Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Violinsonater, vol. 2

Friedrich Kuhlau

Violinsonater, vol. 2

Duo Åstrand/Salo, Christina Åstrand, Per Salo

Duo Åstrand/Salo følger op på deres første indspilning af Kuhlau-sonater med et udvalg af komponistens mest blændende værker for violin og klaver. Deriblandt værket nogle ser som den første danske romantiske violinsonate overhovedet. Et værk, der læner sig op ad komponistens store idol Beethoven, men stadig indeholder masser af personligt præg og charme. Sonaten efterfølges af tre sonater, Trois Duos brillants, der stammer fra sent i Kuhlaus karriere. De er strålende, som titlen antyder - tre forskellige, stemningsfulde snapshots af Danmarks store kosmopolitiske guldalderkomponist.

Køb album
CD
  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    69,00 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    79,00 kr.
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    Studio Master
    105,00 kr.
  • FLAC 24bit 192kHz
    Studio Master +
    131,00 kr.
  • FLAC 24bit 352.8kHz
    Studio Master ++
    171,00 kr.
© Agnete Schlichtkrull
Når man lukker øjnene og lytter til Åstrands og Salos smukke spil, kan man føle sig hensat til en matiné i Bakkehuset på Frederiksberg
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Et sublimt, stilfuldt udtryk
Uwe Krusch, Pizzicato
Musik, som de fleste af os ikke kendte i forvejen, men som fortjener en plads på pladehylden i selskab med de for længst kendte internationale komponistnavne
John Christiansen, JC Klassisk
Ugens Album
, DR P2 Ugens Album
En skive af musikalitet og god smag
Carme Miró, Sonograma Magazine
Kompositionen er for begge instrumenter interessant og idiomatisk
Joseph Magil, American Record Guide
Christina Åstrand og Per Salo spiller smukt og fintmærkende og er stærkt medvirkende til at gøre genopdagelsen af de halvglemte sonater til en god oplevelse
Mikael Garnæs, Magasinet Klassisk
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Violin Sonata in F minor, op. 33
1 I Allegro con spirito 7:53 12,00 kr.
2 II Larghetto 7:06 12,00 kr.
3 III Rondo: Allegro 8:15 12,00 kr.
Trois Duos brillants, op. 110 – Duo No. 1 in B flat major
4 I Allegro non tanto 10:49 16,00 kr.
5 II Adagio patetico con molta espressione 4:40 8,00 kr.
6 III Rondo. Allegro ma non troppo 4:04 8,00 kr.
Trois Duos brillants, op. 110 – Duo No. 2 in E minor
7 I Allegro con affetto ma non troppo presto 7:44 12,00 kr.
8 II Adagio cantabile 3:48 8,00 kr.
9 III Rondo. Allegro poco agitato 6:07 12,00 kr.
Trois Duos brillants, op. 110 – Duo No. 3 in D major
10 I Allegro vivace con energia 8:27 12,00 kr.
11 II Andante con moto 4:49 8,00 kr.
12 III Allegro assai 5:38 12,00 kr.
Total runtime: 
79 min.
Kosmopolitten

af Jens Cornelius

Download BOOKLET

Friedrich Kuhlau var dansk musiks mest kosmopolitiske personlighed i begyndelsen af 1800-tallet. Han havde et stort udenlandsk netværk, og som stærk Beethoven-beundrer ­kæmpede han for nye toner i det danske musikliv.

Også menneskeligt stak Kuhlau ud i mængden. Ikke kun fordi han var en tysker, der aldrig lærte at tale dansk og kun havde ét øje. Han var en urolig sjæl, der ikke rigtig passede ind i den lille, homogene københavnske elite, som hans publikum og velyndere tilhørte. I stedet foretrak han at bo uden for hovedstaden.

Læser man gennem datidens floromvundne omskrivninger, tegner der sig et billede af en varm og levende, men også utilpasset mand med hang til jovialt selskab, tobak og vin – nok faktisk et regulært alkoholmisbrug. Ligesom forbilledet Beethoven blev Kuhlau aldrig gift, eller som det forblommet blev sagt i en mindetale efter hans død: ”Han savnede mange af de Forhold og Motiver som ere Mennesket de kæreste og meest opmuntrende. Musiken var hans troeste, fast hans eneste Ledsagerinde giennem Livets Skiær”.

Kuhlau blev født i 1786 i den nordtyske by Uelzen. Som dreng mistede han højre øje ved en ulykke, men det forhindrede ham ikke i at stræbe efter en fremtid som musiker. Allerede i teenageårene var han aktiv som pianist og fik trykt sine første kompositioner.

I 1806 kom Kuhlau til Hamborg, hvor han studerede hos den strenge kantor Schwencke. Men samme år blev byen besat af Napoleons tropper, og da byens unge mænd i 1810 begyndte at blive tvangsudskrevet til den franske hær, forlod Kuhlau farezonen og rejste til København. Året efter debuterede han som pianist ved en koncert på Det Kongelige Teater og blev taget vel imod som en spændende budbringer fra kontinentet.

Dansk musikliv havde i generationer været afhængig af indvandrere og gæster sydfra. I 1813 fik også Kuhlau dansk indfødsret og hæderstitel af kongelig kammermusikus med pligt til at skrive officielle kantater og hvert andet år en opera. Blandt dem var skelsættende værker i dansk musik, operaerne Røverborgen og Lulu og musikken til nationalskuespillet Elverhøj, som gennem årene er blevet opført over 1.000 gange på Det Kongelige Teater. Elverhøj-musikken bygger på danske og svenske folkeviser og blev den tydeligste markering af et nyt national­romantisk ideal i tidens danske kultur.

Kuhlau var kort sagt en hovedperson i det, eftertiden har døbt den danske guldalder: En periode i første halvdel af 1800-tallet, hvor kunsten og videnskaben udviklede sig voldsomt, stik modsat det stagnerende enevælde og landets generelle forarmelse.

I udlandet er Kuhlau derimod gået over i historien som fløjtekomponist. ”Fløjtens Beethoven” er den ret nedladende etiket, han er blevet påhæftet. Fordi Kuhlau aldrig fik en fast stilling, der svarede til hans format, måtte han udnytte, at han ubesværet kunne skrive store mængder kvalitetsmusik for fløjte, der var et af periodens mest populære instrumenter. Selv var Kuhlau ikke fløjtenist – det rygte gik ellers allerede i hans egen levetid, men som han sagde: “Ich spiele nur wenig dies Instrument, aber ich kenne es genau”.

Fløjtemusikken og de nationalromantiske værker har skygget for Kuhlaus øvrige produktion, blandet andet hans værker for violin og klaver, som rummer sonater i flere forskellige størrelser. Violinsonaten i f-mol op. 33 er Kuhlaus første, skrevet i 1821 og udgivet året efter på det tyske forlag Simrock. Den er tilegnet Louis Spohr, den berømte komponist og violinist, der var Kuhlaus skolekammerat fra latinskolen Katharineum i Braunschweig. Deres veje skiltes, og mens Spohr efterhånden blev den mest kendte tyske komponist efter Beethoven – og den førende violinist – forsvandt Kuhlau lidt ud af billedet, da han flyttede nordpå til Danmark. De mødtes sandsynligvis igen i 1821, da Kuhlau var på en lang rejse til Tyskland og Østrig. I Sonaten op. 33 gav Kuhlau alt, hvad han havde, for at glæde og imponere sin berømte ven – og mon ikke han også gerne ville måle sig med ham.

Kuhlau er god til at slå en klo i lytteren, og 1. sats starter med et overraskende tema i klaverets venstre hånd. Det repræsenterer samtidig noget typisk for ham, nemlig at han bygger videre på en idé fra en anden komponist. Temaet er identisk med et lille ”uvejrsmotiv”, som Beethoven bruger i sin lied Der Wachtelschlag (en lied, Kuhlau også brugte i sit variationsværk op. 75 for firhændigt klaver). Denne paroditeknik, der havde fungeret som en helt normal praksis gennem hundredvis af år, blev senere opfattet som kunstnerisk svaghedstegn af en eftertid, der forlangte helt personlige idéer frem for alt. Men personlig må man bestemt kalde Kuhlaus idé om at lade det abrupte motiv fungere som åbningstema!

Uvejrsmotivet ulmer videre som kontrast til det lyriske dur-sidetema, og satsen har i det hele taget en markant uro og fremdrift. Efter andensatsens svale Larghetto er finalen en stor sonate-rondo, der i sin urolige karakter og brede format modsvarer førstesatsen. Klaverstemmen tyder på, at Kuhlau havde et nøje kendskab til Beethovens Appassionata-sonate (1805), der også står i f-mol.

Sonaten fik en glimrende anmeldelse i tidens førende musiktidsskrift, Allgemeine musikalische Zeitung, som ikke hæftede sig ved oplægget fra Beethoven, men tværtimod fandt værket originalt, helstøbt og omhyggeligt udarbejdet. Især finalen, ”fuld af ild og liv, ejendommelig i sin idé og udførelse, gjort i ét stykke, ja i ét åndedrag, en virkelig mesterlig sats i enhver henseende”, som der stod.

I 1830 udkom der en alternativ udgave af op. 33, arrangeret for fløjte og klaver af den franske fløjtenist Paul-Hippolyte Camus. Det er ikke sikkert, at Kuhlau blev gjort opmærksom på arran­ge­mentet, men han kendte Camus’ eksistens og planlagde faktisk at skrive en fløjtesonate til ham. Fordi Kuhlaus navn var så tæt forbundet med fløjten, har fløjteversionen af op. 33 været mere spillet end violinudgaven.

Samme dilemma ramte hans tre sidste sonater. I december 1829 omtalte Kuhlau i et brev, at hans op. 110 var i trykken. Han kaldte dem ”tre store sonater for klaver med ledsagelse af violin eller fløjte”. Han må være blevet ret overrasket, da hans franske forlag Farrenc året efter udgav sonaterne som Trois Duos brillants pour Flûte et Piano. Væk var altså både sonatebetegnelsen og violinen som første prioritet.

Måske mente Farrenc – ikke helt forkert – at betegnelsen ”klaversonater med ledsagelse af …” var en forældet formulering, og at der var mere salg i fløjtemusik end violinmusik, vidste han bestemt alt om. I den trykte udgave var der vedlagt stemmer til både violin og fløjte, men kun med små bogstaver blev det nævnt, at ”duoerne også er komponeret for violin og klaver af komponisten”, dvs. at violinversionen ikke var et uoriginalt arrangement, men den ægte vare.

De tre sonater i op. 110 har fyldige førstesatser og karakterprægede anden- og tredjesatser. Ligesom Kuhlaus tre små violinsonater op. 79 fra 1827 fungerer de både enkeltvist og som trilogi. Begge sæt har en mol-sonate placeret i midten og gemmer den nok mest imponerende sonate til sidst. Men sonaterne op. 110 er længere og mere ambitiøse. Det er en fornem afslutning på Kuhlaus sonateproduktion.

Duo nr. 1 i B-dur begynder roligt og pastoralt over et orgelpunkt, og med sikker timing undlader Kuhlau at antyde de spændinger, som følger senere i satsen. Den langsomme andensats er overraskende inderlig, en sorgfuld sats i dur, som Kuhlau har betegnet med de stærke ord Adagio patetico con molta espressione. Den hurtige sidstesats er helt efter traditionen en munter rondo og udvikler sig til en charmerende dialog mellem de to medvirkende.

Duo nr. 2 i e-mol har en romantisk tvetydighed og bittersødme. Førstesatsen i 6/8-takt er fuld af inspirerede idéer i en meget velturneret balance mellem håb og mistrøstighed. Også den langsomme sats i H-dur, der begynder som en smuk alpeidyl, afslører skjulte bekymringer. Finalen er en overraskende alvorlig sonate-rondo med et synkoperet hovedtema. Satsen ender ikke i E-dur, som Kuhlau elegant antyder, men i e-mol, hvor al uroen tog sin begyndelse.

Duo nr. 3 i D-dur lægger ud med en storslået førstesats. Den trioliserede indledningsfigur og det efterfølgende kromatiske motiv trækker dynamisk i hver sin retning, og satsens vitale klaversats bidrager med endnu flere dramatiske spændinger. Den drømmende andensats har en verdensfjern skønhed, mens 3. sats er en virtuos rondo i 6/8, der leger med den galopperende jagtrytme. Det blev Kuhlaus sidste sonate, men der er bestemt ikke hverken træthed eller mangel på idéer at spore.

1820’erne havde været en meget produktiv fase af Kuhlaus liv, hvor han fik skabt nogle af sine bedste værker. Han nåede et personligt højdepunkt, da han i 1825 var på sin anden rejse til Wien og fik mødt sit store idol, Beethoven. De tilbragte et par dage sammen og tømte utallige flasker, mens de udvekslede kanoner og fiffige opgaver i kontrapunkt. Beethoven kaldte spøgende Kuhlau for “der grosse Kanonier”.

Men Kuhlaus urolige liv gjorde ham til noget af en ulykkesfugl. De smukke hæderstitler i København fulgtes ikke af lige så fine honorarer, og hans indtægter skulle også række til at forsørge hans gamle forældre samt en plejesøn og en søster, der boede hos ham. Kort tid efter at Kuhlau havde afsendt op. 110 til sit franske forlag, blev han ramt af en katastrofe, da en ildebrand raserede hans stråtækte hus i Lyngby. Hele hans indbo gik tabt, også et ukendt antal manuskripter og utrykte værker. Den nedbrudte komponist flyttede til København, hvor han døde af tuberkulose året efter, 46 år gammel.

Jens Cornelius, 2019

Release date: 
maj 2019
Cat. No.: 
8.226083
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943608326
Track count: 
12

Credits

Recorded at Studio 4, DR Koncerthuset in June 2017

Recording producer: Preben Iwan
Sound engineer: Preben Iwan
Mix, editing and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Jens Cornelius
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Photo p. 8 © Agnete Schlichtkrull
Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition·S, edition-s.dk

Duo Åstrand/Salo would like to thank DR (Danish Broadcasting Corporation), Gorm Munk (Mattsson & ­McGehee), and Josefine & Helene

Duo Åstrand/Salo and Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Augustinus Fonden, ­Beckett-Fonden, Oticon Fonden, Solistforeningen af 1921, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, and KODA Culture