Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

En perleplade af danske romancer

En perleplade af danske romancer

En ny udgivelse rummer danske violinromancer, spillet af den danske violinist Christina Åstrand sammen med de finske Turku Filharmonikere. Mange af værkerne har aldrig været indspillet før.

Ny udgivelse
17. november 2020

Christina Åstrands nye album Romance, som udkommer den 20. november, samler et personligt udvalg af sjældent hørte værker fra det danske violinrepertoire fra årtierne omkring år 1900, hvor violinen havde en stjernestund som det ’syngende’ instrument par excellence. Musikken er indspillet af Turku Filharmonikerne og Christina Åstrand under ledelse af Jukka Iisakkila.

Besat af den danske musikhistorie

Christina Åstrand, der har en mangeårig karriere som både koncertmester i DR Symfoniorkestret, solist og kammermusiker, har gennem sit musikalske virke altid lagt vægt på at fremføre og dokumentere dansk musik. Oprindeligt var det et ønske om at forstå alverdens musik, ved at fordybe sig i den musik, som er skrevet på vores egne breddegrader, og derved sætte det hele i en historisk kontekst. Interessen har med tiden udviklet sig til ægte kærlighed til og respekt for de danske toner – og også forundring over at musikken ikke bliver spillet så ofte, som hun synes, den fortjener.

»Jeg har altid haft trang til at forstå verden, forstå historien, som den ser ud fra mit eget musikalske og geografiske ståsted. På Det Kgl. Bibliotek ligger der en omfattende samling af dansk musik og jeg har efterhånden spillet det meste, som eksisterer for mit instrument. Lige fra Kuhlau til de nulevende komponister. Dét, som startede som en nysgerrighed efter at se hvad der mon gemte sig, er nærmest blevet en besættelse! Et slags livsværk for mig.« fortæller Christina Åstrand

Perler, der får liv igen

Romance er en yderst personlig udgivelse for Christina Åstrand. Gennem en årrække har hun dykket ned i arkiverne på Det Kgl. Bibliotek og i DR´s nodearkiv for at finde ukendte og sjældent opførte værker, og i dette arbejde har hun bl.a. fundet værker af danske komponister, der, i tidens ånd omkring århundredeskiftet, lod violinen overtage musikalske genrer, der før havde tilhørt den menneskelige stemme, bl.a. romance, berceuse (vuggevise) og barcarole (gondolsang) – violingenrer der siden er gået i glemmebogen.

Christina Åstrand kalder indspilningen for sin "perleplade": »Stykkerne har ligget hengemt og mistet sin glans. Ligesom perler, der bliver rørt ved, får de nu liv igen.«

Den nye udgivelse indeholder bl.a. førsteindspilninger af romancer af Carl Nielsen, August Enna og Louis Glass.

Corona-tiden får os til at se indad

I en tid hvor musiklivet er hårdt ramt af corona-restriktioner og begrænsede muligheder for at holde koncerter, er den nye udgivelse en måde fortsat at præsentere ny musik og give publikum musikalske oplevelser. Og den danske musik vækker genklang i denne tid, oplever Christina Åstrand:

»Her i corona-året 2020 føles det pludselig vigtigere end nogensinde at se indad og blive opmærksom på vores egne rigdomme. Både i natur og kunst. Jeg mærker en generel nysgerrighed og glæde over vores land og håber at kunne bidrage yderligere med denne udgivelse, som indeholder værker af nogle af de mest kendte, danske guldalderkomponister.«

Hør værkerne i DR Koncertsalen og på P2

Den 22. november kl. 11 spiller Christina Åstrand sammen med pianist Per Salo et udvalg af romancerne ved en koncert i DR Koncertsalen, som også sendes direkte på P2. Tilsammen udgør de to musikere et af Danmarks førende kammerensembler Duo Åstrand/Salo, og ved koncerten præsenterer de værker af August Enna, Niels W. Gade, Carl Nielsen og Ludolf Nielsen – alle værker som også kan høres på den nye udgivelse.

Christina Åstrand er nærmest 'besat' af den danske musikhistorie, og har indspillet en lang række værker af danske komponister
  • Otto Malling, Ludolf Nielsen, P.E. Lange-Müller, August Enna, Carl Nielsen, Louis Glass, Niels W. Gade, Johan Svendsen

    Romance

  • Allan Gravgaard Madsen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Nachtmusik · For Violin and Orchestra

  • Friedrich Kuhlau

    Violinsonater vol. 1

  • Friedrich Kuhlau

    Violinsonater, vol. 2

  • Niels W. Gade, P.E. Lange-Müller, Rued Langgaard

    Romantiske violinkoncerter

  • Niels W. Gade

    Sonater for violin og klaver

randomness