Songs of Solitude

Syng mig levende igen

Af Andrew Mellor

Både Sunleif Rasmussens hjemland og evner gør ham til en ener i nordisk musikliv. Han er født i 1961 på Sandøy i Færøerne, der er et land med en fast forankret og vidt udbredt musiktradition, men kun begrænset musikalsk infrastruktur i formel betydning. Rasmussen lærte noder fra sin bedstemors orgelbog og tilegnede sig traditionelle færøske folkemelodier og salmer ved at lytte til dem. Som teenager blev han sendt til Norge for at lære elementær musikteori og fortsatte i 1988 til Danmark for at studere komposition hos Ib Nørholm på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Rasmussen har æren af såvel Færøernes første opera som landets første Nordisk Råds Musikpris, som han modtog i 2002 for sin symfoni nr. 1, Oceanic Days. Meget af komponistens musik er åbenlyst inspireret af hans hjemland og afspejler musikkens praktiske tradition på Færøerne uden at tage befolkningen som gidsel – samtidig med at den trækker vejret i landets barske, fugtige og blæsende luft. Med udgangspunkt i enkle elementer udforsker han skiftende perspektiver på velkendte temaer og mål.

En efterfølgende symfoni, The Earth Anew (2015), tilbageerobrer den nordiske skabelsesmyte fra Richard Wagner på en måde, der kan minde om den islandske komponist Jón Leifs Edda-tonesætninger. Det er et kolossalt værk for orkester og sangere, der vrider og vender sig, som knitrer og plasker og lyder til at kunne være trukket op fra jordens indre. Det giver indtryk af et musikalsk sprog, der bliver dannet og forfinet, men samtidig også talt, hvor hver eneste rytmisk impuls kan mærkes i knoglerne og alligevel også er tilstrækkelig velformuleret til at sætte øjeblikket i perspektiv.

Mange af Rasmussens værker anvender dekonstrueret eller omdigtet materiale fra færøske folkemelodier og salmer som grundlag for store, pointillistiske lærreder med skildringer af gradvis forandring og forvandling. Hvor musikkens karakteristisk færøske elementer førhen var underforstået i Rasmussens musik, er de efterhånden begyndt at træde stadig tydeligere frem. ”Tidligere skjulte jeg dem – jeg ville ikke være en ny Bartók,” har komponisten udtrykt det. ”Siden 1. symfoni har jeg fået det bedre med at lade dem blive mere markante.”

Med ”markante” mener han ikke nødvendigvis åbenlyse – som konstateringer eller udvikling i realtid. Ofte er temaer fordelt over lange perioder eller forløber hen over travl isorytmisk aktivitet. De findes typisk i lange linjer og træder kun frem set i perspektiv. Rasmussen sammenligner processen med sine hyppige sejlture rundt om øerne Sandøy, Skúvoy og Stóra Dímun. ”Når man er ude på vandet, ændrer tingene sig langsomt,” forklarer han. ”Man ved måske godt, hvordan en bestemt ø ser ud, men når man sejler rundt om den, bemærker man fuldstændig andre perspektiver ved det samme sted og ænser dårligt nok, at det sker. Det er det, jeg prøver at udtrykke i min musik.”

Sunleif Rasmussen © Lars Skaaning

Songs of Solitude and Night (2019)
Som Rasmussens to første symfonier antyder, er det ikke svært at føle sig konfronteret med tilværelsens største spørgsmål, når man befinder sig midt mellem Færøernes overvældende landskaber. I 2019 tog Rasmussen igen spørgsmålet om skabelse op i første del af værket Songs of Solitude and Night , som er tilegnet sangeren og dirigenten Paul Hillier og skrevet til hans ensemble Theatre of Voices med Michala Petri som blokfløjtesolist. Det blev uropført af dem 16. maj samme år.

Værkets første del, ”Prelude”, har tekst fra Vølvens spådom, der indleder middelaldertekstsamlingen Den poetiske edda med materiale helt tilbage fra vikingetiden. Den pågældende passage, der her er tonesat i engelsk oversættelse, beskriver skabelsen af jordkloden, stjernerne, solen, månen og de første mennesker i verden: Ask og Embla.

Åbningsmusikken beskriver et oprindeligt tomrum ved hjælp af en udefineret rumlen, der frembringes ved at gnide på stortrommeskindet. Hertil føjer sig den mystiske lyd fra en basblokfløjte, hvor musikeren på samme tid spiller og synger i modbevægelse, samt ordløs glissandosang fra sopranen, mezzosopranen og tenoren (de to sidstnævnte spiller også slagtøjsinstrumenter). Fra et dybt G begynder bassangeren at fremmane historien. Efterhånden som ”Prelude” udvikler sig, reagerer tuttisangerne på bassens forudgående kald, mens trommeslagene ligger støt nedenunder og blokfløjter i forskellige stemninger ovenover antyder en viril poetisk vilje. Musikken søger og søger, indtil de to skabninger, om hvem det førhen hed, at ”ånde havde de ikke, ånd heller ikke”, nu får ”blod, stemme og guders lød.”

Anden sats benytter Gunnar Hoydals engelske oversættelse af William Heinesens digt Hogboy. Heinesen (1900-1991) var en af Færøernes mest markante kulturpersonligheder og blandt andet forfatter til nationalromanen De fortabte spillemænd(1950). Ud over at være forfatter var han også maler og musiker. Hogboy, som tillige har dannet afsæt for en kontrabaskoncert af den dansk-færøske komponist Kristian Blak, fortæller om en mystisk ånd, der har til huse i stenaldergraven Mae’s Hove på Orkneyøernes hovedø Pomona. Ligesom i den foregående sats er også ”Hogboy” en historie fra fortiden, der også fremmanes ved gnidelyde fra stortrommen, men her krydret med meget konkrete lyde fra guiro og vibraslap og den præcis recitation af de fortællende elementer i Heinsens tekst fra dirigenten, Paul Hillier.

Kvindestemmer inkarnerer de kåde piger på Orkney, der i måneskin danser rundt om graven og uafladeligt spørger genfærdet, hvad det synger om. Mandsstemmer kommer med Hogboys stadig mørkere svar, som kom de nede fra hans våde underverden, og bevæger sig fra mørke minder (”og havde jeg endnu fødder at danse med”) til ildevarslende trusler (”jeg skulle have knuget jer nyfigne piger på tangens frådende senge”). Lyse sopranblokfløjter indhyller Orkney-pigerne, mens dybere stemte fløjter giver mulighed for eftertænksomhed, maniske besværgelser og en klagende epilog som antydning af Hogboys tidløse liv i sin hule.

Klar op vort mod, lys for vor fod (2016)
I kontrast til Songs of Solitude of Nightsøger Rasmussens kantate Klar op vort mod, lys for vor fod mod lyset og forestiller sig et fællesskab forenet i tro og bøn. Den er skrevet til kor og solister fra Trinitatis kirke i København, kirkens barokensemble og dets musikalske leder, Søren Christian Vestergård. Værket blev uropført i liturgisk sammenhæng søndag den 8. maj 2016.

Værket i syv satser benytter tekster af Helle S. Søtrup, som er sammenstillet af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen og kaster et nutidigt lys over bønnens rækkevidde og sorgen som begreb. Noget af det musikalske materiale er hentet i Severus Gastorius’ melodi fra 1681 til salmen Opstandne Herre, du vil gå, hvis tredje vers rummer linjen ”Klar op vort mod, lys for vor fod”. Melodien kombineres her med gamle gregorianske skalaer.

Rasmussens kantate kan minde ganske meget om opbygningen i en kantate af Bach. Besætningen er sopran- og barytonsolister, tuttikor og et barokensemble, som Bach næppe ville have haft svært ved at genkende (i særdeleshed ikke duetterne med oboer og violiner). Parallellen er mest oplagt i første sats, ”Du er, opstanden sejershelt”, som med en fortløbende, barokagtig bevægelse som fundament åbner med et karakteristisk instrumentalforspil og fortsætter med at bryde akkorderne fra koralmelodien, men samtidig opretholder den trinvise akkordfølge. Altstemmen fletter en ”cantus firmus” gennem den omgivende flerstemmighed over ordene ”Jeg er hos dig”.

”Bøn 1” fremstår som en indledende klagesang for en mistet kærlighed, hvor tanken om samhørighed straks etableres af parvise oboer og violiner knyttet tæt sammen i imiterende dialog og tanken om adskilte mandlige og kvindelige sangergrupper. Satsen ”Hjælp mig” genlyder af den gamle salmes bøn ”forstærk mit mod”. I bønnens ånd bereder barytonsolisten sig på tilværelsens malstrømme og forstyrrelser, samtidig med at han beder sin skaber: ”led mig ud af mit reaktive selv”.

I ”Tak for dig” er sopran- og barytonsolisterne sammenslynget i dialog oven over pulserende strygere i afvæbnende og overvældende taksigelser, der slutter med ”Tak fordi du har kysset mig med din levende mund.” Til ”Bøn 2” er mands- og kvindestemmer placeret i antifone ordvekslinger gennem brugen af tekstrytmer med mindelser om gregoriansk sang, sådan som litanierne fra enkeltpersoner og grupper med behov for bøn udvikler sig – fra ”bænkevarmerne” og ”dem, der har tålt meget” til ”dem, der troede, at de vidste, hvad de ville”.

”Syng” er en rapsodisk tilskyndelse til at synge, som fremføres af sopransolisten i selskab med en veltalende violin. ”Syng mig sand, syng mig åben”, synger kvinden, ” … syng mig levende igen.” Sidste sats, ”Du har eksisteret”, slutter kredsen både musikalsk og filosofisk. Også den begynder med de to oboer som symbol på den tanke om samhørighed, der kommer til udtryk tekstens konstatering af, at ”Da jeg mistede dig, var du her endnu”. Efter en langsom fuga for de fire vokalstemmer træder den oprindelige koral gradvis frem.
 

Andrew Mellor er forfatter tilThe Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press)