Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Harpsichord Music, Vol. 1

Dietrich Buxtehude

Harpsichord Music, Vol. 1

Lars Ulrik Mortensen

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Oldesloe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Skt. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage organistembedet ved Skt. Olai Kirke i Helsingør. Her giver Lars Ulrik Mortensen giver Dietrich Buxtehude nyt liv.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.99 / £8.28
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.61 / $12.58 / £9.48
    Køb
Total runtime: 
52 min.
Dietrich Buxtehude

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Oldesloe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Skt. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage organistembedet ved Skt. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og under hans tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich,” men senere underskrev han sig regelmæssigt “Dieterich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Skt. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johann Lorentz den yngre, som virkede ved Skt. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamburg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650 da hans far, orgelbyggeren Johann Lorentz den ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheidemann i Hamburg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Skt. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der indtil han i oktober 1660 blev organist ved Skt. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Skt. Mariæ Kirke i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dieterich Buxtehude blev formelt udnævnt den efterfølgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end han havde haft i Helsingør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Skt. Mariæ.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at giftes og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margarethe Tunder, en af hans forgængers døtre. Dieterich og Anna Margarethe Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Skt. Mariæ. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Skt. Mariæ sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rang, sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede sine sociale overordnede om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – plejede han eliten som støtter til sine musikalske forehavender.

Som organist ved Skt. Mariæ var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar en hel del ansvar og prestige. De regnskabsbøger, som han førte i egenskab af Werkmeister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Skt. Mariæ, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusikanter, en violinist og en lutspiller, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste søndage efter Trinitatis og på 2., 3. og 4. Adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han koncerterende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå udenfor hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Skt. Mariæ. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friederich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamburg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig opmærksomhed,” men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet vendte de tilbage til Hamburg dagen efter. Johann Sebastian Bach gjorde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 under Abendmusik-sæsonen og blev boende i Lübeck i henved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxtehude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine egne værker. Han var en samvittighedsfuld tjener af kirken og en dristig entreprenør hvad angår Abendmusiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene,” malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet for Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxtehudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Divertisons nous aujourd’hui, bouvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at mere af den, og i et større antal genrer, er bevaret end fra nogen anden samtidig dansk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er i Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (dacapo 8.224003 og 8.224004).

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter

Musik for tasteinstrumenter fra det 17. århundrede var normalt ikke skrevet for specifikke instrumenter og kunne for størstedelens vedkommende udføres på orgel, cembalo eller clavichord. Imidlertid er de manuskripter, gennem hvilke Buxtehudes musik for tasteinstrumenter er blevet overleveret, almindeligvis begrænset til én af tre forskellige typer musik, som hver især kan associeres til et bestemt instrument: frie værker, som præludier og toccata’er, mange af dem med betegnelsen ‘pedaliter’ og således beregnet for orgel, udsættelser af tyske koraler, der som regel også kræver et pedalregister, og et udpræget verdsligt repertoire bestående af dansesuiter og variationer, formodentlig beregnet for cembalo. Imidlertid ligger disse afgrænsninger på ingen måde fast, og nærværende optagelser udnytter denne fleksibilitet ved at inddrage værker fra alle tre kategorier.

Næsten alle Buxtehudes suiter og variationer over verdslige melodier er bevaret i et enkelt dansk manuskript, nu hjemmehørende på Det Kongelige Bibliotek i København og bestående af et afsnit om familien Ryges historie og et andet med musik for tasteinstrument af først og fremmest Buxtehude. Det musikalske afsnit blev formodentlig nedskrevet tidligt i det 18. århundrede. Det faktum, at to af de suiter i manuskriptet som tilskrives Buxtehude i virkeligheden blev komponeret af Nicolas-Antoine Lebègue, understreger det stilistiske slægtskab mellem den tyske suite for tasteinstrument og de franske forbilleder, navnlig i brugen af stile brisé, som de franske cembalister havde hentet fra lutmusikken. Standardiseringen af satserne til allemande, courante, sarabande og gigue kan imidlertid henføres til tyske komponister.

Det udvalg af suiter, der er medtaget på disse cd’er, i C-dur (BuxWV 226), d-mol (BuxWV 233), e-mol (BuxWV 235), F-dur (BuxWV 238), g-mol (BuxWV 242) og A-dur (BuxWV 243), præsenterer det intime, ‘husmusikalske’ aspekt af Buxtehudes klaviaturkunst. I hvert af disse værker er allemanden det vægtigste element, “hovedsætningen i en musikalsk suite, hvoraf correnten, sarabanden og giquen [sic] flyder”, som Buxtehudes kendteste elev, Martin Heinrich Fuhrmann, udtrykker det. Begyndelsen af Buxtehudes correnter følger da også ofte allemandens melodiske kontur, og i suiten i F-dur (BuxWV 238) antager correnten næsten karakter af en variation over denne. På en besynderlig blanding af fransk og italiensk staves denne sats som regel courent i Ryge-manuskriptet; faktisk følger Buxtehude som regel den italienske corrente, med dens lette ottendedelsløb, snarere end den mere underfundige franske courante. Fuhrmann betegner sarabanden som en “instrumentalarie, sædvanligvis på otte takter, i langsom tredelt takt”; denne sats er den korteste og enkleste i en Buxtehude-suite. To af suiterne (BuxWV 226 og 233) omfatter en ekstra sarabande, der hverken er en genpart eller en variation af den første. Den anden sarabande i BuxWV 233 har et udpræget vokalt udtryk, modsat den mere instrumentale stile brisé, der præger den første. Giguerne i Buxtehudes suiter har en mere kontrapunktisk tekstur end de andre satser, men de er ikke strengt fugerede, idet de som regel opløses i homofoni efter nogle få indsatser. Det er imidlertid gennem giguen, at danseudtrykket er mest mærkbart i de andre genrer som Buxtehudes tasteinstrumentmusik omfatter.

Hvert af de tre sæt variationer, der findes på disse cd’er er baseret på danserytmer. Courent Zimble (BuxWV 245) er, som navnet antyder, en courante, kortere og enklere end de satser, der findes i suiterne. Figurationerne i hver af dens otte variationer har et tydeligt enhedspræg. Det sæt med tre variationer, der helt enkelt hedder Aria (BuxWV 249), er baseret på sarabanden, og minder os om Fuhrmanns definition af sarabanden som en instrumentalarie. Den anden og den tredje variation indeholder udskrevne, varierede gentagelser af hvert af afsnittene i den todelte form, hvilket giver en idé om, hvorledes Buxtehude i praksis kan have udført de gentagelser, som han sædvanligvis kun angav med et repetitionstegn. Hans kendteste sæt variationer, ligeledes kaldt Aria, med undertitlen La Capricciosa (BuxWV 250), følger bergamasca’en, en dans der har sin oprindelse i det 16. århundredes Italien og som blev udbredt overalt i Europa i det 17. århundrede. Første halvdel svarer til en sang fra Thüringen, Kraut und Rüben, som J.S. Bach anvendte i det quodlibet der afslutter Goldberg-variationerne (BWV 988), men det er usandsynligt, at Buxtehude har kendt den i denne udgave. Bach kan på den anden side have kendt La Capricciosa, idet den, ligesom hans Goldberg-variationer, er et virtuost glansnummer, bestående af 32 variationer over en arie i G-dur. I La Capricciosa lader Buxtehude dans følge på dans, idet han omsætter bergamasca’ens todelte taktart til en gigue (partiterne 9 og 19), en sarabande (partita 25) og en menuet (partiterne 29 og 30).

Buxtehudes koralsatser for tangentinstrument er først og fremmest bevaret i form af manuskripter, som blev samlet af Johann Gottfried Walther, organist i Weimar og gennem sin mor beslægtet med J.S. Bach. De fleste af dem kræver to manualer og et pedalregister, hvorimod enkelte udmærket kan udføres på andre instrumenter end et kirkeorgel. Et af værkerne forekommer særligt egnet til udførelse på et cembalo, nemlig partita’en Auf meinen lieben Gott (BuxWV 179). Her forener Buxtehude tre genrer – dansesuiten, variationerne og koralsatsen – og frembringer på denne måde en usædvanlig hybridform, bestående af en (unavngiven) allemande, en double, en courante, en sarabande og en gigue. Wie schön leuchtet der Morgenstern (BuxWV 223) hører til den genre, der benævnes koralfantasi, i hvilken hver linie i en koralmelodi gennemgår en temmelig omfattende udvikling, forskellig fra linie til linie. Her har giguen ligeledes en fremtrædende plads, og den afrunder værket med en fugeret behandling af melodien i sin helhed. Buxtehudes manualiter-udsættelse af Nun lob, mein Seel, den Herren (BuxWV 215) følger koralens lystige, tredelte taktart.

Buxtehudes frie tasteinstrumentværker – de værker, som er uafhængige af eksisterende melodier eller dansemønstre – er hovedsagelig overleveret i form af manuskripter, som indeholder både pedaliter- og manualiter-værker. Blandt disse er hans mest originale og med rette berømte værker præludierne og toccata’erne i stylus phantasticus, som blander ganske uforudsigelige frie afsnit i virtuos og idiomatisk tasteinstrumentstil med mere strukturerede fugerede passager. Eftersom organister ganske naturligt foretrækker pedaliter-værker, spilles de værker, som er beregnet for manual alene langt sjældnere, hvilket giver eventyrlystne cembalister rige udfoldelsesmuligheder. Selv i disse frie værker kan man genfinde elementer af dans og variation: i G-dur præludiet (BuxWV 162) er den anden fuga en variation i gigue-rytme af den første. I stedet for en anden fuga, indeholder Tocccata i G-dur (BuxWV) en kort afdeling med ostinatovariationer, der har en svag lighed med Pachelbels berømte kanon. Det er muligt, at Buxtehude har skrevet sine canzona’er med tanke på sine elever: de er alle manualiter-værker, og elever øvede sig oftest på clavichord eller spinet. De bærer en række forskellige titler, canzon, canzonet eller fuga, og består enten af en enkelt fuga (BuxWV 174 og 225) eller af tre beslægtede fugaer (BuxWV 166, 168, 170 og 176), i stil med variationsricercaren, der var nedarvet fra Frescobaldi og Froberger. Friedrich Wilhelm Marpurg bruger i sin Abhandlung der Fuge (1753) den tredje fuga i BuxWV 168 som eksempel på en kontrafuga, i hvilken svaret bevæger sig modsat subjektet. Giguen dukker igen op i disse værker, som anden fuga i BuxWV 166 og 170, og som den eneste fuga i BuxWV 174, en af Buxtehudes mest indtagende og populære fugaer.

Kerala Snyder, 1998

Release date: 
marts 1999
Cat. No.: 
8.224116
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099981620
Track count: 
20

Credits

Recorded at Skt. Matthæus Kirken, Copenhagen, on 22-28 September, 1998

Recording producer: Michael Petersen
Sound engineer: Michael Petersen

c 1999 dacapo, Copenhagen

p 1999 dacapo, Copenhagen

Cover picture: »Stilleben« by Osias Beert (c. 1610)

Dacapo Records acknowledges, with gratitude, the financial support of Gangstedfonden

randomness