Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Britta Byströms elegante værker henter inspiration fra litteraturen og kunstens verden

Britta Byströms elegante værker henter inspiration fra litteraturen og kunstens verden

Den 17. marts udkommer et album med lysende, elegante og kompromisløse værker af svenske Britta Byström, indspillet af Athelas Sinfonietta. Udgivelsen fejres ved et releaseevent med mini-koncert og artist talk.

Ny udgivelse
27. februar 2023

Den svenske komponist Britta Byström fortæller historier og opbygger strukturer ud fra klare, stemningsfulde og elegante virkemidler. Hendes talent for klangfarver og vilje til at lade sit instinkt lede, er tydeligt på det nye album Letter in April, som også demonstrerer Athelas Sinfoniettas begejstring for komponisten.

Albummet udkommer den 17. marts. Du kan allerede nu pre-save det til din foretrukne streamingtjeneste via linket her. Den 3. marts udkommer desuden en single fra det kommende album, nemlig en Grazioso-sats fra strygekvartetten Images from the Floating World.

Inspiration fra litteraturen og kunstens verden

Det nye album indeholder verdenspremiereindspilninger af fire ensemble- og soloværker. Titelværket Letter in April for klarinet, violin, cello og klaver kredser tematisk om den næsten umærkelige forvandling der antyder forårets komme, inspireret af Inger Christensens digtsamling af samme navn.

Baum in der Stadt for soloviolin, som i 2020 vandt de såkaldte Swedish Chamber Games, er indspillet af Anne Søe. Værkets titel er påvirket af Paul Klees malerititler, og i kompositionen arbejder Byström ud fra en nærmest arkitektonisk tilgang og lader værket tage udgangspunkt i et klart defineret motiv eller "byggelement", der høres lige fra begyndelsen.

I 2019 bestilte Aarhus Unge Tonekunstnere fem nordiske komponister til at skrive et værk inspireret af den islandske Njals saga til Taïga String Quartet. På det nye album kan man høre Byströms bidrag, nemlig strygekvartetten Images from the Floating World i seks korte satser med hver sin musikalske karakter, fra det blide og lyriske til det swingende og rytmiske.

Cellist Maria Isabel Edlund er solist i cellokoncerten Figures at the Seaside, som har titel efter et surrealistisk maleri af Picasso. Koncerten er skrevet specifikt til (og udviklet i tæt samarbejde med) Edlund. Værket kombinerer celloens menneskelignende stemme med et alsidigt lille ensemble, og tager udgangspunkt i cellistens spillestil og forhold til Bachs musik. 

Lysende klangflader og bølgende melodier

Britta Byströms værker er karakteriseret af en sart elegance, disciplineret legesyge og en minimalistisk tendens til at skabe hele værker ud fra en enkelt akkord, en figur eller et tema. Allerede Byströms første værk (2002) fastslog hendes interesse for høje tonelejer og lysende klangflader, med bølgende melodier der synes at være opstået indefra.

Britta Byström har skrevet operaer, orkesterværker og vokalværker og forholder sig ofte til store, eksistentielle temaer fra psykisk sårbarhed til klimaforandringer og de særlige udfordringer for den samiske befolkning i de nordiske landes koldeste egne.

Releasekoncert og artist talk

Udgivelsen fejres med en releasekoncert og artist talk tirsdag d. 21. marts i Havesalen i Musikhuset København fra kl. 16-18. Ved arrangementet introduceres musikken af Britta Byström og forlægger Jonas Bille Gamkjær fra Edition Wilhelm Hansen, hvorefter Athelas Sinfonietta opfører et uddrag af værkerne fra albummet. Der er gratis adgang til arrangementet. Læs mere her.

Athelas Sinfonietta er blandt de førende danske ensembler inden for ny kompositionsmusik og har indspillet flere udgivelser for Dacapo Records med ny dansk musik.
  • Britta Byström

    Letter in April

  • Niels Rosing-Schow

    A Talk of Our Time

  • Karl Aage Rasmussen

    Alone & Together

  • Ole Buck

    Værker for sinfonietta

  • Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Repriser

  • Rune Glerup

    Dust encapsulated