De fire årstider efter Vivaldi

Efter Vivaldi

af Karl Aage Rasmussen

Download BOOKLET

Det er en yndet tankegang i musikkens verden, at musik ideelt set bør klinge netop sådan, som den lød, da den blev til. Altså spilles med baggrund i de vaner og vilkår, der dengang var gældende. Men musikalsk fortolkning er altid tidsbundet, den er uundgåeligt underlagt de forståelses­rammer der gælder, når den finder sted. Og skriften, teksterne, de gamle, stumme noder eller ord, skjuler ligeså meget, som de viser. Der er ingen ideallinje, ingen sandhed – værket findes kun som stadigt nye tilnærmelser; noder er musik, der sover. At søge efter værket i bestemt form er som at søge efter mørket med et lys i hånden.

Men dogmet om tekstens ukrænkelighed optræder faktisk sjældent, koncertsalsmusikken er næsten alene om at håndhæve det. Intet teater opfører Shakespeare, Molière eller Schiller helt “efter bogen”, selv operateatret kræver altid nye læsninger, og filmfolk laver remakes af gamle mesterværker. Tidens gang ændrer alting og dermed også os; i Lampedusas vidunderlige roman, Leoparden, bemærker grevens unge nevø: “Hvis vi ønsker, at alt skal forblive som det er, må alting ændres.”

Det var sådanne og lignende tanker, der optog mig, da jeg som “huskomponist” hos Concerto Copenhagen fik lyst til at høre, hvordan Vivaldis De fire årstider måske kunne lyde, hvis moderne ører hørte dem med en lignende forundring som den, Vivaldis publikum må have oplevet. Ikke om-komponeret, blot gen-komponeret, så de sider af musikken, der varsler om senere tiders opfattelse af rytme og musiksprog blev understreget. Rytmisk drive og gentagelser karakteriserer på mangfoldige måder vor egen tids mest udbredte musikformer, men det er også en åbenlys side af Vivaldis udtryksform, og det tager intet fra Vivaldi, at det understreges og profileres. Og fortolkning af baroktidens musik kræver altid både improvisation, personlige valg og vilje til nyformulering. Vivaldi tolkes på et utal af måder, og nye muligheder afdækkes igen og igen i de gamle noder. Men i en ny musikalsk lyssætning kan andre helt upåagtede sider måske dukke frem

I dag, i de digitale mediers tidsalder, kan alt på et øjeblik reproduceres og kopieres til perfektion. Blot ikke liv. Derfor må kunsthistoriens skatte naturligvis levendegøres som andet og mere end gentagelser og reproduktioner. På musikkens område risikerer vedvarende gentagelser ligefrem at ændre selve grundlaget for den musikalske oplevelse, det særlige elastisk-vibrerende rum mellem forventning og opfyldelse, mellem spænding og udløsning. Når alt der sker er (­næsten) præcis, hvad vi forventer, kan musikoplevelsen miste evnen til at folde et stykke levende liv ud i komprimeret, sjælelig form. For levende liv er aldrig helt forudsigeligt.

Den slags overvejelser var også baggrund for min bearbejdelse af italieneren Ottorino Respighis orkestersuite Gli uccelli (Fuglene). Respighi var en stor fuglekender. I hans stadig meget populære orkesterdigt Roms pinjer fra 1923 indgår lydoptagelser af fugle, og fuglesuiten fra 1928 byggede han på fugle-imitationer fra baroktiden. Respighis navn er i dag stærkt knyttet til hans skildringer af Rom, men hans livsværk er enormt og farverigt, og han fik stor betydning for barokmusikkens renæssance i mellemkrigstiden.

Fuglesang har fascineret komponister og musikere siden 1300-tallet, og en lang række musikværker har i tidens løb efterlignet vidt forskellige fugles sang. Mange barokkomponister skrev soloværker, som imiterede eller forarbejdede fuglesang, og Respighi overførte nogle af disse gamle satser til det moderne romantiske symfoniorkesters klang og æstetik. Men tanken om at gengive dem barokkens sprogtone og klanggrundlag fængslede mig, fordi resultatet i lige grad ville blive noget kendt og noget ukendt. Som når et ord, der oversættes til et andet sprog og derefter oversættes tilbage igen, helt kan ændre indhold og betydning.

Respighi valgte en fransk komponists skildring af duen, han brugte Rameaus vidt berømte cembalostykke om hønen, en nattergals sang blev hentet hos den hollandske blokfløjtevirtuos Jacob van Eyck, og til slut optræder en gøg imiteret af den umådeligt yndede romer Bernardo Pasquini. I et lille forspil antyder Respighi alle sine barok-fugle.

De fire årstider af Vivaldi blev udgivet i 1725, men kan være blevet til så tidligt som 1716-17, og hvad vi i dag kalder “programmusik”, illustrerende musik, var almindeligt forekommende i solostykker for cembalo, men lidt af en nyskabelse i koncertgenren. De blev trykt sammen med otte andre violinkoncerter under overskriften Il cimento dell’armonia e dell’inventione – “forsøg med velklang og opfindelser” – ledsaget af små fortællende digte af en ikke-navngivet digter (som næppe var Vivaldi selv). Og her oprulles de mange billeder og situationer, der skildres i lyd, blandt de mest berømte skrigende krager, summende fluer, kvidrende fugle, jagthorn, uvejr, klaprende tænder og dryppende istapper. Og naturligvis den gøende hyrdehund i Foråret (bratscherne i midtersatsen), hagl, torden og lynild (slutsatsen iSommeren) og de “slumrende drukkenbolte” i den langsomme sats fra Efteråret.

Follia, follia ... blev til i 2015 som mit første bidrag til Concerto Copenhagens repertoire. “Follia” betyder egentlig vanvid og var oprindelig navnet på en spansk dans fra 1500-tallet baseret på et bestemt, karakteristisk akkordforløb. Akkordrækken blev i løbet af 1600-tallet forbundet med en særlig melodi, der blev enormt populær og som efterhånden blev grundlag for en veritabel musikalsk stafetløb gennem historien. Et væld af komponister benyttede den (eller blot akkord­følgen), Scarlatti, Corelli, Vivaldi, Bach, Cherubini, Liszt, Rakhmaninov, og ja, også Carl Nielsen (i operaen Maskerade ). En hjemmeside opregner flere hundrede eksempler.

Oprindelsen til navnet kendes ikke, så hvilket “vanvid” der var tale om, må vi gætte os til. Min musikalske stafet åbner små vinduer til forskellige nutidige udtryksformer, men også til ekkoer fra historiens La follia. Til slut også ekkoer fra Corellis bud, en sonate som i hans egen tid overstrålede selv hans Julekoncert i popularitet.

Karl Aage Rasmussen, maj 2019

Concerto Copenhagen og den nye musik

At tidlig musik-ensembler og barokorkestre beskæftiger sig med ny musik er et forholdsvis veletableret fænomen. Netop tidlig musik-bevægelsen – hvis man da kan tale om en sådan – er kendetegnet ved stor lyst til at eksperimentere og afprøve grænser, så naturligvis har man også interesseret sig for nykomponeret og genreoverskridende musik på 1700-tals-instrumenter. 


Et ønske gennem adskillige år hos Concerto Copenhagen om selv at bestille et værk hos en nulevende dansk komponist mundede på foranledning af orkestrets dramaturg Lars Henriksson ud i en henvendelse til Karl Aage Rasmussen, som i 2013 kvitterede med værket Concerto in Amber for barokstrygerorkester og saxofonkvartet. Der er mig bekendt ikke noget andet barokorkester i verden, der har haft en huskomponist tilknyttet, men det blev ikke desto mindre resultatet af dette vellykkede pilotprojekt, og med støtte fra Legatudvalget under Slots- & Kulturstyrelsen var Karl Aage Rasmussen i perioden 2015-17 tilknyttet Concerto Copenhagen og skrev ikke færre end ni værker af varierende omfang og tekstur til orkestret.

Det er de første af disse værker, som vi hermed præsenterer i en indspilning, der vil blive fulgt op af endnu en, således at hele huskomponist-forholdet kan efterprøves af eftertiden.

Betydningen af samarbejdet med Karl Aage Rasmussen kan efter vores opfattelse ikke overvurderes og har vist sig i flere aspekter: Concerto Copenhagens enestående barokmusikere er blevet stillet overfor udfordringer, der nok har affødt hævede øjenbryn og en vis undren, men som også har medført en musikalsk og teknisk udvikling, der ikke kunne være sket på anden vis; Concerto Copenhagen har brudt med vaneforestillinger og forventninger i det danske kunst- og kulturlandskab, og endelig har Concerto Copenhagen medvirket til at skabe helt nye kunstudtryk, der ikke er set og hørt før hverken inden for eller uden for landets grænser, hvorved projektet også har medvirket til at skabe nye relationer mellem udøvende og publikum.

Det er derfor med en helt særlig glæde og stolthed, at jeg på Concerto Copenhagens vegne byder indenfor til dette klingende resultat af samarbejdet med Karl Aage Rasmussen.

Nikolaj de Fine Licht, orkesterchef, Concerto Copenhagen, juni 2019