Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Nightingale String Quartet

ensemble
2007
© Nikolaj Lund

Nightingale String Quartet har base i København og består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violiner, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch, og Louisa Schwab, cello. Kvartetten er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor professor Tim Frederiksen siden kvartettens dannelse i 2007 har fungeret som trofast mentor.

Nightingale String Quartet er prisvindere ved flere nationale og internationale kammermusik- konkurrencer, og modtog i 2010 DR P2’s Talentpris for “med brændende passion, uimodståelig gejst og smittende indbyrdes lydhørhed at få den klassiske strygekvartet til at sprælle af liv – så musikken taler direkte og stærkt til både nye og gamle lyttere”. Kvartetten modtog i 2011 Léonie Sonnings Talentpris, Jacob Gades Legat samt de Stor­køben­havnske Odd Fellow Logers Legat. I 2013 var Nightingale String Quartet solist med Tivolis Symfoniorkester i forbindelse med modtagelsen af Musikanmelderringens Kunstnerpris, og i 2014 blev kvartetten – som det første ensemble nogensinde – tildelt Gramophones ‘Young Artist of the Year Award’.

Foruden omfattende koncertvirksomhed i Danmark har Nightingale String Quartet turneret i blandt andet Brasilien, England, Holland, Kina, Rusland, Sverige, Sydafrika, Tyskland og USA. Kvartetten debuterede i Wigmore Hall i London i januar 2014.

Serien med alle Rued Langgaards strygekvartetter (Dacapo Records) har sendt Nightingale String Quartet til tops internationalt med udmærkelser som ‘Editor’s Choice’ i verdens to førende tidsskrifter for klassisk musik, Gramophone og BBC Music Magazine. Kvartetten har også modtaget DR P2 Prisen for ‘Årets Danske Udgivelse’ i 2013 og en Gramophone Award-­nominering i 2015. I 2017 blev Nightingale String Quartet hædret med Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og i 2019 blev kvartetten udnævnt til Wilhelm Hansen Ensemble 2020-22. Fra 2020-22 er Nightingale String Quartet desuden fast husensemble i Holmens Kirke.

I samarbejde med filminstruktøren Mads Nygaard Hemmingsen står Nightingale String Quartet desuden bag to banebrydende musikvideoer, der – til musik af Dmitri Sjostakovitj og Rued Langgaard – udfordrer forestillingen om, hvad klassisk musik er og kan.

Nightingale String Quartet spiller på instrumenter venligst udlånt af Augustinus Fonden.

  • Bent Sørensen

    12 Nocturner

  • Vagn Holmboe

    Strygekvartetter vol. 1

  • Rued Langgaard

    Strygekvartetterne

  • Rued Langgaard

    Strygekvartetter Vol. 3

  • Rued Langgaard

    Strygekvartetter Vol. 2

  • Rued Langgaard

    Strygekvartetter Vol. 1