Popsange
Popsange
Bent Sørensens Popsange (1990) væver Michael Strunges poesi ind i en musik for tenor og klaver, både sart, dramatisk og romantisk farvet, fuld af let flydende melodier, under hvilke en afgrund skjuler sig. Inspireret af Schumann, Heine og popmusik går cyklussen tæt på kærlighed, længsel og eksistens, der gennem Strunges ord træder frem som en dybt bevægende musikalsk oplevelse.
Verdenspremiereindspilning. Udgivet som digital-only EP
| 1 | I. Start | 0:47 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 2 | II. Løsladte drømme | 1:58 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 3 | III. Tid og rum | 0:59 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 4 | IV. Illusion | 2:11 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 5 | V. Hjertestrøm | 1:33 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 6 | VI. Smerte | 1:27 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 7 | VII. (Dine øjne synker ...) | 1:45 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
||
| 8 | VIII. Vindens puls | 2:38 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.26 / £0.93
|
Romantik der går igen
Af Esben Tange
En sang synker roligt gennem kroppen ...
Lige fra begyndelsen er der musik i Michael Strunges digt “Vindens puls”, der slutter med ordene: “Det er muligt at synge sit syn”. Bent Sørensen læste dette digt som helt ung i 1983 i tidsskriftet Hvedekorn, og det inspirerede ham til et af hans allerførste værker på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var optaget på konservatoriet.
Bent Sørensen vender tilbage til “Vindens puls” i de følgende år. Det indgår som en af de i alt fire Strunge-sange for kor a cappella fra 1988 og får sin endelige form som den sidste sang i Popsange fra 1990. Musikken er her skrøbelig og tager sit udgangspunkt i det næsten uhørlige med en enkel melodi, hvor tenorens toner får lov til at lyse tyst i det musikalske landskab. Men stemningen er uvis. Pludselige, markerede toner i klaveret vidner om en indre uro. Hertil bidrager den roligt flydende melodi, der bugter sig på en forunderlig, uforudsigelig måde. Det er en musik, der i sin natur fremstår fjern og hemmelighedsfuld og samtidig hjemmevant. Og Bent Sørensen har det ikke fra fremmede. Mod slutningen dukker der i klaverstemmen et citat op fra andante-satsen i Mahlers 6. symfoni (1903-1904), hvor strejf af mol udvider horisonten i en ellers blid dur-verden.
Mathias Monrad Møller & Linda Dahl Laursen © Caroline Bittencourt
Bent Sørensen og Michael Strunge, der begge er født i 1958, folder sig ud som kunstnere i 1980’erne. For Michael Strunge er det en kulmination, der slutter brat med, at han springer ud ad et vindue i 1986. For Bent Sørensen er det derimod en begyndelse, hvor Popsange har en særstatus.
Som klassisk lied-cyklus for tenor og klaver og med et romantisk farvet tonesprog adskiller Popsange sig fra den mere komplekse modernisme, som prægede dansk musik og også en del af Bent Sørensens egne værker i 1980’erne og 90’erne.
Bag titlen Popsange skjuler sig et rigt væld af forbindelser. Teksterne til seks af de i alt otte sange stammer fra Michael Strunges digtsamling af samme navn fra 1983. Med inspiration fra de poetiske rockikoner David Bowie og Lou Reed viser Michael Strunge sig i sin poesi som en romantisk seer, der åbner til et hinsides, sanseligt univers gennem kunsten. Det kommer suverænt til udtryk i det indledende digt, der også åbner Bent Sørensens Popsange (“Start”):
Så let som en drøm.
Øjnene i virkeligheden lysende tunneller
til en anden virkelighed, vægtløs.
Nu, fire årtier efter, fortæller Bent Sørensen: “Jeg synes, Michael Strunge skrev nogle fantastiske digte. Jeg er vild med diversiteten. På den ene side det poetiske og så den rå tone i Mit nøgne hjerte.” (1982-83).
Sørensens anden store inspiration til Popsange er Robert Schumann og Heinrich Heines Dichterliebe (1840). Ligesom Strunge dyrker Schumann og Heine et hyperfølsomt udtryk, og det forenes på magisk vis af Bent Sørensen i Popsange.
I “Start” oplever vi et ekko af “Im wunderschönen Monat Mai”, der indleder Dichterliebe, idet de samme toner går igen i begyndelsen af tenorens melodi.
Både Strunge og Heine skrev sarte kærlighedsdigte, hvor hjertet er på nippet til at briste, og den følsomhed potenseres i Bent Sørensens musik. I den anden sang, “Løsladte drømme”, er der endnu et ekko af Schumann, idet tonerne til “Ich liebe dich!” fra “Wenn ich in deine Augen seh’” går igen i klaverakkompagnementet til ordene “jeg elsker dig”, der høres i den første del af “Løsladte drømme”.
Selvom både musik og ord i Popsange er dybtfølt, er det også musik præget af lethed. Det opleves på fineste vis i “Løsladte drømme”, hvor musikken blot klinger ud i en sagte spillet opadgående bevægelse til ordene “fødderne prøver at lette som løsladte drømme”. Det er, som om musikken fordufter, alt imens vi lytter til den. Noget lignende gælder dynamikken, da Bent Sørensen her i ungdomsværket har en forkærlighed for svage nuancer. Det, som kan opleves som blufærdighed, viser sig dog at være en kilde til opmærksomhed. Det gælder “Tid og rum”, hvor alt udspiller sig i et tyst leje, der understøtter teksten, hvori vi træder ud af tiden og ind i evigheden. Og det gælder i særlig grad den fjerde sang, “Illusion”, hvor musikken af og til forstummer eller klinger ud i al niente (til intet). Netop der, i mødet med stilheden, kalder musikken på vores opmærksomhed. Og med en tekst, der udspiller sig om natten, hvor sanserne er ekstra spændte i mørket, befinder vi os i en tilstand, hvor det indre er i færd med at tage magten fra det ydre:
Og kroppene blødes i indre sang
alting skal bevæge sig nu
alting skal suse og lyse?
I Popsange er den vanlige virkelighed på grænsen af at transcendere, men af og til får musikken fodfæste, og ordene fremstår ægte, et udsagn om levet liv. I de øjeblikke er den inderligt følte kærlighed, hvorom Michael Strunges – og Heinrich Heines – ord kredser, ikke blot en forestilling, en drøm. Det gælder i særlig grad “Hjertestrøm”, der til denne indspilning er arrangeret for klaver af Mathias Monrad Møller ud fra Bent Sørensens korsats af “Hjertestrøm” i Strunge-sange.
Klaverets toner løber som et regelmæssigt spor igennem musikken og kulminerer mod slutningen ved ordene “dit hjertes strøm”. Men netop som vi aner en idyl, overtager udefrakommende toner magten og gør det af med sangen med et pludseligt skalaløb, der trækker os ned i et dyb, hvor alt forstummer.
I den næstsidste sang “(Dine øjne synker ...)” bevares illusionen til gengæld. Med en valsende musik, der på raffineret måde udspiller sig i skiftende taktarter, bliver vi ét med Michael Strunges drøm om at flyve. I dette nøgledigt ophæves tyngdekraften, og med musikkens hjælp bliver det umulige muligt:
Jeg er flyvende
og ser dit hus dernede.
Jeg har brug for dig
flyvende.
© Caroline Bittencourt
En af de store attraktioner i Bent Sørensens Popsange er melodierne, der slynger sig igennem musikken og får Michael Strunges ord til at ånde. Melodier er ellers en mangelvare i den tids kompositionsmusik. I Bent Sørensens tilfælde viser der sig først igen melodier nogle år efter i storværket The Echoing Garden (1992) for solister, kor og orkester, og sidenhen i operaen Under himlen (2003), hvor der dukker en ægte popmelodi op.
I Popsange er det dog mere sammensat. For under de let flydende melodier skjuler der sig en afgrund. Kernen i den romantik, Schumann og Heine var en del af, og som fik en genkomst i 1980’erne i blandt andet punkmusikken og i firserlyrikernes digte, er en stor kærlighedslængsel. I vintersangen “Smerte” er den nådesløs og slår ud i eksistentiel tomhed og krise:
Jeg slår og slår i væggen
men føler kun smerte.
Jeg sparker i sneen
den brænder ikke.
Jeg ser og ser
ser solen Sort
men ikke dig.
Med en klaverstemme, der har karakter af et ubønhørligt ridt, tager Bent Sørensen del i tidens sorte romantik. Her er det Schuberts og Goethes “Erlkönig” (1815), om faren, der rider ind i døden med sin søn, der spøger i fortiden.
Ensomheden og fortabelsen lyser ud af Bent Sørensens musik til “Smerte”. Men netop her – i afmagten – viser Popsange sig fra sin stærkeste side: Uimodståelig kunst, man ikke vil være foruden. Igennem musikken og ordene bliver det muligt at være i det ubærlige.