Subscribe to Dacapo's newsletter

C.F.E. Horneman

composer
1840
1906

Christian Frederik Emil Horneman (1840-1906) var født ind i en kunstnerisk begavet familie. Hans farfar var den i sin tid berømte miniaturemaler Christian Horneman, der i dag er mest kendt for sit portræt af vennen Friedrich Kuhlau og den ofte gengivne miniature af den unge Beethoven, som han havde lært at kende under sit ophold i Wien. Faderen var Johan Ole Emil Horneman, komponisten til de højt-elskede sange Dengang jeg drog afsted og Højt fra Træets grønne Top og medindehaveren af Københavns førende musikforlag Horneman & Erslev.

C.F.E. Horneman forsøgte sig allerede som teenager som operakomponist med fætteren Asger Hamerik som librettist, og eftersom faderen i 1850'erne var en velhavende mand, fik han lov til at rejse til Leipzig for at studere ved det berømte musikkonservatorium. Det var her, at han stiftede et nært venskab med sin medstuderende, Edvard Grieg, en venskab der blev af stor betydning for begges udvikling.

Desværre måtte Horneman efter to års studier i 1860 vende tilbage til København, fordi hans far var på fallittens rand, så allerede fra 20-års alderen måtte Horneman kæmpe en hård kamp for dagen og vejen primært gennem at undervise. Men for at bidrage til familiens understøttelse oprettede han også et nyt musikforlag med faderen som bestyrer. Hertil skrev han en lang række klaverarrangementer under fremmedklingende pseudonymer som Pierre Lenoir og Victor Willy for at vise forlagets "internationale" tilsnit. I 1867 fik han tildelt Det Anckerske Legat med det formål at stifte bekendtskab med dramatisk musik rundt om i Europa. Den nøjagtige rejserute kendes ikke, men ifølge Hornemans egne oplysninger var det i München, at han komponerede sin Ouverture Héroique, og det var også her han opholdt sig, da hans Aladdin-ouverture, som han havde påbegyndt i 1864, blev opført ved en Gewandhaus-koncert i Leipzig under ledelse af Carl Reinecke.

Livet igennem var Horneman fuld af idéer og initiativer, men desværre var det kun de færreste der levede ret længe. Således stiftede han i 1865 sammen med bl.a. Grieg musikforeningen "Euterpe" som et alternativ til Musikforeningen, fordi de mente, at de unge nordiske komponister skulle have deres egen platform. Selv om der var stor inter-esse for foreningen, måtte man dog dreje nøglen om to år senere af økonomiske årsager, men allerede i efteråret 1868 var Horneman parat med et nyt koncept: Lørdagssoiréer i det folkekære Casino. Her var det idéen at give et bredere publikum mulighed for at høre god musik for en billig penge, men desværre var indtægterne også denne gang væsentlig mindre end udgifterne, så også dette koncertprojekt gik snart sin død i møde.

Endelig var Horneman i 1873 medstifter af "Koncertforeningen", hvor han skulle være dirigent alternerende med Otto Malling. Horneman var ikke den store dirigentbegavelse, så selv om Koncertforeningen viste sig at være mere levedygtig end de to andre koncertforetagender, så blev hans deltagelse kortvarig, da han allerede i 1876 meldte sig ud efter uoverensstemmelser med sin meddirigent.

Først i 1875 synes Horneman at have fundet sin egen niche, da han oprettede et kursus i nodelæsning, en disciplin han anså for at være et meget vigtigt led i musikalsk dannelse. Her fik han så megen succes, at han i 1879 udvidede undervisningstilbuddet til også at omfatte andre fag, så at hans musikinstitut blev et regulært alternativ til Københavns Musikkonservatorium, der lededes af Gade, Hartmann og H.S. Paulli.

Horneman gik med liv og sjæl op i sin musikpædagogiske gerning, men den optog så meget af hans tid, at han næsten ikke fik mulighed for at komponere, selv om han betragtede dette som sit egentlige kald. Det er derfor symptomatisk, at han abejdede henved tyve år på sit hovedværk, operaen Aladdin, som han så efter en skandaløs uropførelse i 1888 i anledning af Christian IX's 25-års regeringsjubilæum omarbejdede -gennemgribende, inden den fjorten år senere blev genoptaget og fik sin fortjente succes.

Hornemans samlede produktion er derfor beklagelsesværdigt lille. Selv om han har komponeret en del sange, ligger hovedvægten på scenemusik af forskellig art, bl.a. fordi hans datter blev skuespillerinde ved Dagmarteatret, og hans senere svigersøn, P.A. Rosen-berg, var sceneinstruktør. Desuden har han komponeret flere lejligheds-kantater, og derved er han kommet til at dele skæbne med J.P.E. Hartmann: at en del af deres kompositioner - uanset musikkens kvaliteter - ikke mere kan opføres, fordi de er knyttet til tekster, der ikke mere benyttes.

Horneman var en kontroversiel personlighed i det københavnske musikliv. Især i sine senere år følte han sig forfulgt af alt og alle i en grad, der antog sygelig karakter. Som Det Kongelige Teaters chef, Einar Christiansen, udtalte: "Han besad en medfødt Lethed til at lægge sig ud med Mennesker, selv med dem, der vilde ham det bedst, saa at han stundom geraadede i den komiske Kasus ikke at kunne huske, hvem der var hans Uven og hvem ikke". Det kostede ham også hans mangeårige nære venskab med Grieg, fordi han følte sig underlegen og set ned på, hvad der ikke var tilfældet. Tværtimod. Grieg gav ofte udtryk for, at Horneman var en stor inspirationskilde for ham. Horneman var en rigt begavet komponist, men han fik aldrig mulighed for at udfolde sine evner, som de fortjente.