Orkesterværker Vol. 1

Svend Erik Tarp – Orkesterværker vol. 1

af Claus Røllum-Larsen

Komponist og administrator

Når man skal beskrive et længere musikhistorisk forløb, tyer man gerne til rubricering af perio­dens komponister. Det kan være ganske praktisk for overskuelighedens skyld således at få samlet fx komponister, der er i samme generation eller måske ligefrem åndsbeslægtede. I dansk musikhistorie finder man adskillige sådanne grupperinger: fx bliver der i slutningen af 1890’erne inden for ganske få år født en række meget betydelige komponistpersonligheder: Jørgen Bentzon, Knudåge Riisager, Flemming Weis, Ebbe Hamerik og Finn Høffding, og i begyndelsen af 1930’erne ser tre komponister, der i høj grad skulle komme til at sætte den musikalske dagsorden i anden halvdel af 1900-tallet, dagens lys: Ib Nørholm, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Mellem disse to grupper finder man bl.a. tre næsten jævnaldrende komponister, som på hver sin måde i høj grad var med til at præge dansk musik i perioden ca. 1930-90. De tre var Svend Erik Tarp, Herman D. Koppel og Vagn Holmboe. Der er ingen tvivl om, at af de tre har Tarp haft vanskeligst ved at holde skansen, og efter hans død i 1994 er der blevet påfaldende stille om hans navn og hans musik. Der er dog god grund til at drage Tarps musik frem i lyset, for dels var han som antydet en af sin samtids mest markante og fremtrædende komponister med en stor og alsidig produktion bag sig, dels er det billede, som nok de fleste har af Tarp som den elegante og underholdende komponist, så langt fra dækkende.

Svend Erik Tarp blev født den 6. august 1908 i Thisted, hvor faderen, cand. polyt. P.H. Tarp, gjorde tjeneste som driftsbestyrer ved Thisted-Fjerritslev Jernbane. I 1911, da Svend Erik Tarp kun var et par år, flyttede familien til Kolding, hvor faderen havde fået ansættelse som driftsbestyrer ved nogle private jernbaner, og det blev dermed i Kolding, Tarp kom til at tilbringe sin skoletid. Tarp blev student fra Kolding Højere Almenskole (senere Kolding Gymnasium) i 1927, og straks derefter påbegyndte han musikstudiet ved Københavns Universitet, men i 1930 optoges han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han to år senere bestod Store Eksamen. Som lærere havde han Knud Jeppesen (teori) og Rudolph Simonsen (klaver). I 1933 og 1937 foretog han studierejser til Tyskland, Østrig og Holland, og i årene 1936-40 var han lærer ved Det Kongelige Teaters Operaskole, samtidig med at han frem til 1942 underviste ved konservatoriet i hørelære, musikhistorie og teori. I 1941-45 underviste Tarp ved Statens Lærerhøjskole, og desuden var han ansat ved Københavns Universitets Musikvidenskabelige Laboratorium – det senere Musikvidenskabeligt Institut, nu Afdeling for Musikvidenskab.

Men allerede i 1938 havde Tarp fået ansættelse i den institution, som han skulle komme til at vie sine administrative evner til: KODA, som administrerer bl.a. danske komponisters og musikforlags opførelsesrettigheder. I de første mange år fungerede Tarp som konsulent, men fra 1961 til 1974 som KODA’s administrerende direktør. Herudover var Tarp 1956-62 musikkonsulent ved Danmarks Radio og i en længere periode – 1941-60 – administrator for Edition Dania. Når det her tilføjes, at Tarp ud over det allerede nævnte varetog et antal betydningsfulde bestyrelses- og udvalgsposter i dansk musikliv, vil man forstå, i hvor høj grad det var administrativt arbejde, som udfyldte Tarps tid.

At Svend Erik Tarp således med årene i stigende grad kom til at indtage rollen som administrator i musiklivet, forhindrede ham imidlertid ikke i at komponere. Foruden en lang række klaverstykker komponerede Tarp symfonier, koncerter og andre orkesterstykker foruden kammermusik og sceneværker. Blandt de sidstnævnte er to operaer, Prinsessen i det fjerne, som kom op på Det Kongelige Teater i 1953, og tv-operaen 9.90 fra 1962 samt to balletter, Den detroniserede dyretæmmer og Skyggen. Endelig har Tarp skrevet filmmusik og bidraget til den danske sang med flere fine melodier; mest kendt er nok Her har hjertet hjemme og I de grønne skove – begge fra 1940 og optaget i tillægget til Folkehøjskolens Melodibog i 1964.

Tarp og orkestret

Med denne cd påbegynder Dacapo udgivelsen af en række udvalgte orkesterværker af Svend Erik Tarp. Denne første cd indeholder tidlige orkesterværker komponeret i årene 1931-1942. De repræsenterer en frugtbar periode i Tarps produktion. I disse år udviklede han ikke mindst under påvirkning fra Igor Stravinsky den nærmest uforvekslelige neoklassicistiske stil, som nok er blevet et af hans kendemærker, og som har gjort nogle af hans værker til populære nyklassikere i dansk musik. Mange har lært Tarp at kende gennem hans lette, diverterende orkestermusik, ligesom mange har nydt at spille hans klaverstykker; de er ofte taknemmelige at udføre selv for amatører, og det var typisk for Tarp, at han netop bestræbte sig på at komponere musik, som var imødekommende både for lytteren og for den, som skulle fremføre den.

Den elegante og lettilgængelige musik er som nævnt nok den mest kendte, men dog ikke den eneste side af komponisten. Denne cd rummer en række værker, hvoraf et par kan betragtes som stationer på vejen til en stilmæssig afklaring hen imod den nævnte neoklassicisme. Det tidligste af værkerne, Suite over danske Folkevisemotiver fra 1933  - , er skrevet af en ung mand med rødder i nordisk romantisk musik og blikket diskret rettet mod den franske impressionisme. Dette sidste kommer ikke mindst til udtryk i den smukt klingende og meget afvekslende instrumentation, som kendetegner suiten. 1. sats, “Ravnen han flyver om aften”, er instrumenteret ganske sart med en engelskhornsolo, der ledsages af ostinate bratschfigurer og en tilbageholdt basstemme i celli og kontrabasser. I anden del folder strygerne sig ud i en klangfuld sats, dog uden at der ændres ved det næsten asketiske akkompagnement. I 2. sats, som er en skæmte­vise, møder vi en livfuld stil med sprudlende akkompagnementsstemmer. Mellemdelen favoriserer træblæserne – ganske typisk for Tarps generation, hvor denne instrumentgruppe fik helt nye og væsentlige opgaver ikke mindst i en række kammermusikværker. Strygerne er dog ikke glemt og overtager på et tidspunkt træblæsernes rolle for til sidst at blive forenet med træblæserne inden A-delens tilbagevenden. Asketisk er nok ligeledes den rette betegnelse for 3. sats, “Liden ­Kirstens dans”, hvorimod Tarp i den 4. og afsluttende sats, som er bygget på visen om “Hr. Ramund”, lader trompeten føre an i den nærmest processionsagtige udsættelse af folkevisemelodien.

Concertino for violin og orkester  -  er slutdateret den 17. maj 1932. Den blev uropført ved en koncert i Det unge Tonekunstnerselskab den 20. februar 1933 med Svend Christian Felumb på dirigentpodiet. Solist var Christian Esbensen, der få år senere, i 1937, blev solobratschist i Statsradiofoniens Symfoniorkester. Concertinoen er disponeret i ét sammenhængende forløb, der indledes med en barokpræget hovedtemadel, som efterfølges af en lyrisk smuk side­tema­del. Herpå optræder flere kadenceagtige violinpassager, men først efter en genoptagelse af hovedtemaet følger den egentlige solokadence. Efter en coda baseret på hovedtemaet følger en længere midterdel, hvor violinen udspinder en fin og enkel melodilinje. Som akkompagne­ment bemærker man bl.a. små melodiforløb i triolbevægelser i trompeter og ottende- og sekstendedelsbevægelser i de to saxofoner. Hovedtemaet vender nu tilbage og fører værket til afslutning. Concertinoen opviser en fin balance mellem et behersket romantisk udtryk og en sine steder mere pågående 1930’erstil med en hård rytme, hvor Neue Sachlichkeit og en egentlig modernisme stikker hovedet frem.

Blandt de værker af Tarp, som i mange år var hyppigt spillet, må nævnes de to lystspilouverturer, hvoraf den første og her indspillede   stammer fra 1940. Der er tale om velskrevne og charmerende musikalske pletskud, hvor Tarps spændstige rytmer og udpræget lyriske temperament danner en smuk helhed. Tarp afstår ikke fra strejf af den store næsten romantiske gestus – nemlig i sidetemaet – men formår at inkorporere den i det velpointerede musikalske forløb.

Med sin Concertino for fløjte og orkester fra 1937  -  synes Tarp at være nået til en i hvert fald foreløbig stilistisk afklaring. Hvor concertinoen for violin afspejlede en del af den stilistiske mangfoldighed, der prægede årene i begyndelsen af 1930’erne, er concertinoen for fløjte et stringent værk i en næsten gennemført neoklassicistisk og her mere præcist neobarok stil. Det er ikke neobarok i Knudåge Riisagers forstand, hvor det strenge polyfone præg under tiden kan synes at tynge satsen. Hos Tarp er det elegante udtryk i højsædet – det er vitterlig musik uden modhager. Skønt Tarp sine steder anvender imiterede afsnit, finder man generelt i værket en meget fri behandling af temaer og motiver. En del af stoffet i førstesatsen har tilmed en relativt uprægnant karakter, og der kan derfor nærmest umærkeligt ændres i såvel det tematiske som akkompagnementet, hvorved det bliver muligt at foretage lette overgange i forløbet.

Den 5. februar 1944 havde Niels Bjørn Larsens ballet Den detroniserede Dyretæmmer  -  premiere på Det Kongelige Teater. Birger Bartholin havde leveret idéen, og Tarp havde skrevet musikken, som lå færdig allerede i 1942. For koreografi, scenografi og iscenesættelse stod Niels Bjørn Larsen, medens kongelig kapelmester Johan Hye-Knudsen havde den musikalske ledelse. Den detroniserede Dyretæmmer blev opført sammen med to andre nye balletter, Den evige Trio med musik af Bernhard Christensen og Passiones med musik af Aleksandr Skrjabin, begge balletter med koreografi af Børge Ralov. Den meget enkle handling i Den detroniserede Dyretæmmer gengives her fra det trykte program til forestillingen: “Cirkus ankommer med sine Artister og forskellige Dyr, som præsenteres af Direktøren, Dyretæmmeren. Forestillingen begynder, og under denne udspiller der sig en Intrige mellem Dyretæmmeren, Danserinden og Akrobaten, som hun elsker. Dyretæmmeren gør Tilnærmelser til Danserinden, hvem han vil paatvinge sin Kærlighed; men ved Løvernes Hjælp tvinger de unge Pisken, som han tyranniserer hele Cirkus med, fra ham, og de forenes under hele Cirkus’ Jubel.”

Handlingsreferatet fremmaner udmærket det pittoreske miljø, som balletten foregår i, og dette understøttes af Tarps sprudlende musik; man må da også formode, at denne med sine illustrative kvaliteter har fænget hos publikum. Ind imellem de veloplagte og rytmisk inciterende satser som “Cirkuskapellet spiller op” og “Dyretæmmeren svinger pisken” har Tarp placeret nogle mere indadvendte numre, som ikke mindst pga. deres instrumentation har en særlig virkning. Dette gælder satsen “Løverne”, hvor engelskhornet er fremtrædende, ligesom det var i “Hr. Ramund” af Suite over danske Folkevisemotiver, hvor det spillede en karakterfuld melodi til et ostinat akkompagnement i først bratscher og derefter celli. Men i Den detroniserede Dyre­tæmmer er virkningen anderledes “farlig” med de dybe kvinter som akkompagnement. I “Scene og danse triste” bemærker man endnu engang den udsøgte instrumentation, som her peger i retning af Maurice Ravel. Endelig giver Tarp satsen “Danserinden” et overordentlig elegant udtryk.

Medens balletten som nævnt kun fik en kort levetid på Nationalscenen – den gik kun 16 gange og er ikke siden taget op – var den her indspillede suite over musikken tidligere et hyppigt opført værk, bl.a. i Danmarks Radio. Seks af dansene lever i øvrigt videre som en del af Tarps klaverværk Cirkus. 10 smaa Klaverstykker for 2 og 4 hænder op. 47, som udkom i 1947.

Claus Røllum-Larsen, 2017