget liv. Straks efter kommer David og Mikal til, omgivet af folket. De sørger alle over de døde, men kort efter bryder folket ud i en hyldest til David, deres nye konge.