Johan-Gottfried W. Palschau

Som navnet antyder, var Johann Gottfried Wilhelm Palschaus forfædre ikke fra selve kongeriget Danmark. Hans far, Peter Jakob P. (ca. 1708-1793), var fra hertugdømmet Holsten og havde dermed en tilknytning til Danmark. Han rejste til den danske hovedstad København i 1747 og blev tilknyttet datidens Kongelige Kapel, de såkaldte Hofvioloner, som violinist og bratschist. I første omgang blev han expectant, altså en art ulønnet volontør i orkestret – lønnet ansættelse fik han efter lang ventetid i 1761. Til gengæld figurerede han på lønningslisten, indtil han i 1786 blev afskediget med fuld pension, og da havde han tilsyneladende ikke været aktiv siden 1771. Peter Jakob blev tidligt enkemand, men forinden havde han fået fem børn, der alle var musikalsk begavede. Således medvirkede to Palschau-døtre i 1766 som sangsolister i hofkapelmester Johann Adolph Scheibes sørgemusik ved Frederik V’s begravelse. I den nyeste udgave af Grove’s store og almindeligt anerkendte musikleksikon kan vi læse, at sønnen Johann Gottfried Wilhelm var født i København, og at man har registreret datoen den 21. december 1741 som mulig fødsels- eller snarere dåbsdato. Datoen stemmer nok bedre end stedet i betragtning af, at hans far angiveligt var nyankommen til den danske hovedstad i 1747, og at vi heller ikke umiddelbart kan finde dåben indført i datidens københavnske kirkebøger. Hvorom alting er – sønnen viste tidligt evner for musikken, og faderen synes at have set muligheder for, at han kunne gøre karriere som omrejsende vidunderbarn, men var samtidig handicappet af at skulle tage hånd om fire andre børn og et ikke alt for velbetalt arbejde i København. I 1756 tog han det usædvanlige skridt at klage direkte til kongen over stadig ikke at være blevet Hofviolin med løn, da han – som han skrev – ikke vidste, hvorfra han skulle finde midler til at bringe sønnen “med de ham af Gud forundte Gaver” videre i hans karriere. Den unge cembalovirtuos havde da for længst spillet ved det danske hof og i 1754 sågar i London. Her ville tilfældet oven i købet, at han indlogerede sig i præcis det samme hus, som Leopold Mozart og hans virtuossøn skulle bo i, da det ti år senere blev deres tur til at indtage den engelske hovedstad. Derefter fulgte tilsyneladende nogle vandreår, som vi dog kun kender til i spredte glimt. I 1761 gav han koncert i Hamburg og året efter i Lübeck. Omkring dette tidspunkt udkom også to cembalosonater i Nürnberg – de tidligste Palschau-værker, vi kender til. I 1768 var han tilbage i København og omkring 1771 finder vi ham i Riga, hvor han har opsøgt Johann Gottfried Müthel (1728-88), der efter studier hos den store Johann Sebastian Bach havde haft forbindelse med såvel Bach-sønnen Carl Philipp Emanuel som Telemann, før han slog sig ned i Riga som komponerende cembalist og organist. Müthels musik er kendetegnet af den følsomme stil, som også Bach-sønnen dyrkede, især i de langsomme satser, men blot drevet længere ud i det manierede, måske fordi Müthel havde et virtuos-gén, som han også plejede i sin egenskab af komponist. I 1777 slog Palschau sig ned i den russiske hovedstad, Sankt Petersborg, hvor han hurtigt vandt indpas ved hoffet og samtidig tog del i det offentlige koncertliv. Han gav både koncerter, hvor han selv stod i centrum, og optrådte sammen med tilrejsende virtuoser, såvel blæsere som strygere, ligesom han også gæsteoptrådte i Moskva. Det russiske islæt sneg sig tillige ind i hans musik. Blandt hans relativt få overleverede værker finder vi således udover to cembalokoncerter indtil flere sæt cembalovariationer over russiske folkemelodier. Hans seneste dokumenterede optræden fandt sted år 1800, hvor den tyske sanger H. Chr. Wunder i en annonce i Gazette de Saint-Pétersbourg lod vide, at han havde sikret sig medvirken af den berømte klavervirtuos hr. Palschau. Cembaloet var nu blevet til et fortepiano, for den vej gik udviklingen jo. Om Palschau havde formået at omlægge sin teknik til det nye instruments krav, ved vi desværre ikke. Også om hans bortgang kan vi være i tvivl. Nogle kilder hævder, at han døde i 1813, andre, at det skete i 1815. Men i hvert fald i Sankt Petersborg.