Subscribe to Dacapo's newsletter

Symphonies Nos. 1 & 6

Carl Nielsen

Symphonies Nos. 1 & 6

Danish National Symphony Orchestra, Michael Schønwandt
Carl August Nielsen (1865-1931), Danish composer. Prolific in almost all genres: two operas, six symphonies, three solo concertos, chamber music, piano and organ music, a large number of songs as well as occasional music. In his very personal musical idiom he dissociated himself strongly from Late Romanticm, and his early works were inspired by Brahms' classicism, while later adopted features from European modernism. As the most important Danish composer of the first third of the twentieth century, Nielsen exerted a crucial influence on the Danish composers of the next generation.
Buy album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
68 min.
Carl Nielsen

Carl (August) Nielsen blev født den 9. juni 1865 i Sortelung ved Nørre Lyndelse på Fyn. Hans fader, der var maler, virkede tillige som landsbymusikant og allerede som dreng spillede han med i faderens danseorkester. På samme tid medvirkede han i det lokale amatørorkester Braga, hvis repertoire ud over underholdnings- og dansemusik også omfattede wienerklassiske symfonier. Kun 14 år gammel fik han ansættelse som basunist ved regimentsorkestret i Odense. Ved siden af sit arbejde som militærmusiker spillede han strygekvartetter med sine venner og studerede på egen hånd Das wohltemperierte Klavier. Fra disse år stammer hans første egent­lige kompositionsforsøg – hovedsagelig kam­mermusikværker i klassisk stil.

Takket være velyndere i Odense fik Carl Nielsen mulighed for at rejse til København hvor han i 1884-86 studerede ved konservatoriet, med violin som hovedfag, idet han fik Joachim-eleven Valdemar Tofte som lærer. Endvidere modtog han undervisning i teori (J.P.E. Hartmann og Orla Rosenhoff), klaver (Gottfred Matthison-Hansen) og musikhistorie (Niels W. Gade). Efter konservatorietiden fortsatte han sine teoristudier hos Rosenhoff og i 1888 følte han sig moden nok til at offentliggøre sit op. 1, Suite for strygere. Året efter blev han ansat som andenviolinist i Det Kongelige Kapel, en stilling han beholdt lige til 1905. Som anerkendelse for sit talent modtog han i 1890 Det Ancker’ske legat, der muliggjorde en studierejse til Europa. Under denne rejse giftede han sig i 1891 med billed­huggerinden Anne Marie Brodersen, som forblev hans hustru resten af livet, omend ægteskabet i flere perioder gennemgik alvorlige kriser.

I løbet af 1890’erne befæstede Carl Nielsen sin position som en af landets lovende unge kom­ponister med værker som den 1. symfoni op. 7 (1890-92), J.P. Jacobsen sangene op. 4 og 6 (1891), violinsonaten op. 9 (1895) og korværket Hymnus amoris (1896-97). Årene omkring århundredeskiftet bragte yderligere de to operaer Saul og David (1898-1901) og Maskarade (1904-06), af hvilke den sidste hurtigt opnåede status af dansk nationalopera. Fra 1901 kom han på finansloven, hvilket betød, at han ikke længere var tvunget til at tage privatelever for at opretholde familiens økonomi. Et par år derefter op­nåede han endvidere generalkontrakt med forlaget Wilhelm Hansen, der udgav så at sige alle hans værker frem til 1924.

Ved siden af sin komponistkarriere kom Carl Nielsen til at beklæde flere centrale stillinger i det danske musikliv: I perioden 1908-14 var han kapelmester ved Det Kongelige Teater, hvorefter han fra 1915 til 1927 dirigerede Musikfor­eningens koncerter. I 1915 blev han valgt ind i bestyrelsen for Konservatoriet, hvor han tillige underviste i teori og komposition fra 1915 til 1919. Endelig var han bestyrelsesmedlem i såvel Dansk Komponistforening som i Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik.

Lige fra de tidligste værker var Carl Nielsens kompositioner gennemsyret af en klassicistisk æs­tetik, som bevidst undgik ethvert præg af sen­romantik. Men i løbet af 1910’erne og 20’erne orienterede han sig i stigende grad mod de nye strømninger i den europæiske musik. Lidt efter lidt indarbejdede han nu flere modernistiske ele­menter i sin musik, uden at han dog på noget tids­punkt opgav sin meget karakteristiske per­sonalstil. Denne udvikling træder klart frem i de tre sidste symfonier, nr. 4 (1914-16), nr. 5 (1920-22) og nr. 6 (1924-25). Sideløbende med de stadig mere modernistiske instrumentalværker arbejdede Nielsen, bl.a. sammen med sin ven Thomas Laub, på at reformere den folkelige danske sangtradition. Dette resulterede i en række samlinger af enkle strofiske sange, der bevidst søgte at videreføre de idealer, der kendetegnede J.A.P. Schulz’ Lieder im Volkston (1784).

Carl Nielsen havde et udpræget litterært talent, der udmøntede sig i barndomserin­drin­ger­ne Min fynske Barndom, som er forbløffende nøg­terne og usentimentale samt i essaysamlingen Levende Musik, hvor hans antiromantiske æstetik klart kommer til udtryk.

I de senere år led Nielsen af et svagt hjerte, og han døde den 3. oktober 1931 efter et hjertetilfælde, 66 år gammel.

Niels Bo Foltmann, 1999

 

Værkerne

Symfoni nr. 1, Op. 7

Det er svært at afgøre præcis, hvornår Carl Nielsen begyndte at arbejde med sin første symfoni. Der findes ikke overleveret en fuldstændig klad­de, men kun udkast og skitser. Sandsynligvis begyndte han på arbejdet allerede i 1889-90. Dette bekræftes blandt andet af, at der i kladde og skit­ser til f-mol kvartetten (op. 5), som blev opført første gang i Berlin i december 1890, findes et kort motiv, der senere blev anvendt i g-mol sym­fonien. Skønt Nielsen i sin dagbog i januar 1891 fortæller, at han nu er begyndt på en andante “i Des dur til Symfonien”, muligvis svarende til Des-dur sidetemaet i Allegro orgoglioso, var det sandsynligvis først, da han var vendt tilbage fra udenlandsrejsen i sommeren 1891, at det egentlige arbejde med symfonien for alvor blev påbegyndt. I 1893 gav Johan Svendsen tilsagn om at ville opføre det nye værk i den kommende sæson, selv om Nielsen ikke var færdig med værket. I hvert fald var han ikke kommet længere end, at han uden problemer kunne kassere sidetemaet i Finalen, idet det stod “for spinkelt til det første Motiv”. På trods af problemer med hjertet, som var opstået under flytningen til Frederiksgade 5 i efteråret 1893, og deraf følgende hospitalsindlæggelse i 20 dage, nåede Carl Nielsen i december måned at blive færdig med renskriften til de første tre satser, mens renskriften af Finalen først blev afsluttet midt i januar i det nye år.

Symfonien fik sin førsteopførelse den 14. marts 1894 i “Concertpalaiet af det hele kgl. Kapel og de bedste Musikere udenfor Kapellet under Direktion af Johan Svendsen”, som den unge komponist stolt noterede i sin dagbog. Dagen efter skrev Politikens anmelder Charles Kjerulf en af de mest poetiske, rosende og begejstrede anmeldelser:

Fra første til sidste Node fanger dette Arbejde i lige høj Grad Øre og Sind. Og dog – ikke paa den Maade, at der finder et Gennembrud Sted – at alle Carl Nielsens Ævner her med ét Slag krystalliseres i faste Former, Tone-Blokke og Kvadre, hvoraf der med fast Haand og arkitektonisk sikkert rejser sig en varig Bygning.

Hvad denne Symfoni eller blot denne Musik “forestiller” eller “skal betyde”, siger næppe Nogen, maaske aller mindst Carl Nielsen selv. I hvert Fald “forestiller” den ikke mere end et Maleri med Hav og Luft alene, men dette for dens Sags Skyld jo ogsaa mere end nok.

Der er i denne Musik de fineste Lysvirkninger – ilende Skygger af Skyer over glidende Vand. Sol bryder frem og Sol skjuler sig, Bølger taarner sig og glatter sig atter ud. Der er et let bevægeligt Menne­ske­sinds evindeligt skiftende Stemninger, fra Taarer til Smil, fra Graad til Latter. Øjne tindrer og Øjne dugges, Hjærtet banker i Fryd og knuges i Vaande. Og alt faar det et henrivende Udtryk i Toner, dristigt og dog stilfærdigt, grelt og dog fint.

En hel forunderlig og betagende Stem­nings­række er denne Symfoni, saa luftig og lethenglidende, at man næsten synes den blotte Artsbetegnelse tynger den. Et Arbejde, fra hvilket der allerede udgaaar en Kornmodsglans af Talent, og som synes at forjætte et kommende Uvejr af Geni.

Uroligt og hensynsløst i Harmoni og Modulation, men altsammen dog saa forunderlig uskyldigt og ubevidst, som saa man et Barn lege med Dynamit. Og det allervigtigste: ægte og uden nogetsomhelst Skaberi fra først til sidst, et nøjagtigt og fuldtro Udtryk for denne ganske egne, usædvanlige unge Kunstnerpersonlighed.

Helt betagende var anden Sats, en Andante sostenuto, saa stille og drømmende som Kløverduft. Den paahørtes da ogsaa med hin Ubeskrivelige Andagt, der langt tydeligere end larmende Applavs bredte den sikre Mening over hele Salen: ingen af vore Unge har endnu skrevet et saa værdifuldt og betydeligt Stykke ny Musik som dette [...]

Men baade i Indledningssatsen, en Allegro, der med Rette bar Betegnelsen “stolt” og i en lunefuldt formet tredje Sats Allegro piacevole, som Betegnelsen udtrykkelig værnede mod at opfattes som en Scherzo – endelig i en Finale appasionata var der saa megen Aand og Ævne, saa meget nyt og ejendommeligt, fint og frodigt, at Ingen kunde være i Tvivl om, Carl Nielsen her paa den skønneste og mest overbevisende Maade havde indfriet de mange store Løfter fra tidligere.

Og da denne hans G-Moll Symfoni saa naturligt og ligefremt, som var her ikke Gran af Trods til Stede endte, med en lysende C-dur Akkord, bragede Bifaldet løs, og den ungdommelige Komponist maatte fra sin beskedne Sekund-Violin-Pult hele tre Gange frem ved den straalende glade Johan Svendsens Side for personlig at takke for den begejstrede Hyldest. Saa stemningsfuldt et Koncert-Øjeblik oplever man kun med mange Aars Mellemrum [...]

Citatet tyder på, at den ofte fremsatte påstand om, at Charles Kjerluf var yderst kritisk over for Carl Nielsens musik, indtil han hørte opførelsen af den fjerde symfoni i 1916, må revideres. Der kan ikke herske tvivl om, at Kjerulf var betaget af den første symfoni.

Fælles for en del af anmeldelserne er dog, at de finder førstesatsens motiver “lidt stak­aan­de­de”, eller at de lider af “en vis Kortaandethed”, hvilket viser, at Carl Nielsens stil allerede i den første symfoni adskiller sig fra mange romantiske komponisters mere lied-prægede temaer. Andensatsen er tilsyneladende den, der vækker mest opsigt, mens tredjesatsen til gengæld virker mindre personlig og mere mat. Den mest kritiske anmeldelse er dog at finde i Dagbladet (den samme anmeldelse forekommer også i Dagens Nyheder og Nationaltidende) skrevet af Angul Hammerich:

Hr. Carl Nielsen havde Æren af at debutere paa dette Sted med en ny Symfoni. Den er skrevet i udpræget radikal Retning, noget i Stil med Cesar Franchs Ting. Hvad den iøvrig bringer eller ikke bringer vil man umuligt kunne have nogen Mening om uden at se meget nærmere paa den. Ved første Syn konstaterer man en Del effektfulde Stigninger, vel tilpassede Udgange, der stemmer det urolige Indhold til harmonisk virkende Afslutninger, frem­deles mange Særheder og ikke betydelige Motiver.

Hammerich konkluderer, at “Koncerten ikke en Musikaften, der stod paa Høide med Forventningerne”.

I midten af oktober 1894 rejste Carl Nielsen til Tyskland, blandt andet til Berlin hvor han sammen med Alfred Wilhelm Hansen fra forlaget Wilhelm Hansen forsøgte at gøre et større fremstød for de nyeste værker. Carl Nielsen var også i Wien, hvor han mødte Brahms og forærede ham blandt andet et eksemplar af symfonien. Desværre har Brahms tilsyneladende aldrig givet udtryk for, hvad han mente om den unge danske komponists arbejde. Nielsens meget ihærdige promovering, som delvist forargede hans gamle lærer i komposition Orla Rosenhoff, må formodentlig have været den vigtigste årsag til, at symfonien i de kommende år blev opført flere gange i Tyskland. Ifølge Carl Nielsen forstod den tyske dirigent, komponist og pianist Jean Louis Nicodé åbenbart ikke meget af værket; alligevel viste Nicodé så meget interesse for det, at Nielsen fik lov til at dirigere symfonien i Dresden 1896. I dagbogen skriver Carl Nielsen, at var succesen ikke så stor her, som den havde været i København, samtidig med at han noterer hvor mange gange, han blev fremkaldt på scenen. Desuden var han overbevist om, at symfoniens “knappe Form og præcise Udtryksmaade [...] paa engang forbløffede og tiltalte Folk”, og at “et saadant Stykke vil kunne udrette noget godt og lukke Ørene og Øjnene op for al den tyske Sauce og Fedme som findes hos Vagners Efterabere”. I Danmark og Sverige blev symfonien ligeledes opført talrige gange i komponistens levetid.

Et gennemgående træk for anmeldelserne af værket i Carl Nielsens levetid er fremhævelsen af værkets “knappe Form” og “præcise Udtryks­maade”, som formodentlig skal forstås som den koncise form og kortere, ikke-liedprægede fraseringer. Dette blev også fremhævet med præcis de samme ord af Nielsen selv i 1896, hvor han stillede det i modsætning til den “tyske Sauce og Fedme”. Ideen er også antydet i et brev, som komponisten skrev til den svenske dirigent, komponist og pianist Wilhelm Sten­hammar i 1910, hvori han håber, at man kan se bort fra det “svage og alt for lyriske” i værket. Dermed siger Carl Nielsen indirekte, at det væsentlige netop er at fastholde formen og de kortere fraseringer. Netop disse vigtige aspekter ved værket er uddybet i en længere artikel af Julius Rabe i forbindelse med en opførelse af symfonien i Göteborg i 1918. Rabes diskussion er vigtig, fordi Nielsen svarede meget positivt og var enig i Rabes karakterisering. Første symfoni, der er opbygget strengt efter de klassiske musikalske former, er ifølge Rabe et udtryk for “en klar vilje til form, af et ubetinget afstandstagen fra alt, som ikke umiddelbart gennem sin formværdi tjener udtrykket”. I lighed med Nielsen drager Rabe specielt Wagner ind i diskussionen som en modpol, hvor den wagnerske “Sauce og Fedme” – ifølge Rabe er det for eksempel de indholdsløse akkompagnementsfigurer så som tremoli i strygere – netop spiller en ganske underordnet rolle hos Carl Nielsen. Til gengæld er Nielsens kontrapunktik i “hver detalje bærere af en konstruktiv idé, tjener ikke ‘klangsanseligheden’, men arkitekturens spænding, udviklingens logik”. Det, som Carl Nielsen fandt væsentligt ved symfonien (men som han i 1910 i brevet til Stenhammar åbenbart men­te kunne gøres bedre), var også det, som ved premieren i 1894 blev bemærket, og som blev en del af hans musikalske personlighed.

På trods af disse synspunkter var der flere dirigenter, der følte sig foranlediget til at revidere værket – dog ikke med hensyn til grundsubstans eller form, men med hensyn til en fortolkning af værket. I 1918 gennemarbejdede Carl Nielsens svigersøn Emil Telmányi specielt dynamikken, artikulationen og fraseringen, hvilket højst sandsynligt må have sket i samråd med komponisten; og i 1928 foretog dirigenten og komponisten Ebbe Hamerik lignende revisioner samt en omarbejdelse af en passage i Finalen, som også blev gjort med Carl Nielsens godkendelse.

Det er tankevækkende, at for eksempel Telmányi og Hamerik fandt det nødvendigt at foretage omfattende ændringer og tilføjelser med hensyn til frasering, dynamik og artikulation. Årsagen kunne måske være, at værket i langt mindre grad er ordentligt gennemarbejdet af komponisten, end hvad man ser i hans tidligere udgivne værker. Men derudover afspejler Telmányis og Hameriks revisioner formentlig også, at de spilletekniske og musikalske idealer ændrede sig betydeligt fra første gang værket blev spillet i 1894, hvor Johan Svendsen dirigerede stort set uden tilføjelser og ændringer af nogen art, til slutningen af 1920erne, hvor spillestilen medførte kravet om en langt større detaljeringsgrad, specielt i notationen af artikulation og dynamik – en udvikling Carl Nielsen formodentlig accepterede, idet han ved mindst en lejlighed (26. februar 1928), anvendte Ebbe Hameriks reviderede materiale.

Der kan ikke herske tvivl om, at Carl Nielsen har respekteret og accepteret Hameriks revisioner og omarbejdelse af en passage i fjerde sats, men der er intet belæg for, at komponisten ligefrem har foretrukket den nye version frem for sin oprindelige.

Peter Hauge, 2000

 

Symfoni nr. 6

Sinfonia semplice

Carl Nielsen komponerede sin 6. symfoni i årene 1924-1925, da han var omkring 60 år gammel. I løbet af 1922 havde hans hjerteproblemer udviklet sig i alvorlig retning, og han fik diagnosticeret angina pectoris. Sygdommen satte sit præg på produktionen. I den følgende tid måtte han efter lægeligt råd dæmpe sin arbejdsaktivitet og til tider forholde sig fuldstændigt i ro, ligesom han blev underlagt rygeforbud og måtte tage på kurophold.

Ved siden af arbejdet med skolesangbogen Danmark komponerede han fra midten af 1922 til midten af 1924 hovedsagelig vokalmusik. Men sommerferien 1924, som han tilbragte i sit hus på Skagen, og hvor han sin sygdom til trods lærte at køre bil, styrkede og opmuntrede ham, og i august gik han i gang med arbejdet på sit første store værk efter 5. symfoni og blæserkvintetten, den 6. symfoni.

  1. august har han i et brev til datteren Anne Marie redegjort for sin vision af symfonien, som han på daværende tidspunkt forestillede sig som værende:

af helt idyllisk Karakter. Altsaa, helt udenfor al tidsbetinget Smag og Mode, men bare fin og inderlig musikalsk Hengivelse i Tonerne paa samme Maade som de gamle a capella Musikere, dog alligevel med vor Tids Midler, ja, hvad ved jeg, naar jeg endnu kun føler det løse og den dunkle Lyst til noget i den Retning.

Første sats kunne Carl Nielsen slutdatere 20. november 1924, og man fornemmer netop en let og lys stemning som den beskrevne i begyndelsen af symfonien. I et brev af 22. oktober til vennen og velynderen Carl Johan Michaelsen forestiller komponisten sig endnu sin symfoni som ukompliceret, omend han ikke tør udtale sig definitivt om resultatet:

Jeg er kommen godt igang med min nye Symfoni; saavidt jeg kan se, bliver den i Hovedsagen af en anden Karakter end mine øvrige: mere elskværdig, glidende eller hvad skal jeg sige, dog er det ikke godt at sige, da jeg ikke ved noget om hvad Strømme der kan komme under Sejladsen.

At der kom andre strømme, høres i symfoniens videre forløb. Godt en måned senere, den 30. november, er han stadig godt i gang med arbejdet, og den 28. januar 1925 kan han meddele svigersønnen Emil Telmányi, at 2. sats, humoresken, er færdig. Efter en afbrydelse, blandt andet i form af en kombineret koncert- og rekreationsrejse i marts, der indbefattede et ophold i Sydfrankrig, hvor Carl Nielsen traf Arnold Schönberg, skriver han 18. april til Telmányi, at 3. sats er afsluttet. I juli var Carl Nielsen imidlertid gået i stå i arbejdet med symfonien, og som med mange andre af sine værker blev han først færdig med 6. symfoni i sidste øjeblik. At han endnu i slutningen af oktober var i gang med at komponere, fremgår af et kort fra Carl Nielsen til Telmányi dateret 30. oktober 1925, og han må have arbejdet på symfonien mere end en måned efter dette, for sidste sats er først slutdateret 5. december 1925. Efter at være blevet udsat fandt uropførelsen sted seks dage senere, den 11. december, i Odd Fellow Palæet i København. Koncerten var den sidste offentlige markering af komponistens 60-årsdag, der havde forårsaget megen virak, og Carl Nielsen dirigerede selv Det Kongelige Kapel ved denne festkoncert. På programmet stod i øvrigt hans Saga-Drøm, Pan og Syrinx, “Orientalsk Marsch” fra Aladdin samt hans violinkoncert med Telmányi som solist.

Godt en måned før uropførelsen havde Carl Nielsen afprøvet 1. sats af symfonien ved en koncert i Musikaliska Akademien i Stockholm, men herudover kendes ingen opførelser under komponistens ledelse. Af opførelser i øvrigt i hans levetid kendes kun den første opførelse af værket i Göteborg 3. februar 1926, der blev forestået af Emil Telmányi, og den første opførelse i Tivoli i København 18. juni 1927, hvor dirigenten var Frederik Schnedler-Petersen. Symfonien opførtes første gang i Danmarks Radio under Fritz Busch i 1937, godt fem år efter komponistens død.

Hvad angår receptionen af Carl Nielsens sidste symfoni, var biografen Torben Meyers vurdering – at symfonien “staar som det svageste blandt Carl Nielsens symfoniske Værker” – da også længe den dominerende. Trods en overvejende imødekommende modtagelse i pressen indeholder de fleste anmeldelser af uropførelsen forbehold.

Mest positive var William Behrend i Ber­ling­ske Tidende og Hugo Seligmann i Politiken. Beh­rend var ligefrem udelt begejstret, og instrumentationen bedømte han i lighed med flere kolleger til at være nyskabende. Også Seligmann hæftede sig ved den kammermusikalske og eksperimenterende orkesterbrug, idet han samtidig betegnede symfonien som et “mærkeligt Værk”, der ikke var “saadan at løbe til”. Komponisten kaldte han for “den krasse Modernist”, men roste ham i øvrigt for hans “rene og skønne Musikfølelse” og hans “ægte danske Lune.” Mest negativ var Gunnar Hauch, der i sin omfattende kritik i Nationaltidende betegnede symfonien som “det mest komplicerede, egenartede eller rettere egenraadige Værk” af Carl Nielsen, som han mente, var blevet “overhaandtagende egocentrisk og har mistet meget af det ‘ekspansive’, som ellers betog ogsaa Omgivelserne”. Hans konklusion var, at “man her – med enkelte Undtagelser – forgæves søger den oprindelige, spontane Inspiration. Dertil kommer, at Carl Nielsens Orkester – der jo kun sjældent var forførerisk i Velklang – denne Gang klinger med en større Haardhed end ellers.” Den usignerede anmeldelse i Kristeligt Dagblad meddeler, at symfonien ikke som sine forgængere udgør et organisk hele, “thi den indføjede ‘Humoreske’ var et Stykke ganske for sig”. Stort set alle anmeldere var imidlertid enige om, at Carl Nielsen som tresårig havde bevaret en ungdommelig friskhed.

Som flere af de øvrige anmeldere sammenlignede Seligmann humoresken med musik af en anden af den ny musiks førstemænd, Igor Stravinsky, som på daværende tidspunkt netop havde opført egne værker i København. Det må fremhæves som bemærkelsesværdigt, at Carl Nielsen selv på den ene side har beskrevet symfonien som stående “udenfor al tidsbetinget Smag og Mode” og talt om at skrive en enkel, gammeldags symfoni, mens han på den anden side i realiteten har arbejdet sig hen imod en tidssvarende sats med kammermusikalsk inspireret orkesterbrug, atonale tendenser og anvendelse af flere samtidige rytmiske lag. I et interview i Politiken på uropførelsesdagen udtaler Carl Nielsen da også meget sigende:

Tiderne skifter jo. Hvor fører den nye Musik os hen? Hvad bliver tilbage? Vi véd det ikke! Dette vil De finde i min lille Humoreske, som er anden Sats i Symfonien, og i sidste Sats.

Foruden diskussionen af symfoniens forhold til samtidige modernitetstendenser trænger også programmusikdiskussionen sig på i forbindelse med 6. symfoni. Flere af Carl Nielsens udtalelser betoner utvetydigt, at symfonien har program­matiske træk, samtidig med at han har hævdet det modsatte. I et interview i Politiken af 3. april 1925 bekræfter komponisten, at symfonien er et eksempel på absolut musik. Den 9. december, to dage før uropførelsen, udlægges humoresken derimod som detaljeret programmusik. Carl Nielsen siger således i Nationaltidende:

Humoresken begynder med, at de tre smaa Slaginstrumenter – Klokkespillet, Trommen og Trianglen – bliver enige om at vække de andre, større Instrumenter, som ligger og sover. Disse tre smaa Væsener har ikke megen Hjerne, de er nogle meget barnlige, søde, uskyldige Smaa, og de begynder nu med deres Bimme-limme-bim og deres sagte Bom-bom-bom ... de bliver ivrigere og ivrigere og faar tilsidst larmet de andre op til at spille ... Klarinetterne, Piccolofløjten og Fagotterne. Men de smaa uskyldige Instrumenter synes aldeles ikke om den moderne Musik, der nu lyder – de hamrer for sig selv: Hold op, hold op, siger de ... og saa er det snart forbi med den moderne Musik. Men da begynder en Klarinet at spille, det er en lille barnlig Melodi, og de smaa Instrumenter tier og lytter. Basunen, dette store Instrument, gaber og siger: Baah, Barnemad! De andre Instrumenter falder atter ind, der bliver Strid om Musiken, det lyder lidt falsk og forvirret – og tilsidst falder det hele hen til ingen Verdens Ting. Dette er Symfoniens Humoreske.

Med til diskussionen om symfoniens programmatiske træk hører det forhold, at værket er forsynet med en titel, Sinfonia semplice. Titlen findes ganske vist ikke i nogen af Carl Nielsens manuskripter til værket, men han har refereret til den i det ovenfor citerede interview i Nationaltidende, hvor han om symfonien siger: “Jeg har givet den navnet ‘Sinfonia semplice’, fordi den i Hovedsagen er af lysere Farve end mine andre Symfonier – der er lystige Ting deri.” I Politikens interview fra uropførelsesdagen, siger han forklarende om, hvorfor han har valgt denne titel:

Det er [...] fordi jeg i dette Arbejde har tilstræbt den størst mulige Enkelhed. Jeg har denne Gang komponeret ud fra In­stru­menternes Karakter, har søgt at skildre Instrumenterne som selvstændige Individualiteter. Jeg betragter de enkelte Instrumenter som Personer, der ligger og sover, og som jeg nu skal vække til Live.

For så vidt føjer symfonien sig ind i rækken af sene værker, der fra og med blæserkvintetten arbejder mod dette mål.

Titlen på tredje sats, Proposta seria, henviser i overensstemmelse med satsens struktur til den barokke italienske betegnelse for et fugatema, proposta. Sidste sats er formet som variationer over et tema, der efter en orkesterindledning introduceres af fagotten. Hvad angår denne finale, som efter de to midtersatser genoptager brugen af det samlede orkester, skal Carl Nielsen ifølge violinisten og kapelmusikeren Thorvald Nielsen have udtalt, at niende variation med tuba og slagtøj er døden, der banker på porten, og at han ville trodse døden med satsens afsluttende fanfare. Her anes en parallel til Anton Schindlers velkendte historie om, at Beethoven skulle have betragtet begyndelsen af sin 5. symfoni som udtryk for skæbnen, der banker på. Men som Schindlers historie kan heller ikke Thorvald Nielsens bestyrkes af nogen udtalelse fra komponisten selv.

Thomas Michelsen, 2000

Release date: 
January 2001
Cat. No.: 
8.224169
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099986922
Track count: 
8

Credits

Indspillet i Danmarks Radios Koncertsal d. 27.-28. marts 2000 (nr. 1), 29. marts, 10. april, 20. juni og 31. juli 2000 (nr. 6)

Producer: Claus Due
Tekniker: Jørn Jacobsen
Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S
Coverbillede: Spring: (Jean Schweitzer / Dreamstime.com)

Nodematereiale til denne udgivelse er udlånt af Carl Nielsen Udgaven.

Denne CD er blevet til i samarbejde med Danmarks Radio.
randomness