Subscribe to Dacapo's newsletter

Songs

Per Nørgård

Songs

Lars Thodberg Bertelsen, Per Nørgård
Per Nørgård's piano songs to Danish texts - most of them recorded here - range from the first works of the 20-year-old newly-fledged composer to the present day. In a cross-section through his oeuvre the songs exhibit the melodious side of the composer and give hints of the currents of the period and the Danish poets who have inspired Nørgård over some fifty years.
Buy album

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
76 min.
Per Nørgård

Per Nørgård (født 1932 i København) er en 
af de centrale danske komponister i det 20. århundrede. Hans produktion – mere end 300 værker dækker bl.a. opera, symfoni, koncert, ballet, film samt kammer- og vokal­musik. Nørgårds musik har udgangspunkt i den nordiske tradition fra Carl Nielsen og Jean Sibelius. Gennem Vagn Holmboe, hans lærer i ungdomsårene, udviklede han en musik, hvor de organiske – metamorfosen – var i centrum: ‘kim’ af rytmiske og melodiske motiver udfolder sig gradvist til større, lagdelte musikalske vækster i overvejende modalt tonesprog – som det hører i 1950’erne f.eks. i 1. symfoni. Nørgårds mange musikalske udviklinger – fra 1960 til i dag – gør det undertiden svært at tro, at der er tale om én og samme komponist. I 1960’erne fokuserede Nørgård bl.a. på collagekomposition, elektronik, serialisme og en nærmest psykedelisk interferensmusik. Fra 1968 videreudvikler han den i 1959 opdagede ‘uendelighedsrække’ (der er et bevægelsesprincip mere end en fast tonerække), som han i løber af 1070’erne udvikler til en afbalanceret, harmonisk klingende, ‘hierarkisk’ eller ‘fraktal’ musik, f.eks. i 3. Symfoni og operaerne Gilgamesh og Siddharta. I 1980 skiftede Nørgård radikal kurs mod en spontant komponeret, splittet og dramatisk stil, inspireret af den svejtsiske ‘gale-kunstner’ Adolf Wölfli (1864-1930), f.eks. i 4. Symfoni og i operaen Det Guddommelige Tivoli. Herfra og ind i 1990’erne har Nørgård arbejdet med nye former for flerdimensionale temporelationer og toneserier, kombineret med et direkte, ofte voldsomt udtryk som i 5. og 6. Symfoni og operaen Nuit des hommes.

Nørgårds snoede vej gennem århundredets modernisme har dog tydelige fællestræk: optagethed af det organiske, det mangelagdelte, det interfererende. Eller med hans egne ord (fra et tilbageblik i 1995):

“Enhedsbestræbelserne forbundet med kon­stant variation (læs: nuancering, fluktu­a­tion, dobbelttydighed) har præget min komposition fra starten. Identitet forbundet med variation synes for min musik at være et livslangt motiv.”

Naturen, drømmen, barnet …

Per Nørgårds klaversange til danske tekster – de fleste indspillet her – strækker sig fra de første værker fra den 20-årige debuterende komponist til i dag. Sangene viser i et tværsnit gennem produktionen den melodiøse side af komponisten og giver fingerpeg om strømninger i tiden og om, hvilke danske digtere, der har inspireret Nørgård gennem ca. 50 år.

Den folkelige sang og visen ligger tydeligt bag mange af sangene fra 1952-62. Det er intime sange til mindre koncertrum, tekstfore­draget er centralt, og forholdet mellem sangstrofe og akkompagnement er idiomatisk, tydeligt og klart. Herefter synes den traditionelle klaversang at forsvinde, og Nørgårds vokalmusik vokser sammen med den stadigt mere ekspe­ri­menterende instrumentalmusik, f.eks. i vo­kal­værker som Nocturner (1961), 3 kær­lig­heds­sange (1963), Prisme (1964), L’amour la Poésie (1967), samt i musikdramatiske værker som Dommen, Babel og Labyrinten.

For sangene 1967-91 er det karakteristisk, at de ikke kun hører klaversang-genren til. men indgår – som én version – i et større Nørgård’sk felt af melodier, der også udformes i udbyggede versioner, f.eks. for kor, sang og instrumenter eller i ren kammermusik, som i de mange værker over Sarvigs store digt “Året” (Vinterkantate, Frostsalme, Kredsløb, Vintersalme, Nu dækker sne den hele jord m.fl.), de såkaldte “Maria-værker” (Nova genitura, Fons laetitiae m.fl.), og to af værkerne på denne cd, Stjernespejl (for dobbeltkor, 2001) og Magdalene sange (for alt, baryton, accordeon og klaver) med titlen Syner (2001).

Ni af Nørgårds tidlige klaversange er samlet i op. 14 (komponeret 1955-58). Sangene viderefører den danske sangtradition, båret af den lethed, friskhed og ynde, der strømmer fra den danske naturlyrik omkring 1900 hos digtere som Thøger Larsen og Johannes V. Jensen og senere videreført på personlig vis af bl.a. Halfdan Rasmussen og Jens August Schade.

Mit løv, mit lille træ (Vedis vuggevise) 1 er skrevet under komponistens studietid hos Nadia Boulanger i Paris i 1956-57 og færdiggjort ved sønnen Jeppes fødsel i 1959. Karakteristisk for den 23-årige Nørgård medbringer han som rejselitteratur til det modernistiske Parisermiljø, hvor bl.a. Messiaen og Boulez er aktive, Johannes V. Jensens “Bræen” (hvori digtet indgår “Mit løv, mit lille træ” indgår). Den unge komponist følte sig i det tiår langt mere knyttet til vægtige skikkelser i den forudgående nordiske tradition som Jean Sibelius, Pär Lagerkvist, Vagn Holmboe, Paul la Cour, J. Anker Larsen og ovennævnte digtere end til den radikale avantgarde i det centraleuropæiske miljø.

Senere brød Nørgård med dette – som han kaldte det – “nordiske sinds univers – et zoneprivilegium, en ø i et frådende hav af nytid”, men dengang var det et nødvendigt personligt ståsted.

Den enkle strofiske vise har tydelige fingeraftryk af komponistens senere musik: en uregelmæssigt bølgende rytmik (formet, takt for takt, af teksten) en ‘motivisk’ melodilinie og en personlig harmonik af modal karakter.

Den traditionelle, nordiske vuggevise kom i øvrigt siden til at indgå i et særdeles avantgardistisk Nørgård-værk, Horrors in Progress (1962-63), hvor den – som indledningssang – var idyllisk udgangspunkt for den efterfølgende bevidst ‘anti-æstetiske’ musik for speaker (elektronisk bearbejdet) og 10 agerende vokalister, komponeret over den græske fremmedlegionær Georg Maniatis’ krigsdagbøger om borgerkrigens rædsler i Algier.

Fred 2 (1955). Naturen, drømmen og barnet ­– det hele er også i Schades drømmeagtige tur med børnene ud i den magiske natur, og det får musikken til at spille. Let som en chanson danser sang og klaver afsted med legende løb og bevægelige betoninger, indtil alle mod slut falder til ro og i søvnen bliver ét med “himlene og havet”

Landskab 3 (1956-57). Thøger Larsens naturlyrik – med panteistiske overtoner – inspirerede Nørgård til flere sange og korstykker i 1950’erne. Den korte sang er karakteristisk nordisk. Den folder sig ud i en organisk, stigende melodi med en uafhængig Sibelius’k understrøm i klaveret. Musikken er rolig, vegeterende, men udvikler sig (hvisk i træerne, nær og fjern) med karakteristiske Nørgård’ske toneoverlejringer fra akkord til akkord (D-dur/es-mol, H-dur/c-mol o.lign.), indtil melodien slutter som midt i et forløb, og klangen toner ud i kvarter og kvinter, som den “Danmarks stemme, der moderømt betror dig en blid og bundløs drøm”.

Du skal plante et træ 4 (Piet Hein, 1967) bevæger Nørgård sig henimod 1960’ernes bølge af ‘fælles lejrbålssange’ a la Donavan, Beatles, Incredible Stringband m.fl. – ikke uvæsentlige inspiratorer for komponisten i de år (version for sang/guitar findes også). Karakteristisk for Nør­gårds modernisme i 1960’erne er, at den rummer mange ‘musikalske praktikker’: eksperimenterende musik-dramatik af collager og elektronik komponeres side om side med guitarsange og med klangligt intrikate orkesterværker (bl.a. “Iris” og “Luna”) i europæisk tradition.

Komponisten oplyser, at melodien er den eneste han (tillige med en passage i slutningen af “Iris”) har drømt …

Sangen er tilegnet komponisten og læreren Finn Høffding (1899-1998).

Landskabsbillede 5 (Thorkild Bjørnvig, 1961). En stemning af lethed præger denne enkle, elegante vise. Atmosfæren i denne scene med ung pige/gammel maler er sødmefuld, flirtende og musikken ligeså: sangen deklareres naivt og fortroligt som en fransk chanson og akkompagnementet er tilsvarende impressionistisk duftende. Det er 1961 og nye tider …

Det åbne, op. 2 (Paul la Cour, 1952-55). I disse tidlige sange er vi dybt plantet i det nordiske univers, og karakteren er mere efterårmørk og dramatisk end i de mere folkelige sange i den samtidige samling op. 14. Det åbne er en cyklus af større, gennemkomponerede sange og knytter sig måske mere til den unge komponists instrumentalmusik fra samme tid (som f.eks. Kvintet op. 1, Solo intimo op. 8, Trio op. 15 og 1. symfoni) eller til Sånger från Aftonland efter Pär Lagerkvist (for alt og ensemble).

Paul la Cours digte virkede med komponistens ord i en senere programnote “som en poetisk ‘åbning’ ud imod digtets flertydighed og hemmelighed […] en åbning, der musikalsk er at finde i de langsigtede, nærmest uafsluttede melodibuer, der pejler sig gennem værket”. En mere instrumental, kontrapunktisk og motivudviklende fri-tonal musik springer her i ørerne. I de tre sange tolkes naturens elementer (jord, sten og vand) symbolskt: Okserne 6 sammenstiller skiftende naturindtryk fra en Jyllandstogrejse – fra de urokkelige dyr på markerne (som “fortørnede klipper, vredet fra jordens indre”) til en indre uro over sommeren, der går på hæld. I Nu går jeg ind i stenen 7 bevæger stemningen sig fra indelukkethed henimod en dvaletilstand, der slutteligt opløses af det bevægelige, forvandlende vand i Havet 8, der i omfang og udtryk er en af de vægtigste på denne cd.

Tordenbygen 9 (Thøger Larsen) og Den jyske blæst 0 (Johs. V. Jensen), begge fra op. 14 (1955) er traditionelle strofiske sange om naturen. En sanselig ladhed præger sangen og kla­ve­rets slangen sig gennem stroferne i Thøger Larsens erotiske naturdigt – frem mod en befriende tordenbyge “hvor koen brøler, som fra jordens inde” mens “lystent lynet borer sig i kloden”. Samme svævende, kromatiske melodik hviler over Johs. V. Jensen-sangen, hvorunder klaveret med dybe ostinater (austéra e pesante) prøver at holde fødderne solidt plantet i den jyske muld.

Golgatha ! (Bent Nørgaard, 1962) stammer fra oratoriet Dommen (1962/ rev. 1965) og hører til perioden, hvor Nørgård forlod den nordiske tradition. Konstruktivisme og rækketeknikker havde optaget Nørgård fra slutningen af 1950’erne, bl.a. isorytmiske principper og egne rækkeformer, men de klingende resultater af 12-tolvtonemusik og serialisme lod ham kold. Nørgårds opdagelse af uendelighedsrækkerne tilfredsstillede hans ønske om strukturel enhed og organisk vækst i en musik, der kan klinge både ny og bekendt. Orkesterværket Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) regnes ofte som Nørgårds gennembrudsværk med uendelighedsrækker, men en række værker siden starten af 1960’erne bygger på dette nye kompositionsprincip – i Golgatha formet som en ubønhørlig stram to-stemmig, hvidkalket Langfredagskoral.

Drømmesang W (Finn Methling efter kinesisk oplæg, 1981/87) er en miniature karakteristisk for Nørgårds musik i 1980’erne. Inspirationer fra bl.a. den schweiziske ‘galekunstner’ Adolf Wölfli førte værkerne mod et mere spontant, hverdagsdramatisk udtryk og musikken ofte object trouvés-baseret: fuglesange, markedsråb, havlyde og slagtøjstraditioner fra Bali m.m. er kendetegnende for mange af tiårets værker – en global inspiration er tydelig. Drømmesang indgik i radiospillet “Dragen og Tigerens tid”. En udbygget version for kor og slagtøj forfiner det rytmiske spil mellem den spontane folkesang og de modgående Nørgård-rytmer, der her er overført til klaveret. Over tre varierede vers fremstiller sangen samme scene i et barns hurtigt skiftende tolkninger af situationer, fra dobbelttydig over skræmt til tillidsfuldt.

Tue Bentsøns viserop. 27 #-) (Viggo Stuc­ken­berg, juli 1960) blev komponistens sidste ‘opusværk’, et symbolsk farvel til 1950’ernes nordiske tradition. Via opførelser på europæiske festivaler omkring 1960 inspireredes Nørgård af den internationale avantgarde. Det var ifølge komponisten især åbenheden for nye klange og æstetiske udtryk mere end det tekniske i ‘serialismen’, der inspirerede. Tydeligvis musik fra en personlig opbruds- og krisetid og med et ekspressionistisk udtryk, der – månesyg drukkent – er beslægtet med Schönbergs Pierrot Lunaire og Bergs Wozzeck. En musik, der – som den svigtede hovedperson – prøver at gøre sig fri, men bestandig synes at stivne i enten aggression eller længsel efter fortiden.

I både Vinternat = og På Himmelbjerget “, begge fra 1955-57, er det Jens August Schades lune naturpoesi, der sætter tonen – legende og spillende som sne, stjerneglimt og ture op og ned af Danmarks store bjerg, bakken med det imponerende navn.

Året ¡ (Ole Sarvig, 1976) hører til det ‘delta’ af beslægtede værker fra 1970’erne, hvor Nørgård fordybede sig i uendelighedsrækkens muligheder. Hvor større værker som 3. symfoniTwilight og de før omtalte Sarvig korværker udfolder sig polyfont og komplekst består salmen af to enkle, sammenvævede melodier fra det omfattende melodiske materiale, som uendelighedsrækken rummer.

Året bygger på Sarvigs moderne nordiske salmedigt, der i Nørgårds tonesætning har fundet vej til den danske Højskolesangbog og Den Danske Salmebog. Sarvigs reviderede version af digtet ligger til grund for sangen.

Himmelfalden (Julens glæde) § (Johs. Møllehave, 1985). Julesalmen fejrer i det stille ‘outsiderne (“Gud har set de oversete … set det oversete”) og ligger på den måde i forlængelse af mange af Nørgårds ‘Wölfli-værker’ fra 1980’erne (Wie ein Kind, operaen Det guddommelige Tivoli m.fl.). Miraklet sker blandt de fattige hyrder, vidnerne til Jesu fødsel, og i en jævn tømrerfamilie, der må søge ly i en simpel stald. Melodien er som i Vedis vuggevise, Drømmesang, Året og Du skal plante et træ iørefaldende som en folkeballade, med komponistens særlige bølgende rytmik, motivisk snoede melodik og modale harmonik.

3 Magdalene-sange (til to digte af Hanne Groes, 1991). I 1990’erne synes Nørgård at høste frugterne af tidligere perioders erfaringer og fokuseringer – musikken bevæger sig teknisk og stilistisk frit fra værk til værk. De tre Magdalene-sange er på sin vis karakteristiske: en javansk gamelan-melodi – blid og tropisk slowmotion-sanselig – blev musikalsk grundmateriale for Sent møde ™, i første omgang en enkeltstående sang. Kontrasten i digtet Kaldedrømme £ inspirerede til en yderligere tonsætning – et modbillede både tekstligt og musikalsk: hvor Sent møde udfolder sig i en pentaton skala, bruger Kaldedrømme så at sige de resterende toner af de kendte 12 halvtoner. I en yderligere forbindende tredie sang Drømmestemmer ∞ mødes ydersatsernes melodier og skalaer i en in­ter­fe­re­rende, kromatisk passage (“tror jeg ser syner”) som et værkets drejepunkt, en “interferensteknik”, der er udbygget i værker som Achilles & Skildpaden, Energy Fields For­e­ver, Nemo Dynamo, jeg hører regnen m.fl.). Om den endelige, tredelte cyklus skriver Nørgård:

“Drømmens begreb er mangetydigt: nattedrømme – som regel helt ukontrolerbare – dagdrømme, som er blandinger af spontane billeder, håb- og frygtforestillinger – og “drømme om …”, som er rene længselsprojektioner. I Hanne Groes’ digte er kær­lig­hedslængslen så udtalt og så religiøst-brændende udtrykt, at jeg ikke tøver med at placere dem i Højsangens genre. Forskellige tydninger af drømmebegrebet indgår, som i “Kaldedrømme”’s længsel og “Sent møde”’s opfyldelse – der, trods sit ‘opvågnens-motiv’ (så tilbagevendende f.eks. i Strindbergs dramaer), også kan betragtes som en intensiveret formulering af længslen, dens genstand visualiseret i lys og lyst.

Som en overgangsfase mellem længsels og opfyldelsesdrømmene har jeg anvendt fragmenter fra de to digte og ladet dem indgå i en natte-drømmeagtig midtersats, der derved forbereder det mirakuløst oplevede mødes opvågnen i tredie-satsen.”

Stjernespejl ¶ (Ib Michael, 1987). Vand er et til­bagevendende tema i værker fra 1980’erne (bl.a. i Prelude to Breaking, Jeg hører regnen og D’Monstrantz-Vöögeli). I Ib Michael-sangen forbindes vandet og himmelen i en spejlverden, der har drømmens, digterens og barnets logik: i søens spejl ses himlens stjerner – det nære forbindes med det fjerne, det opadstigende med det nedadfaldende. Som i Nørgårds tidlige sange er kerneordene de samme: Naturen, drømmen og barnet.

Ivan Hansen, 2002

 

Gensyn- og genkendelse

For en komponist er det en særlig udfording at indstudere og udføre egen musik: Fra en “indvendig” oplevelse, der har ført til en optimal notation (forhåbentlig!), skal han nu den omvendte vej – og følge tegnene “udefra” og ind til musikken, en helt anden proces. Når det dertil drejer sig om værker, der kan være op til 50 år gamle (som på denne cd), er udfordingen dobbelt: som komponist befinder jeg mig jo i en helt anden fase, end da jeg skrev de fleste af sangene. Alligevel har jeg følt mig helt tilpads ved situationen, eftersom det grundlæggende udtryk (som andre må prøve at formulere – hvis de er interesserede) er det samme i dag som dengang: Kun fokus er anderledes og vil fortsat skifte – håber jeg – til mit sidste værk. Den natur-lyriske grundtone kan opfattes som “fokus” i de fleste af sangene her – og herom har Ivan Hansen skrevet. Så selv vil jeg blot udtrykke glæden ved samarbejdet med en dybt indlevet solist – fulgt af en varm tak til ham.

Per Nørgård, 2002

Release date: 
July 2002
Cat. No.: 
8.224170
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099987028
Track count: 
27

Credits

Recorded at the DR Radio House, Studio 2, on 15-16 May and 6-7 November 2000
Recording producer: Henrik Sleiborg
Sound engineer: Peter Bo Nielsen
Editing engineers: Peter Bo Nielsen and Henrik Sleiborg

p 2002 Dacapo Records, Copenhagen
c 2002 Dacapo Records, Copenhagen

Cover picture: Jens Bohr: Hejre i dam" (2001)"