Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for solobratsch

Poul Ruders
Niels Rosing-Schow
Anders Koppel
Bent Sørensen
Karsten Fundal
Søren Nils Eichberg

Værker for solobratsch

Rafaell Altino

Bratschen har en særlig plads i bevidstheden hos musikere og komponister. Det er et instrument fuld af hemmeligheder, sjælfuldhed, ja, endda protest og oprør. Rafaell Altino, der er 1. bratschist i Odense Symfoniorkester, præsenterer her seks førende danske komponisters udforskning af bratschens kraft og muligheder: Nogle udforsker instrumentet som et redskab til frembringelse af lyd, mens andre nyder, hvad dens karakteristisk syngende stemme gør for melodier. Resultaterne er lige så rørende og varme, som de er frygtindgydende og udfordrende.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
© Michael Bennati
Det fantastiske ved albummet er Rafaell Altino selv. Denne fine musiker løfter simpelthen alle seks stykker så højt op, at det bliver en sekshjertet præstation
Thomas Michelsen, Politiken
Bratschen synger, hvisker og hvæser, viser hele sit register på denne spændende cd
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Rafaell Altino er overbevisende og kompromisløs i sit virtuose spil, en stor præstation
Mikael Krarup, Fyens.dk
Dansende og rytmisk spændstigt lader han bratschen synge sig igennem musikken
Mikael Krarup, Fyens Amts Avis
Banebrydende ny musik der også taler direkte til én
Jeppe Rönnow, Magasinet Klassisk
Rafaell Altino er intens og karismatisk i sit spil, og hans præstation overbeviser dig om, at disse stykker bør tilhøre kanonen
Stephanie Boyd, American Record Guide
Lydkvaliteten er utrolig virkelighedsnær og gengiver trofast enhver nuance i Altinos sofistikerede spil
Carlos María Solare, The Strad
Altino skaber en følelse af at pacere igennem værkerne, trods mere skurrende atletiske passager, og de farver han får frem i sit instrument, er godt fanget på optagelsen
Martin Cotton, BBC Music Magazine
Nomineret som 'Årets instrumentalist' og 'Årets solistiske indspilning' ved OPUS KLASSIK 2019
OPUS KLASSIK – Der Deutsche Klassikpreis
NOMINERET TIL P2 PRISEN 2020
P2 PRISEN 2020, DR P2
Det er en eksklusiv fornøjelse at opleve, hvor mange udtryk der gemmer sig i den til tider lidt oversete bratsch
Frederik Bjerre Andersen, DR P2
Nomineret til P2 Prisen 2020
P2, DR
Disse komponister giver violaen en førsteklasses plads med hensyn til lydgennemsigtighed, udtryksfuldhed i det skyggefulde og en rytmisk tåge
Carme Miró, Sonograma
Sjælens instrument

af Andrew Mellor

”Som bratschist må man elske mørke,” sagde bratschisten i Wiener Filharmonikerne, Heinrich Koll, engang. At give dette sanselige, klangfulde og robuste instrument lov til at tale kræver mere styrke, beslutsomhed og tålmodighed end den, det kræver at omgås bratschens fikse lillebror, violinen. Men lad dig ikke narre, rådede Koll til: ”Intet af dette kan læres. Det må være dybtfølt.”

Det har været følt tilstrækkelig dybt af både Bach, Mozart, Beethoven, Britten og Hinde­mith til, at de alle valgte bratschen som instrument. Bratschen gav disse komponister en særlig indsigt i, hvordan ensembleklang og stemmeføring fungerer, men de lyttede også efter det kropsligt voluminøse instruments særlige klangkvaliteter i dets leje en ren kvint under violinen: bratschens højtidelighed, fylde, veltalenhed, selvfordybelse og dybde, dens lette snerren som hos et rørbladsinstrument og dens karakteristiske chokoladeagtige varme (listen kan ­gøres ­endnu ­længere).

De nævnte komponister byder på adskillige ‘bratsch-øjeblikke’ – flygtige, men dybt udtryksfulde momenter i større værker, der viser, hvor fornemt instrumentet sættes i relief overfor sine ledsagere (strengeinstrumenter eller andre). Men også komponister som aldrig har haft en bratsch under hagen, har givet os den slags øjeblikke – og mere end det: Berlioz fandt bratschen passioneret nok til at lade den føre an i eventyrene i sit orkesterværk Harold i Italien. Schubert gav instrumentet en særlig rolle i Der Tod und das Mädchen. Strauss tildelte det rollen som den jordnære Sancho Panza i sit orkesterværk Don Quixote. Da Hans Pfitzner i slutningen af sin opera Palestrina ønskede at udtrykke titelrollens afdæmpede desperation, gjorde han brug af ­bratschen.

Naturligvis har bratschisterne ofte selv taget deres instruments særlige egenskaber på sig. Om ikke andet, så er det påkrævet som bratschist, for i masser af repertoire leverer bratschen ikke meget andet end harmonisk udfyldning. Bratschister, en gang kendt som orkestrets ‘3. violinister’, har smilet imødekommende gennem et århundredes billige vitser affyret på deres bekostning og alligevel bevaret en form for stolt og værdig fatning. De ved, for igen at citere Heinrich Koll, at deres instrument er ”sjælens instrument, at det er desperationens, de forvredne følelsers og det undertrykte oprørs instrument.” Ændringen i opfattelsen af instrumentet er måske ikke slået helt igennem endnu, men i det mindste står bratschen endelig på egne ben som højt skattet soloinstrument.

Som Bartók, Walton, Hindemith og Vagn Holmboe før ham er Poul Ruders en af de få komponister, som har skrevet en hel bratschkoncert – med komponistens egne ord en ”musikalsk hyldest til fredfyldthed og tålmodighed”. Koncerten for bratsch og orkester er skrevet i 1994, men da den blev indspillet første gang i 2015 (Dacapo 8.226149), hæftede solisten Lars Anders Tomter sig ved koncertens åbne rum og fjerne horisonter – karakteristiske for det danske landskab. Ruders’ Autumn Collection – der som al musikken her er skrevet til Rafaell Altino og hans bratsch – omfatter seks satser, hvoraf to tydeligt fremkalder ‘en fjern horisont’. Den første er forankret i en serie af faste tonehøjder, først dybe siden høje, som kunne være udtryk for naturens horisontale linjer – velkendte fra så mange steder i det landlige Danmark. Den anden horisont er meget fjernere – højere oppe og vindblæst.

De fire andre satser låner titler og teknikker fra barokken i et program af underholdning, udsmykning og uro karakteristisk for Ruders. Overturefremviser instrumentets bruntfarvede lyriske side med en nybarok storhed og nette akkorder på tertsen og kvinten. Men både her og andre steder møver noget kraftfuldt sig på nedenunder – aktivt kæmpende iPrelude, midlertidigt forvist i den friske, frie og åbne Fugue (der lukker op for bratschens højtidelighed), for så at vende tilbage efter mere i den dobbeltgrebsrige Cadenza, hvor vi næsten føler instrumentet kæmpe mod selve barokkens æstetik.

Der er åbenlys retorisk gestik fra baroktiden i Anders Koppels tosatsede For Viola. Koppel, den mindst dogmatiske danske komponist, tillærte sig sit fag som udøvende musiker (ikke kun i klassisk musik), og han er altid mere tilbøjelig til at lade sine instrumenter synge frit end til at udforske hjørnerne af deres udtryksmæssige muligheder. Paradoksalt nok er dette muligvis ikke helt så let i et værk for soloinstrument, hvor enhver følelse af modsætning eller udvikling må komme indefra.

Koppel udnytter med forkærlighed instrumentets mest appellerende dybe mellemregister. Men fra denne mellemgrund finder hans bratsch sig fanget mellem robust underlag – en messen, et tilbagevendende mønster, en forankring i dybe pedaltoner – og bud på lyrisk frihed enten som spørgende glissandi i højt leje eller gavtyvestreger. Til sidst danser bratschen i sin mest sensuelle skikkelse væk med den tango, som næsten fra begyndelsen af havde banet sig vej ind i andensatsen, Allegro con brio.

Koppels stykke kan læses som et charmerende eventyr om bratschens Askepot-agtige frigørelse som instrument. Men hvor hans bratsch danser af sted som en virtuos – i sidste ende med violinens kappe på – kun for en enkelt nat – så ser #ViolaSounds af Niels Rosing-Schow indad. Med komponistens egne ord: ”en rejse ind i bratschens rige lydverden.”

Rosing-Schow har længe interesseret sig for tanken om, at musik fundamentalt beskriver tidens gang, et koncept hans #ViolaSounds udforsker med al tydelighed. Det er ”en strøm af lyd og stilhed”, i hvilken bratschen hele tiden er til stede, mens tiden tikker af sted, selv når instrumentet ikke giver lyd fra sig, eller når tonerne smelter sammen med støj. Stykket er både bevidsthedsstrøm og udsøgt monolog; en afvekslende tur gennem dette ene instruments udbud af muligheder. Det trykte partitur ser anderledes ud end et hvert andet, selv hvis man ikke er øvet i at tyde partiturets prikker og nodelinjer: en støt og rolig rejse gennem blidt omskiftelige terræner, hvis summende intensitet næsten taler lige så højt på nodesiden, som den vibrerer gennem luften. Enhver af Rosing-Schows klanglige opdagelser borer sig dybt ind i sig selv, hvad enten buen skraber hårdt og fremkalder funklende overtoner, eller buen fyrer salver af ammunition af. Vi kan pludselig udvide vores liste af bratsch-adjektiver: trækstærk, mudret, perkussiv, ru, blikagtig, engleblid, syreskarp, dobbelttydig med flere.

Lige som Rosing-Schow har Karsten Fundal brugt år på at udforske de arkitektoniske aspekter ved musikkens horisontale forløb gennem tid, og han har – som både Poul Ruders og Per Nørgård – forsøgt at etablere strukturer, der kan forlænge sig selv i det uendelige, og som komponisten kan igangsætte. Men Fundals såkaldte ‘Feedback System’, som kombinerer lag, der bevæger sig uafhængigt af hinanden for at skabe en enkelt dynamisk struktur, er i praksis en umulighed for et enstemmigt instrument.

Eller er det? Varidrome bruger alle former for narrestreger for at give indtryk af et indbyrdes forhold med mere end én stemme. Sommetider, som i Bachs berømte d-mol Chaconne, fylder vores bevidsthed selv tomrummene ud. Andre steder får Fundals arbejde med at aflokke instrumentet en ny kæmpestor palet af forskellige lyde ham til at udforske over­toner, toner som ikke bliver ’spillet’ men klinger i samspil med dem, der bliver. Dette skaber sin egen hemmelighedsfulde anspændthed, ligesom når Fundal placerer flimrende overtoner over en lang række dobbelt­greb – som haloer. En mol-terts i opadgående retning høres tydeligt straks ved værkets begyndelse og igen og igen derefter. Med tiden afføder den lille terts en melodi og får den til at lette uhindret, før samme melodi driver væk.

Der er noget tilsvarende på færde i Søren Nils Eichbergs Recitare, men stykkets to satser går et skridt videre, hvad det dramatiske angår, ved at bruge instrumentet til at skubbe hovedpersoner ud på en imaginær scene. Dette giver Eichberg mulighed for at dyrke sin interesse for det narrative og det teatralske, men giver ham også en chance for at udforske, hvor kamæleonagtig bratschen kan være i sit sædvanlige toneleje – selv med lyden af traditionelle buestrøg.

Recitare I danser, klager og glider væk som offer for sin egen indbildning, men realismen og tilstedeværelsen af instrumentets ildevarslende C-streng trækker dets håndfuld af rollefigurer ned på jorden igen og igen. Som kontrast vil Recitare II grave noget op fra dybet. Det kommer, midtvejs: en besværgelse baseret på et opadgående spring på mere end en oktav, som så igen falder tilbage som et suk. Det forvandler sig gradvist til en lyrisk frase, men annulleres af en pludselig impuls, affødt af den knurrende C-streng.

Mange af de ord, vi har forbundet med bratschen, kunne også forbindes med den sarte, under­trykte og lunefulde verden hos Bent Sørensen i hans Sarabande. Det er ingen overraskelse, at Sørensen formgav sit værk til Rafaell i sarabandens form, en dans i tredelt takt af spansk oprindelse, der ofte har en snert af tristhed over sig. Her giver retorisk gestikuleren os flygtige billeder, ikke blot af barokke omrids og discipliner, men også af de milde stemmer i gambe-­familien, som gav os bratschen til at starte med (hos Sørensen er bratschens strenge til at begynde med dæmpet med en sordin). Hvis vi føler os fanget mellem verdener, så skyldes det ikke alene denne lyd, men også det at Sørensen lokker en melodi frem, der forsvinder, lige så hurtigt som den kom. Et øjeblik føles den så lys og uskyldig, oppe på instrumentets gennemtrængende A-streng. Men i samme øjeblik dækker bratschens brune og grå toner den til som blot en erindring. Hvad den måske var til at begynde med.

Andrew Mellor, 2018, journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande

 

Release date: 
februar 2019
Cat. No.: 
8.226588
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943658826
Track count: 
13

Credits

Recorded at the Danish National Academy of Music, Odense on 19–20 June 2017 (Autumn Collection, Varidrome, Recitare & Sarabande) and at the Studio Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen on 4 March 2018 (For Viola & #ViolaSounds)

Recording Producer: Preben Iwan
Engineering: Preben Iwan
Editing: Mette Due & Preben Iwan
Mix and mastering: Preben Iwan

Recorded in the DXD audio format (Digital eXtreme Definition), 352.8kHz/32bit. Microphones: 2 x DPA 4006TL. Pyramix DAW system with HORUS preamp/converter and Tango Controller Monitored on B&W 802 Diamond speakers

℗ & © 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Danish translation: Peder Kaj Pedersen
Proofreader: Svend Ravnkilde

Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Aage and Johanne Louis-Hansen Fund, the Augustinus Foundation, the Beckett Foundation, the Danish Musicians Union, the Danish Soloist Association of 1921 & Koda Culture

randomness