Chamber Works

Uhørte stemmer

Af Thomas Husted Kirkegaard

I 1980 åbnede Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling (i dag Musikmuseet) en udstilling med titlen Kvinder komponerer. Her kunne museet præsentere et omfattende forskningsarbejde, blandt andet et katalog over ikke mindre end 339 danske kvindelige komponister. I udstillingen kunne man lytte til indspilninger af de nulevende af komponisterne – men ikke af de historiske, som stadig ikke var indspillet.

I dag, 45 år efter udstillingen, er der sket lidt. Musik af Hilda Sehested og Nancy Dalberg er blevet indspillet i mellemtiden, men det gælder stadig kun en forsvindende lille del af deres produktion. Tekla Griebel Wandall er der til gengæld ikke blevet indspillet en tone af – før nu.

Med dette album puster Ensemble MidtVest liv i tre af de væsentligste stemmer fra kvindernes moderne gennembrud i dansk musik. Sehested, Dalberg og Griebel Wandall formåede alle tre at slå igennem som offentligt anerkendte komponister i en tid, der var præget af stor debat om kvindens rolle i samfundet. De var langt fra de første danske kvindelige komponister, men de var blandt de første, der i så høj grad udøvede deres kunstneriske virke i det offentlige rum – hvorfor de også blev genstand for en del offentlig kritik og fordomme.

Selvom de altså deler denne skæbne, så er der tale om tre meget forskellige komponister, som vi nu, et århundrede senere, endelig kan lære bedre at kende.

Hilda Sehested (1858-1936) voksede op på godset Broholm på Sydfyn. I den velhavende familie var der både tid, penge og støtte, til at Sehe­sted kunne dygtiggøre sig musikalsk, og som 15-årig rejste hun til København for at modtage privatundervisning af C.F.E. Hornemann. Efter flere år hos Hornemann begyndte hun i 1886 at studere musikteori og komposition privat hos konservatorielæreren Orla Rosenhoff, og efterhånden blev komposition hendes fuldtidsbeskæftigelse – kun afbrudt af en treårig pause, efter hun i 1896 mistede sin forlovede, arkæologen og museumsinspektøren Henry Petersen, blot en måned før deres bryllup. Sehesteds indtræden i det offentlige musikliv foregik i høj grad på hendes eget initiativ – og for hendes egen regning: Hun arrangerede og finansierede igennem sit liv flere kompositionskoncerter med sin egen musik på programmet.

Albummet samler fire af Sehesteds kammerværker, der tilsammen viser hendes store stilistiske spændvidde. Det første værk, Fantasistykker for cello og klaver, er tilegnet cellisten Ernst Høeberg og blev første gang opført til en matiné arrangeret af Sehested selv i Odd Fellow Palæets Riddersal i 1907. Værket er kendetegnende for Sehesteds senromantiske stil på dette tidspunkt, hvor lyriske melodier finder modvægt i en aktiv rytmik og kontrapunktik samt hyppige, overraskende modulationer. Det andet værk, Fire fantasistykker for fløjte og klaver, er fra 1927 og er blandt hendes sidste. Her er udtrykket markant anderledes. Sehested blander fri atonalitet med nærmest arkaisk modalitet og impressionistiske passager uden tonal spænding – et radikalt og moderne værk, som dog var for meget for tidens anmeldere. Værket blev kaldt ”villet-moderne” og ”mere konstrueret end inspireret” i Berlingske Tidende.

Det var ikke første gang, Sehested fik den slags kritik. Klavertrioen Intermezzi for violin, cello og klaver blev komponeret i 1893 og udgivet på Nordisk Musikforlag. Den præcise udgivelsesdato kendes ikke, men hos Det Kgl. Bibliotek er den registreret som 1903 – formentlig fordi pligtafleveringen blev indført i 1902. Det samme gælder for Fire fantasistykker for violin og klaver. Selvom Sehested bestemt fik ros for sine kompositioner – hendes lærer Rosenhoff kaldte for eksempel klavertrioens tema for ”Beethovensk”, og komponisten Victor Bendix roste især tredjesatsen og Sehesteds tekniske dygtighed – så anså samtidens anmeldere hendes harmoniske sprog og hyppige tonale udsving som en tand for udfordrende. Det blev en tilbagevendende kritik, at man mistede orienteringen, at hun arbejdede med ”små linjer, hvad der kan hindre overblikket” eller endda at musikken var ”uden indre logik”.

Der er ganske vist noget knopskydende og fantaserende over Sehesteds kammerværker – hvilket måske kan forklare, at de er blevet navngivet fantasier og intermezzi – men alt tyder på, at Sehested var meget bevidst om, hvad hun lavede og hvad hun ville. I hvert fald var hun ikke bange for at erklære sig uenig med sin lærer Orla Rosenhoff, når han gav hende en lignende kritik. I dag er der al god grund til at tage Sehested alvorligt og genopdage hendes stemme som et væsentligt bidrag til dansk musikhistorie på kanten af det romantiske og det moderne.

En lignende kant stod Nancy Dalberg (1881-1949) på. Ligesom Sehested voksede hun op i en velhavende familie på et sydfynsk gods – Mullerup, ikke langt fra Broholm. Hun blev gift med ingeniør­officeren Erik Dalberg, der selv havde en kunstnerisk åre som portrætmaler, og som støttede hendes musikalske ambitioner. Hun studerede hos blandt andre Ove Christiansen, Johan Svendsen, Fini Henriques og fra 1913 hos Carl Nielsen, som hun siden udviklede et tæt professionelt samarbejde med, blandt andet da hun assisterede Nielsen med instrumenteringen af Aladdin og Fynsk Forår. Efter nogle private opførelser af hendes værker fik hun sin offentlige debut som komponist med en kompositionskoncert i 1915. Ligesom sin kollega Sehested arrangerede hun gennem sit liv flere kompositionskoncerter, som hun selv betalte for, og kunne på den måde for egne midler skabe sig et navn som komponist.

Dalbergs kammerværker på dette album står i tydelig kontrast til Sehesteds. Selvom stilen nok kan kaldes senromantisk, så er Dalbergs kompositioner alligevel præget af et anderledes tonesprog og en gennemgående interesse for motivisk arbejde. I Andante Serioso er det især to distinkte rytmiske motiver i klaverakkompagnementet, som henholdsvis understøtter og skaber konflikt med det langsomme, alvorsfulde cellotema – en konflikt, som først synes at blive opløst i de allersidste takter, hvor celloen resignerende vender sig mod det første af klaverets rytmiske motiver.

Fantasi for cello og klaver fra 1911 er blandt Dalbergs tidlige værker. Sammen med Andante Serioso blev den uropført i 1915 ved Dalbergs første kompositionskoncert i Odd Fellow Palæet. Berlingske Tidende roste andanten, mens Politiken mente, at fantasien var ”helt godt gjort” – men de fleste anmeldere hørte først og fremmest musikken i lyset af komponistens køn. ”Musikhistorien kan ikke opvise en kvindelig komponist af betydning” konstaterede Social-Demokraten, men medgav, at Dalbergs kompositionsaften var ”ganske interessant”. Avisen København skrev, at ”der er det gode ved fru Dalberg, at hun er lidet sentimental, lidet kvindagtig i sin musik”.

I To fantasistykker for violin og klaver, som blev uropført ved Dalbergs tredje kompositionskoncert i 1922, høres for alvor Dalbergs moderne åre. Indledningens motiv vendes og drejes i begge instrumenter; intervallerne ændres, motivet flyttes kromatisk, og flere gange fører det til en spændingsopbygning, der bryder ud i melodiske passager med et impressionistisk præg. Samme præg høres i passager af det andet fantasi­stykke, der senere udkom som et selvstændigt stykke under titlen Scherzo Grazioso, tilegnet violinisten Emil Telmanýi.

I Stemning er vi tilbage til de allerførste kompositioner fra Dalberg, som vi kender til. Det korte værk figurerer i en nodebog, som hun sandsynligvis har arbejdet i under sine studier med Johan Svendsen i 1909-1910. Med indspilningen af dette værk lytter vi med på de private kompositionstimer – og hører en komponist, som allerede her skabte stemningsfuld og vedkommende musik.

Tekla Griebel Wandall (1866-1940) er aldrig tidligere blevet indspillet. Selvom hun blev et særdeles anerkendt navn i 1890’erne, gled hun allerede i løbet af sit eget liv ud i glemslen – i en helt anden grad end Sehested og Dalberg. Der var da også meget langt fra Sehesteds og Dalbergs godser til det miljø, Tekla Griebel Wandall voksede op i. Hun blev født ind i en fattig familie, hvor hendes tyske musikerfar sled med at tjene penge ved at undervise og spille op til dans på værtshuse, først i Randers og siden i København. Uden penge eller netværk måtte Griebel Wandall bygge sin karriere op fra bunden. Efter først at have opnået uddannelse som modeltegner på Tegneskolen for Kvinder søgte hun ind på musikkonservatoriet i København, og hun var blandt de talentfulde ansøgere, som fik tilbudt økonomisk friplads.

De tre værker, der er samlet på denne indspilning, er værker, som Griebel Wandall komponerede under sine studier på konservatoriet i 1889-1891. Der er altså tale om nogle af hendes tidligste værker – og også nogle af de ganske få, hun overhovedet skrev for kammermusikalsk besætning. Da hun var færdig med konservatoriet, var det nemlig først og fremmest som komponist af lieder, ballet og opera, hun gjorde sig bemærket. Det var Griebel Wandall, der fik æren af at skrive musikken til den store ballet I Rosentiden, som blev opført ved Kvindernes Udstilling i 1895; og det var Griebel Wandall, der blev kendt som Danmarks første kvindelige operakomponist, da hun i 1895 fik sin opera Skøn Karen opført i Stadttheater Breslau, og siden, i 1899, på Det Kgl. Teater.

De tre ungdomsværker, som er samlet på dette album, åbner et vindue til det særegne ved Griebel Wandalls musik: Melo­dierne står klare og formfuldendte, næsten ikoniske, med en udtryksfuldhed og fortællende kraft, der vidner om en rig poetisk åre. Det afsluttende værk på albummet er særligt, for det er faktisk et fragment af en større, femsatset sonate for cello og klaver i g-mol. Kun cellostemmen er overleveret fra dette værk – med undtagelse af denne Notturno, der oprindelig udgjorde fjerdesatsen. Når vi hører den melankolske melodi, hører vi derfor også en påmindelse om den musik­historie, der forsvandt, før den overhovedet blev hørt.

Indspilningen er blevet til på baggrund af et stort projekt, hvori Sehesteds, Dalbergs og Griebel Wandalls musik for første gang er blevet udgivet i praktisk-videnskabelige, filologisk gennemarbejdede udgaver i nodeserien Danish Classical Music på Edition·S. Takket være Ensemble MidtVests indspilning kan vi endelig lytte til en del af dansk musikhistorie, som længe har ligget hengemt i arkiverne. Det er musik, som ikke bare genopdages, men genopstår – som levende kunst og klingende musikhistorieskrivning.

Thomas Husted Kirkegaard er ph.d. og postdoc i musikvidenskab. Han forsker i historiske danske kvindelige komponister, er forfatter til den første bog om Tekla Griebel Wandall og chefredaktør på nodeserien Danish Classical Music.