Niels Viggo Bentzon

Niels Viggo Bentzon må siges at være en af de mest betydningsfulde skikkelser i det 20. århundredes danske musikhistorie. Som pianist, forfatter og komponist med over 650 værker på samvittigheden har han haft afgørende indflydelse på det danske musikliv. I dag har Bentzon nærmest status af kulturfænomen både i kraft af den store kunstneriske gennemslagskraft og som følge af et enormt engagement i skrift og tale i de løbende æstetiske diskussioner igennem sidste halvdel af århundredet.

Niels Viggo Bentzon blev praktisk talt født ind i musikken – han blev første generation af sammensmeltningen mellem to af Danmarks betydeligste musikslægter, Hartmann og Bentzon. På den baggrund synes det naturligt, at hans musikopdragelse ved klaveret, med moderen som lærer, mundede ud i en uddannelse i klaver, teori og orgel ved konservatoriet i København. Som komponist var han dog selvlært, men det til trods mødte han stor anerkendelse fra det etablerede musikmiljø på det tidligst mulige tidspunkt, nemlig i komponisten Vagn Holmboes anmeldelse af hans debutværk Klaverfantasi opus1a, der daterer sig så tidligt som 1939.

Selvom karakteren i Bentzons musik igennem årtierne forandrer sig under indflydelse af de forskellige strømninger, er det oplagt at tale om eksistensen af et Bentzonsk tonesprog, der flyder som en understrøm gennem det omfangsrige virke. Godt nok klinger værkerne mere ekspressivt og kompakt i 1940’erne end i 1970’ernes klare, enkle og til tider transparente neoklassik – og godt nok havde Bentzon en klar kunstnerisk ekskurs i 1960’erne som hovedmand bag en række fluxus-lignende happenings – men det er, som om musikken i en kerne er personligt rodfæstet nok til at klinge igennem overfladiske fluktuationer. Selv har Bentzon betegnet de to første akkorder i førnævnte Klaverfantasi som “hieroglyffen i det hele” – det musikalske kim der på fantastisk vis er både årsag og virkning livet igennem. I den forstand er det oplagt at forstå Bentzons helt særlige opfattelse af det at lave musik; han har sammenlignet processen med det at gå på toilettet, og livet igennem insisterede han på ligheden mellem at komponere og improvisere, substansen og stoffet er det samme – der er blot kompositionens lidt strammere organisation til forskel.

Niels Viggo Bentzons forhold til sin danske samtid er noget specielt. Dels fordi hans virke som komponist dækker over mere end 60 år, og der dermed er en hel del at holde ham op imod, men dels også fordi hans tonesprog livet igennem har været særegent Bentzonsk, samtidig med at han i rigt omfang har forsøgt sig med de forskellige kunstgreb, som tiderne har frembudt. I den sammenhæng kan Bentzons musik ses som en vekslen mellem egensindighed og inspiration fra den samtid, han var en åbent debatterende del af, men som han også ignorerede, når det var nødvendigt; Bentzon skrev sonater hele livet, uanset om samtiden syntes, det var comme il faut. Dertil skal også regnes Bentzons forsøg udi det 12-tonale bl.a. som forfatter til en lærebog i 1953, hvor samtidens institutioner var hermetisk lukkede for tysk modernisme til fordel for en arv fra Carl Nielsen og en nordisk tone. Ikke desto mindre udråbte Bentzon metamorfosen til at være “vor tids form” i forening med komponistkollegaen Vagn Holmboe i 1950’erne; han arrangerede lydcollager, skrev mobiler og deltog i happenings i 1960’erne sammen med folk fra den mere etablerede fluxusbevægelse, og han var stadig neo, da 1970’erne med Karl Aage Rasmussen i spidsen åbnede op for klassik på ny. På den måde forblev Niels Viggo Bentzon sig selv, mens hans musik skiftede mere eller mindre sagesløst mellem at være på og af mode.