Danske Komponister – Else Marie Pade
Danske Komponister – Else Marie Pade
Else Marie Pades karriere som komponist er usædvanlig: Hun var elektronisk pioner i 1950’erne, blev siden næsten totalt glemt, men fik i 2001 en uventet genopdagelse, der gjorde hende anerkendt i ind- og udland. I bogen sætter Henrik Marstal fokus på Else Marie Pades musikalske liv fra teenagetiden som jazzsanger til det sidste værk som 87-årig. Han undersøger endvidere hendes status som kvinde i et mandsdomineret musikmiljø og ser desuden nærmere på den særlige relation til populærmusikkulturen, som hendes musik udviser. Biografien trækker blandt andet på breve, dagbogsoptegnelser og erindringsskitser, som først blev tilgængelige efter komponistens bortgang i 2016.
Book
-
159,95 kr.€21.46 / $23.33 / £18.46

Forord
af Henrik Marstal
Denne bog er tænkt som en skyldig hyldest til et menneske, hvis musik og musikopfattelse har inspireret mig, lige siden jeg første gang mødte hende. Mit første møde med Else Marie Pade fandt sted, da jeg i foråret 2001 sammen med en tidligere medstuderende fra musikvidenskabsfaget på Københavns Universitet, Ingeborg Okkels, lavede en portrætartikel til Dansk Musik Tidsskrift. Derefter begyndte vi begge at se Else Marie jævnligt, fordi hun var et dejligt menneske at være sammen med, fordi hun havde så meget spændende at fortælle fra sit fascinerende liv, og fordi det var en måde for os at dyrke en fælles passion på: den ældre elektroniske musik.
Sammen med en række venner og kollegaer lærte vi hende med tiden ganske godt at kende. Vi skrev løbende diverse tekster om hendes værker, samtidig med at vi diskuterede musik med hende, tog på udflugter med hende og gik til koncert eller på café med hende. Efterhånden udviklede jeg et fortroligt forhold til hende, og vi fik talt om meget andet end musik også, inden bekendtskabet efter en årrække langsomt begyndte at fortage sig, i takt med at hendes demens trængte sig stadig mere på. Efter at hun var gået bort i januar 2016 i en fundamentalt anden verden end den, hun i 1924 var blevet født ind i, tog jeg som en slags afskedshilsen initiativ til remixalbummet EMP RMX 333, hvor en række electronica-komponister og lydkunstnere remixede hendes elektroniske værk Etude I (1962). Det udkom på hendes eget pladeselskab Dacapo den 2. december, på hvad der ville have været hendes 92-års fødselsdag.
Det har indlysende betydning for denne bog, at jeg derfor ikke altid kan være helt sikker på at fremstå uvildig i mine vurderinger af Else Marie Pades musik og livsforløb. Til gengæld drager bogen fordel af den privilegerede adgang, jeg skulle få til hendes liv såvel som til værkerne og de overvejelser, der lå bag dem. Og så drager bogen fordel af, at jeg har kunnet basere min opfattelse af hende på personlige erfaringer – selvom hun havde så godt som hele sin musikalske produktion bag sig, første gang jeg mødte hende.
Arbejdet med denne bog har kun bekræftet mig i, hvor fascinerende, Else Marie Pades livsverden var. Og det har desuden bekræftet mig i, hvor vigtigt det er at fortælle historien om hendes musikalske metier netop nu, hvor boet efter hendes musikalske virke for alvor begynder at blive gjort op med en øget interesse for hendes værker og alt det, hun efterlod sig.