Tavole per Orfeo

Ib Nørholm af Jens Brincker

Ib Nørholm (f. 24. januar 1931) komponerede allerede som skoledreng, og inden studentereksamen havde han debuteret som komponist (med en klaversonatine opført i Det Unge Tonekunstnerselskab 1947) og skrevet sin første opera: Sneglen og rosenhækken (1949 efter H. C. Andersen). 1950 begyndte han at studere musikhistorie og teori på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og tog desuden organisteksamen (1955). Som organist, musikkritiker (ved Information\ 1956-64) og ikke mindst som komponist blev han hurtigt en af de centrale personligheder i den kreds af unge komponister, der tegnede den ny musik i Københavns musikliv.

Fælles for de unge var følelsen af at befinde sig i en blindgyde. Den traditionelle æstetik som herskede på og udbredtes fra Musikkonservatoriet, havde mistet sin tiltrækningskraft for ungdommen. Der måtte en ny inspiration til, og den hentede de unge fra ISCM-festerne i Rom (1959) og Köln (1960) og fra serialismens højborg, sommer-kurserne i Darmstadt hvor Stockhausen, Boulez, Maderna og Nono var toneangivende.

Ib Nørholm valfartede med vennerne til de internationale musikcentre. Han så, lyttede og lærte. Og han blev en af hovedmændene i det opbrud i dansk musik der fandt sted i begyndelsen af 1960'erne med FLUXUS festivaler og ISCM festivalen i København 1964 som milepæle. Hovedværker fra disse år er Fluktuationer der fik den hollandske Gaudeamus pris 1964, og TV-operaen Invitation til Skafottet (1965) der forener tolvtoneteknik og collageprincipper.

1965 blev den afgørende skillelinje i Ib Nørholms udvikling som komponist. Det år indledte han et projekt som har vist sig frugtbart i mere end 40 år, og har resulteret i mere end 150 værker med klaverværket Strofer og marker (opus 33, 1965) som det første og skelsættende. Kort fortalt går projektet ud på at forene modernismens udtryksmuligheder med den lyrisk-melodiske udtryksfuldhed, som lå Ib Nørholm i blodet. Eller anderledes sagt: At sige farvel til æstetiske fordomme om hvad man må og skal; og goddag til et kompositionsteknisk håndværk der gør det muligt at udtrykke, hvad man vil.

Med denne målsætning kunne Ib Nørholm se på de klassiske genrer og former - symfoni, opera, strygekvartet, klaverlied - med nutidige øjne. 11 symfonier fra nr. 2 Isola bella (1968-71) til nr. 12 Virkeligheder (2009), fire operaer fra Den unge park (1970) til Sandhedens hævn (1985), talrige kammermusikværker og sange samt monumentale værker for sang og orkester som Elverspejl (1995-96) og Klokken (2005 efter H.C. Andersens eventyr) dokumenterer den styrke, hvormed Ib Nørholm har forfulgt sit mål gennem næsten et halvt århundrede. I kraft af disse og mange andre, præcist formulerede og udtryksfulde, værker står Ib Nørholm som fornyer af den klassiske tradition i efterkrigstidens danske musik.

Det gik ikke samtiden forbi. Gennem næsten 40 år fra 1963 til 2001 var Ib Nørholm en søgt og skattet kompositionslærer. Først på Det fynske Musikkonservatorium, fra 1972 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han i 1981 udfyldte det kompositions-professorat, der havde stået ubesat siden Vagn Holmboes afgang i 1965. Her prægede han generationer af unge komponister med sine idealer om forpligtende teknisk kunnen og kunstnerisk frihed, der afløste tidligere tiders samklang af konservatorium og konservatisme.

Ib Nørholm holdt op som kompositionsprofessor, da han fyldte 70 år i 2001. Men ikke som komponist. Omkring et halvt hundrede værker er kommet til efter pensioneringen. Han fornyer stadig sig selv og det musikliv, han er rundet af.

Ib Nørholm og Den Danske Sang

Få om overhovedet nogen nulevende danske komponist har som Ib Nørholm forstået at føre Lange-Müllers og Carl Nielsens danske sangtradition fra det 20. århundrede ind i det 21. Nørholm er lyrikeren i efterkrigstidens danske komponistgeneration, og som lyriker begyndte han at komponere allerede som gymnasieelev med operaen Sneglen og rosenhækken (1949). Årene som studerende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (1950-56) betød en grundig skoling i den klassiske kompositionsteknik og en indoktrinering i den æstetik, som Carl Nielsens elever og efterfølgere knæsatte i forbilledets navn.

Ib Nørholm var en god elev og levede op til forbillederne med både solosange og korværker. Hans foretrukne tekstdigter var i disse år Halfdan Rasmussen, og det kan måske skyldes djævlesplinten Halfdans øje. Oprøret lurede i konservatorieeleven, og det brød ud omkring 1960 med studier i Darmstadt - dengang modernismens internationale højborg - og den danske præsentationen af FLUXUS, hvor Nørholm var en drivende kraft. Ib Nørholm blev modernist og international berømmet serialist, og han nåede til grænsen af frugtlandet med sit instrumentalteater Direction: Inconnue (1963).

Der er ikke mange sange fra disse år, men derimod operaen Invitation til Skafottet (1965). Her blander Nørholms lyriske melos sig i den modernistiske treklang af system, tilfælde og teater, når hovedpersonen citerer Tatjanas "Brevarie" fra Tjaikovskijs Eugen Onegin. Et varsel om hvad der snart skulle komme.

Året efter stod Ib Nørholm nemlig som en hovedskikkelse i den fornyelse af dansk kompositionsmusik, der går under betegnelsen "Ny enkelhed". Umiddelbart betød det et farvel til modernismens kompleksitet og traditionsfornægtelse og et velkommen igen til melodi, tonalitet og klare konturer. Som sådan præsenterer det sig i Blomster fra den danske poesis flora (1966 med klaver, her i Per Pålsons arrangement for guitar, skæring 6-9 og 16-19), der er det tidligste eksempel på Ib Nørholms vokalkunst på denne cd.

Der er rim og rytmer i teksterne af bl.a. Asger Pedersen, Frank Jæger og Grethe Heltberg, og de modsvares af dur og mol og strofiske former, hvor guitaren lægger harmonier under sangstemmens melodi. Allermest indtagende måske i Grethe Heltbergs "Opvågnen" (skæring 6) der med sin drejning fra indledningens sørgmodige e-mol til afslutningens lyse G-dur og sin enkle melodi er blevet en del af den danske sangskat. En af de sange der kan rumstere i hovedet på én længe efter, at man har hørt den.

Blomster fra den danske poesis flora virkede i 1966 som en retræte til ungdommens sikre stilistiske bastioner. Men de var det ikke. Tværtimod var de indledningen til en syntese af traditionens gammelkendte tilgængelighed og avantgardens uhørte udtryksmuligheder. En syntese der allerede skimtes i de næste solosange, Ib Nørholm fuldførte: Stilleliv (1968, skæring 1-5).

Her er faste fortegn og strofiske former skiftet ud med fri tonalitet og et gennemkomponeret forløb der passer til Poul Borums moderne lyrik. Guitaristen har fået følgeskab af en slagtøjsspiller, og med for- og efterspil knytter de sangene sammen til en cyklus, hvor sangeren dissekerer teksten i fragmenter og fonemer, som hun udtyder musikalsk med virtuose spring og intime fraser. Stilleliv er på én gang melodisk og moderne.

Stilleliv er de første solosange Ib Nørholms skrev til tekster af digteren og litteraturmagisteren Poul Borum. Samarbejdet mellem de to indledtes 1966 med korværket Offer. Det fortsatte med korværket Jongleurs, med Nørholms brug af Borum-tekster i sin 2. symfoni og med værket Tavole per Orfeo [Tavler til Orfeus] der alle stammer fra årene 1966-71. Og det varede til Poul Borums død i 1996. 30 års tæt og frugtbart omend ikke altid gnidningsfrit samarbejde med Danmarks største kender af ny international litteratur betød en uvurderlig inspiration for Ib Nørholm. Det var utvivlsomt med til at holde Nørholm fast ved vokalmusikken i en årrække, hvor han udviklede sig til en af Danmarks betydeligste og mest produktive symfonikere, kammermusikere og musikdramatikere.

Nørholm og Borum inspirerede og supplerede hinanden. Det ses i det her centralt placerede værk Tavole per Orfeo (1967-69, skæring 10-15) der fra Poul Borums hånd er tre sange, som ikke synges af Orfeus, men af Eurydike: Den evigt elskede muse og hustru, som Orfeus med sin guddommelige kunst løsrev fra dødsriget, men atter mistede, da han med sin menneskelige tvivl ville sikre sig, at hun virkelig fulgte med tilbage fra underverden.

Ib Nørholm forvandler disse tre sange til en dialog mellem Eurydike og Orfeus. Hun synger og betjener slagtøjsinstrumenter, han spiller guitar. Hendes replikker er sange som han akkompagnerer. Hans svar er guitarsoloer der følger efter hver sang. Sådan bliver Tavole per Orfeo til et drama med hende som den agerende og ham som den reflekterende. Eurydike præsenterer sig som muse i 1. sang (skæring 10) og udvikler sig i 2. sang (skæring 12) til hustru, der med faste skridt træder i karakter for at rive gemalen ud af kunstnerdrømmene og få ham til at se virkeligheden.

"Klipper er klipper fordi de står. Og når klipper danser er de ikke klipper. Alle ved det."

BUM! Kunstnerens drømme sprænges som den ballon, Eurydike eksploderer med sin cigaret. Orfeus prøver forgæves at samle stumperne med en desperat guitarsolo. Men Eurydike er gået - kun blodet der "løber som en lillebitte flod over græsset" viser hvorhen.

20 år adskiller Tavole per Orfeo og den sidste sang på denne cd: Whispers of Heavenly Death (1987, skæring 20). Teksten er af Walt Whitman, men mon ikke Poul Borums danske gendigtning inspirerede Ib Nørholm til at komponere den?

Her er rollerne byttet om. Guitaren fører an og skaber en "nocturne" stemning som sopran fortolker med tekst og melodiske fraser. Kampen mellem kunst og virkelighed er til ende. Ingen sejrede, de overlevende ser trætte og sørgmodigt stemte op mod nattehimlen med "store skymasser" og en "halvttilsløret, fjern, bedrøvet stjerne der kommer til syne og forsvinder ... en sjæl der overskrider grænser som blikket ikke kan gennemtrænge".

Foreningen af tradition og moderne forløber klassisk afklaret her i den modne Ib Nørholms sang, hvor en symmetrisk form interpunkteres af guitarens flageoletter som glimt af en "half-dimmed, sadden'd far-off star". Ib Nørholm overskrider grænserne for den danske poesis flora og når ud til det "græs der gror overalt hvor der er land eller vand, dette er den fælles almindelige luft som kloden bader i".

Jens Brincker er tidligere lektor i musikvidenskab, Københavns Universitet.

"\