Strygekvartetter vol. 1

Et liv med kvartetter

Af Jens Cornelius

Vagn Holmboe (1909-1996) komponerede strygekvartetter, allerede da han var teenager, og selv som 86-årig på sit dødsleje arbejdede han på en. Ingen anden genre optog ham i samme grad. I alt blev det til over 30 værker for strygekvartet, hvoraf 22 indgår i hans officielle værkfortegnelse. Omfanget overgår Bartóks og Sjostakovitjs tilsammen, og hvad kvaliteten angår, tåler Holmboes kvartetter også sammenligning med de største.

I 1926 gik den 16-årige Holmboe til optagelsesprøve på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han medbragte sin violin og blev overhørt af en lille mand, der viste sig at være nationalkomponisten Carl Nielsen. Holmboe erindrede det sådan: “Han havde gråt hår og var meget venlig. Han sagde: “Vi må hellere gå hen i værelse A, så kan vi se på tingene”. Han spurgte, om jeg kunne spille, så jeg spillede noget af en Händel-sonate, og jeg spillede noget af Sibelius. Jeg havde en kvartet med, den tog han så frem. Da han havde set den igennem, lagde han hånden på den og sagde: “Ja, De kan betragte Dem som optaget”. Og jeg var fuldstændig overrasket og fuldkommen lykkelig”.

Selv om Holmboe ikke kom til at studere komposition hos Carl Nielsen, var konservatoriet gennemsyret af Nielsens kernesager, især studier af klassikerne og polyfoni, og det prægede Holmboes musik hele livet igennem. Af samme grund blev wienerklassikeren Haydn et af Holmboes livslange forbilleder. “Han er ganske præcis og klar, og det må man være, hvis man overhovedet vil lave kvartetter”, sagde Holmboe.

Béla Bartók, der senere blev Vagn Holmboes andet store forbillede, var på det tidspunkt endnu ukendt for ham. Til gengæld lærte Holmboe på egen hånd Bartóks østeuropæiske rødder at kende. I 1930 havde han nemlig under et studieophold i Berlin mødt den rumænske pianistinde Meta Graf, som han i 1933 blev gift med, og sammen tog de på musiketnologiske feltstudier i Rumænien for at undersøge folkemusik og folkedanse.

Mødet med den eksotiske kultur var overvældende for Vagn Holmboe, der var vokset op i en traditionel dansk byfamilie som søn af en farvehandler. Holmboe fortalte ofte om, hvordan han blev “befriet” af folkemusikken, dens frie rytmer og tonalitet. Den ballast gav ham en særstatus blandt sin generations mange neoklassisk-orienterede komponister i Norden.
 

Strygekvartet nr. 1, op. 46 (1949)

Vagn Holmboe havde allerede komponeret ti uudgivne strygekvartetter, da han som 40-årig skrev et værk med den definitive titel Strygekvartet nr. 1. Der måtte være gode grunde til at kalde det nye værk for nr. 1, og det var Vagn Holmboe selv klar over – efter at have arbejdet med genren i over 20 år. “Det er næppe forkert at sige, at min 1. Strygekvartet markerer et slags vendepunkt eller et udviklingspunkt. Jeg var forberedt på det, men pludselig bryder det løs”, huskede Holmboe tilbage kort før sin død. “Jeg var kommet til en udvikling rent personligt, der frembragte nødvendigheden af at skrive en anden slags ­musik”.

I Holmboes notesbog fik Strygekvartet nr. 1 undertitlen In memoriam Béla Bartók. Den store ungarske komponist var død fire år tidligere, og man kan høre musikalske hyldester i form af Balkan-rytmer og førstesatsens Bartók-agtige bueform. Og faktisk fortsætter Holmboe konkret, hvor Bartók slap, nemlig ved at begynde sin Strygekvartet nr. 1 med en lang bratschsolo, ligesom Bartók gjorde det i sin sidste Strygekvartet nr. 6.

Efter bratschens solo slutter celloen sig til, og derefter melder violinerne sig på meget Bartók’sk vis i parallelle sekunder. Primoviolinen afrunder introduktionen med et ekko af bratschens indledning, der giver afsnittet symmetri. Så går satsens hoveddel i gang, formet i klassisk sonateform og med mange kontrapunktiske finesser, men med en Balkan-dansende grundpuls af ottendedele i fordelingen 3+3+2.

2. sats er udformet som et tema, opbygget i 3+2+3 ottendedele, og tre fantasifulde variationer i 3/4-takt. Holmboe var selv mystificeret over, hvad han her havde skabt. “Den indledes med et klangbillede, der også har melodisk aspekt, men det fører ingen steder hen”, forklarede han selv. “Pludselig omformes det til en række variationslignende satser, der er meget sprælske, men ligesom har et låg over sig af fordækthed. Den sats er temmelig mærkelig, jeg kan ikke analysere den selv, det er mig ikke muligt”.

Sidste sats begynder med højtopbyggede, hymniske akkorder, inden hoveddelen skydes afsted, molto vivace i 5/4. De frigjorte rytmer understreges af skiftende accentueringer i et rastløst og virtuost ræs, hvor Holmboe sprudler af skaberglæde. Til sidst retter alle fire musikere sig ind for at ramme slutmålet, en ren C-dur akkord. Et pletskud midt i skiven, der demonstrativt påpeger, hvor sikkert Holmboe har drevet musikken rundt i de tre satser.

Strygekvartet nr. 1 blev tilegnet Erling Bloch Kvartetten, der uropførte den i København 31. januar 1950 og året efter lavede en pladeindspilning af værket – den tidligste indspilning af Holmboes kvartetmusik. Kvartetten blev desuden præsenteret ved ISCM-festivalen for ny musik i Frankfurt 1951.
 

Strygekvartet nr. 3, op. 48 (1949)

Vagn Holmboe arbejdede tit i serier, hvor et værk straks affødte en efterfølger i samme genre. Sådan foregik det også med strygekvartetterne, der gennem årene dukkede op i sæt på to, tre eller fire ad gangen. Strygekvartet nr. 1-3 blev skrevet indenfor bare halvandet år. “Det var usædvanligt”, huskede Holmboe. “En kvartet, som plejer at tage tre måneder, tog det blot en lille måned at skrive. Hastigheden har ikke noget at gøre med musikkens kvalitet eller art, det er bare et spørgsmål om en pludselig flodbølge, der kommer”.

Også i 3. Strygekvartet finder man arven fra Bartók i den symmetriske form, hvor fem satser er centreret omkring en langsom midtersats, og fra idolet Haydn, hvis tætte motivbehandling man genhører overalt, måske tydeligst i den hurtige 2. sats. Og ligesom Strygekvartet nr. 1 begynder dette værk med et drastisk udlæg af dissonerende intervaller, der optegner banens rammer. De to intervalspring, en stor septim og en lille none, danner rammen om en stor, tragisk scene i Bartók’sk bueform og med rytmiske elementer fra barokkens højstemte franske ouverture.

Symmetrisk placeret omkring midtersatsen står to hurtige satser, og 2. sats danser afsted i et højt toneleje. Satsen går attacca til den centrale 3. sats, en chaconne. Den er bygget over et langt tema, der begynder som en tolvtonerække – men udvikler sig til et tonalt tema. Temaet præsenteres stilfærdigt af bratschen, og vandrer derefter rundt i de fire stemmer, inden satsen ender på en simpel C-dur akkord. En elegant afvisning af tolvtoneprincippet, som Holmboe aldrig tog til sig.

4. sats følger symmetrien og er derfor et hurtigt intermezzo, denne gang meget burlesk. Også her møder man indledningens septim- og nonesignaler. Kvartetten afrundes i den korte, indadvendte 5. sats, der som epilog spejler 1. sats og slutter med et sløret citat af hele værkets begyndelse.

Strygekvartet nr. 3 blev uropført af Koppel Kvartetten 1. marts 1951 i Det Unge Tonekunstnerselskab. I 1953 blev værket udvalgt til ISCM-festivalen i Oslo af en jury, der bestod af bl.a. Luigi Dallapiccola og Mátyás Seiber.
 

Strygekvartet nr. 15, op. 135 (1978)

Selv om de er skrevet i løbet af seks år, udgør også Vagn Holmboes Strygekvartetter nr. 14, 15 og 16 et “sæt”, for de er forbundet af samme motiv – en lillebitte figur, som Holmboe åbenbart ikke kunne få ud af hovedet, før han havde undersøgt den for alle muligheder. Figuren, et kort “mågeskrig”, høres første gang som indledning på Strygekvartet nr. 14 (1975) og dukker op igen som udgangspunkt for Strygekvartet nr. 15 og høres også i nr. 16 fra 1981.

Holmboe arbejdede sjældent med melodier i traditionel forstand. Han forklarede: “Det, der har interesseret mig, er ikke så meget melodier som det melodiske, hvor der gives muligheder både for en stærk udfoldelse og for mere pastorale eller blide sammenhænge. Disse motivstykker bliver fleksible, dvs. at de kan forvandle sig og forandre sig alt efter forløbets ­nødvendighed.”

I den mesterlige og meget koncise Strygekvartet nr. 15 er motivet i 1. sats netop ikke en melodi, men en kerne med utallige muligheder. Motivet kan foldes ud, skifte karakter og funktion, træde i forgrunden eller baggrunden, osv. Som modspil til “mågeskriget” sætter Holmboe en løbende figur af sekstendedele, der mod slutningen breder sig ud i ottendedele. I den form bliver det udgangspunktet for næste sats, en kort scherzo, der skal spilles med sordin. På satsens højdepunkt bliver ottendedelsfiguren til en markering af de fire fjerdedele, inden ­satsen ­falder ­sammen.

Tredje sats er – temmelig uventet – et langsomt sørgetog. Den indledes af klagesange i 1. violinen og celloen, inden alle fire stemmer samler sig i en neddæmpet lille koral og derefter hjælper hinanden med at dysse stemningen ned. Sordinerne forbliver på i hele 4. sats, der indledes langsomt og med efterklange af motiver fra 3. sats – hele værket er altså sammenkædet fra sats til sats. Derefter ryger sordinerne af, og et hurtigt finaletempo går i gang. I satsens coda vender “mågeskriget” tilbage for en afsluttende bemærkning, inden det fritonale forløb lander på en broget akkord over grundtonen C. En tvetydig afslutning, der virker som en åbning mod endnu flere nye værker.

Strygekvartet nr. 15 er tilegnet sprogforskeren Erik Sønderholm og hans hustru Traute og blev uropført 8. juni 1978 i Reykjavík af Københavns Strygekvartet. Med enkelte undtagelser blev alle Holmboes strygekvartetter fra og med nr. 7 uropført af Københavns Strygekvartet. Holmboe forklarede det ligeud: “Københavns Strygekvartet spiller så vidunderligt, at man simpelthen ikke kan lade være at skrive for dem. Og når de siger: jamen skriv du bare, så skriver jeg et par kvartetter, og så siger jeg: har I nu ikke nok? Nej skriv du bare, svarer de så. Og så skriver jeg et par stykker til, og derved kommer der kvartetter”.