Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Champagne! The Sound of Lumbye and His Idols

H.C. Lumbye
Joseph Lanner
Johann Strauss d.æ.

Champagne! The Sound of Lumbye and His Idols

Concerto Copenhagen, Lars Ulrik Mortensen

♥♥♥♥♥♥ »Dette album er en åbenbaring« Politiken
Ugens Album – RBB Kultur
Vinder af P2 Prisen: Årets Album 2023

I dag er vi vant til at høre Champagnegaloppen og H.C. Lumbyes øvrige værker spillet af moderne symfoniorkestre på 60 musikere eller endnu flere. Men hvordan lød musikken på Lumbyes egen tid? På denne indspilning giver Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen et bud på lyden af dansk popmusik fra 1840’erne – så tæt, som vi kan komme den i dag. En lyd, som ingen har hørt i langt over 150 år.

Udgivet som digipack med papomslag, inklusiv omfattende booklet.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack-Slipcase
    149,50 kr.
    €20.06 / $21.83 / £17.1
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Concerto Copenhagen © Mathias Løvgreen Bojesen
Indspilningerne kombinerer farve og bevægelse med akademisk stringens og underholdende glæde. Lyt og bliv sendt tilbage til 1840'ernes København
Robert Hugill, Planet Hugill
Dette album er en åbenbaring. Det er fuldstændig som at blive ført tilbage til Tivoli i gamle dage
Thomas Michelsen, Politiken
Levende og charmerende fremførelser
Remy Franck, Pizzicato
Lumbyes musik er blevet støvet af og revitaliseret af Concerto Copenhagen, og det må kaldes en gedigen rehabilitering af den ofte nedvurderede komponist
Valdemar Lønsted, Dagbladet Information
Ugens Album
RBB Kultur
Lyden er på mange måder en åbenbaring. Og udførelsen er fremragende
Göran Forsling, MusicWeb International
Long List nomineret i kategorien Orkestermusik
Preis der Deutschen Schallplattenkritik
Sprudlende nye indspilninger af Lumbyes Tivoli-kompositioner
Lars Geerdes, Flensborg Avis
Jeg kunne ikke elske nogen, som ikke blev charmeret af denne helt igennem vidunderlige udgivelse
Richard Bratby, Gramophone
Årets album 2023: "På albummet oplever du en seriøs og gennemarbejdet musikarkæologi, der er svært underholdende og utroligt karismatisk"
DR P2 Prisen
De stærkeste klassiske album, vi har hørt i 2023: "forløsende indspilning af Lumbyes champagneboblende underholdningsmusik fra verden af i går."
Politiken
Det er interessant at høre Lumbyes musik opført af et lille, tidstypisk orkester
Elliot Fisch, American Record Guide
Der er intet støv over Concerto Copenhagens spil. Alt er fint sat på plads, slankt og gennemsigtigt i klangen, dansant, og fuldt af godt humør
Mikael Garnæs, Magasinet Klassisk
Indspilningen indfanger på fremragende vis de klanglige egenskaber og spilleglæden hos ensemblet under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. (...) en meget underholdende tilføjelse til repertoiret
Arnold Werner Jensen, das Orchester
Total runtime: 
65 min.
Indledning

Af Lars Ulrik Mortensen, kunstnerisk leder og Nikolaj de Fine Licht, orkesterchef, Concerto Copenhagen

Når vi kigger 40-50 år tilbage, indebar betegnelsen barokorkester en genreafgrænsning – man spillede næsten udelukkende musik fra barokken. I dag er et barokorkester først og fremmest en betegnelse for et orkester med en moderne og kreativ tilgang til formidlingen af klassisk musik – uafhængigt af musikkens genre og epoke. Det var derfor helt naturligt for os i barokorkestret Concerto Copenhagen at lytte interesseret, da forfatteren og musikformidleren Henrik Engelbrecht en dag for nogle år siden kom forbi og udtrykte sin nysgerrighed efter at opleve, hvordan musikken af H.C. Lumbye (1810-1874) kunne have lydt dengang i 1840’erne, da han begyndte at give koncerter med sin og andres musik på Hotel d’Angleterre og senere i Tivoli i København. Henrik Engelbrecht var ved at lægge sidste hånd på sin bog Arven efter Lumbye om musikkens historie i Tivoli og havde i den forbindelse dannet sig et ret nøje billede af orkesterstørrelser og repertoire med mere. Det stod ham klart, at Lumbyes musik oprindelig må have lydt på en anden måde, end vi normalt hører i dag.

Ikke længe efter dette besøg blev vi alle ramt af de restriktioner, der fulgte i kølvandet på coronapandemien. Med et slag var alle udadvendte aktiviteter indstillet – vi kunne ikke spille koncerter. Vi valgte at benytte dette besynderlige vakuum til at kaste os over forskellige aktiviteter, vi ellers ville have haft svært ved at finde tid og ressourcer til, og en af dem blev netop at fordybe os i Lumbye og hans musik og de instrumenter, musikken må have været spillet på, da den var spritny. Besøg i arkiver afslørede flere tidlige værker af Lumbye, der aldrig havde været opført i nyere tid, og et repertoire begyndte at tage form bestående af kendte og ukendte værker af Lumbye samt af hans to vigtigste inspirationskilder, Johann Strauss d.æ. (1804-1849) og Joseph Lanner (1801‑1843).


Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen spiller Lumbye © Mathias Løvgreen

På basis af Henrik Engelbrechts undersøgelser kunne vi fastslå en orkesterstørrelse bestående af en strygerbesætning på 3–2–2–2–2 samt 13 blæsere og de mange slagtøjsinstrumenter, der er karakteristiske for Lumbyes musik. Med andre ord en ganske anden balance mellem strygere, blæsere og slagtøjsinstrumenter, end vi er vant til i et moderne symfoniorkesters opførelser af den samme musik.

Men hvilke instrumenter ville det være relevant at genskabe musikken på – hvilke instrumenter havde Lumbyes musikere haft til rådighed i hans tidlige år som komponist og kapelmester? Det er muligt at fastslå, at mens der primært var musikere fra traditionen omkring Det Kongelige Kapel og stadsmusikantens svende blandt strygerne, var mange af blæserne militærmusikere, som sandsynligvis havde for samtiden ganske moderne instrumenter til rådighed.

For at kunne indkredse det rette instrumentarium til projektet trak vi på en ressource, der også er meget karakteristik for det, vi kalder et barokorkester: de yderst kompetente og vidende musikere, der kender deres instrumenters historie og udviklingstrin ned til mindste detalje. Hvor det for strygeinstrumenternes vedkommende drejede sig om at finde frem til de rette typer buer og strenge at sætte på deres historiske instrumenter, krævede det betydelige undersøgelser og fordybelse at indkredse de rette blæseinstrumenter.

Da det ikke var muligt at påvise præcis hvilken kammertone, der var fremherskende blandt militærmusikerne i København i 1840’erne, besluttede vi os for A = 430 Hz som et passende kompromis. Ikke alle blæseinstrumenterne stod i denne kammertone og måtte tilpasses og intoneres for at kunne anvendes. En særlig udfordring var to af slagtøjsinstrumenterne, træspillet og klokkespillet, hvor det lykkedes at finde to instrumenter fra cirka 1910 i samlingen hos Slagtøjscentret i København, som efterfølgende blev “slebet ned” til den rette kammertone.

Der skal lyde en stor tak til samtlige Concerto Copenhagens musikere for den enorme viden og det betydelige engagement, der blev lagt for dagen i dette arbejde. En særlig tak til Dr. Ernst Schlader, som tidligt i processen bidrog med sin store viden om blæseinstrumenter og musikken i Wien i første halvdel af 1800-tallet; til Robert Farley, Gavin Edwards og Adrian France for deres indsats for at finde frem til – og beherske – de rette messingblæseinstrumenter, og til Jakob Weber for hans store arbejde med at fremskaffe og tilpasse de rette slagtøjsinstrumenter.


Tivolis Koncertsal, 1843

Toppen af poppen i 1840’ernes København

Af Henrik Engelbrecht

Den 10. juni 1839 går en 29-årig dansk militærmusiker, trompeteren Hans Christian Lumbye, til koncert i konditor Knirsch’ store sal i Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv i København. Her oplever Lumbye for første gang den nye dansemusik, der er gået som en steppebrand gennem Europa; først og fremmest wienervalsen i sensuel, vuggende trefjerdedelstakt, men også de mere direkte polkarytmer og de lynhurtige galopper, der får pulsen op i danselokaler og koncertsale overalt i slutningen af 1830’erne. Musikerne kommer fra Steiermark-området i Østrig – 16 mand under ledelse af musikdirektør Siegl fra Wien. Programmet byder på franske operaouverturer, virtuose variationer for klarinet – og, vigtigst af alt, på tre valse af Johann Strauss d.æ. og Joseph Lanner.

Musikerne fra Østrig får enorm succes og bliver i København i en måned – og derefter samler Lumbye en gruppe af sine kolleger og venner; planen er at skabe et dansk orkester, som kan udfylde det tomrum, “steiermarkerne” efterlader i det københavnske musikliv. I februar 1840 kan Lumbyes 20-mands-orkester præsentere en koncert på Hotel d’Angleterre med musik af både Strauss d.æ., Lanner – og ikke mindst af Lumbye selv.

H.C. Lumbye er som så mange af sine samtidige kolleger uddannet til at spille på flere forskellige instrumenter – og han har sin violin i hånden, når han står foran sit nye orkester. Det Lumbyeske Selskab bliver helt fra begyndelsen en kæmpe succes; københavnerne nynner, synger og skråler hans musik på gaden, og Lumbye er på rekordtid blevet den store popstjerne i dansk musikliv.

En af de mange københavnere, der har lagt mærke til den unge Lumbye og hans orkester, er Georg Carstensen – en rastløs idémager, som med ufattelig energi hele tiden har nye planer på tegnebrættet. Som redaktør af tidsskriftet Figaro inviterer Carstensen blandt andet til fester med musik i Kongens Have, og her er Lumbye det oplagte valg som musikalsk trækplaster. Snart har Carstensen også planer om en permanent forlystelseshave i stil med dem, han har set i udlandet.

Levende musik og kulørte lamper
Den 15. august 1843 står Georg Carstensen ved indgangen til Kjøbenhavns Sommer-Tivoliog Vauxhall med fine, hvide handsker og giver hånd til samtlige 3.000 gæster på den første åbningsdag. Navnet på etablissementet er rent tyveri: Vauxhall er en engelsk forlystelseshave med den særdeles populære kombination af levende musik, dans, servering, optræden og stemningsfuld belysning om aftenen, og Tivoli er navnet på indtil flere lignende etablissementer i Paris, Berlin og Hamburg – opkaldt efter en lille by udenfor Rom.


Georg Carstensen er mere end almindeligt berømt i København i årene efter Tivolis åbning; hvis man køber vaniljechokolade fra E. Aagaards dampchokoladefabrik, kan man få Carstensens portræt med i købet © Tivolis Arkiv

Carstensen får kongeligt privilegium for fem år til at drive en forlystelseshave i København – og Tivolis største attraktion er helt fra den første åbningsdag musikken, som er fordelt ud i hele haven. På karruselbanen spiller for eksempel seks blæsere; banen har et lille lokomotiv, der kører rundt i ring med 15 små vogne efter sig. Toget bliver trukket af en hest, der går i ring under det høje gulv til forlystelsen. I midten er der placeret en sekskantet platform til de seks musikere – sikkert messingblæsere – som spiller til hver eneste tur mellem kl. 16 og 23.

H.C. Lumbye og hans orkester er den store attraktion ved aftenkoncerterne i koncertsalen mellem kl. 19 og 23; besætningen er nu på 22 mand; 12 blæsere (to fløjter, en obo, to klarinetter, en fagot, to horn, to trompeter, basun og tuba) samt sandsynligvis tre førstevioliner, to andenvioliner, to bratscher, en cello, en kontrabas og en slagtøjsspiller. Koncertsalen har hele to tribuner i hver sin ende af det aflange rum. I den ene ende spiller Lumbyes orkester med strygere, blæsere og slagtøj – og i den anden leder Henrik Braunstein sit 17 mand store harmoniorkester udelukkende med blæsere og slagtøj. De to orkestre afløser hinanden, så der ikke opstår lange pauser.

Et trækplaster
Lumbyes koncertsal er på 240 kvadratmeter – ikke overvældende for os i dag, men en enorm sal i 1840’ernes København. Den er, som mange af de øvrige bygninger i Tivoli, hurtigt flikket sammen af et groft træskelet med bræddevægge. Taget er også af brædder beklædt med lærred, og så snart regnen bliver voldsom nok, vælter den ned i salen, så koncerterne må afbrydes. Forsiden af bygningen er helt åben, så man kan høre musikken næsten lige så godt, når man står udenfor – eller blot går forbi på turen rundt i Tivoli. Indenfor kan man sidde ved små borde og spise en kage med et glas vin til, mens man vugger med til musikken.

Publikum kan ikke få nok. Mange af Lumbyes numre er så populære, at publikum råber på gentagelse efter gentagelse. Da capo-feberen raser, og koncerterne bliver efterhånden længere og længere. I 1845 indser direktionen, at det ikke er nok at henstille til publikums gode smag og opdragelse – nu bliver det simpelthen forbudt at gentage de programsatte numre. Der er intet, der tyder på, at forbuddet bliver håndhævet, og snart er alt tilbage ved det gamle.

H.C. Lumbye bliver snart en berømthed også i udlandet – især efter en succesfuld turné til både Paris, Wien og Berlin i vinteren 1844-45, hvor Lumbye får stor succes foran lokale orkestre i de store byer. I Paris får Lumbye ros af selveste Hector Berlioz, og i Wien møder Lumbye sit store forbillede, Johann Strauss d.æ., som også kun har lovord til overs for sin danske kollega. Succesen er hjemme, og rygtet løber hurtigere, end Lumbye selv kan nå at rejse; da han ankommer til Berlin, har han ikke svært ved at få engagement i Joseph Krolls vinterhave – et indendørs Tivoli nær Brandenburger Tor, åbnet i februar 1844. Her er plads til hele 6.000 tilhørere, og orkestret er på ikke færre end 60 musikere. Igen møder Lumbye et begejstret publikum, og han rejser hjem med ny selvtillid og inspiration.

På kontrakt
Lumbye får også efterhånden flere musikere i sit eget orkester i Tivoli; ved sæsonåbningen i 1846 er det blevet udvidet til 33 musikere – fire førstevioliner, to andenvioliner, to bratscher, to celloer, to kontrabasser, to fløjter, to oboer, to klarinetter, to fagotter, fire horn, to trompeter, en kornet, tre basuner, en tuba og to slagtøjsspillere. Til gengæld er harmoniorkestret fjernet fra koncertsalen; de fleste kommer alligevel udelukkende for at høre og se H.C. Lumbye og hans orkester.

En uge inden åbningsdagen har Lumbye underskrevet den nye sæsons kontrakt med Tivoli. Den forpligter ham til at levere de 33 musikere hver aften sæsonen igennem. Han og orkestret skal udføre 15 numre pr. aften fordelt på tre afdelinger, og hver aften koster Tivoli 45 rigsbankdaler og 3 mark. Ved særlig festlige lejligheder øges antallet af numre til 20 fordelt på fire afdelinger mod et tillæg på 4 mark til hver musiker.

Hver lørdag udbetaler direktionen 318 rigsbankdaler og 3 mark til Lumbye til videre fordeling i orkestret. Det vil sige – hvis man må aflyse på grund af dårligt vejr, er der ingen penge til musikerne for den aften. Og der bliver holdt skarpt øje med, at direktionen får, hvad den betaler for; hver aften tæller en kontrollør musikerne på scenen og fratrækker 8 mark, hvis en musiker er udeblevet. Det sker, at man i nødstilfælde skynder sig at finde en tilfældig person, der kan stå med en kontrabas eller sidde med en trompet uden at spille en tone. Lumbye selv får 600 rigsbankdaler for hele sæsonen. Dermed er han lønnet på linje med Tivolis bogholder.

Der bliver drukket tæt i koncertsalen, ikke blot blandt publikum, men også i orkestret; både under prøverne og i løbet af aftenkoncerterne. Som i stort set alle andre arbejdsmæssige sammenhænge i 1800-tallet er alkohol også en uundværlig følgesvend for musikerne i Tivoli. Mange af dem mødes i de længere pauser hos Madam Meyer i restaurationen ved Pantomimeteatret, hvor de køber rigeligt ind til “funktionærpriser”, som det hedder. Når Tivoli lukker, går en del af dem direkte videre til deres faste natværtshus i Kattesundet. Det hårde liv tærer på Lumbyes helbred, men alligevel står han foran sit orkester; om sommeren i Tivoli og om vinteren på turnéer i provinsen og på blandt andet Folketeatret og i Casino, helt frem til 1872. Han dør kun to år senere, 64 år gammel, men efterlader sig et helt enestående aftryk i det danske musikliv.


Edvard Lehmann maler i 1853 dette snapshot fra et bal i et velhavende hjem i København. Orkesterbesætningen er fløjte, klarinet, to violiner, cello og trompet. Maleri i privateje

Et frisk bud
I dag er vi vant til at høre Champagnegaloppen og Lumbyes øvrige værker spillet af moderne symfoniorkestre på 60 musikere eller endnu flere. Alle danske orkestermusikere kender galoppen med de springende champagnepropper, som stadig i dag er et af de mest brugte ekstranumre, når det skal være ekstra festligt ved for eksempel en nytårskoncert. Men hvordan lød musikken på Lumbyes egen tid?

Lars Ulrik Mortensen og musikerne i Concerto Copenhagen – håndplukkede specialister fra hele Europa – arbejdede i mange måneder med nodematerialet og med at finde instrumenter, som Lumbye og hans musikere ville have genkendt som dem, man brugte i 1840’ernes København, enten på Det Kongelige Teater, som rådede over byens eneste fastansatte orkester med symfonisk besætning, eller i byens militærorkestre. Resultatet på denne indspilning er et bud på lyden af dansk popmusik fra 1840’erne – så tæt, som vi kan komme den i dag. En lyd, som ingen har hørt i langt over 150 år.

Lumbye: Champagne Galop, op. 14 (1845)
Helt uden konkurrence Lumbyes mest spillede værk, komponeret til fejringen af Tivolis toårsfødselsdag den 15. august 1845. Uropførelsen måtte imidlertid udsættes på grund af regnvejr; lærredstaget i Tivolis første koncertsal betød, at man simpelthen ikke kunne gennemføre koncerter, når regnen blev kraftig nok. Champagnegaloppen fik i stedet sin første opførelse den 22. august – og blev med det samme en kæmpe succes, ikke mindst på grund af den indlagte effekt; vi ved ikke, om Lumbyes musikere brugte rigtige champagneflasker eller noget, der ligner den cykelpumpebaserede opfindelse, som bruges i dag.

Lumbye: Andante cantabile e Tarantella (1843)
I juli 1843 får Lumbye og hans orkester lov til at spille på selveste Det Kongelige Teater – Det Kongelige Kapel er jo på sommerferie – ved en solokoncert med den berømte svenske operasangerinde Henriette Nissen. Lumbye komponerer et “musikalsk divertissement” med den italienske titel Andante cantabile e Tarantella til lejligheden. Efter koncerten får Henriette Nissen et brillantbesat armbånd af dronningen foruden sit honorar. Hvad Lumbye og hans orkester får for ulejligheden, ved vi ikke.

Lanner: Die Mozartisten, Walzer, op. 196 (1842)
Genkendelsens glæde var noget, både Lumbye og hans forbilleder benyttede sig af. En afdeling i en Lumbye-koncert i 1840’erne begynder næsten altid med en populær operaouverture – og der dukker også ofte kendte operatoner op andre steder i programmet. I Joseph Lanners vals med titlen Die Mozartisten benytter komponisten sig af kendte temaer fra både Don Juan og Tryllefløjten – bearbejdet i valsetakt. Lanner skriver selv på titelbladet, at det er en “vals efter Mozart’ske melodier, ikke til at danse til – men derimod tilegnet ynderne af den udødelige mester”.

Strauss d.æ.: Champagner-Walzer, op. 14 (1828)
Den ældre Johann Strauss er Lumbyes helt store forbillede – og den danske musiker opnår endda at få mesterens anerkendelse; bestemt ikke en selvfølge for en musiker fra et lille land i det høje nord. Da Lumbye i 1845 gæstedirigerer orkestret på Theater in der Leopoldstadt i Wien, sidder Johann Strauss d.æ. og musikere fra hans orkester klar i salen. De regner med at skulle buhe og pifte ad konkurrenten fra Danmark – men efter at have hørt Lumbyes Vemodsvals ser alle, at Strauss d.æ. klapper begejstret.

Lumbye: Ekko fra de gamle guder på Tivoliøen, galop (1844)
H.C. Lumbye sætter helt fra begyndelsen Tivolis mange attraktioner i musik – små reklamestykker for både skydebane, restauranter, keglebane og meget andet. I 1844 skriver Lumbye en galop, som skal sætte skub i billetsalget til den ø, der på det tidspunkt ligger ude i Tivolis sø. Her er der sangerindepavillon med rigelig udskænkning, og Lumbyes fantasifulde bidrag til omsætningen er en galop, hvor vi både møder vi sangens og vinens guder omringet af gratier og muser – der bliver åbnet champagneflasker og skålet undervejs, og selv smedeguden Vulkan er med og hamrer på sin ambolt, inden uvejret bryder løs til sidst.

Lumbye: Sølvbryllupsvals (1840)
Kong Christian 8. og dronning Caroline Amalie har sølvbryllup i 1840. Det markerer H.C. Lumbye – som livet igennem var meget opmærksom på kongehusets medlemmer og begivenheder – en uge efter selve begivenheden med en sølvbryllupsvals. Den bliver uropført ved en koncert på Hotel d’Angleterre den 28. maj, og undervejs kan tilhørerne blandt andet glæde sig over de velkendte toner fra Kong Christian stod ved højen mast. Syv måneder senere bliver valsen udgivet for klaver sammen med yderligere to af Lumbyes tidlige kompositioner under titlen Festdanse.

Lumbye: Bellmans fest på Djurgården (1844)
I 1840’erne begynder danske og svenske studenter at sværme for idéen om en forenet region eller måske endda et direkte rigsfællesskab mellem de skandinaviske lande. De årlige studentermøder betyder også udveksling af sange fra begge sider af Øresund. Lumbye samler i august 1844 otte af Carl Michael Bellmans ufatteligt populære Fredmans epistler (nr. 50, 2, 9, 13, 25, 28, 30 og 82) til en suite, som han uropfører i koncertsalen i Tivoli for at markere den fest, som det svenske Bellman-selskab hvert år afholder på øen Djurgården i Stockholm.

Lumbye: Figaro Vals (1841)
I 1841 er Georg Carstensen blandt meget andet redaktør af tidsskriftet Figaro, hvor man både kan læse sidste nyt om fransk mode og følge de nervepirrende føljetoner over flere numre. Som en ekstra attraktion for bladets abonnenter får Carstensen idéen til at arrangere særlige fester, hvor bladets abonnenter har gratis adgang – det hele handler selvfølgelig om at maksimere oplagstallet. Carstensen får lov til at låne og afspærre hele Kongens Have til formålet, og musikken er selvfølgelig med Det Lumbyeske Selskab. Kapelmesteren komponerer endda en Figaro Vals til Figaro-festen, hvor han fikst sender en musikalsk hilsen til Rossinis Figaro fra Barberen i Sevilla.

Lumbye: Tivoli Bazaar Tsching-Tsching Polka (1843)
Allerede i den første korte sæson i Tivoli på kun syv uger i 1843 skriver Lumbye galopper til både rutschebanen, gondolen, teatret, cirkusset, salonen, skydebanen og karruselbanen, og han komponerer også en reklame for en af butikkerne i Tivolis basarbygning. I basarens 20 butikker kan man købe både snaps, chokolade, cigarer, blomster og frugt, handsker, konkylier forarbejdet af franske galejslaver – eller klavernoderne til Lumbyes seneste hit. Og i den kinesiske butik i basaren kan man købe eksotiske ting og drømme sig ud til steder, næsten ingen danskere har nogen mulighed for nogensinde selv at få at se. Titlen på Lumbyes reklamegalop skal lede tankerne hen på datidens opfattelse af Kina.

Release date: 
august 2023
Cat. No.: 
8.224750
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack-Slipcase
Barcode: 
747313695027
Track count: 
9

Credits

Recorded at Dronningesalen, Den Sorte Diamant (The Black Diamond), Copenhagen, on 13-16 November 2022

Recording producer: Preben Iwan
Engineering, editing, mixing and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2023 Dacapo Records, Copenhagen

Top of the Pops in 1840s Copenhagen, by Henrik Engelbrecht, translated from the Danish by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Hayden Jones

Concerto Copenhagen, www.coco.dk
General manager: Nikolaj de Fine Licht
Orchestra manager: Benedicte B. Balslev
Project manager: Frode Andersen
Production assistant: Kirsten B. Larsen
PR & communication: Sabrina S. Solis

Concerto Copenhagen is supported by the Danish Arts Foundation.

With support from Augustinus Foundation, Beckett Foundation, Frimodt-Heinike Foundation, Knud Højgaard Foundation, Solistforeningen af 1921, Weyse Foundation and Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Concerto Copenhagen would like to express gratitude to the following institutions and people for their invaluable assistance with and support for the project: Royal Danish Theatre, Royal Life Guards Historical Collection, Danish National Symphony Orchestra, Bent Lylloff and others for generously lending instruments, Københavns Musikhus, Royal Danish Library, and Slagtøjscentret for good collaboration, and producer Preben Iwan for invaluable inputs from the initial phase throughout the entire process to the recording.

randomness