Friedrich Kuhlau

Kuhlau var dansk musiks mest kosmopolitiske personlighed i begyndelsen af 1800-tallet. Han havde et stort udenlandsk netværk, og som stærk Beethoven-beundrer kæmpede han for nye toner i det danske musikliv.

Også menneskeligt stak Kuhlau ud i mængden. Ikke kun fordi han var en tysker, der aldrig lærte at tale dansk og kun havde ét øje. Han var en urolig sjæl, der ikke rigtig passede ind i den lille, homogene københavnske elite, som hans publikum og velyndere tilhørte. I stedet foretrak han at bo uden for hovedstaden.

Læser man gennem datidens floromvundne omskrivninger tegner der sig et billede af en varm og levende, men også utilpasset mand med hang til jovialt selskab, tobak og vin – nok faktisk et regulært alkoholmisbrug. Ligesom forbilledet Beethoven blev Kuhlau aldrig gift, eller som det forblommet blev sagt i en mindetale efter hans død: "Han savnede mange af de Forhold og Motiver som ere Mennesket de kæreste og meest opmuntrende. Musiken var hans troeste, fast hans eneste Ledsagerinde giennem Livets Skiær".

Kuhlau blev født i 1786 i den nordtyske by Uelzen. Som dreng mistede han højre øje ved en ulykke, men det forhindrede ham ikke i at stræbe efter en fremtid som musiker. Allerede i teenageårene var han aktiv som pianist og fik trykt sine første kompositioner.

I 1806 kom Kuhlau til Hamborg, hvor han studerede hos den strenge kantor Schwencke. Men samme år blev byen besat af Napoleons tropper, og da byens unge mænd i 1810 begyndte at blive tvangsudskrevet til den franske hær, forlod Kuhlau farezonen og rejste til København. Året efter debuterede han som pianist ved en koncert på Det Kongelige Teater og blev taget vel imod som en spændende budbringer fra kontinentet.

Dansk musikliv havde i generationer været afhængig af indvandrere og gæster sydfra. I 1813 fik også Kuhlau dansk indfødsret og hæderstitel af kongelig kammermusikus med pligt til at skrive officielle kantater og hvert andet år en opera. Blandt dem var skelsættende værker i dansk musik, operaerneRøverborgen og Lulu og musikken til nationalskuespillet Elverhøj, som gennem årene er blevet opført over 1.000 gange på Det Kongelige Teater. Elverhøj-musikken bygger på danske og svenske folkeviser og blev den tydeligste markering af et nyt nationalromantisk ideal i tidens danske kultur.

Kuhlau var kort sagt en hovedperson i det, eftertiden har døbt den danske guldalder: En periode i første halvdel af 1800-tallet, hvor kunsten og videnskaben udviklede sig voldsomt, stik modsat det stagnerende enevælde og landets generelle forarmelse.

I udlandet er Kuhlau derimod gået over i historien som fløjtekomponist. "Fløjtens Beethoven" er den ret nedladende etiket, han er blevet påhæftet. Fordi Kuhlau aldrig fik en fast stilling, der svarede til hans format, måtte han udnytte, at han ubesværet kunne skrive store mængder kvalitetsmusik for fløjte, der var et af periodens mest populære instrumenter. Selv var Kuhlau ikke fløjtenist – det rygte gik ellers allerede i hans egen levetid, men som han sagde: “Ich spiele nur wenig dies Instrument, aber ich kenne es genau”.