Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Alone & Together

Karl Aage Rasmussen

Alone & Together

Fredrik From, Alfredo Bernardini, Anne Ngoc Søe, Concerto Copenhagen, Athelas Sinfonietta, Magnus Fryklund

Nomineret til P2 Prisen 2021
Årets 20 bedste klassiske albums – Politiken

Modsat mange af sine radikale ny-musik-kollegaer har Karl Aage Rasmussen altid haft en stor forkærlighed for ældre musik, især den man finder i den italienske barok. På dette album med solokoncerter udvider Rasmussen sin musikalske afsøgning af solokoncerten som genre med fokus på relationen mellem eneren og fællesskabet – en arketypisk modsætning, der i århundreder har givet genren en særlig fascinationskraft såvel for komponister som for publikum.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Karl Aage Rasmussen © Helene Krag Jespersen
Det er næsten 40 minutters meditationer som piblende rytmiske forskydninger og parallelle tidslige forløb, som man undervejs bliver helt skæv af
Henrik Friis, Politiken
Anne Søe gør eventyr med sin violin. Det er som andet, vi hører på denne cd, utrolige præstationer
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregers DH
Athelas Sinfonietta Copenhagen boltrer sig i Rasmussens spændende partitur, hvor der er masser af det, H.C. Andersen i et lille underfundigt eventyr kaldte ”Krible-Krable”
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Sinking Through the Dream Mirror er et af Rasmussens største, længste og mest krævende instrumentale værker
Carme Miró, Sonograma
Musikken - formidabelt fremført af Athelas Sinfonietta og Anne Søe - sætter i alle fald intellektet i gang
Jeppe Rönnow, Magasinet Klassisk
Kompositionerne er respektindgydende broer mellem fortiden og nutiden
Ivan Rod
Årets 20 bedste klassiske albums
Thomas Michelsen, Henrik Friis, Politiken
Nomineret til P2 Prisen 2021
DR P2
Solisterne danner et skulpturelt, virtuost og smukt artikuleret udtryk
Bernhard Uske, das Orchester
Koncerten for barokviolin (...) er et hvirvlende, dynamisk og kontrastfyldt værk, der i sin helhed er en smuk historie og smukt fremført af Fredrik From
Maartje Valk, 9 ud af 10, Luister
Total runtime: 
72 min.
Alene og sammen

af Karl Aage Rasmussen

De fleste af de ældgamle genrer der stadig lever i bedste velgående, symfoni, sonate, strygekvartet, suite etc., er i realiteten blot løst definerede rammer. I dag kan en symfoni være timelang eller ultrakort, den kan have fra en enkelt til et væld af satser og være skrevet for nogle få eller i hundredvis af musikere. Om genren solokoncert gælder omtrent det samme, men én ting er givet på forhånd: ­relationen mellem eneren (virtuosen) og fællesskabet (os alle­sammen). Og denne arketypiske modsætning har i århundreder givet genren en særlig fascinationskraft såvel for komponister som for publikum. I hvert fald er den en afgørende grund til eksistensen af værkerne på denne udgivelse.

Da jeg enedes med Concerto Copenhagen om et åremålsvirke som “huskomponist”, spillede tanken om solokoncerter en særlig rolle, både fordi orkestret havde fænomenale musikere i sin midte og fordi barokinstrumenternes smidige, beskednere klangfylde gav mulighed for usædvanlig forfinede balancer mellem solist og orkester. I koncert­er for moderne instrumenter risikerer solisten, eneren, under­tiden at blive opslugt af mængden.


Koncert for barokviolin (2018)

At Fredrik From er en mageløs violinspiller og en kærlig, myndig koncertmester stod mig straks klart, da jeg indledte mit samarbejde med Concerto Copenhagen. Og hans violinspil var stærkt medvirkende, da jeg barslede med tanken om en slags “efter Vivaldi”-udgave af Årstiderne, en version, hvor de sider af Vivaldis barokstil, der varsler om senere tiders opfattelse af rytme og musiksprog, blev sat særligt i relief (udgivet af Dacapo Records). At få lov til at skrive en egentlig koncert til Fredrik og hans barokviolin var et lønligt håb fra allerførste færd, og jeg tøvede ikke, da muligheden blev en realitet.

I et afsides hjørne af min bevidsthed havde en bestemt forestilling rumsteret længe: Et værk, hvor to forskellige satser så at sige belyser, omslutter eller kompletterer hinanden. Modsætninger som kraftigt/svagt, mørkt/lyst, blødt/hårdt, højt/dybt, lyd/stilhed etc. spiller en central rolle for vores afkodning og opfattelse af musikkens ordløse kunst, og tanken om to satser, der på sin vis var som et “negativ” af hinanden, et gensidigt spejlbillede hvor fordelingen af lys og mørke var omvendt, gjorde af og til min nattesøvn urolig. Måske fordi det ikke var en kompositorisk, en musikteknisk idé, men noget ukonkret og vagt, noget i overført betydning, som man siger; noget sjæleligt.

Den første af de to satser er i sig selv et konfliktfyldt spil: En ­energisk, rytmisk kraftfuld musik bryder næsten voldeligt igennem et væv af nervøst sitrende klokkeklingren. Og soloviolinen, som med lange, syngende fraser synes at befinde sig helt i sin egen verden, bliver uvægerligt draget ind i vekselspillet. Men kontrasterne er ikke abstrakte og rene, det lyse indeholder det mørke, det blide rummer det hårde. Indbyrdes giver de hinanden farver, men de lægges ikke sammen, de opsuges ikke af hinanden. Eller sagt med et levn fra skoletidens matematik: Én gange én giver én.

I anden sats synes modsætning­erne gemt og glemt i et melankolsk skumringslys, eller måske resignerer de hørbart i violinens klagende suk. Men de viser sig på andre måder, ikke mindre voldsomt. Lange, duv­en­de bølger søger harmoni, men de er alle opadstigende, og intensiteten vokser gradvist indtil et bristepunkt, et sammenbrud. Med al energi tabt toner en banal lille mol-melodi frem som et naivt tilbud om ligevægt. Og et farvel. Men melodien er på skrømt, den formår ikke at skabe afslutning. Den hører blot op.


Koncert for barokobo (2015)

Jeg var henrykt, beæret og en anelse bekymret, da Alfredo Bernardini, en af verdens fineste barokoboister, opfordrede mig til at komponere en koncert for sit instrument. Jeg har ingen særlige indsigter i – eller erfaringer med – barokblæsere, kun udpræget varme følelser for deres nøgterne, luftige, overtonerige klang. Jeg studerede et bjerg af obokoncerter fra barokken og tryglede undervejs maestro Bernardini om skrupelløst at ændre alt, hvad der forekom ham uhensigts­mæssigt eller væsensfremmed. Men som den virtuos han er, og med en ægte ­musikers gåpåmod og eksperimentere­lyst, foreslog han kun et par mikroskopiske ændringer.

Koncerten genoptager en tankegang, som jeg ofte har beskæftiget mig med i mine værker: fornemmelsen af at befinde sig inden i cirkler af musik, der bevæger sig rundt om én. Men den cirklende musik bevæger sig i hurtige og langsomme tempi på samme tid, de hurtige så at sige tæt på og de langsommere længere væk. Her er tiden ikke en retningsbestemt linje, men optræder som karruseller inden i karruseller. Hvad der er begyndelse, midte og slutning bliver flertydigt. Det giver musikken en episodisk skiftende karakter, men lytter man ikke for meget til detaljer og forskelle, men til karakterer og ligheder, hvis man så at sige “defokuserer” sin lyttemåde, kan den side af musikken anes, når man mindst venter det.

Men det er naturligvis komponistens egne forestillinger, og hvad en komponist forestiller sig er blot en ubetydelig side af sagen. Der er lige så mange veje ind i musikken – eller rundt om den – som der er lyttere.


Sinking Through the Dream Mirror (1993)

Violinkoncerten med titlen Sinking Through the Dream Mirror er et af mine største, længste og mest krævende instrumentalværker. Og derfor også et værk som ikke høres ofte. Det kræver lang prøvetid, det kræver usædvanlig kompetente, engagerede og loyalt arbejdende musikere, og det kræver en dirigent som – ud over naturligvis at leve op til de samme krav – forstår at tilrettelægge prøvearbejdet, så tiden udnyttes optimalt. Men i særdeleshed kræver koncerten en solist som ikke blot besidder musikalsk intelligens og stor instrumentalteknisk kunnen, men som også er indstillet på at afsætte måneders arbejde til indstuderingen.

Med ambitioner i så faretruende overstørrelse kan det næppe undre, at værket fik en svær start. Den første solist gav op undervejs, bestemt ikke på grund af manglende kunnen, men nok med fornemmelser ikke ganske ulig dem, der fik kejseren til at sige “alt for mange noder” til Mozart. Men derefter lykkedes et par opførelser og en cd-indspilning med Niels Christian Øllgaard, Ole Schmidt og Esbjerg Ensemble så godt, at jeg ikke med nogen rimelighed kunne være utilfreds.

Den nagende fornemmelse af at noget endnu ikke fuldtud var forløst, er en erhvervssygdom. Og heldigvis for dét, det perfekte kommer så ofte til at mangle gnidningsmodstand eller blot skønhedsplettens pikante stilbrud. Den storartede engelske violinist Rebecca Hirsch havde uropført min nære ven Poul Ruders’ første violinkoncert, og i juni 1997 spillede hun min koncert i Tivolis Koncertsal med en ubesværet charme, jeg knap anede, at musikken besad. Og i 1999 opførte den utrættelige Joel Sachs fra The Juilliard School koncerten i New York med en nittenårig solist, Szuhwa Wu, hvis ungdommelige ubekymrethed og virtuositet helt tog vejret fra mig. En kritiker skrev, at hun “gav alt hvad solostemmen behøvede – lethed, ynde og ­renfærdighed”.

Så blev der ret stille om værket. Men helt uden at røbe det for mig, tog koncertmester Anne Søe fra Athelas Sinfonietta Copenhagen solostemmen med sig i kufferten på en længere udlandsrejse med den hensigt diskret at prøve kræfter med den. Og som en veritabel deus ex machina trådte hun ved sin hjemkomst frem og opførte koncerten med Athelas ­Sinfonietta ­Copenhagen og orkestrets daværende chefdirigent, Giordano ­Bellincampi, på podiet.

Opførelsen bestyrkede min fornemmelsen af, at værket var blandt mine væsentligste, men det stod mig også krystalklart, at uden ­Anne Søes redningstjeneste og engagement ville glemslen nok have sænket sig om denne 35-40 minutter lange mastodont af et værk. Der­efter gik igen en del år, men i oktober 2017 var koncerten sat på programmet ved en all-­Rasmussen koncert, en Athelas ­Sinfonietta Copen­hagen-markering af min nærtstående 70-års fødselsdag. Og reaktionen hos publikum i salen bestyrkede mig endnu engang i troen på værkets kvaliteter. Da Athelas Sinfonietta Copenhagen besluttede at indspille koncerten med Anne Søe og min unge, begavede forkæmper fra Concerto Copen­hagen, den svenske dirigent ­Magnus Fryklund på podiet, føltes det som en fuldbyrdelse: Alle forældre ­elsker alle deres børn; men nogle børn kræver lidt mere omsorg og tid end andre. Og måske bliver de til gengæld holdt af på en lidt ­særlig måde.

En amerikansk producer, tidligere havde han stået for en radioindspilning af koncerten, mente – og gav højlydt udtryk for – at titlen var “noget vrøvl”. Titler på musikværker er et snurrigt terræn, som komponist ved man, at de ofte værdsættes som en slags “døråbnere” til selve musikken. Men man ved også, at de kan opfattes som unødvendige eller ligefrem forstyrrende – som “noget vrøvl”, om man vil. Titlen Måneskinssonaten stammer ikke fra ­Beethoven, og der er meget lidt måneskin i dens tre vidt forskellige satser. Men ville den være lige så kendt og elsket uden navnet? Næsten ingen af Haydns mere end hundrede symfonier har han selv givet navne. Men knap en tredjedel af dem har populære kælenavne, også de ofte temmelig vrøvlede (Hønen, Bjørnen etc.). Men de spilles faktisk betydeligt oftere end dem uden navn. Denne koncerts titel, om noget der synker ned gennem en drømt spejlflade, skal ikke forklares ihjel, men det centrale ord er “synkende”. Værkets melodilinjer er i helt overvejende grad faldende. Og drømmespejlet er måske blot et vandspejl, alle kender både synet og lyden af et vandspejl som brydes, når noget rammer det og synker igennem det. Og enhver kan se forskellen, når noget er over og under vandfladen.

Her kan det måske høres, hvis man vælger at lytte særligt efter det.

Release date: 
august 2020
Cat. No.: 
8.226221
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943622124
Track count: 
7

Credits

Concerto for Baroque Violin and Concerto for Baroque Oboe recorded at the Garrison Church, Copenhagen, on 15-17 September 2019
Recording producer: Preben Iwan
Engineering, editing, mix and mastering: Preben Iwan

Sinking Through the Dream Mirror recorded at The Royal Opera, Copenhagen, on 7-8 June 2018
Recording producer: Jesper Lützhøft
Engineering: Mikkel Nymand
Editing, mix and mastering: Jesper Lützhøft, Mikkel Nymand, and Preben Iwan

℗ & © 2020 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Karl Aage Rasmussen
English translation of liner notes: Mary McGovern
Proofreader: Svend Ravnkilde

Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Concerto for Baroque Violin was written for Concerto Copenhagen
and dedicated to Fredrik From
Concerto for Baroque Oboe was written for Concerto Copenhagen
and dedicated to Alfredo Bernardini
Sinking Through the Dream Mirror was written for Århus Sinfonietta
and dedicated to Anne Søe

Publisher: Edition Wilhelm Hansen ( Sinking Through the Dream Mirror)www.wisemusicclassical.com

This recording was generously supported by Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Dansk Komponist Forening, Ernst og Vibeke Husmans Fond, Magister Jürgen Balzers Fond, Musikforlæggerne, Politikens Fond, and Solistforeningen af 1921

Concerto Copenhagen, www.concertocopenhagen.com
Athelas Sinfonietta Copenhagen, www.athelas.dk

With support from KODA Culture

Concerto Copenhagen and Athelas Sinfonietta Copenhagen are supported by the Danish Arts Foundation Committee for Music

randomness