King Frederik IX conducts The Danish National Radio Symphony Orchestra

Kong Frederik IX og Radiosymfoniorkestret

Dyrkelse af malerkunst og musik har gennem århundreder præget dagliglivet i de euro­pæiske fyrstehuse. Som oftest har en sådan kunstudøvelse været en del af det privatliv, som kun i begrænset omfang kom til offentlighedens kendskab, men i en række tilfælde har der været tale om så markante bidrag til kulturhistorien, at den fyrstelige kunstner har vundet sig et navn og sammen med sine værker er trådt ud af pri­vatlivet. Sådanne eklatante tilfælde er den sven­ske Prins Eugen, hvis malerkunst allerede i hans samtid var højt anskreven, og inden for tonekunsten Kong Frederik den Store af Preussen der som kunstmæcen, men også som komponist, opnåede berømmelse og en plads i musikhi­storien. For dem – og talrige andre også mindre fremstående fyrstelige kunstnere – gjaldt, at deres kunstneriske virksomhed i realiteten kun­ne hol­des inden for den private sfære og som sådan undgå den offentlige kritik, som i almindelighed er en kunstners vilkår, på godt og ondt.

Kong Frederik IX’s beskæftigelse med musik må betegnes som atypisk og enestående for med­lemmer af fyrstehusene, for så vidt der næppe kan nævnes andre eksempler på regerende mo­narker, der som foretrukken fritidsinteresse havde orkesterdirektion. At arbejdet som dirigent, så sporadisk det end måtte være, forudsætter en lang række øvrige medvirkende, siger sig selv, og Kong Frederiks musikdyrkelse udgjorde da også en sjælden kombination af noget yderst privat og noget i en vis forstand offentligt, idet kun få udvalgte fik mulighed for at overvære Kongens arbejde med orkestrene, medens en betragtelig del af samtidige danske professio­nelle orkestermusikere gennem årene kom til at musicere med Kongen. Dette paradoks samt den omstændighed at Frederik IX skønt autodidakt som dirigent dyrkede teknisk vanskelige opgaver inden for det store symfoniske repertoire og ikke mindst Wagners operaer har forlenet Kongens usædvanlige musikalske virke med en særlig aura. Samtidig har der stedse hersket en dyb re­spekt for den ydmyghed, hvormed Kongen op­trådte under prøver og private koncerter. Det er det klare indtryk, man kan få bekræftet af de mu­sikere, der arbejdede sammen med Kongen, og det er i det hele taget en karakteristik, som stemmer overens med den almindelige opfattelse af hans person.

Frederik IX var født på Sorgenfri Slot den 11. marts 1899 som ældste barn af Prins Christian og Prinsesse Alexandrine. I hjemmet havde musik en central placering, idet Prinsessen spillede klaver og i det hele taget fulgte levende med i koncertlivet inden for og uden for landets grænser. Hun var en flittig koncertgænger og gav musiklivet sin støtte bl.a. ved at påtage sig protektion af flere koncertforetagender, først og fremmest Musikforeningen, Aarhus Phil­harmoniske Selskab og Den Danske Richard Wagner Forening. Derudover var hun en hyppig gæst ved Festspillene i Bayreuth, da hun var en stor ynder af Richard Wagner.

Selv om det uden tvivl er påvirkningen fra hans mor, der har befordret musikinteressen og -beskæftigelsen hos Frederik IX, så bør det nævnes, at der også i Kongens fædrene familie kan påvises en stærk musikalsk tradition. Således var både hans farmor, den svenskfødte Dronning Louise, og hans oldemor, Kong Christian IX’s dronning, Louise, der stammede fra Hessen, stærkt musikinteresserede.

Den unge Prins Frederik blev på ingen måde presset til at spille et musikinstrument, men i 1911 fandt Kronprinsesse Alexandrine tiden moden til, at der blev engageret en klaverlærer til ham. Valget faldt på Lizzy Hohlenberg, som i de følgende seks år førte Prinsen, der ved sin fars, Christian X’s, tronbestigelse i 1912 var blevet Kronprins, ind i klaverlitteraturen. Allerede tidligt opstod der et hjerteligt venskab mellem lærer og elev, og selv efter at den egentlige klaverundervisning var ophørt, mødtes Kronprinsen og Lizzy Hohlenberg for at spille firhændigt klaver.

En helt afgørende begivenhed indtraf den 16. marts 1913. Om aftenen havde Dronning Alexan­drine taget sin ældste søn med i Det Kongelige Teater til en opførelse af Henrik Ibsens Peer Gynt med Edvard Griegs musik. Dronningen havde medbragt partituret til scenemusikken, og oplevelsen af denne, orkestrets instrumenter og muligvis det lydlige indtryk sammenholdt med det trykte nodebillede gjorde et stort indtryk på Prinsen. Aftenens dirigent var kongelig kapelmester Georg Høeberg, og efter en kapelkoncert to år senere tog Dronningen og Kronprins Frederik kontakt med Høeberg for at spørge ham, om han ville tale lidt med den unge musikelsker: “Han er så interesseret i musik”, som Dronningen sagde. Høeberg tog imod opfordringen, og i de kommende år mødtes Kronprinsen og han hyppigt for at drøfte musik, bl.a. fortolkninger af de store mesterværker. På intet tidspunkt udviklede disse møder sig dog til direktionsundervisning.

Kronprinsens hu stod allerede tidligt til or­ke­sterdirektion, men at komme til at udøve denne kunst var ikke så ligetil. Der skulle dog vise sig en mulighed. På Amalienborg dyrkede Dronning Alexandrine firhændigt klaverspil, og med dette som grundlag samlede hun i 1915 en lille skare af musicerende familiemedlemmer, venner eller nærtstående hoffolk, som kom til at udgøre et helt lille orkester. Det var med dette, at Kronprins Frederik indstuderede og opførte en række værker, der spændte fra operaouverturer til Beethovens 1. symfoni. Helt frem til 1921 arbejdede Kronprinsen sammen med det lille orkester, men for at udvide sit repertoire og få lidt mere luft under vingerne rent orkestralt, begyndte Kronprinsen at dirigere til grammofonplader. Således gennemførte han koncerter af op til et par timers varighed alene med benyttelse af plader. Af praktiske grunde markerede han i sine partiturer, hvor disse skulle vendes eller skiftes. Et ikke helt lille projekt på et tidspunkt, hvor shellak-pladerne satte snævre grænser for spillelængden!

Det var ikke kun dygtige amatører, Kronprinsen fik mulighed for at arbejde med. På et tidligt tidspunkt fik han kontakt med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og det blev snart en fast tradition, at han ledede dette ensemble ved en koncert på sin fødselsdag. Også med Flådens Musikkorps optrådte den unge dirigent, men der skulle gå en lang årrække, før Kronprinsen fik chancen for at indtage dirigentrollen over for et symfoniorkester.

I 1938 var det på et møde mellem Det Kongelige Kapel og bestyrelsen for Pensionskassen og Kapelforeningen blevet besluttet at forespørge Kronprins Frederik, hvorvidt han ville overtage protektoratet for Pensionskassekoncerterne, og ved samme lejlighed tilbød man ham at lede en af prøverne forud for den kommende kapelkoncert. Kronprinsen accepterede tilbudene og dirigerede således for første gang Det Kongelige Kapel den 9. marts 1938. Programmet omfattede sidste sats af Tjajkovskijs 6. symfoni, Pathétique, samt forspillet til Wagners opera Mestersangerne i Nürnberg. Hermed var en tradition blevet grundlagt, idet Kapellet helt frem til Kongens død årligt lod afholde en privat koncert med ham på podiet. Arrangementet havde karakter af en fødselsdagsgave og blev følgelig lagt så tæt på den 11. marts, som det var muligt.

Efter Besættelsen skulle Kronprins Frederik få sin hidtil, hvis ikke overhovedet mest krævende dirigentopgave. Af Det Kongelige Teater blev han tilbudt at dirigere en opførelse af Mascagnis enaktsopera Cavalleria rusticana den 14. marts 1946. Operaen var i teatrets repertoire, hvor Egisto Tango havde varetaget den musikalske indstudering, men det er tankevækkende, at det efter nogle få klaverprøver samt en generalprøve lykkedes Kronprinsen at præge opførelsen i en grad, så den afveg markant fra Tangos.

Det er nævnt, at Frederik IX helt fra sin tid som kronprins havde ønsket at holde sin musikalske virksomhed inden for privatlivets rammer. Kun en enkelt gang blev dette grundlæggende princip for alvor fraveget. I 1948 stod De Forenede Nationer i spidsen for en stor indsamling til fordel for flygtninge efter verdenskrigens ophør, og her stillede Kong Frederik og Det Kongelige Kapel sig til rådighed, idet det pladesæt, som findes genudgivet på cd (dacapo 8.224100), blev indspillet og bortloddet som lotteripræmier til fordel for flygtningeind­sam­lingen. Det bør dog understreges, at selv om Kongen på denne måde trådte offentligt frem som dirigent, skete det alligevel under en form for inkognito, da Kongens navn ikke figurerer på pladerne; kun det kronede kongemonogram på etiketterne lader forstå, hvem dirigenten er.

I 1952 deltog Kong Frederik i festlighederne i anledning af sin svigerfars, Kong Gustav VI Adolfs, 70-årsdag. Ved en koncert på Kungl. Teatern i Stockholm dirigerede Kongen som en fødselsdagsgave til den svenske konge et program med lutter Wagner-kompositioner og med solisterne Brita Hertzberg og Joel Berglund. Selv om festen og dermed koncerten havde en vis privat karakter, blev den overværet af flere svenske musikkritikere, som i deres omtale af koncerten betonede Kongens åbenbare kærlighed til musikken og hans fortrolighed med partituret. I Morgontidningen kunne man bl.a. læse: “Hans ledning av orkestern var säker, och hans uppfattning av det han spelade var personlig. Han var åven på dirigentpulten en utom­or­dent­ligt charmerande uppenbarelse.”

I 1940’erne dirigerede Kronprinsen flere koncerter med Tivolis Koncertsals Orkester, ligesom han i 1955 ved en enkelt koncert stod i spidsen for Aarhus ByOrkester. Men så langt de fleste koncerter foregik i samarbejde med enten Det Kongelige Kapel eller Statsradiofoniens Symfoniorkester, det senere Danmarks Radios Symfoniorkester. Med disse to orkestre arbejdede Kongen så sent som i marts 1971 – trekvart år før sin død.

Rækken af solister, som har spillet under Kongens taktstok, omfatter danske kunstnere som Johanne Stockmarr, Elvi Henriksen og Charles Senderovitz samt de internationale solister Edwin Fischer og Wolfgang Schneiderhan. En ganske særlig begivenhed var det, da Kongen den 8. marts 1970 dirigerede Det Kongelige Kapel i mellemsatsen fra Beethovens 3. klaverkoncert med sin svigersøn Prins Henrik som solist.

Kong Frederiks repertoire afspejler med stor tydelighed hans musikalske smag. Ved 62 registrerede koncerter blev der opført 107 programpunkter med i alt 51 forskellige værker af 18 komponister. Ud af det samlede opførelsesantal dækker Beethoven- og Wagner-værkerne alene næsten halvdelen, idet disse to komponister er repræsenteret med hhv. 36 og 17 opførelser. Herefter følger Tjajkovskij med 9 opførelser og Schu­bert og Weber med hver 6. Af Beethoven fremførte Kongen de ni symfonier med undtagelse af nr. 4 og sidste sats af den 9. Wagner-værkerne udgjordes af orkesterstykker fra de dramatiske værker med Forspil og Isoldes Kærlighedsdød fra Tristan og Isolde som en absolut favorit. Schuberts Ufuldendte symfoni spillede Kronprins Frederik med Tivolis Koncertsals Orkester i 1943 og med Det Kongelige Kapel i 1947. Kuhlaus Elverhøj-ouverture stod på programmet dels ved en koncert med Tivoliorkestret i 1945, dels ved to koncerter med Statsradiofoniens Symfoniorkester i hhv. 1945 og 1952. Lumbyes Drømmebilleder dirigerede Kronprinsen med Tivolis Koncertsals Orkester i 1945 og med Radioorkestret og Det Kongelige Kapel i 1948. Lumbyes Salut for August Bournonville har Kongen efter alt at dømme kun dirigeret i december 1948 i forbindelse med indspilningen af Tono-pladerne. De øvrige værker på pladesættet blev indspillet samme måned.

Det første samarbejde mellem Kongen og Radiosymfoniorkestret (det daværende Statsradiofoniens Symfoni­or­kes­ter) fandt sted den 3. maj 1941. På pro­­­gram­met stod her et af Frederik IX’s favorit­værker, Tjajkovskijs Pathétique-symfoni. Kontakten med orkestret blev allerede året efter genoptaget to gange. I juni opførtes således Beethovens 5. sym­foni, og i oktober gjaldt det Webers Euryanthe-ouverture. Samar­bejdet fortsatte i juni 1943, hvor Kronprinsen havde valgt at indstudere Sibelius’ 2. sym­­foni – et af de få værker fra det 20. århundrede, som blev optaget i hans overvejende wienerklassiske og tyskromantiske repertoire. I efter­sommeren 1943 udviklede den po­li­tiske situation under Besættelsen sig på en sådan måde, at samarbejdet med or­kest­rene måtte indstilles, men i december genoptog han koncer­terne med Statsradiofo­niens Symfoniorkester i et program med bl.a. ouverturen til Kuhlaus Elverhøj.

Efter krigen blev samarbejdet med orkestret en helt fast og vigtig del af Kon­gens dirigentvirksomhed. Lige­som det var tilfældet med Det Kongelige Kapel, blev Kongen hvert år indbudt til at di­ri­gere en eller flere lukkede koncerter. Hermed fik han mu­lig­hed for at pleje det re­per­toire, der nok stod hans hjerte nærmest: Beet­hovens sym­foniske værker og orkes­terstykkerne fra Wagners operaer. Således nåe­de han at opføre ikke færre end syv af Beet­ho­vens symfonier med Radiosymfoniorkestret. Man kan her notere sig, at Pastorale-symfo­nien var på programmet ikke mindre end tre gange, og i 1959 opførtes den 9. symfoni, dog med udeladelse af korfinalen. Helt frem til det tidlige forår 1971, dvs. til mindre end et år før sin død, var Kongen en hyppig og særdeles afholdt gæstedirigent på po­di­et i Radiohusets Koncertsal.

I sit smukke kapitel om Kong Frederiks samarbejde med Radiosymfoniorkest­ret i Danmarks Radios jubilæumsværk (udgivet 1975-78) giver Wal­de­mar Wolsing en beskrivelse af den særlige stemning, der herskede ved Kongens prøver og kon­cer­ter med orkestret. Heri betones det intime og yderst private præg, samt den musikglæde og gensidige respekt der altid kom til udtryk, de talrige gange han stod på podiet i Ra­di­ohuset. Selv udtrykte Kongen det således: “Wolsing, der er nu noget ganske særligt ved disse koncerter med jer; jeg hygger mig.”

Claus Røllum-Larsen, 2000

Optagelserne på denne cd er alle foretaget i Radiohusets Koncertsal. De er alle af høj kvalitet, når man betænker optagelsestids­punk­tet. Men de er imidlertid ikke alle lavet på samme måde:

Før 1950 var båndteknikken ikke almindelig, og derfor er de ældste af indspilningerne, Tann­häuser-ouverturen, Ossian og Våren ikke først indspillet på bånd, men derimod skåret direkte på grammofonplader, der kørte 78 omdrejninger pr. minut og havde en spilletid på maximalt 4 1/2 minut. Det betød naturligvis, at værkerne fyldte adskillige pladesider. Fremgangsmåden var, at mikrofonsignalet samtidig blev ført til 2 skæreapperater. Man startede så maskine 2 i god tid før maskine 1 løb ud. Det var almindeligt med et overlap på 1/2 - 3/4 minut. Når optagelserne skulle afspilles til udsendelsesbrug, anvendte man på samme måde 2 grammofoner og satte grammofon nr. 2 i gang på det sted, hvor skæreapparat nr. 2 var blevet startet. Dette kan aflæses på pladen, som fik et synkro­ni­se­rings­mærke mellem rillerne på dette sted. Når begge grammofoner kørte, kunne man så blænde over fra nr. 1 til nr. 2, således fik man musikken gengivet uden pauser eller overlap. Det er imidlertid ikke så lige til en sag, at foretage denne manøvre helt præcist, og på de båndoverspilninger af de oprindelige plader, som udgør grundlaget for fremstillingen af de foreliggende cd’er, er sideskiftene i mange tilfælde hørbare. På cd’erne er disse korrigeret overalt, hvor det har været muligt, og de kan nu kun anes i et par tilfælde.

Ved overgangen til båndteknikken forsvandt dette problem, idet spilletiden nu blev cirka 1/2 time pr. spole. Optagelsene på denne cd belyser således den tekniske revolution, som indførelsen af magnetbåndet forårsagede omkring 1950.

Det skal bemærkes, at alle indspilninger er uredigerede “live”-optagelser, som stadig i dag lader lytteren fornemme den musikalske intensitet, som altid karakteriserer gode “live”-indspilninger.

Claus Byrith, 2000