J.P.E. Hartmann

J.P.E. Hartmann var en helt central person i 1800-tallets danske musik, og det var ikke kun fordi han levede hele århundredet igennem. Han komponerede i alle genrer, og hans musik spænder over flere kulturepoker. Desuden havde J.P.E. Hartmann de mest betydelige poster i dansk musikliv: Organist ved Københavns Domkirke, hofkomponist for 5 generationer af det danske kongehus, medstifter af Musikforeningen (Københavns førende koncertsted), direktør for Musikkonservatoriet og formand for Studenter Sangforeningen.

J.P.E. Hartmanns farfar var den tyskfødte komponist J.E. Hartmann. I 3. generation var slægten solidt placeret i det københavnske borgerskab, og på trods af J.P.E. Hartmanns store musikalske interesse var det naturligt, at han studerede jura for derved at befæste sin status med en embedsmandsstilling. Han beholdt denne administrative stilling helt til pensionsalderen.

J.P.E. Hartmanns tidligste værker har endnu forbindelse til Wienerklassikken, mens hans sidste værker fra århundredskiftet rummer træk af den spæde modernisme! Her i mellem befinder sig den danske nationalromantik, som Hartmann blev den førende repræsentant for. Med en særlig ”nordisk” tone, stejl, markeret og med folkemelodiske træk, nåede han slående resultater i værker med nordiske emner: Korværket Vølvens Spådom, operaen Liden Kirsten, ouverturerne til nationalromantiske skuespil, og balletterne Thrymskviden og Valkyrien.

J.P.E. Hartmann oplevede at blive et nationalt monument. Hans nationalt-betonede værker har helt op til vore dage overskygget hans betydelige symfonier og sonater. Hartmann komponerede også orgelværker, sange og kantater.