Miniatures

Mørket, synligt: Mads Emil Dreyers Miniatures

Af Tim Rutherford-Johnson

Mads Emil Dreyer arbejder ofte i serier. Han finder det nyttigt at betragte et enkelt værk, ikke nødvendigvis som konceptuelt afsluttet, men snarere som et kapitel i en potentielt fortløbende fortælling.

For lytteren eller beskueren er en af glæderne ved kunstneriske værker, der bliver til på denne måde, legen med at identificere de fællesnævnere og forskelle, der gør en værkserie både sammenhængende og indbyrdes afvigende – for derefter ud fra disse forbindelser og forskelle at udlede noget om værkets betydning, hvad kunstneren værdsætter, og hvordan de betragter det mulighedsfelt, serien befinder sig i. Tag Monets mere end tredive malerier af katedralen i Rouen som et berømt eksempel: Selvom motivet, synsvinklen og skalaen forbliver konstant, får de skiftende årstider, tidspunkter på dagen og vejrforhold os til at tro, at Monets interesse ikke så meget gælder middelalderlig religiøs arkitektur, som hvordan forandringer i lyset kan ændre både fremtoningen og den følelsesmæssige effekt af de ting, vi ser.

På et overfladisk plan er det, der forbinder Miniatures på denne indspilning, brugen af klokkespil parret med elektroniske keyboards som en slags hybrid-continuo. I Miniature 1 (2021), der fungerer som skabelon for den efterfølgende serie, sidder en kvartet af musikere med et sæt af disse instrumenter hver, som de spiller på samtidigt. Med højre hånd et legetøjsklokkespil; med venstre et keyboard. Keyboardet sender sinustoner ud til en lille højttaler (en såkaldt transducer), der er fastgjort til klokkespillets krop: Når en tone anslås, lyder sinustonen både i sig selv, samtidig med at den skaber sympatetisk resonans i klokkespillets metalstave. Hvor Miniature 1 kun er for fire sådanne musikere, parrer Miniature 3 (2021) to klokkespil/keyboard-spillere med et kammerorkester på 13 musikere. Og Interlude (2025) præsenterer en enkelt i en trio med cello og akkordeon. Hver især en iscenesættelse af det samme objekt på et nyt tidspunkt af dagen eller i en anden slags vejr.

Men hvorfor ’miniaturer’? Antageligt peger seriens titel på noget, der binder stykkerne sammen. En samling af korte satser for en kvartet af legetøjsklokkespil kunne beskrives som ’miniature’ på mange måder: på grund af ’lidenheden’ i dens klangverden eller instrumenternes kompakthed, for eksempel. Og bestemt også i kraft af dens fremkaldelse af et barndomsminde om en lille ballerina inde i en mekanisk spilledåse. Det forklarer i hvert fald Miniature 1. Men holder disse associationer stadig stik i Miniature 3 med tilføjelsen af et kammerorkester? Sandsynligvis ikke. Og under alle omstændigheder: Selvom ingen af disse tre stykker er decideret symfoniske, udfolder de sig heller ikke med den enkle, raske gestus, man finder i en bagatel eller et epigram. De tager sig tid og dvæler ved hver eneste lille ændring i de harmoniske eller rytmiske mønstre. Hvis dette er miniaturer i den forstand, er de i bedste fald tungsindige af slagsen.

Lidt længere nede i rækken, i Miniature 6 (2023) – som ikke er med på denne udgivelse – får vi yderligere ledetråde til titlens betydning. (Det er et kendetegn ved serier, at som de skrider frem, både udvider de deres udtryk og præciserer deres kerne). For det første er Miniature 6 det første stykke i serien, der slet ikke indeholder klokkespil – så forbindelsen stikker dybere end den spilledåse-lyd, det antyder. I stedet er transducere fastgjort til kroppen af et akkordeon og en cello, hvor de afspiller sinustoner, som musikerne aktiverer med pedaler. Og forrest i partituret forklarer Dreyer (for første gang): ”Dette stykke er nummer seks i min Miniatures-serie, hvor jeg sigter mod at skjule, eller endda eliminere, kløften mellem akustiske og elektroniske lydkilder”.

’Miniature’ peger altså på det musikalske forhold mellem toner spillet på akustiske instrumenter og dem fra deres elektroniske skygge. Selvom hver musiker spiller på deres akustiske og elektroniske instrumenter samtidigt (i tilfældet med Miniature 1 betyder det at spille på klokkespil og keyboard samtidig), er de ikke helt i unison. Sinustonerne er stemt en brøkdel ved siden af – mindre end en tiendedel af en halvtone – i forhold til klokkespillene. Dette mikroskopiske mellemrum mellem tonerne på det akustiske instrument og dets elektroniske skygge er således vores ’miniature’: et grænseområde, en flig af afstand mellem ’ægte’ og ’syntetisk’.

I Miniature 1 er forskellen i stemningen knap nok til at skelne, bortset fra den svage flimrende eller summende kvalitet, den tilføjer klokkespillets klang, når de to faseforskudte bølgemønstre interagerer. Det tilføjer en specifik farve til lyden og giver musikken en let sløret, uvirkelig kvalitet. Men i Interlude og Miniature 3 åbner det en passage til en bredere kompositorisk udforskning. Det er, som om Dreyer i en ellers perfekt diamant har fundet en lille fejl, der spreder lyset på usædvanlige måder, og har forstørret denne fejl, indtil de spredte stråler bliver mere betydningsfulde end ædelstenen selv.

I Interlude udgøres disse stråler af akkordeon og cello, der spiller lange toner (farvet af et transducer/pedal-setup ligesom i Miniature 6 ), som giver krop til de svage, summende ekkoer fra klokkespillet – forlænger dem, fortykker dem og bringer dem frem som musikalsk materiale i deres egen ret. I Miniature 3 bidrager et større antal instrumenter ikke blot til en større ’kropsliggørelse’ af strålerne; deres forskelligartethed og fordeling over optagelsens stereobillede fungerer som et prisme, der splitter lyset op i mange forskellige farver. Eller for at sige det på en anden måde: Musikken foretager en slags ’dissekering’ af sig selv, idet den samles.

Glimtende diamanter eller dissekerede kroppe: Der er altid en blanding af lys og mørke i Dreyers musik. I hans Forsvindere-serie bliver musikkens eventyrlige kvalitet (her leveret af kimende celeste og vibrafon) undergravet af et foruroligende elektronisk bagtæppe af live-loops og samples, der igen er designet til at ligge lige uden for de levende instrumenters rækkevidde. Det er en flimrende tilstedeværelse, der kun lige kan anes i udkanten af synsfeltet. I Miniature-serien er denne foruroligende tilstedeværelse imidlertid gjort næsten helt sammenfaldende med os selv: Elektronikken udfører blot den mest subtile, mest desorienterende tidsforskydning. Det er, som om vores eget univers er blevet overlejret af et andet, der er en anelse ude af synk, så vi hjemsøges af en efterslæbende version af os selv, blot et slag eller to bagud; en tilstedeværelse, vi hverken kan røre eller kontrollere. Dreyers Miniatures begynder måske i barnlig uskyld, men som ethvert barn ved: Man skal tage sig i agt for skyggerne.

© Tim Rutherford-Johnson, 2026

Tim Rutherford-Johnson er forfatter med speciale i ny musik. Han har skrevet den anerkendte Music after the Fall(University of California Press) og The Music of Liza Lim (Wildbird). Han er desuden medforfatter til Twentieth-Century Music in the West (Cambridge University Press).