Værker for sinfonietta

OLE BUCK – SINFONIETTAVÆRKER

af Jesper Lützhøft

Da komponisten Ole Buck fyldte 70 år i februar 2015, blev han fejret ved to koncerter med ­Athelas Sinfonietta Copenhagen. Koncerterne blev spillet for fulde sale; men det skyldtes ikke, at Ole Buck er særlig berømt – han er vel snarere en af de store hemmeligheder i dansk musik. Tilstrømningen skyldtes måske, at det ikke er så ofte, man kan høre Ole Bucks musik – men man kan ofte høre om den – og nu ville man have syn for sagn.

Og det fik man! Publikum og musikere var bjergtagede af Ole Bucks musik, der på sin vis er enkel og skønhedssøgende, men alligevel raffineret og overraskende på sine egne præmisser. Hans komponistkolleger i alderen omkring de 40, der overværede koncerten, var på sin vis ­rystede – her var en musik, der i al sin umiddelbare enkelhed mindede dem om det, de ledte efter, som en af dem sagde efter koncerten.

Ole Buck kom ellers tidligt i fokus med sin musik. Hans musik til Flemming Flindts ballet Felix Luna på Det Kongelige Teater i 1973 har nærmest fået status af skandalesucces, og hans Sommer­trio fra 1968 stillede venligt og præcist spørgsmål ved hele modernismens projekt ved sine enkle gentagne figurer og små skalabevægelser – på sin vis som Mozart, bare på et andet sprog og i en anden tid – nu kom det til at hedde ’Ny enkelhed’.

Siden Ole Buck i slutningen af 1980’rne flyttede langt ud på landet, er der kommet en ro og en anden form for enkelhed over hans musik. Mange værker benytter sig kun af 5 toner, uden at man kommer til at savne flere, for han har forfinet et af sine særkender: Timingen! Ole Buck er en sand mester til først at lade noget ske i musikken, når det er nødvendigt, og ikke et sekund før. Præcis i det øjeblik, det er nødvendigt, sker der noget nyt i musikken.

De fire værker på denne CD dækker perioden fra 1996 til 2010.

Fiori di ghiaccio (1999)

Stykket er skrevet som en hyldest til en af de komponister, Ole Buck ofte nævner, nemlig italienske Niccolò Castiglioni (som døde i 1996), men uden at musikken på nogen måde minder om Castiglionis. Værket sættes i gang af en drøm, hvor Ole Buck drømmer, at han trækker gardinerne fra vinduet og mødes af et landskab helt dækket af is og sne. Han beskriver selv, at det sner igennem hele stykket. Det er først, da han sætter titlen på, at han opdager, den er et lån fra Castiglionis værk Inverno in-ver. Der er en klar tonalitet i begyndelsens vippen mellem B-dur og d-mol, og fornemmelsen af kulde og smukke isblomster fastholdes hele vejen igennem stykket, der på intet tidspunkt springer ud af sin vinterstemning. Samtidig varsler stykket det store værk med endnu en blomstertitel, Flower Ornament Music.

A Tree (1996)

Ikke mange andre danske komponister har så mange værker med titler, der direkte refererer til naturen, årstiderne og landskabet, som Ole Buck. Det er bl.a. hans natursansning, der til stadighed kommer til lyd i værkerne.

Således også i dette værk med den enkle titel – Et træ – hvor inspirationen er en meditation over træet som begreb og symbol. Træet udvikler sig gennem vækst, det er moderne og rodfæstet på samme tid, med Ole Bucks egne ord: ”Rødderne er traditionen, de yderste kviste er det moderne, og mere til. Der, hvor man har rod, begynder man i det tonale. Stammen er der, hvor væksten/udviklingen foregår; der, hvor man rejser sig mentalt, og grenene og kvistene er alle de nye ideer og værkerne. Frugterne er oplysning og indsigt.”

Cirka 3/7 inde i værket opstår en lille, pludselig ’eksplosion’ – det er vækstimpulsen, forårets lys, der sætter et nyt forløb i gang for træet – og musikken. Også i dette værk synes slutningen i sig at bære en kim til det næste værk. En tendens Ole Buck tit har iagttaget hos sig selv: ”Her slutter det så, men mange af mine stykker synes at være første del af et værk, som kunne fortsætte i en ny sats, der tager konsekvensen af den første.”

[uden titel] (2010)

Ole Bucks værker er sjældent decideret beskrivende, skønt titlerne kunne pege på det. Det billed­skabende opstår mere i kraft af den tilstand, man som lytter sættes i. Men i dette værk er der alligevel helt konkrete billeder som afsæt for musikken, selvom vi ikke pålægges disse billeder af komponisten. [uden titel] er bestilt af Storstrøms Kammerensemble som et af flere værker, der hver skulle beskrive et billede på det lokale kunstmuseum. Ole Bucks værk beskriver på sin vis – som gode gamle Mussorgskij – hele turen på museet fra billede til billede og de forskellige udtryk og indtryk, der hører til hvert billede. Selv om det er cd’ens nyeste stykke, griber Ole Buck her tilbage til en tidligere måde at skrive på, hvor der præsenteres en række markante elementer, der sættes sammen i skiftende mønstre og således stadig ændrer sig og vores oplevelse af dem.

[uden titel] har sin titel ud fra det faktum, at der på mange museer hænger billeder uden titel – det er måske disse titelløse billeder, der manes frem på dette museumsbesøg.

Flower Ornament Music (2001)

Dette store værk er oprindelig tænkt som en lille taknemmelig vignet til et amerikansk ensemble, der i 1999 havde opført et af Ole Bucks værker i New York. Men den lille fløjtesolo, det oprindeligt var tænkt som, lod sig ikke rigtig afslutte i komponistens hoved. Straks stykket var afsendt, meldte der sig en ny afrunding, hvor instrumenterne lidt efter lidt satte ind. Da dét var skrevet, meldte der sig en ny ide, og som Buck selv tidligere har beskrevet, var det som om der i hver eneste afslutning lå en begyndelse til det næste afsnit. Det, der skulle have været en lille vignet, skrev næsten sig selv og blev et over 20 minutter langt stykke, der fik sin titel efter ordet ’avatamsaka’, sanskrit for Blomster-ornament-musik.

I dette stykke er Ole Bucks inspiration af Zen og Buddhisme tydelig uden at være udtryk for kulturel appropriation. Stykket tager sig den nødvendige tid og kommer igennem en række landskaber og stemninger, konstant foranderligt i detaljen og med subtile detaljer i instrumenteringen – for til sidst at ende i en sjælden og egentlig billeddannelse, som Ole Buck selv beskriver således:

”Til sidst besluttede jeg at jeg ville slutte med noget festligt, ligesom et optog af munke i orange og rubinrøde munkedragter, og så sluttede det med buldrende trommer. Og til aller­sidst en dissonant trompetklang. For det er jo ikke slut endnu, endnu et optog af munke skimtes i det fjerne, denne gang endnu mere festligt og dansende mod os. Men her slutter mit stykke og musikerne må forlade orkestret.”

© Jesper Lützhøft, kunstnerisk leder for Athelas Sinfonietta Copenhagen