Symfonier 1 & 8

Symfonier som ikke kan gentages 

af Jens Cornelius

“Den musik, jeg gerne ville høre, var der ikke.” Sådan forklarer Per Nørgård grunden til at han blev komponist, og den holdning har varet ved. Gennem et langt liv har Nørgård produceret noget af den mest visionære musik i Norden, heraf otte symfonier skrevet mellem 1953 og 2012. De er opstået af hans enestående evne til at finde og udtrykke nye sammenhænge, og det gør ham til en af de største symfonikere i vor tid.

De to symfonier på cd’en er hans første og hans foreløbigt sidste. Så forskellige de end er, forenes de af flere ting. Både indre fænomener som en rumlig dimension i musikken, og ydre forhold som forbindelsen til det nordiske naboland Finland. I Symfoni nr. 1 hører man en tilknytning til Finlands store komponist Sibelius. Og 8. Symfoni blev i 2012 uropført af Helsinki Filharmonikerne, det orkester, der 100 år tidligere uropførte de fleste af Sibelius’ symfonier. Symfonien er tilegnet orkestrets chefdirigent John Storgårds.

Symfoni nr. 1

Nørgårds meget specielle kreative talent kom nærmest ud af det blå – hans forældre havde en manufakturforretning, og der var ingen musikere i familien. Men allerede i drengeårene skrev han musik, og 17 år gammel blev han privatelev hos tidens store danske komponist, Vagn Holmboe.

Holmboes liv tæt på naturen og hans tanker om musikalsk metamorfose fik enorm betydning for den unge københavner, og Holmboes mesterlige Symfoni nr. 8, Sinfonia boreale (“Nordisk symfoni”) fra 1953 ændrede ligefrem hans liv. Den gav ham indskydelsen til selv at skrive en symfoni og satte forestillinger i gang om en nordisk toneverden, som han fik stærk trang til at definere nærmere.

På det tidspunkt kendte Nørgård kun et par af Sibelius’ syv symfonier – partituret til 1. Symfoni havde Holmboe foræret ham kort tid efter de havde mødt hinanden – men nu kastede han sig over dem alle, og det blev med Nørgårds egne ord “et chokagtigt møde, som ramte noget langt inde i sindet på mig.”

I 1954 tog Nørgård mod til sig og sendte Sibelius et langt hyldestbrev, der indeholdt en analyse af hans stil. I modsætning til samtidens opfattelse af Sibelius som en dinosaur fra nationalromantikken beundrede Nørgård nemlig hans avancerede musikalske strukturer.

“Deres musik er på en måde, som langt overgår Deres samtidige, forbundet med tilværelsens elementære, inderste og helt tidløse kræfter, med naturen i videste forstand. Denne mystiske forbundethed med tilværelsen følte jeg samtidig med, at jeg erkendte min natur som dette udefinerlige nordlige. Den rene nordlige luft, det stærke mørke og det glasklare, uslørede lys, dette, den nordiske naturfornemmelse, er i dag for mig noget af det dyrebareste i mit liv.”

Sibelius svarede anerkendende: “Jeg er overrasket over, hvor dybt De er trængt ind i min musik. Kun sjældent har jeg modtaget breve, som viser en sådan forståelse for min skaben.” Han roste samtidig den Kvintet op. 1, som Nørgård havde medsendt, og i et opfølgende brev tog Sibelius imod dedikationen af Nørgårds korværk Aftonlandet.

Sidste kapitel i historien om dette komponistmøde fulgte senere samme år, da 22-årige Nørgård som medlem af en nordisk delegation besøgte 89-årige Sibelius i hans hjem Ainola – men ikke vovede at give sig til kende…

I 1955 blev Nørgård færdig med sin 1. Symfoni, hans hidtil største værk, som fik titlen Sinfonia austera (“Streng symfoni”). I symfonien gør Per Nørgård ikke noget for at skjule forbindelsen til sit finske forbillede. Den begynder med en basklarinet og en paukehvirvel, ikke ulig indledningen på Sibelius’ 1. Symfoni, og et par minutter inde i satsen citeres “fugleskriget” fra Tapiola, Sibelius’ sidste orkesterværk om det nordiske naturunivers.

Men Sinfonia austera er ikke en imitation – det er en inspiration og en videreudvikling af Sibelius’ tanker og strukturer, der får en ny komponistpersonlighed til at træde frem. Allerede i dette ungdomsværk møder man den flertydighed, der er så karakteristisk for Nørgårds musik: Motiver, der forskubber sig og ikke falder på plads. Rytmiske lag, der åbner for en ny dimension. Metamorfoser med en understrøm, som er dyster og hemmelighedsfuld. Det er en sitrende udgave af “Nordic Noir”, et stærkt og uortodokst drama om mennesket og elementerne.

Sinfonia austera var desværre lang tid om at møde sit publikum, og det har altid været et overset værk. Førsteopførelsen var en studieproduktion med dirigenten Lamberto Gardelli, der blev udsendt i dansk radio i 1958. Først i 1963 blev symfonien spillet ved en koncert, og på det tidspunkt havde Nørgård bevæget sig ind i en helt anden kunstnerisk fase. Hans interesse var svinget fra den nordiske natur til den centraleuropæiske serielle musik, og et brud med læremesteren Holmboe var blevet nødvendigt.

I dag, mere end et halvt århundrede senere, står det klart, at Nørgårds 1. Symfoni ikke er et isoleret ungdomsværk, men indledningen på en livslang idéudvikling. Et konkret eksempel er symfoniens afslutning – dens mest radikale afsnit – der dukker op i en mangedoblet, kaotisk udgave som afslutning på 5. Symfoni fra 1990. Nørgård har da heller aldrig fornægtet sit første værk i genren:

“Den strenge karakter er i sin alvor utvivlsomt meget ungdommelig. Men da livet og musikken i mangt og meget er lige så utvivlsomt ungdommeligt, ser jeg ingen grund til at tage afstand fra – eller livet af – min 1. Symfoni.”

Symfoni nr. 8

Springet fra Per Nørgårds 1. Symfoni til 8. Symfoni virker enormt, men er ikke udelukkende kronologisk betinget. “Hver af mine symfonier har deres personlighed, som ikke kan gentages”, siger han selv, og det gælder i høj grad for Symfoni nr. 8, hvis karakter heller ikke har meget til fælles med sin nærmeste forgænger, den aggressive 7. Symfoni fra 2006.

Symfoni nr. 8 er lys og legende, mere transparent og luftig end nogen anden, Nørgård har skrevet. Det er samtidig en meget klassisk symfoni. Dens tre adskilte satser er arketyper fra den klassiske tradition: En fyldig og aktiv førstesats, en langsom andensats og en hurtig finale. “De tre mulige tilstandsformer”, kalder Nørgård det.

1. sats er den længste og har et indhold, der udvikler sig frodigt. Glitrende skalabevægelser går både op og ned – Nørgård sammenligner det med spiralmønstre eller med Mesopotamiens trappeformede pyramider, ziggurater – mens en horisont opretholdes som et “gulv” i midten af musikken. Bevægelserne forvandler sig livligt i mange samtidige lag uden fornemmelse af lovmæssighed. Processen synes at foregå helt af sig selv.

Det klanglige lærred er spændt ud fra top til bund, og Nørgård maler på det med forunderligt lette og gennemsigtige penselstrøg. Ud af orkestrets spirende masse trækkes enkeltgrupper ud i overraskende koncerterende indslag: Fire fløjter får en fremtrædende rolle, da satsen skifter til siciliano-rytmen 6/8, og mod slutningen træder en gruppe af celeste, klaver, vibrafon og glockenspiel frem med noget, der minder om en solokadence.

Efter 1. satsens tematiske aktivitet og fremdrift er den langsomme 2. sats ren væren, hvor betragtningerne har samme udgangspunkt. Musikken er med Nørgårds egne ord “sanseligt melodisk”, men tilføjet utallige facetter. Ikke kun orkestrale lag, men også på den måde satsens hovedtema dukker op i tre forskellige varianter. “Tre drejescener med hver sit bevægelige udtryk”, kalder Nørgård det. På den måde får satsen form af en rondo, hvor temapræsentationerne adskilles af hurtige og dynamiske mellemlæg.

Sidste sats præsenterer en tredje tilstand: “Den tilstand, hvor du ikke har noget at holde dig til”, har Nørgård forklaret. Satsen begynder uroligt og uden jordforbindelse, og de opadgående skalabevægelser fra 1. sats spøger i hyperaktiv, rastløs form. Efterhånden samler orkestret sig om det foregående stof, og instrumenterne forener sig til et ekstatisk og glitrende klimaks, markeret “Lento visionario”. Det er en flygtig apoteose, hvor musikken magisk forsvinder op i højere luftlag, som om den vil fortsætte dér uden for vores fatteevne.

Det er ikke urimeligt at sidestille Nørgårds 8. Symfoni med værker fra samme livsfase af de to store nordiske forgængere, Sibelius og Carl Nielsen. Letheden og legesygen præger Carl Nielsens sidste symfoni, nr. 6, hvis bedrageriske titel Sinfonia semplice dækker over en kompleks gådefuldhed. Og at skrive en 8. Symfoni må for Nørgård også være et skulderklap til Sibelius, som i årevis selv forsøgte at skrive en Symfoni nr. 8, men først fandt fred, da han smed kladderne i kaminen. Meget mere lykkelig har Nørgårds kreativitet formet sig: Over 400 værker har han skrevet, her forunderligt repræsenteret af spændet fra den mørke Sinfonia austera til 8. Symfonis lysende, svimlende pletter i luften.

Jens Cornelius, 2014