Through the Looking Glass

At bearbejde en række værker for flere forskellige instrumentbesætninger, så de netop passer til tre bestemte instrumentalister, er en højst usædvanlig proces; særlig inden for ny musik, hvor komponistens originale partitur betragtes som noget ukrænkeligt. I dette tilfælde har alle komponisterne billiget denne forvandling, hvilket er meget forståeligt!Resultatet er musik, der blotlægger form og fylde i de enkelte komponisters arbejder, på en både overraskende og glædelig måde.Det er som at sammenligne en vinterlig skov med dens udseende seks måneder tidligere: Væk er overfloden af farver og sanselighed, og frem dukker de førhen skjulte underliggende figurer, og en mere afdæmpet vifte af farver åbenbarer sig, altsammen nærværende og ægte i sin enkelhed. Lidt efter lidt fremkommer en følelse af rigdom i takt med at sindet, øjet – og øret – tilpasser sig denne verden. Så hvad der umiddelbart blot syntes at være gråt og brunt, begynder at vise nuancer af rødt, gult, blåt og endda grønt.

Hvad der yderligere kendetegner denne indspilning er, at musikerne tog del i både at skabe og genskabe musikken. Denne side af musikproduktionen spiller en alt for lille rolle i moderne kompositionsmusik, bortset fra i de tilfælde, hvor musikerne bliver bedt om at improvisere – og dermed tager en færdighed i anvendelse, som ellers pga. manglende øvelse stort set er forsvundet. Men improvisation er kun én side af den medskabende praksis. Alphas møde med den musikalske kerne i disse værker synes at have givet trioen en særlig følelse af ejerskab over musikken, alt imens værkerne samtidig, på én gang gådefuldt og naturligt, opretholder forbindelsen til de komponister, som har skabt dem. Denne opfattelse af musikken som “åben” – og i dette tilfælde som noder, der er åbne for forskellig instrumentation og dermed forskellige artikulationsformer (i sig selv med et overflødighedshorn af muligheder) –  dét er noget sjældent og meget værdifuldt.

Og endelig er der selve musikken: I mine ører lyder det ikke som ny musik af den slags, hvor man sidder med en fornemmelse af, at det sikkert er vældig sundt for én at høre, men hvor ens opmærksomhed ærlig talt ikke fanges på den måde, man hemmeligt drømmer om. Denne musik griber og fastholder dig netop. Man må derfor give berettiget ros her: Naturligvis til komponisterne. Men jeg tror også, det har noget at gøre med den måde, hvorpå musikerne selv har genkaldt sig værkerne, hvor de med denne genskabelses-proces har givet ny mening til verbet “at fremføre”.

Paul Hillier er kendt som både dirigent, sanger, forfatter og stifter af Hilliard Ensemble og Theatre of Voices. Han er specialist inden for bl.a. Arvo Pärt og Steve Reich, kormusik og tidlig musik og modtager af talrige priser for sit arbejde med musikken.