Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Piano Works

Niels Viggo Bentzon

Piano Works

Ramez Mhaanna

Niels Viggo Bentzon var måske det 20. århundredes mest alsidige danske komponist. Med over 600 opusnumre, der omfatter stort set alle tænkelige genrer, komponerede han lige så naturligt, som han trak vejret. Ramez Mhaannas debut på Dacapo Records præsenterer en frisk og original fortolkning af fire af Bentzons tidlige klaverværker – frodige, temperamentsfulde og blandt sidste århundredes mest krævende og idérige kreationer for klaver.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.35 / £16.1
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.96
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.12
    Køb
  • FLAC 24bit 176kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.11 / £15.12
    Køb
Ramez Mhaanna © Julia Severinsen
Værkerne er i gode hænder hos den anerkendte danske pianist Ramez Mhaanna
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
En samling af pragtfulde fremførelser af fire af Bentzons tidlige klaverværker
Lark Reviews
Det er opløftende at en ny generation så kvalificeret tager én af de største musikalske ånder fra sidste århundrede til sig
Evanthore Vestergaard, Kulturen.nu
Desuden har Mhaanna et album med værker af den unge Niels Viggo Bentzon at være stolt af
Thomas Michelsen, Politiken
Total runtime: 
64 min.
Niels Viggo Bentzon – virtuos og geni?

Af Jens Brincker

“Der er to danske komponister, som er genier: Rued Langgaard og Niels Viggo Bentzon. Og de fejler begge to noget.”

Det sagde en af det 20. århundredes betydeligste danske komponister – og lærer i komposition på konservatoriet – Vagn Holmboe til en af sine elever. Bemærkningen må være faldet mellem 1950, hvor Holmboe blev ansat på konservatoriet, og 1952, hvor Rued Langgaard døde den 10. juli.

De fire klaverværker på dette album stammer alle fra årene 1941-1950. De tre tidligste af dem – Toccata, op. 10, Passacaglia, op. 31 og Partita, op. 38 – fra årene 1941-1945. Det er virtuos musik, som Niels Viggo Bentzon selv spillede for fuld udblæsning ved prestigefyldte anledninger som konservatoriets 75-års-jubilæumskoncerter i 1942 eller ved den internationale ISCM-festival i København i 1947. Ingen kunne være i tvivl om, at han var en virtuos ved klaveret. Men var han også en genial komponist? Hvad var afgørende: tangenterne eller nodepapiret?

Det spørgsmål vendte han tilbage til senere i sit liv. Da han nærmede sig de 70 år, besvarede han det i et interview over for Bertel Krarup (Dansk Musik Tidsskrift, årgang 1988/89, s. 21):

“Det eneste, jeg kan [...] det er, at poterne bliver sat på klaveret på en måde, som jeg har fornemmelsen af må være rigtig i første omgang – det viser sig også i de fleste tilfælde at være rigtigt – så bevæger poterne sig en lille smule. Det er altså hænderne, der laver det. Selvfølgelig er hjernen med i spillet, men [...] hvis du vil have mig til at tænke over dét, jeg har gjort, så kan jeg sgu ikke lave det. [...] Der er jo i realiteten overhovedet ikke nogen forskel på komposition og improvisation hos mig.”

De tre tidlige værker på denne udgivelse – Toccata, Passacaglia og Partita – besvarer spørgsmålet på hver deres måde. Man hører barokke træk, der allerede kvitteres for med de bachske titler. Men man bemærker også den udvikling, der sker i løbet af de tre værker. En udvikling, der overhaler pianistisk virtuositet og peger frem mod kompositorisk genialitet.

En trilogi for klaver
I 1976-1977 udarbejdede Niels Viggo Bentzon selv en kort oversigt over de tre værker:

“Opmuntret af […] min første ydre succes [Toccata] fik jeg snart lyst til at gå i gang med nye værker for klaver. Det blev til Passacaglia og Partita. Sammen med Toccataen udgør de en værktrilogi, hvor den senbarokke stil har været det tekniske grundlag for den musikalske udarbejdelse.”

Toccataen er en indledning. Som sådan fungerer den ofte hos Bach, når den efterfølges af en fuga: en virtuos indledning til en genial komposition. Geniet Bach blev i sin levetid overskygget af orgelvirtuosen og improvisatoren Bach. Niels Viggo Bentzons Toccata er først og fremmest en virtuos improvisation, hvor Bachs efterfølgende fuga erstattes af spredte, fugerede detaljer undervejs. Og så er Bach ikke Bentzons eneste inspiration. Også Paul Hindemiths ‘neobarok’ med dens udvidede tonalitet, der sprænger toneartens begrænsninger og åbner for dissonanser, gennemsyrer Toccataen. Bentzons Toccata fra begyndelsen af 1940’erne er mere ‘neo’ end ‘barok’. Entartet (degenereret), som det hed på tysk, mens Hindemith emigrerede fra Tyskland til USA, fordi Hitler ikke brød sig om hans musik og var forarget over, at en stjerne i en af Hindemiths operaer sang en arie liggende i et badekar. For ikke at tale om Hitlers afsky, når Hindemith spillede strygekvartet sammen med en jødisk musiker.

Hænderne alene har ikke æren af Bentzons Toccata. Hjertet er også med.

Hjernen lægger man mere mærke til i de to næste dele af trilogien. Først i Passacagliaen, hvor udgangspunktet er en af Bachs orgel-passacagliaer. Det vil sige et værk, hvor hovedtemaet spilles i bassen og gentages, mens diskanten ledsager bassen med nye og kontrapunktiske stemmer, så musikken fremstår som en serie af variationer.

Sådan begynder Bentzons Passacaglia også: Først hører man bastemaet alene, så fire variationer hvor bassen gentages i forskellige omgivelser; men så sker der noget uventet: Bassens tema spilles vendt om – så nedadgående intervaller spilles opadgående og opadgående intervaller nedadgående – og flytter rundt på klaviaturet. Så vender det oprindelige tema tilbage, nogle gange i samklang med den ‘omvendte’ variant, andre gange som led i en symfonisk udvikling, der kulminerer i et højdepunkt og en coda. Målet er ikke kun en række variationer, men også en kompositorisk helhed – et værk.

Med Partita, op. 38 tager Bentzon afsked med barokken som dominerende inspiration. Titlen og de tre yderste satser (1., 2. og 5. sats) peger tilbage mod den barokke tradition. Men til dem føjer Bentzon to andre satser (3. og 4.) med titlerne Intermezzo I og II, der ikke har rødder i den barokke partita, men forvandler den til en udvikling, hvor Intermezzo I står i centrum, mens henholdsvis 1. og 5. sats samt 2. og 4. sats perspektiverer hinanden og indgår i en symmetrisk helhed – en bueform, der er karakteristisk for det 20. århundredes musik.

Partita er ikke alene en afsked med barokken, men også en åben dør mod noget nutidigt og nyt. Heri ligger en kontrast, måske også en konflikt, som ikke formen, men tonerne, vidner om. Og som befrielsen fortolker. Partita, op. 38 blev færdigkomponeret i 1945, det år hvor krig blev til fred, bekymring til håb og det depressive sortsyn blev til lyst fremsyn.

Konflikten mellem mørke og lys er hovedsagen i Partita, hvor basregistret dominerer de to første satser med heftige, mørke klange, og insisterende tonegentagelser overdøver og forhindrer diskantens forsøg på at tænde lys. I 3. sats, Intermezzo I, skifter billedet: Musikken flytter fra det dybe register i bassen til diskanten, tempoet sættes ned, og de insisterende tonegentagelser bliver til lyriske melodier. 4. sats vender tilbage til 2. sats’ allegro-tempo, men flytter 2. sats’ tyngdepunkt fra bassen op til diskanten. Finalen kontrasterer 1. sats’ mørke temaer med 3. sats’ lysende melodik.

Dette er bare min fortolkning, der bygger på Bentzons egen indspilning af Partita fra årene omkring 1950. Den giver sig ikke ud for at være ‘forklaringen’. Konflikten mellem sortsyn og lykke, mørke og lys er ikke bundet til omverdenen. Den kan også finde sted i menneskets sind. Herom senere.

Komponisten Niels Viggo Bentzon
For komponisten Niels Viggo Bentzon betød 1945, at de barokke genrer med udgangspunkt i Bach blev overskygget af klassiske former – især sonate og symfoni. Et vendepunkt fra den neobarokke genres stil mod den klassisk-romantiske form, der skaber værker, som er mere end summen af enkelthederne.

For pianisten Niels Viggo Bentzon betød det et nyt og udvidet publikum. Her var udgangspunktet Partita – et af tre udvalgte danske værker ved den internationale ISCM-festival, der i 1947 havde centrum i København og et internationalt publikum, der begejstredes over Bentzons værk og hans virtuose opførelse af det. Det åbnede døre til koncertsale både i Europa og i USA og gav ny dansk musik anerkendelse i udlandet. Med den svenske komponist og anmelder Sven-Erik Bäcks ord:

Partita […] vækker til at begynde med ens store beundring på grund af den brillante kompositionsteknik. Men efterhånden gribes man uimodståeligt af spontaniteten og det fantasimæssigt storslåede i udformningen. […] Bentzon er et af de virkelig store navne i skandinavisk musik netop nu.”

På det professionelle plan betød det flere engagementer og bestillinger og legater både hjemme og i udlandet, en generalkontrakt med forlaget Wilhelm Hansen i 1949, i 1950 ansættelse på Musikkonservatoriet i København som lærer i blandt andet formlære, i 1954 en udgivelse af den første danske lærebog i Schönbergs tolvtonemusik og i 1957 et lille halvt års turné (med hustruen, Gudrun) til USA, hvor Bentzon holdt forelæsninger med demonstrationer på universiteter både øst- og vestpå.

Niels Viggo Bentzon blev en kendt og værdsat komponist, der færdedes i det københavnske kulturmiljø med restaurant Tokanten som mødested for billedkunstnere og efterhånden også arkitekter og musikere.

Privat tegnede tiden sig lys med tid og råd til rejser med Gudrun. Paris var et foretrukket mål og muligt mødested med danske abstrakte billedkunstnere som Richard Winther eller Gunnar Aagaard Andersen, hvis interesse for og eksperimenter med musik Niels Viggo Bentzon stiftede bekendtskab med hjemme i København.

Men personligt var det ikke uden omkostninger. Niels Viggo Bentzon var på fædrene side af en familie, der ikke var ukendt med psykiske lidelser. Hans en snes år ældre fætter, komponisten Jørgen Bentzon, der var kendt for sin kammermusik og medstifter af Københavns Folkemusikskole sammen med komponisten Finn Høffding, endte sin karriere i Nykøbing Sjælland som patient på Statsanstalten for Sindslidende.

Hjemkommen fra USA i 1957 blev Niels Viggo Bentzon skilt fra Gudrun og fik stillet diagnosen bipolar lidelse (“maniodepressiv”). En sygdom, som prægede hans personlighed livet igennem med indlæggelser adskillige gange, og som han måtte forsøge at bekæmpe gennem medicinering.

Træsnit – mellem lyrik og støjmaleri
Det fjerde værk på denne indspilning, klaverstykkerne Træsnit, var inspireret af den dadaistiske kunstnergruppe Linien II og blev uropført 1950 i Den Frie Udstillingsbygning med Niels Viggo Bentzon ved klaveret i hans egenskab af medlem af Linien II.

Træsnit er et nøgleværk, der forbinder fortid og nutid på en overraskende måde. Fortiden ytrer sig umiddelbart gennem værkets titel: Titlen refererer til digtene Træsnit af Christian Winther, der indgik i hans forfatterdebut i 1828. De handler om kærlighed mellem bønderkarle og -piger. Kærlighed, der kulminerer i ægteskab snarere end i seksuelle aktiviteter, som var udbredt i adelige og lignende fine omgangskredse. Winther introducerer og beskriver derefter jævne menneskers følelser og troskab gennem 11 digte, der skildrer parrenes problemer med fremmede, som prøver at erobre pigerne. Men pigerne holder fast ved deres kærester, og det sidste digt slutter med formaningen: “Saa taler du i Morgen med Fader og med Moer?”

Niels Viggo Bentzons Træsnit rummer lige som Winthers digt 11 små og indbyrdes uafhængige satser med kærlighed som et gennemgående motiv, der introduceres i 1. sats og gentages – ofte forkortet til enkelte intervaller – i de følgende 10 satser. Her er ikke tale om passacaglia som hos Bach eller variationer a la Brahms, men om skiftende synsvinkler, der til sidst samles i en slags reprise af 1. sats’ indledende motiv.

I forhold til den tematiske udvikling, der præger Bentzons sonater og symfonier fra sidste halvdel af 1940’erne, er denne form for sammenhæng en kompositorisk forenkling uden sidestykke i Bentzons tidligere værker.

Niels Viggo Bentzon gik ikke til musikkens “Fader og Moer” for at hente inspiration. Som tidligere nævnt mødte han kunstnere fra andre fag på restauranter som Tokanten, hvor moderne malere diskuterede “konkret, abstrakt” billedkunst, og nogle gange hørte han også toner skrevet eller improviseret af billedkunstnere, der forsøgte at udtrykke idéerne bag deres malerier musikalsk som “støjmalerier”. De yderliggående af billedkunstnerne koncentreredes efterhånden i gruppen Linien II, som i årene 1947-1952 gennem udstillinger (blandt andet med internationale gæster) kombinerede den visuelle oplevelse af billeder med auditive elementer – for eksempel deres egne “støjmalerier” af malerne Richard Winther og Gunnar Aagaard Andersen eller musikstykker af Niels Viggo Bentzon, som han selv opførte.

Billedkunstnerne prøvede ikke at komponere musik. De forsøgte at frigøre deres på én gang konkrete og abstrakte udtryk fra lærredets felter og rammer, så linjer og cirkler genopstår som fritsvævende lyde. Ikke som musik, men, med Richard Winthers ord, som “støjmaleri”, hvor lydene først i tilhørernes hoveder samles til musikalske udtryk.

Nu små 75 år senere er det muligt at høre disse “støjmalerier” udfolde sig (albummet Linien II, udgivet af Institut for Dansk Lydarkæologi) og bemærke den forenkling og stædige insisteren på kontrasterende lyde eller motiver, som genfindes i Niels Viggo Bentzons Træsnit. Ikke som banale citater, men som ny inspiration til et af Bentzons hovedværker og som baggrund for de grafiske partiturer, Niels Viggo Bentzon senere komponerede.

Holmboe havde nok ret.

Release date: 
februar 2023
Cat. No.: 
8.224737
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
747313693726
Track count: 
18

Credits

Recorded at the Royal Danish Academy of Music, the Concert Hall, on 17–18 October 2020, 25–26 February 2021 and 16–17 July 2021

Recording producer: Ragnheiður Jónsdóttir
Engineering, editing, mixing and mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2023 Dacapo Records, Copenhagen

Niels Viggo Bentzon – Virtuoso and Genius?, by Jens Brincker, translated from the Danish by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Hayden Jones
Cover design: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.wisemusicclassical.com

This production has been made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen

With support from Koda Kultur

randomness