Subscribe to Dacapo's newsletter

The Symphonies

Asger Hamerik

The Symphonies

Randi Stene, Helsingborg Symphony Orchestra, Danish National Symphony Orchestra, Danish National Concert Choir, Thomas Dausgaard

Asger Hamerik (1843-1923) counts as the most cosmopolitan Danish 19th-century composer and was even celebrated as a pioneering figure in American musical life of his day. Sadly, however, his more than one hundred compositions fell into oblivion, and a revival is long overdue. Hamerik’s crowning efforts were the seven symphonies and a Requiem. Composed during his long tenure as director of the Peabody Institute in Baltimore, this is grand Late Romantic music, and the internationally oriented cycle of symphonies perfectly matches the qualities that characterize Thomas Dausgaard, one of the most remarkable Nordic conductors of today and a passionate champion of great music off the beaten track.

Buy album Stream

SACD

  • SACD
    Box
    299,00 kr.
    €40.11 / $43.65 / £34.2
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    172,50 kr.
    mp3
    €23.14 / $25.19 / £19.73
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    197,50 kr.
    CD Quality
    €26.5 / $28.84 / £22.59
    Add to cart
"Dacapo do their usual truly outstanding job in documenting these discs..."
Rob Barnett, MusicWeb International
"Top-notch sound from Dacapo makes this a highly enjoyable set."
Guy Rickards, Gramophone
"Faszinierender Intensität und ergreifender Schönheit."
Hoog, Audiophil
"These are works of generous spirit, melodies spilling out, harmonies going in slightly unusual places, pleasing to the ear and spirit. They are of their time, gorgeously played and warmly recorded by the Danish label DaCapo."
Mark Swed, Los Angeles Times
Total runtime: 
292 min.
Asger Hameriks symfonier

I dag, hvor det danske musikliv er godt i gang med at genopdage komponisten Asger Ha-me-rik (1843-1923), kan det virke lidt forunderligt, at han i sin levetid næst efter Niels W. Gade var den mest kendte danske komponist uden for landets grænser. Han rejste mere og længere end nogen anden dansk komponist (Gade inkluderet) og var medlem af en række internationale juryer ved kompositionskon-kur-rencer.

Han var født Hammerich, men ændrede sit efternavn til det mindre tysk lydende Hamerik, da han forlod Tyskland og drog til Frankrig som følge af udbruddet af den dansk-tyske krig i 1864. Han havde set dagens lys i København den 8. april 1843. Hans far var en i samtiden velkendt teologi-professor, og familien forudså også et teologi-studium for Asgers vedkommende. Imidlertid var hans musikalske talent så åbenlyst, at han fik lov at studere komposition hos både Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann, som begge var i familie med hans mor. Som sekstenårig fik han sin offentlige komponistdebut med en sang for tenor og klaver, og året efter skrev han sit første orkesterstykke. Under et ophold i Norge i sommeren 1860 skrev han så sin første symfoni i c-mol, der fik opusnummeret 3. Vi har ingen viden om, at den skulle være opført, og Hamerik tog den ikke med i den officielle nummerfølge, da han atter gav sig til at skrive symfonier. Manuskriptet er tilsyneladende heller ikke bevaret.

I 1862 bad Asger sin far om tilladelse til at studere i udlandet. Såvel Gade som Hartmann blev konsulteret, før han fik et ja. Turen gik først til London, og derefter slog han sig ned i Berlin, hvor han studerede hos Hans von Bülow. De forblev venner resten af livet, og Bülow ville formentlig have fået endnu større indflydelse på den unge dansker, hvis ikke de politiske omstændigheder havde tvunget ham til at forlade Tyskland.

Med sig havde han en anbefalingsskrivelse til Hector Berlioz, der accepterede ham som kompositionselev. Efterhånden knyttede de også en mere venskabelig forbindelse, og bortset fra kortere rejser forblev Hamerik i Paris indtil 1869, hvor Berlioz døde. Berlioz hjalp ham bl.a. med at organisere en kompositions-aften i Salle Pleyel i maj 1865. Her opførtes bl.a. uddrag af Hame-riks opera Tovelille, opus 12, som han havde påbegyndt allerede i Berlin. Blandt de værker, som han skrev i Paris, er det mest grandiose uden tvivl hans Hymne à la Paix (1867), som blev skrevet til Verdensudstillingen i Paris og opført under komponistens egen ledelse af et til lejligheden samlet kor med sangere fra en hel række lande og et harmoniorkester samt ikke mindre end to orgler og tolv harper. Ha-me-rik havde her tydeligt taget ved lære af de Ber-lioz’ske massevirkninger, men eftersom partituret er gået tabt, kan vi ikke nærmere vurdere kvaliteten af hans indsats.

Efter Berlioz’ død fulgte nogle vandreår, hvorunder han skrev bl.a. enaktsoperaen La Vendetta, der blev uropført i Milano i 1870. Det følgende år befandt Hamerik sig i Wien, hvor han blev opsøgt af den amerikanske konsul, som tilbød ham ledelsen af konservatoriet og musikforeningen i Baltimore, det såkaldte Pea-body Institute. Efter at have rådført sig med bl.a. Bülow tog han mod tilbuddet og rejste i august 1871 til Baltimore, som blev hans hjem de følgende 27 år. Han fik her et orkester på efterhånden 80 musikere til rådighed (det var adskilligt flere, end Danmarks største orkester, Det kgl. Kapel, dengang talte). Dette forhold gjorde, at han kompositionsmæssigt tildels ændrede fokus og koncentrerede sig om orkestermusik, i første omgang en række Nordiske Suiter, der ind imellem byggede på skandinaviske sange og folkeviser. De blev helt bevidst skrevet som en modvægt til det tysk dominerede repertoire, som man indtil da havde dyrket i Baltimores opvoksende musikliv.

Sommeren 1878 tilbragte Hamerik i Danmark, som han ikke havde set siden han tog til USA. I 1879 påbegyndte han sin første ‘officielle’ symfoni i F-dur med tilnavnet Symphonie poétique. Det følgende år blev symfonien færdig, og den blev uropført med stor succes i Baltimore den 26. marts 1881. Senere samme år blev den trykt hos forlaget Joh. André i Offen-bach i Tyskland. André havde været hans forlægger fra omkring 1876. Symfonien bar ved udgivelsen en tilegnelse til den russiske pianist og komponist Anton Rubinstein, som Hamerik havde kendt siden studietiden hos Bülow.

Dette er den kortfattede version af Sym-pho-nie Poétique’s tilblivelse. Den version, som eksempelvis kan læses i Asger Hameriks egen håndskrevne værkliste. Et nærmere studium af den bevarede klaverskitse til symfonien tillader os imidlertid at uddybe såvel som modificere denne tilblivelseshistorie. Det fremgår heraf for det første, at Hamerik konciperede værket ved klaveret og først senere instrumenterede det. I modsætning til hans praksis siden hen, hvor vi også har klaverversioner af nogle af symfonierne, men vel og mærke klaverversioner, som er blevet til efterfølgende for at befordre udbredelsen af musikken. For det andet kan vi af skitsen se, at Hamerik oprindelig havde tænkt sig at komponere endnu en Nordisk Suite (det ville have været nr. seks i rækken), men ændrede fokus og sigtede symfonisk i stedet. Såvel førstesatsen som tredjesatsen (kaldet ‘Romance’ i komponistens skitsepartitur) har tydeligt været betitlet som satser i en sjette Nordisk Suite. Romancen er slutdateret Baltimore, 27. december 1877, altså inden Danmarks-opholdet i 1878 og væsentlig før værklistens angivne begyndelsestids-punkt for arbejdet.

Symfoniens form følger i det store og hele de etablerede wienerklassiske mønstre. Også tonearts-mæssigt følger Hamerik konventionerne: ydersatserne er begge i værkets hoved-toneart F-dur, mens anden sats står i d-mol og den langsomme sats i A-dur. Instrumentationen er mindre massiv end i de Nordiske Suiter, men Hamerik har stadig noget at lære: Her lader han således førsteviolinerne stå for tema-præsentationen i alle fire satser.

Denne ubehændighed gentager han i det mindste ikke fuldt ud i den anden symfoni i c-mol, Symphonie tragique, med opusnummeret 32. Værket er skrevet 1882-83 under hans årlige sommerophold i den lille fiskerby Chester ved Atlanterhavskysten. Den blev udgivet hos André i 1883 og ifølge Hameriks egen værkliste spillet første gang i Baltimore i 1885 (nemlig den 18. april). Hvad angår tilegnelsen, sigtede han denne gang endnu højere: den gjaldt Wagners velynder, kong Ludwig II af Bayern.

Som i Beethovens berømte Skæbne-symfoni i samme toneart oplever vi i Hameriks anden symfoni en udvikling fra tragik til triumf, fra dyster c-mol til sejrrig C-dur. Men hvor Beet-hovens triumf indtræder allerede ved finalens begyndelse, gemmer Hamerik sin helt til finalens afsluttende coda. Og til forskel fra Beethoven, men i lighed med læremesteren Berlioz, benytter Hamerik sig her af et genkommende tema – en kort klagende strofe i solo-oboen – som høres første gang i førstesatsens langsomme indledning og kommer igen senere i den samme sats og atter i finalen kort før det endegyldige skift fra mol til dur.

Symfoni nr. 3, der bærer tilnavnet Symphonie lyrique og opusnummeret 33 er skrevet i somrene 1883-84, men blev først uropført i Baltimore den 16. marts 1889. Den blev modtaget med stærkt bifald mellem satserne (det var dengang helt comme il faut at give sit bifald til kende i pauser i større værker), og af koncertmesteren Adam Itzel Jr. fik den dirigerende komponist til slut overrakt et guldsmykke fra orkes-tret.

Hos læremesteren Berlioz havde Hamerik lært at anvende et genkommende motiv, en såkaldt idée fixe, og denne teknik finder vi udmøntet på forskellig vis i de to her indspillede symfonier. I Symphonie lyrique er der tale om et klagende motiv, der præsenteres af strygerne straks i førstesatsens indledende Largo-del. Det gennemsyrer hele denne langsomme indledning, og det vender tilbage i den hurtige del, nu i oboen, som adskillelse mellem hoveddelen og gennemføringen og igen på overgangen mellem reprise og coda. I anden sats, som i denne symfoni er Scherzo’en, placerer Hamerik sin idée fixe umiddelbart før reprisen af scherzo-delen, mens det i tredje sats, en tredelt Andante i a-mol, er det bærende i hele midterdelen. Atter er det oboen, som sætter det an, og det får lov til at interpunktere også reprisen af satsens første del. I sidste sats, en Allegro con spirito, der i sin karakter kan minde lidt om Niels W. Gade, sætter Hamerik efter en orkesterkulmination og tre takters generalpause det genkommende tema ind som det element, der samler energi til reprisen. Han lægger det i solohornet, som han ellers sjældent anvender til melodisk bårne soli, og bringer dermed sin lyriske symfoni til en overbevisende afslutning.

Igen blev det Johann André i Offenbach am Main, der udgav E-dur symfonien i partitur og stemmer. På et særligt blad efter titelbladet finder vi det norsk-svenske våbenskjold og Hameriks tilegnelse til Oscar II, der fra 1872 var konge af Norge og Sverige.

Symfoni nr. 4 er komponeret i somrene 1888-89 og blev uropført i Baltimore den 31. januar 1891. Den er tilegnet Christian IX, konge af Danmark 1863-1906, og bærer absolut med rette sit tilnavn, Symphonie majestueuse. Det er dog næppe hverken tilegnelse eller undertitel, men nok mere musikkens udadvendte karakter, der gjorde symfonien til den i komponistens levetid mest opførte i hans fødeland.

I denne symfoni er Hameriks idée fixe et kort nationalsangs-agtigt dur-motiv, som i stort set trinvis bevægelse blot spænder over en terts – altså et meget basalt tematisk materiale, som stiller store udfordringer til komponistens fantasi. I førstesatsen bruger Hamerik motivet som basis for den langsomme indledning og vælger så som hovedtema i satsens hurtige hoveddel en rytmisk markant c-mol treklangsfigur i strygerne. Efter førstesatsens massive karakter er det forståeligt, hvis Hamerik har følt et behov for kontrast. I hvert fald har han valgt at lade anden sats være en Adagio espressivo med et hovedtema, som præsenteres af solofløjten. På satsens dynamiske højdepunkt istemmer en unison basungruppe en mol-version af det genkommende motiv. Tredjesatsen, en Scherzo, er i mol og har et hovedtema, der er afledt af det sammenbindende motiv. I fjerde og sidste sats er vi i glad C-dur med motivet som hovedtema, spillet maestoso e solenne for fuldt orkester og med opildnende trioler i messingblæsere og pauker. Sidetemaet er som sig hør og bør kontrasterende, en lyrisk båret strofe i førsteviolinerne. Via en gennemføringsdel med det genkommende motiv i en mol-version når vi reprisen og slutter med en coda, hvor motivet ekspanderes til en særlig majestætisk version inden symfoniens hurtige afslutning.

Den femte symfoni i g-mol, som Hamerik har kaldt Symphonie sérieuse, er skrevet i årene 1889-91 og blev opført i Baltimore under komponistens egen ledelse den 16. februar 1895. Om dette var uropførelsen, kan ikke siges med sikkerhed, for værket var blevet udgivet af Breit-kopf & Härtel i Leipzig 1893. Vi kender dog ikke til opførelser andetsteds før den nævnte koncert i Baltimore, hvor den delte program med musik af Weber, Chopin og Liszt.

I Symphonie sérieuse præsenterer han med det samme i førstesatsens langsomme indledning sin idée fixe, som består af dels et motiv, som er en lille terts i en meget enkel rytmisering, dels en kromatisk eftersætning. Hovedtemaet i satsens hurtige del, der er i vanlig sonateform, bygger videre på terts-intervallet. Anden sats er en Adagio i G-dur af næsten Brucknersk vælde, en af Hameriks bedste symfonisatser overhovedet. Dens hovedtema er den lille terts i den kendte rytmisering, men nu omplantet i en dur-sammenhæng. Tredje sats er en meget beethovensk Scherzo i Es-dur, hvor tertsmotivet hamret ud i basunerne til slut sætter et tydeligt punktum for munterheden. Fjerde sats vender, som den skal i en klassisk opbygget symfoni, tilbage til grund-tonearten, g-mol. Den har som første sats en langsom indledning byggende på tertsmotivet og anvender så som hovedtema i den hurtige del hele idée fixe .

Symphonie sérieuse er ikke den længste af Hameriks seks rent instrumentale symfonier. Det er nr. 2, Symphonie tragique. Alligevel var det nok den betydeligste af dem, dirigenten Launy Grøn-dahl udsøgte sig, da han valgte netop Symphonie sérieuse som hovedværket, da Danmarks Radio officielt skulle markere Hameriks 100-års dag i april 1943.

Den sjette symfoni kaldte Hamerik for Symphonie spirituelle. Den blev til i 1895-96. Det håndskrevne partitur, der i dag opbevares i Det Kongelige Bibliotek i København, bærer slutdateringen 25. marts 1896. Værket var beregnet til den koncert, som skulle markere 25-året for Hameriks tiltræden i Baltimore. Men allerede fra begyndelsen af sæsonen 1895-96 var de regelmæssige symfoniske koncerter blevet indstillet af budgetmæssige årsager, og Ha-me-rik skrev derfor værket for strygere alene.

Det blev Peabodys Alumni Association, der påtog sig at arrangere koncerten, som fandt sted den 5. maj 1896 med et rent Hamerik-program. Foruden symfonien fremførtes også Nocturnen fra operaen La Vendetta (for mezzo-sopran, fløjte og strygere) og Majdans, op. 28 (for damekor og lille orkester).

Symphonie spirituelle står i G-dur og lever i sin veloplagte udadvendthed ganske op til sit navn. Den blev da også den første Hamerik-symfoni, som udkom på plade (indspillet kort efter anden verdenskrig af Boyd Neel String Orchestra).

Første sats er i en regelret sonateform, hvor gennemføringsdelen bearbejder sideteamet før det hymniske hovedtema. Den følgende scherzo-sats (i g-mol) har to triodele, som bringer et smukt, folkesangs-agtigt tema. Det tematiske materiale fra selve scherzo-delen genanvender Hamerik i et langsommere tempo og med en helt anden karakter som grundlag for en variationsrække i den lyriske tredjesats (i Es-dur). Fjerde sats er igen i sonateform og bygger på sit eget tematiske materiale, idet Hamerik dog i selve satsbegyndelsen og igen midt i dens coda citerer sit hovedtema fra første sats. En gennemgående idée fixe er der altså ikke tale om i dette værk. Men dog et tydeligt cyklisk præg, fordi såvel ydersatserne som midter-sat-ser-ne er indbyrdes tematisk forbundne. Symfonien blev udgivet året efter uropførelsen, igen af Breitkopf & Härtel.

Også efter 1878 – men langtfra hvert år – havde Hamerik rejst den lange vej hjem til Danmark, som han ellers kun opretholdt forbindelsen med per korrespondance. Det var således per brev, dog fra New York, han meddelte sin danske familie, at han i 1894 efter mange år som ungkarl havde indgået ægteskab med en tidligere klaverelev fra Peabody:

“I dag den 5te juni har jeg giftet mig med Margaret Williams, datter af en landejendomsbesidder i sydstaten Tennessee, og som på mødrene side nedstammer fra den engelske Duke of Wharton. Hun er 26 år, middelhøj, slank med lyse øjne og lyst kastaniebrunt hår, en mild og blid natur med ligevægt i sindet og med udpræget karakter.”

Bryllupsrejsen gik til Europa og sluttede i København, hvor familien lærte det nye medlem at kende, inden turen atter gik tilbage til Baltimore, hvor Peabody Institute i 1895 skulle fejre 100-året for grundlæggerens fødsel. For musikkens vedkommende valgte man at lade det ske ved at lade Hamerik uropføre sit opus 34, et Requiem, som han havde komponeret i somrene 1886 og 87 i Chester, og som hans bror, Angul Hammerich, musikprofessor og –kritiker, forgæves havde lokket Det Kgl. Operakor i København til at uropføre ved dets årlige påskekoncert i Vor Frue Kirke i København.

Requiet lå derfor og ventede på en passende lejlighed, og den kom så nu ved to storslåede koncerter den 5. og 6. april. Koret talte flere end 300 sangere og havde haft over 60 prøver. Altsolisten, Julie Wynan, var hentet fra New York, og succesen var enorm – således skrev Baltimore Sun, at musikken var “af overvældende skønhed”.

Selv var Hamerik ganske vist ikke katolik, men dog en nær ven af kardinal Gibbons i Baltimore og vides også at have haft diskussioner med en katolsk pater i Chester om tekstindholdet og dets betydning. Som Berlioz havde gjort det et halvt århundrede før i sit Requiem, kombinerede Hamerik dødsmessens to første dele, Requiem aeternam og Kyrie eleison, til én sats, hvor den tyste c-mol-bøn om evig fred giver plads for C-dur-ønsket om det evige lys. Det følgende Dies irae citerer de første toner i den gamle gregorianske melodi til teksten om vredens dag, på samme måde som Berlioz også gjorde det (i sin Symphonie fantastique). I Tuba mirum annonceres dommedag med rungende messingfanfarer i andante maestoso, igen i lighed med Berlioz. Men til forskel fra sin læremester skaber Hamerik en ny sammenhæng ved at lade disse fanfarer være det genkommende orkesterelement i Sanctus-satsen.

Det mellemliggende Offertorio bringer alt-solisten på banen, og hun kommer igen i det afsluttende Agnus Dei nu også sammen med koret. Tekstens cykliske form (den vender tilbage til den indledende del) afspejles også i musikken, på samme vis, som vi ser det hos Mozart (eller hans fuldender Süssmayr) og Berlioz.

Requiets førsteopførelse i Baltimore gav meget smukke pressereaktioner, og Hamerik var glad for samarbejdet med lederen af det lokale Oratorio Society, Joseph Pache, der som han selv havde været elev af Bülow. Derfor sagde han også ja, da han blev bedt om et nyt værk for kor og orkester, som han i samarbejde med sin unge hustru udformede teksten til sidst i 1897 og derefter komponerede i januar-februar 1898.

Da var hans tid i Baltimore imidlertid ved at rinde ud. Styrelsen havde besluttet ikke længere at holde regelmæssige symfonikoncerter, og Hamerik reagerede ved i februar at sige op til undervisningsårets slutning. Allerede den 21. april 1898, kun syv dage før uropførelsen af den nye korsymfoni (som på det tidspunkt bar titlen Life, Death and Immortality) forlod han dog brat byen, fulgt en uges tid senere af hustruen, der var gravid. Vi ved ikke, om hun var til stede ved uropførelsen i Baltimores helt nyåbnede Music Hall (bygget med Gewandhaus-salen i Leipzig som direkte model), hvor Oratorio Society og Peabody-orkestret blev dirigeret af Pache.

I oktober kom sønnen Ebbe (den senere komponist) til verden i København, og så hvilede familien ud ved den franske riviera. Derefter var Hamerik klar til en europæisk turné, hvor han præsenterede egne værker i Berlin, Wien, München, Dresden, Leipzig, Paris og Milano, før han i maj 1900 slog sig endegyldigt ned i København. Her komponerede han kun ganske lidt i løbet af sin lange livsaften – han døde som 80-årig den 19. juli 1923 – og levede en stort set tilbagetrukket tilværelse i det danske musikliv.

Requiet forblev Hameriks eget favoritværk, og han sørgede da også for at inkludere Offertorio-satsen i de allerede omtalte præsentationskoncerter, hvor det alle vegne udløste positive kommentarer: “Belle et émouvante” (smukt og bevægende) stod der i Le Figaro. “Eine echte Kirchenmusik” (et stykke ægte kirkemusik) skrev man i Wiener Sonntagszeitung, skønt koncerten dér fandt sted i den verdslige musiks højborg, den gyldne sal i Musikverein, hvor receptionen efter koncerten talte så celebre navne som sopranen Nellie Melba. Og “klassisk vægtigt” kunne man læse i Politiken, der havde fundet turneen væsentlig nok til at sende sin anmelder Charles Kjerulf til Berlin.

I foråret 1908 programsatte Victor Bendix så endelig requiet i Dansk Koncertforening, men værket viste sig for vanskeligt at indstudere for amatørkoret og måtte i første omgang fremføres i uddrag. Til gengæld var succesen ved den fuldstændige opførelse i november samme år så stor, at værket kunne gentages ved en Palækoncert den 13. december, nu under Hameriks egen ledelse. Derefter var der kun yderligere én, tilmed ikke særlig vellykket opførelse i Hameriks levetid, nemlig i 1921.

Man kunne vel have forestillet sig, at nogen eller nogle i det københavnske koncertliv ville have stablet en Requiem-opførelse i anledning af Hameriks 75-års dag i 1918. Men den fejredes i stedet med hans Korsymfoni, som han i mellemtiden havde forsynet med dansk tekst og desuden revideret, både tekstligt og musikalsk, i et par omgange.

Hvor Hamerik i sine seks første symfonier havde respekteret den klassiske tradition ved at skrive i fire satser og med en grundlæggende toneart som basis for værket som sådan, komponerer han her i tre satser og begynder i dyster d-mol for at slutte i jublende C-dur. Stadig fandt han det naturligt at styrke musikkens sammenhæng ved at lade tematisk materiale gå igen fra sats til sats, her primært i form af et hymneagtigt tema, som vi hører allerede i den langsomme indledning i 1. sats, og som siden kommer til at spille en afgørende rolle, ikke mindst i finalesatsen.

Det var ikke mindst udformningen af dette tema, der var et kernepunkt i Hameriks omarbejdelser. En første revision blev uropført under hans egen ledelse i Dansk Koncert-forening den 1. december 1903, men siden havde værket ikke været opført i Danmark, derimod endnu en gang i Baltimore i 1907, hvor det dog ikke står helt klart, om man benyttede den endegyldige udgave, færdiggjort i 1906 og året efter udgivet af Johann André.

Det var under alle omstændigheder den endegyldige 1906-revision, der blev benyttet den 31. marts 1918 ved fødselsdagskoncerten i Casino i København, som Kristian Ribers dirigerede. Den aldrende komponist og hans familie sad i hæderslogen, og han takkede ved koncertens slutning de medvirkende. Ifølge Berlingske Tidende’s anmelder (der signerer sig A. T.), sagde han bl.a., at det var netop i Casino-salen, han selv havde dirigeret Korsymfonien tilbage i 1868! Det er ikke altid sandheden, der kommer på print!

Knud Ketting

Release date: 
November 2009
Cat. No.: 
6.200002
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
0747313300266
Track count: 
32

Credits

Symphonies 1-6
Recorded in the Helsingborg Concert Hall, Sweden, on June 11-14 1997 (No. 1), September 1-3 1997 (No. 2), September 4-5 1997 (No. 3), December 15-16 1997 (No. 4), 15 December 1997 and 11-12 June 1998 (No. 5), and 25-26 May 2000 (No. 6)
Recording producer: Michael Petersen
Sound engineer: Michael Petersen and Preben Iwan (nos. 5 & 6)

Choral-Symphony and Requiem
Recorded in the Danish Radio Concert Hall on 6-7 September 2002 (Requiem) and 12-15 May 2005 (Choral-Symphony)
Recording producers: Chris Hazell (Choral Symphony) and Preben Iwan (Requeim)
Sound engineers: Jan Oldrup and Jørn Damgaard Jacobsen
Balance engineers: Jan Oldrup and Jørn Damgaard Jacobsen
Editing: Morten Mogensen and Jørn Damgaard Jacobsen
Mastering: Preben Iwan and Jan Oldrup
Choir master: Saul Zaks

Graphic: Denise Burt
Design: elevator-design.dk
Publisher: Edition Samfundet, www.samfundet.dk

Dacapo Records acknowledges, with gratitude, the financial support of Familien Hede Nielsens Fond, Beckett Fonden and Dansk Frimurer Orden