Subscribe to Dacapo's newsletter

Am Abend tönen die herbstlichen Wälder

Matthias Ronnefeld

Am Abend tönen die herbstlichen Wälder

Christian Tetzlaff, Lars Ulrik Mortensen, Randi Stene, Daniela Bechly, Jens E. Christensen, Deborah Wood, Athelas Sinfonietta, Sebastian Gottschick

Matthias Ronnefeld managed to demonstrate great talent during his short life of just 27 years. He was born to Danish-Austrian parents; his father was a composer and conductor, his mother a pianist. Matthias Ronnefeld grew up in Vienna and Copenhagen, and lived in his final years in Hamburg. He was trained by outstanding teachers: in the violin by Alice Harnoncourt, in piano by Herman D. Koppel and in composition by Finn Høffding and Per Nørgård. Matthias Ronnefeld composed from the age of 12 and wrote a symphony when he was 15, but the list of his collected works is short. In his adult years he mainly wrote chamber works. Inspired by among others, Alban Berg, Bernd-Alois Zimmermann and György Ligeti he developed a strongly personal, lyrical-expressive musical language.

Buy album

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
51 min.
Det passionerede intellekt

Årene 1960-80 blev en af de mest turbulente perioder, den vestlige musikkultur har oplevet. Den Store Fortælling, det store drama i det 20. århundredes musikhistorie havde indtil da været det uforsonlige opgør mellem en kompromisløs modernisme og en traditionsbevarende neoklassicisme. Trods uforsonligheden havde begge lejre et fælles projekt i den forstand, at de begge søgte det arkimediske punkt, hvorfra kunstmusikken igen ville kunne rokke hele kloden.

Ideelt set drejede det sig for begge parter om at finde, genfinde og kommunikere et på én gang almengyldigt og autentisk formsprog – det vil i sidste instans sige: om (drømmen om) at generobre den tabte enhedskultur, den mistede uskyld og dermed den fælles Store Fortælling.

Allerede i 1949 karakteriserede Theodor W. Adorno – modernismens chefideolog – denne ambition som forældet og naiv, et synspunkt György Ligeti fra slutningen af 1950’erne begyndte at omsætte til kunstnerisk praksis.

Med den voksende politisering og globalisering og især med ungdomskulturens fremstormen i 1960’erne og 70’erne mistede forestillingen om en enhedskultur, anført af en toneangivende avantgarde, sin sidste rest af troværdighed og fascinationskraft. I stedet voksede en række livskraftige subkulturer frem. Den dogmatiske modernismes materialefetichisme og neoklassi­cismens entydige nostalgi måtte vige for den mere imødekommende, men ikke nødvendigvis mindre forpligtende stilpluralisme.

Rock, folk, minimalisme, aleatorik, tredje­verdens­musik, nyromantik, collageteknik, fluxus­-happening, instrumentalteater, bruitisme, sonorisme etc. etc. – alt stod efterhånden til rådighed for den komponist, der mente at have noget at bruge det til.

For den dengang helt unge komponistgeneration, født o. 1960, bød dette frodige vildnis både på fristelser og farer: friheden til at bane sin egen vej var tillokkende, men det var let at fare vild. Identitetstabet, ligegyldigheden og kynismen lurede overalt. Den postmodernistiske erfaring var hensynsløst barsk mod det traditionelle kunstbegreb, som både modernisme og neoklassicisme havde dyrket. For hvor bliver kunsten af, når kunstneren kun kan tale på egne vegne? Er en kunst, der hverken kan eller vil insistere på almengyldighed, overhovedet kunst?

Mange gav op, flere fandt veje som snarere var genveje eller afveje. For Matthias Ronnefeld lykkedes det ikke bare at bane sig vej, men også at udvikle sin egen klare stemme i det labyrintiske lydlandskab.

Ronnefeld blev født 17.4.1959 i Wien og voksede op i et kosmopolitisk orienteret kunstnermiljø som søn af den tyske dirigent og komponist Peter Ronnefeld (1935-65) og den danske pianist og musikpædagog Minna Ronnefeld
(f. 1931).

Matthias Ronnefeld, der var østrigsk statsborger til sit 18. år og derefter dansk, fik sin første musikundervisning som 7-årig hos Alice Harnoncourt i Wien (violin) og hos sin mor (klaver). 1969-78 boede han i København, hvor han afsluttede sin skolegang med studentereksamen fra Det fri Gymnasium. Samtidig fortsatte han sine musikstudier hos bl.a. Egil Harder og Herman D. Koppel (klaver), Finn Høffding og Per Nørgård (musikteori og komposition).

1978-82 studerede Ronnefeld ved Hochschule für Musik i Hamburg, hvor han som hovedfagslærer i komposition fik Günther Friedrichs.

Han havde komponeret fra 6-7-årsalderen og fik som 12-årig sit første større værk, en julekantate, opført på sin skole. En symfoni fra 1974 blev i 1977 uropført i Det unge Tonekunstnerselskab, den danske sektion af ISCM. Sit officielle opus 1 – Andante for klarinet, trombone, klaver, slagtøj, viola og kontrabas – skrev han i 1979, året efter at han definitivt havde bosat sig i Hamburg. Her stiftede han sammen med bl.a. dirigenten Sebastian Gottschick, violinisten Christian Teztlaff og pianisten Johannes Harneit ensemblet Moments Musicaux, hvis repertoire overvejende var samtidsmusik.

Matthias Ronnefelds værkliste er ikke lang. Den omfatter 12 opus-nummererede værker, hvoraf opus 11 er et ufuldendt orkesterværk, bestilt af Norddeutscher Rundfunk, samt hans svanesang, det ikke-nummererede klaverværk Veni, Creator Spiritus fra 1986. Samtlige værker relaterer sig til hans arbejde i og med ensemblet Moments Musicaux.

Matthias Ronnefeld døde 29.10.1986 i Ham­burg, 27 år gammel, efter en hård, men håbløs kamp mod en ondartet sukkersyge, der havde plaget ham fra hans tidligste barndom.

Det er næppe overdrevet at kalde Matthias Ronnefeld en af sin generations bedst begavede komponister. Han vakte tidligt opmærksomhed som et usædvanligt talent af forbløffende kunstnerisk modenhed og med en håndværksmæssig behændighed, der let forløste hans ungdommelige, udogmatiske radikalitet. Afgørende for hans udvikling blev mødet med Bernd-Alois Zimmermanns stilpluralistiske univers (operaen Die Soldaten) og med György Ligetis mikropolyfoni og afsemantiserede leg med sprog og musikteater (Aventures og Nouvelles Aventures). Netop i 1978, da Ronnefeld fulgte forelæsninger hos Ligeti, havde dennes surrealistiske opera Le Grand Macabre premiere i Stockholm.

Der er spor af både Zimmermann og Ligeti hos Ronnefeld, tydeligst vel i Miracles, op. 10, klarinetsonatinen, op. 12 (instrumentalteatereffekter) og orgelstykket Christ ist erstanden, op. 6 (mikropolyfoni, cluster-teknik), ligesom fjernere forbilleder som Arnold Schönberg og især Alban Berg påkaldes i Sekstetten, op. 2, og 5 Lieder nach Trakl, op. 4. Overalt brænder dog Ronnefelds helt personlige ekspressivitet igennem, et egensindigt kunstnerisk gemyt af en sjælden analytisk styrke og med et imponerende mod til at håndtere alle vigtige – også modernistiske – erfaringer på sine egne, helt originale præmisser.

Der er mange kompositionstekniske subtiliteter i Ronnefelds musik, men de er aldrig mål i sig selv. Vemod, længsel, grotesk humor og medrivende sanselighed er de stærkeste enzymer i dette passionerede intellekts tragisk korte livsværk.

Sven Erik Werner 1998

Release date: 
October 2000
Cat. No.: 
8.224154
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099985420
Track count: 
24

Credits

0

randomness