Paul von Klenau

Paul von Klenau (1883-1946) blev født i Danmark, men forlod som ung mand sit hjemland for at studere og arbejde i Tyskland og Østrig. Hans første symfoni var påvirket af Bruckner, mens senere påvirkninger kom fra både fransk musik og Schønbergs tolvtoneteknik. Klenau opnåede aldrig fuld anerkendelse som komponist i Danmark, men han sad i en række vigtige dirigentstillinger og tilhørte Alban Bergs vennekreds. I 1900 påbegyndte Von Klenau sine musikstudier i komposition og violin ved Københavns musikkonservatorium, men allerede i 1902 drog han til Berlin. På Hochschule für Musik i Berlin studerede Klenau komposition hos Max Bruch og violin hos Karel Halif. I 1904 flyttede den unge komponist til München, hvor han studerede hos den konservative Ludwig Thuille frem til dennes død i 1907. Herefter fik Klenau ansættelse ved Städtisches Theater i Freiburg, samtidig med at han fortsatte kompositionsstudierne hos nok en tysk notabilitet, wagnerianeren Max von Schillings. Klenaus første symfoni blev uropført i 1908 ved en Tonkünstlerfest i München. Inden for bare fem år fulgtes den af yderligere tre stort anlagte symfonier. Paul von Klenau var en flittig og efter alle oplysninger at dømme særdeles kompetent dirigent. I 1912 ledede han koncerterne i Bach-selskabet i Frankfurt, men allerede det følgende år flyttede han tilbage til en kapelmesterstilling ved Freiburg-operaen. Han tog fast ophold i Bayern, hvor han ejede et landsted, men det forhindrede ham ikke i som dirigent at rejse meget, blandt andet til England, ligesom han regelmæssigt tilbragte somrene i Nordsjælland og i øvrigt beholdt en fast adresse på Frederiksberg. I 1922 ansattes han som kordirigent ved Wiener Konzerthausgesellschaft, hvor han fungerede indtil 1930, de sidste seks år med titel af Konzertdirektor. To år før ansættelsen i Wien stiftede Klenau Dansk Filharmonisk Selskab i København. I Dansk Filharmonisk Selskab præsenterede Klenau masser af ny musik for det københavnske publikum: Debussy, Ravel, Shrjabin og Delius, som han var stærkt begejstret for, samt – vigtigst – Arnold Schönberg. Dermed spillede foreningen en central rolle i udbredelsen af den moderne musik i Danmark. Efter den første symfoniperiode, der varede til omkring udbruddet af første verdenskrig, skiftede Klenau fokus til musikdramatikken, og fra 1913 til 1940 skrev han ikke mindre end syv operaer. Men omkring 1940 - hvor han var kommet hjem til Danmark - vendte han tilbage til den rene orkestermusik med sine tre sene symfonier: Triptikon, Nordische Symphonie og Sturm Symphonie, komponeret henholdsvis 1939, 1940 og 1941. I Klenaus sidste opera Elisabeth von England anvender han Schønbergs atonale teknik og viser dermed, at han havde videreudviklet sin stil i en retning, der pegede væk fra Bruckner og Strauss. Han forblev i Wien, indtil en fremadskreden døvhed satte grænser for hans musikalske aktiviteter. Han returnerede til København i 1940, hvor han forblev til sin død i 1946.