Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Gunvor Sihm

violin
© Caroline Bittencourt

Gunvor Sihm er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 2014 under professor Serguei Azizian. Forinden studerede Gunvor to år ved San Francisco Conservatory of Music hos Ian Swensen. Gennem årene har Gunvor vundet flere priser og er blandt andet blevet tildelt den prestigefulde Van Hauens Musik pris i 2011 samt  Harby Fondens Legat i 2015. Fra 2011-15 var Gunvor ansat i 1. violinerne i Copenhagen Phil, indtil hun i juni 2015 vandt stillingen som 2. koncertmester i 2. violingruppen i DR Symfoni Orkestret. Gunvor har været solist med flere af Danmarks symfoniorkestre bl.a. Odense Symfoni orkester, Aarhus Symfoniorkester, Tivolis Symfoniorkester, DR UnderholdningsOrkesteret samt adskillige gange med Copenhagen Phil.

Sammen med Nightingale String Quartet har Gunvor indspillet samtlige strygekvartetter af Rued Langgaard for Dacapo. Serien er blevet modtaget meget positivt over hele verden og er bl.a. valgt som ‘Chamber Choice’ i BBC Music Magazine, ‘Choice’ i Gramophone Magazine, samt vundet en DR P2 Pris. Kvartetten blev i 2014 udnævnt til ‘Gramophone Young Artist of the Year’ på baggrund af Langgaard-udgivelserne. Gunvor er uddannet i violin og kammermusik af Serguei Azizian og Tim Frederiksen, der begge har tjent som store forbilleder. Hun spiller på en Guarnerius anno 1725, venligst udlånt af Augustinus Fonden.