Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Chamber Music

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Rued Langgaard

Chamber Music

Annette L. Simonsen, The Danish Sinfonietta

Rued Langgaard was an odd, lonely figure in the history of music, but at the same time one of the greatest musical genuies Denmark has ever known. His music encompasses the whole range from the Romantic to the Mordernist style, and is by turns monumental, expressive, and visionary. This disc gives examples of some of the chamber music he wrote between 1915 and 1923.

Vælg foretrukket format til download af track.
Lenaustemninger (Lenau Moods) BVN 138 (1917)
1 Calmly 5:09 9,60 kr.
2 Not fast 4:10 6,40 kr.
3 Fast 1:15 6,40 kr.
4 Rather slow 3:21 6,40 kr.
I Blomstringstiden (In the Flowering Time) BVN 136 (1917)
5 I Alllegretto 6:23 9,60 kr.
6 II Animato giocoso 3:30 6,40 kr.
Septet BVN 95 (1915)
7 Septet BVN 95 (1915) 14:36 12,80 kr.
String Quartet in A flat major BVN 155 (1918)
8 I Allegro con brio 5:52 9,60 kr.
9 II Molto allegro scherzando 3:31 6,40 kr.
10 III Lento dolente 7:20 9,60 kr.
11 IV Allegro agitato 6:06 9,60 kr.
Humoresque BVN 176 (1922-23)
12 Humoresque BVN 176 (1922-23) 12:06 12,80 kr.
Total runtime: 
73 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks­pe­rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år­hundredes livsanskuelser, musikalske stilret­ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or­kes­ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang­gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Philharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej­lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigcns udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang­gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ­rer­nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter­esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or­ga­nist­embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang­gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Værkerne

De fem værker på denne cd blev til, mens Langgaard endnu var i tyveårsalderen, i en periode hvor han udviklede sig ekspansivt som komponist og skabte nogle af sine væsentligste værker: symfoni nr. 4 og 6, Sfærernes Musik og operaen Antikrist. Hans usædvanlige produktivitet i disse ungdomsår frembragte også en mængde mindre værker, sange, klaverværker og kammermusik.

Værkudvalget viser Langgaard som en komponist, der udtrykker sig stilbevidst inden for ret forskellige retninger: klassicisme (septetten og strygekvartetten), senromantisk (de to værker for sopran og strygekvartet) og en mere eksperimenterende, “ekspressionistisk” retning (humoresken). Disse stilskift er kun delvis betinget af komponistens kunstneriske udvikling fra 1915 til 1923. Med til Langgaards særpræg hører nemlig, at han benytter “stil” som et stemningsbærende udtryksmiddel, der ofte forekommer at være af lige så stor betydning for komponisten som temaer, harmonik eller musikalsk form.

Lenaustemninger og I Blomstringstiden for sopran og strygekvartet blev begge til i 1917. Uropførelserne fandt sted i henholdsvis 1919 og 1917, men herefter gik værkerne i glemmebogen og blev først fundet frem igen i 1960’erne. Kompositionerne er dog endnu ikke publiceret, og det kan være baggrunden for, at de trods den meget vellykkede kombination af sangstemme og strygere kun er blevet præsenteret i koncertsalen ganske få gange. Teksterne er af to af Langgaards hyppigst anvendte forfattere: Thor Lange (1851-1915) og den norske forfatterinde Alvilde Prydz (1846-1922).

Lenaustemninger har titel efter den romantiske tyske digter Nikolaus Lenau (1802-50), hvis stil efterlignes af Thor Lange i de fire korte digte. Tonen er melankolsk, resignerende og indholdet præget af subjektiv natursymbolik. Langgaards sangbare melodilinjer understreger det elegiske, særlig i de to tematisk forbundne ydersatser, der drejer sig om den tabte ungdomstid – et tema, der lå den 24-årige komponist stærkt på sinde!

I Blomstringstiden omfatter to digte. Emnet for den gennemkomponerede og melodisk overraskende førstesats er mennesket over for naturens under. Den enklere anden sats udtrykker en erfaring, Langgaard kunne skrive under på, nemlig orglets – musikkens – evne til at udtrykke følelser og længslen efter det guddommelige.

Septet blev komponeret på tre dage i 1915 og første gang opført i Danmarks Radio 1944 (studieopførelse). Besætningen – en blæserkvintet med ekstra klarinet og ekstra horn – lægger op til en vis lethed i den musikalske karakter i forlængelse af traditionen fra Mozarts blæserværker. Den énsatsede komposition har da også et diverterende, rapsodisk præg, selv om værket oprindelig bar den mere tungtvej­ende titel “Sinfonietta”. Andantino-afsnittet bygger på Heinrich Isaac’s bekendte melodi fra omkring 1500, “Innsbruch, ich muss dich lassen” i en senere koralform, der i Danmark benyttes til salmen “Nu hviler mark og enge”.

Strygekvartet i As-dur fra sommeren 1918 står uden for rækken af nummererede Langgaard-kvartetter. Den var oprindelig, som de fleste af kvartetterne, betitlet Rosengaardsspil (med reference til et sommerophold i huset Rosengården i Blekinge, Sverige, i 1913). Kompositionen blev uropført i Ribe på komponistens 100-årsdag den 28. juli 1993. Når Langgaard tilsyneladende ikke ofrede værket større opmærksomhed, kan det skyldes dets gennemført wienerklassiske præg, der kan virke overraskende for en romantisk sindet komponist og i betragtning af, at kvartetten er komponeret efter, at Langgaard havde lagt et så radikalt eksperimenterende værk som Sfærernes Musik bag sig. Det valgte tonesprog er ikke udtryk for en neoklassisk holdning med en vis distance – der er snarere tale om en stilefterligning med kærlig hilsen til de gamle mestre i stil med Prokofieffs samtidige Klassisk symfoni (1917).

Humoreske (1922-23) er på trods af den uforpligtende titel en ambitiøs komposition, som værkets oprindelige titel “Symfoni” mere end antyder. Besætningen er blæserkvintet, men med engelskhorn i stedet for valdhorn, samt “militærtromme” (den specielle instrumentkombination genfindes pudsigt nok, bortset fra trommen, i Karlheinz Stockhausens Zeitmasse,1955-56). Den énsatsede komposition falder i to hoveddele, hvor to modsatrettede musikalske verdener præsenteres. Første del er baseret på det én­stem­mi­ge, sekstonige motiv, der udgør starten på den indledende koral. Dernæst følger et ‘mini­ma­listisk’ afsnit med tromme betegnet Allegro rigoroso efterfulgt af en særpræget “Fuga con dis­pe­ra­tez­za”. Langgaard mener nok “dis­pa­ra­tez­za”, således at meningen er “fuga med ulighed (mellem stemmerne)”. Denne bizarre verden afbrydes pludseligt og skarpt af trommen. En landlig idyl toner uventet frem i anden del, som indledningsvis er betegnet Semplice lusinghiero (indsmigrende, opmuntrende). I denne harmonisk flydende atmosfære har trommen ikke plads, og når den alligevel til sidst afbryder idyllen, er det som en fjern trussel og en spag reminiscens fra første del. Trommen har i Carl Nielsens Symfoni nr. 5 en lignende symbolsk rolle, og dette værk, uropført 1922, har uden tvivl været en inspira­tions­kilde for Langgaard. Det pastorale anstrøg i humoreskens anden del minder også påfaldende om Nielsen (ikke mindst hans blæserkvintet fra 1922). Humoreske blev uropført 1980.

Bendt Viinholt Nielsen, 2000

Release date: 
October 2000
code: 
8.224139
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099983921
Track count: 
12

Credits

Recorded at Musik- og Teaterhuset Værket, Randers on 14, 15 and 16 May 1999

Recording producer: David Riddell
Sound engineer: Claus Byrith

Cover picture: Harald Slott-Møller: "Foråret" (1896), Den Hirschsprungske Samling

dacapo acknowledges, with gratitude, the financial support of Langgaard-Fonden