NÅR JORDEN GÅR I STÅ

Det er efterhånden mange år siden, der sidst blev udsendt en cd udelukkende med musik af Ole Buck. Tyve år er der faktisk gået. Men som et gammelt ordsprog siger: Den, der venter, venter ikke forgæves.

Blandt de danske komponister, som er forbundet med idéen om ny enkelhed, er Ole Buck måske den eneste, som har beholdt og endda skærpet sit fokus på udtrykket med minimale midler. Hans musik er baseret på enkle greb, og ofte anvender han blot en håndfuld toner i sine værker. Men ligesom den engelske komponist Howard Skempton, som han har en del til fælles med, indeholder Bucks musik i sin koncentrerede form en dyb originalitet, og for hver gennemlytning dukker der nye elementer op.

Cd'en indeholder hans nyeste komposition, "Naacal", som jeg ved selvsyn oplevede i januar med Athelas Sinfonietta. "Naacal" er et værk, der synes at sagtne Jordens rotation ved at forstørre et kortvarigt moment eller en proces i intens grad, så det næsten får en hypnotisk karakter. Jesper Lützhøft skriver i cd'ens covernoter, at udtrykket i Bucks musik ofte kommer frem »i kraft af den tilstand, man som lytter sættes i«. I værket "Uden titel" (2010) tager komponisten lytteren med på kunstgalleri, ligesom man kender det fra Musorgskijs "Udstillingsbilleder", men Buck undlader at beskrive de enkelte billeder og væver dem istedet ind i hinanden, så jo længere ind i galleriet Buck kommer, desto mere ophobet og intens bliver oplevelsen. 

"Fiori di ghiacco" (1999) er komponeret ud fra en drøm, som komponisten havde, hvor han trak gardinerne fra og så et sne- og isdækket landskab. Musikken er uhåndgribelig, men absolut til stede, ligesom tåge eller røg, og man kan fornemme paralleller til japansk malerkunst, som hans musik ofte sammenlignes med. Det er intenst og vedholdende, og det, der sker - hvilket ikke er meget - sker lige i øjeblikket.

I "A Tree" beskriver han tonalitet og tradition a la rødderne på et træ (måske de holdte blæserakkorder), mens den blomstrende aktivitet i de øvrige instrumenter og slagtøj repræsenterer grenene: vækst, modernitet, udvikling. Det er et meditativt stykke ikke ulig cd'ens hovedværk, "Flower Ornament Music". Denne refleksionover zenbuddhisme skulle have været kort, men endte med at blive væsentligt længere, måske fordi musikken konstant går i trance eller bevæger sig ud i rytmiske strømme. 

Efter en processionsagtigform i "Uden titel", som er fuld af ophobet kraft, kan det lignende forløb i "Flower Ornament Music" virke lidt kunstigt med fortænkte kontraster og uden den organiske fornemmelse, som hviler over det andet værk. Dog spiller Kerstin Thiele den centrale fløjtestemme med fugleagtig nænsomhed, og der kommer underskøne lyde fra Adam Stadnickis cello. Athelas Sinfonietta er optaget  på klos hold i Operaens prøverum, og lyden er måske derfor en smule indelukket, men det er godt at høre kernen i instrumenterne. Jeg har lyst til at høre denne rensende musik igen og igen, og måske forstår jeg den egentlig først om en rum tid.