Nachtmusik · For Violin and Orchestra

Ind i junglen

af Andrew Mellor

Er musik andet end tid? Taktslag for taktslag fører den os fremad mod nye tilstande og nye steder. Ve den komponist som måske ikke ved, hvor stederne ligger henne, eller hvilke uhyrer, der kan ligge på lur. “Det er faktisk farligt at være komponist", sagde Pelle Gudmundsen-Holmgreen i 2014: “I stedet for at rejse på første klasse er det mere fristende bare at stikke af ind i junglen og finde en måde at overleve på”. En nat i 2018 begav Allan Gravgaard Madsen sig ind i mørket i en århusiansk skov med en mikrofon, men blev for bange og måtte skynde sig tilbage til storbyens sikre favn.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen så sig selv som en outsider i dansk musik, der foretrak at følge med fra sidelinjen. Efter hans død i 2016 – hvor hans barneansigt ikke længere formår at overbevise os om det modsatte – er vi blevet mindet om, hvor central og dominerende en skikkelse han var. Med inspiration fra Ives, Cage, Stravinsky og måske også Carl Nielsen skabte han værker, hvor vi bliver tilskyndet til at overveje vores rolle i en verden, der er ved at blive løbet over ende af såvel banaliteter som skønhed (han var specialist i at forvandle det første til det andet). Som komponist var han i besiddelse af en særegen og fortryllende stemme, der gør hans værker umiddelbart genkendelige. Med sin frygtløshed, individualitet og håndværksmæssige overlegenhed kom han til at inspirere en hel generation af danske komponister.

En af dem var Allan Gravgaard Madsen, der er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus hos Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt. “Mange af os opfattede Pelle som en helt”, siger Madsen, “fordi han havde stor bredde i sit æstetiske udtryk og ikke var bange for at være sig selv”.

Allan Gravgaard Madsen: Nachtmusik (2018-2019)

Allan Gravgaard Madsen er huskomponist hos Aarhus Symfoniorkester og kunstnerisk leder af Århus Sinfonietta. Madsens musik er koncentreret, afdæmpet og poetisk og bliver indimellem (ikke ulig hans kollega Bent Sørensens musik) hjemsøgt af genfærd fra den romantiske periode. Hans værker nærer sig ved den musikalske spænding mellem stilstand og energi. På det seneste har de haft tendens til at sammenstille satser af proportionelt kortere varighed. Det er sanselig musik, som får det optimale ud af sine egne fysiske krav og rummet omkring sig.

Det gælder i høj grad også Nachtmusik. Værket er skrevet til DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand, der er solist i begge de foreliggende værker, og hendes mand, orkestrets pianist Per Salo (tilsammen udgør de også Duo Åstrand/Salo). Varigheden af værkets tre satser aftager fra knapt 17 minutter til seks og så til tre (først til en tredjedel og derefter til det halve) – en nøje tilrettelagt baglæns destillationsproces, hvor man møder mest aktivitet og musikalsk materiale i den korte sidste sats og mindst i den fem gange så lange førstesats, hvor der næsten ikke optræder harmoniske elementer overhovedet.

Værket er bestilt af DR SymfoniOrkestret og inspireret af Madsens natlige rastløshed og fascination af natten. En nat optog han sin sædvanlige daglige spadseretur fra Ingerslev Boulevard i Aarhus til en bænk ved en lille sø i Marselisborgskovene i forventning om at opleve “en overgang”. Han hørte imidlertid ikke ret meget. Til gengæld blev han grebet af en bestemt detalje: de vante farver fra hans gåture ved dagslys kom i mørket og måneskinnet nu til at fremstå grålige. “Jeg ville være loyal over for min oplevelse af, at der ikke skete ret meget. Jeg ville også indfange oplevelsen af de forandrede farver og sansernes måde at tilpasse sig på”, forklarer Madsen. Første sats består nærmest udelukkende af tonen E, som de to solister undersøger både diskuterende og i enighed – et afgrænset syn på et enkelt musikalsk element, man normalt oplever i en større og skarpere belyst sammenhæng. “Sanserne tilpasser sig, og man kan pludselig høre den store verden i den lille”, siger komponisten.

Koncentrationen i denne bredt anlagte åbningssats om en enkelt tone slår en virkningsfuld tryllekreds om tilhørerne og skaber et rum, hvor selv det svageste harmoniske krydderi synes at have jordskælvslignende virkninger. Den lange, intense indledning kulminerer i en højtopbygget Des-dur-akkord som tegn på, at første sats er forbi. I den følgende sats finder musikken sin egen puls – gennem en rytmisk stabilisering – mens det harmoniske og klanglige område gradvist udvides. I tredje sats får musikken ny dybde og glans. Inden rytmen kan nå at udvikle sig til en egentlig dans, falder musikken pludselig bort.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: For violin og orkester (2002, rev. 2003)

I adskillige af Pelle Gudmundsen-Holmgrens værker møder vi en hovedfigur – en organisme med levende puls og elskværdigt temperament (det kan både være et pelsklædt væsen og et med glat hud), der ufortrødent begiver sig ud i verden. Vores hovedfigur kan både være heroisk, genert, selskabelig og selvbevidst. Måske er den ligefrem selvkritisk. Det er også udgangspunktet i For violin og orkester – et eventyr, en road movie, måske et symfonisk digt, men til gengæld næppe en koncert. Violinen drager ud med store, troskyldige øjne, blot for at møde forhindringer undervejs i form af forskellige instrumentale blokdannelser. “Stoffet er ofte forbundet med bestemte instrumentgrupper: strygernes diatoniske clusters (i begyndelsen pizzicato), træblæserne, der træder frem ca. 10 minutter inde i stykket med en arabisk klingende melodi og først høres i fagotten … og endelig messingblæserne og deres junglelyd”.

Mens violin-hovedpersonen fortsætter, begynder blokdannelserne at rotte sig sammen. De gør sig fri og formår trods deres anatomiske forskelligheder (klangfarver, rytmer og udtryk) at blande sig med hinanden. Ifølge komponistens programnote former rejsen sig snarere som “møder, sammentræf, addition og subtraktion end koncert. Hvorfor også titlen må savne dette ord”.

“Verden er fuld af objekter, skabninger og materialer”, sagde Pelle Gudmundsen-Holmgreen i 2014, “sten og metal, en lille fugl og en kæmpestor elefant. En spurv er en skabning på kun 5 gram!” For en tid forbliver vores violinskabning uberørt af vibratoets følelsesmæssige komplikationer. Lidt efter lidt bliver den dog skiftevis manisk og indadvendt (navnlig i to kadencelignende afsnit) og begynder samtidig at forstå sig selv bedre og bedre. Gradvis begynder skabningen at trække på hele Gudmundsen-Holmgreens karakteristiske repertoire af kløen og kradsen, jag og trækninger. Nogle gange sidder musikken også fast, som når et dyr bliver hæmmet af sin egen anatomi.

Ud af dette virvar af modsatrettede elementer dukker den rendyrkede skønhed op, da vores rejsende griber fat i en melodi, der i nogen tid har ligget og rumlet i strygerne (den lyder som et snapshot af temaet fra Gabriel Faurés Cantique de Jean Racine), og synger den i tæt omfavnelse med hornene. Det udvikler sig til en vuggesang, som sender hovedpersonen fredfyldt hjem igen. “Når man kombinerer enkle ting, skaber det en slags kaos”, sagde Pelle Gudmundsen-Holmgreen. “Det kan jeg godt lide, ligesom tanken om gradvis at blive i stand til at finde vej ud af materialet – ved først at blive chokeret og derefter blive i stand til at forstå, hvad det handler om”.

Andrew Mellor er klassisk musikjournalist med base i København, hvorfra han skriver for flere internationale aviser og magasiner og er fast bidragyder til BBC Radio 3.