Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Violinsonater vol. 1

Friedrich Kuhlau

Violinsonater vol. 1

Duo Åstrand/Salo, Christina Åstrand, Per Salo

Den tyske komponist Friedrich Kuhlau (1786-1832) flygtede som ung til Danmark, og blev med sin stærke og kosmopolitiske personlighed en ener - og samtidig en hovedperson - i den danske guldalder. Kuhlau kæmpede for nye toner i dansk musik, og hans velklingende violinsonater er de første danske sonater i romantisk stil. Med denne indspilning kaster Duo Åstrand/Salo ny glans over musikken, som kun sjældent har været opført i vor tid.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Samarbejdet betyder musik, som i sin inderlighed og sit udtryk giver en romantisk friskhed, som det er ideelt at lytte til netop nu."
John Christiansen, JC Klassisk
"Salo virker i den grad tændt, og hans spændstige bund giver Åstrand mulighed for at krænge sjælen ud mellem nodelinjerne og levere andet end en tur i guldaldertrædemøllen."
Jens Povlsen, Jyllands-Posten
"Christina Åstrand og Per Salo spiller alle fire sonater med en velgørende naturlighed og stilsans, og udgivelsen vil givetvis vække både glæde og forundring blandt musikinteresserede."
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
"Det er ikke ”stor” musik, men udførelsen her med to af landets erfarne kunstnere berettiger bestemt opmærksomhed."
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"Christina Åstrand og Per Salo spiller med glød og gejst."
Per Rask Madsen, Klassisk
"Op. 79 seem to offer a more personal insight into Kuhlau the composer and his individual style."
Stuart Sillitoe, MusicWeb International
"The playing on the new Dacapo disc is admirably clean, flexible and responsive, both to the music and between the two players."
David Fanning, Gramophone
"The performances are stylish and deft, and appropriately modest where need be. They’ve been well recorded."
Jonathan Woolf, MusicWeb International
Total runtime: 
69 min.
KOSMOPOLIT I KØBENHAVN 

af Jens Cornelius

Kuhlau var dansk musiks mest kosmopolitiske personlighed i begyndelsen af 1800-tallet. Han havde et stort udenlandsk netværk, og som stærk Beethoven-beundrer kæmpede han for nye toner i det danske musikliv.

Også menneskeligt stak Kuhlau ud i mængden. Ikke kun fordi han var en tysker, der aldrig lærte at tale dansk og kun havde ét øje. Han var en urolig sjæl, der ikke passede naturligt ind i den lille, homogene københavnske elite, som hans publikum og velyndere tilhørte. I stedet foretrak han at bo uden for hovedstaden.

Læser man gennem datidens floromvundne omskrivninger tegner der sig billedet af en varm og levende, men også utilpasset mand med hang til jovialt selskab, tobak og vin – nok faktisk et regulært alkoholmisbrug. Ligesom forbilledet Beethoven blev Kuhlau aldrig gift, eller som det forblommet blev sagt i en mindetale efter hans død: ”Han savnede mange af de Forhold og Motiver som ere Mennesket de kæreste og meest opmuntrende. Musiken var hans troeste, fast hans eneste Ledsagerinde giennem Livets Skiær”.

Kuhlau blev født 1786 i den nordtyske by Uelzen. Som dreng mistede han højre øje ved en ulykke, men det forhindrede ham ikke i at stræbe efter en fremtid som musiker. Allerede i teenageårene var han aktiv som pianist og fik trykt sine første kompositioner.

I 1806 kom Kuhlau til Hamborg, hvor han studerede hos den strenge kantor Schwencke, men samme år blev byen besat af Napoleons tropper. Da byens unge mænd i 1810 begyndte at blive tvangsudskrevet til den franske hær, forlod Kuhlau farezonen og rejste til København. Året efter debuterede han som pianist ved en koncert på Det Kgl. Teater og blev taget vel imod som en spændende budbringer fra kontinentet.

Dansk musikliv havde i generationer været afhængigt af indvandrere og gæster sydfra. I 1813 fik også Kuhlau dansk indfødsret og hæderstitel af kongelig kammermusikus med pligt til at skrive officielle kantater og hvert andet år en opera. Blandt dem var skelsættende værker i dansk musik, operaerne Røverborgen, Lulu og især musikken til nationalskuespillet Elverhøj, som gennem årene er blevet opført over 1.000 gange på Det Kongelige Teater. Elverhøj-musikken bygger på danske og svenske folkeviser og blev den tydeligste markering af et nyt nationalromantisk ideal i dansk kultur.

Kuhlau var kort sagt en af hovedpersonerne i det, eftertiden har døbt den danske guldalder, nemlig første halvdel af 1800-tallet, hvor kunsten og videnskaben udviklede sig voldsomt, stik modsat det stagnerende enevælde og landets generelle forarmelse.

I udlandet er Kuhlau derimod gået over i historien som fløjtekomponist. ”Fløjtens Beethoven” er den ret nedladende etiket, han er blevet påhæftet. Fordi han aldrig fik en fast lønnet stilling der svarede til hans format, måtte han udnytte, at han ubesværet kunne skrive store mængder kvalitetsmusik for fløjte, tidens modeinstrument. Selv var Kuhlau ikke fløjtenist – det rygte gik allerede i hans egen levetid, men som han sagde: “Ich spiele nur wenig dies Instrument, aber ich kenne es genau”.

Både fløjtemusikken og de nationalromantiske ikonværker har skygget for Kuhlaus øvrige produktion. Han var en meget produktiv komponist, der udover sine sceniske værker også skrev klavermusik, tre klaverkvartetter og en mesterlig strygekvartet, der efter planen skulle have været den første af seks. Og så er der violinmusikken: En sonate op. 33, den første danske i romantisk stil, samt de tre korte sonater, der udgør samlingen op. 79.

Dertil kommer sonaten op. 64, udgivet i 1825 og tilegnet kammerherre Frederik Clauson-Kaas, hofmarskal for kronprinsen.

Sonaten er et ambitiøst værk, hvis 1. sats slår en koncerterende stil fast allerede i klaverets indledende akkorder. ”Allegro con energia” beskriver godt det inspirerede samspil mellem de to parter i denne brede og veloplagte sats. Den balancerer fornemt mellem stolte, punkterede rytmer og lyrisk sødme.

Andensatsen med betegnelsen “Ancien air danois” består af variationer over folkevisen “Der strander et skib mellem fjord mellem mind” (også kendt som “De engellandske Frøkener”). Klaver­indledningen fremmaler det rullende, dystre hav – noget Kuhlau allerede havde gjort ved sin første koncert i Danmark, hvor han spillede et stort klaverværk med titlen “Uvejret paa Havet”. Derefter præsenteres temaet af violinen og så følger otte meget forskelligartede variationer, pakket med idéer og skiftende stiltræk. Folkevisen vender tilbage i codaen, hvor stormens sidste rullende bølger slår ind mod den kolde kyst.

Melodien var få år inden blevet optegnet i Jylland, og Kuhlau lærte den at kende endnu før den blev udgivet på tryk. Senere brugte han den også i Elverhøj (til teksten ”Der vanker en ridder”) og i en rondo for klaver, men i op. 64 er det første gang, han bruger en dansk folkemelodi i et stykke kammermusik. Kuhlau tilhørte forreste linje af nationalromantikere, der gik på jagt efter nationens sjæl i folkepoesien – en interessant modsætning til hans i øvrigt meget internationale udsyn.

Den lange tredjesats viser på anden måde, hvordan Kuhlau sugede idéer til sig og optog dem i sin egen musik. Satsens hovedtema er nemlig stort set identisk med finaletemaet fra Beet­hovens Kvintet op. 16, selv tonearten Es-dur er den samme. Kuhlau bruger sin ”mutation” af dette jagttema til en meget veloplagt sonaterondo. Igen har musikken en kombination af charmerende temaer og overraskende modulationer, der peger i retning af Schubert, selv om Kuhlau nok ikke har kendt til et eneste af hans værker.

Sonaten er fra Kuhlaus hånd skrevet for fløjte og klaver. I 1855 blev den udgivet i London som violinsonate i den version, der er indspillet her. At en fremmed hånd har været indover, har ikke betydet det ringeste for sonatens musikalske kvalitet. Den er under alle omstændigheder et mesterværk.

Bearbejdelsen skyldes den tysk-jødiske violinist og komponist Eduard Eliason (1808-1886). Han var elev af den franske violinmester Pierre Baillot og kom som ung mand til England. Her gav han i 1832 den britiske førsteopførelse af Beethovens violinkoncert, dirigeret af Ignaz ­Moscheles. Eliason fik stilling som kapelmester ved Drury Lane Theatre, men vendte i 1842 tilbage til Tyskland for at blive musikdirektør ved Frankfurt Stadttheater. Eduard Eliason var med andre ord en mand, der vidste alt om violinen, og for samme forlag, der udgav sonaten op. 64, planlagde han en hel række violinversioner af Kuhlaus værker for fløjte og klaver. Desværre nåede han ikke at realisere flere, inden forlaget lukkede.

Kuhlaus tre violinsonater op. 79 er virkelig charmerende musik. Korte, men meget vel­proportionerede værker, der sagtens kan tåle sammenligning med Schuberts sonater op. 137 (som eftertiden har kaldt sonatiner, hvad de ikke er).

De tre sonater danner en meget tilfredsstillende helhed. Første sonate i F-dur indleder cyklusen i pastoral stil. Den sætter målestokken med en kompakt, men perfekt gennemarbejdet førstesats. Harmonisk og venlig musik, der lever op til karakterbetegnelsen Allegro gustoso, ”hurtig på en smagfuld og elskværdig måde”. Andensatsen er ganske kort, nærmest en romance, mens finalen er en legende rondo.

Den anden sonate er i a-mol og byder på en mere kontrastfuld førstesats og en herlig finale i form af en catchy polonaise, som er mere udbygget end rondoen i F-dur sonaten. Den tredje ­sonate i C-dur er seriens veloplagte afslutning, hvor formatet er udviklet yderligere. Ingen tvivl om, at det er en sonate og ikke en sonatine. Førstesatsen rummer mange modulationer, bl.a. bringes sidetemaet i den uventede toneart E-dur. Andensatsen har en operaagtig yndefuldhed, mens sidste sats er en virkelig festlig finale med humør som en drikkevise og en udadvendt klaversats, der skal spilles ”brillante”.

Lige omvendt sonaten op. 64 udkom de tre sonater op. 79 senere i arrangementer for fløjte, lavet af fløjtevirtuosen Louis Drouet (1792-1873), som Kuhlau havde mødt i København 1822.

I de tre sonater op. 79 mærker man, at Kuhlau var den fødte ”seriekomponist”, der inspirerer sig selv gennem arbejdet med sin egen musik. 1820’rne var i det hele taget en meget produktiv fase af Kuhlaus liv, hvor han skabte nogle af sine bedste værker, bl.a. trylleoperaen Lulu og ouverturen til skuespillet William Shakespeare. Han nåede et personligt højdepunkt, da han i 1825 tog på sin anden rejse til Wien, knyttede mange udenlandske kontakter og ikke mindst fik mødt sit store idol, Beethoven. De tilbragte et par dage sammen og tømte utallige flasker, mens de udvekslede kanoner og fiffige opgaver i kontrapunkt. Beethoven kaldte spøgende Kuhlau for “der grosse Kanonier”.

Men Kuhlaus urolige liv gjorde ham også til noget af en ulykkesfugl. De smukke hæderstitler fulgtes ikke af mange penge, og hans indtægter skulle endda også række til at forsørge hans gamle forældre, en plejesøn og en søster, der boede hos ham. I 1830 døde begge forældrene, og den følgende vinter nedbrændte Kuhlaus stråtækte hus i Lyngby med alt indbo, bl.a. et klædeskab fuldt af manuskripter. Ingen ved, hvor mange værker, der gik tabt ved ulykken. Den nedbrudte komponist flyttede til København, men døde året efter, 46 år gammel, af tuberkulose.

Jens Cornelius, 2014

\

Release date: 
juni 2014
Cat. No.: 
8.226082
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943608227
Track count: 
12

Credits

Indspillet i Studie 4, DR Koncerthuset, 24.-28. juni 2013
Producers: Aksel Trige, Christina Åstrand og Per Salo
Teknik: Jan Oldrup
Mastering: Aksel Trige

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Duo Åstrand/Salo vil gerne takke DR, Gorm Munk (Pianoværkstedet), Claus Røllum-Larsen (The Royal Library), Josephine og Helene.

Duo Åstrand/Salo og Dacapo Records takker Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Dansk Musiker Forbund, Oticon Fonden og Solistforeningen af 1921 for økonomisk støtte til produktionen.