Symfonier Vol. 11

Mozart og klarinetten

af Claus Johansen

“Når Clarinetten bliver vel trakteret og akkompagneret, er det en frisk og levende Musique,
behagelig at høre på, allerhelst på Vandet om Aftenen”

Lorentz Berg, Christianssand, 1782

Når klarinettens sejrsmarch beskrives som et lynnedslag i Europas orkestre, er det en over­drivelse. Fra de første eksperimenter, til den får sin faste plads i symfoniorkestret, går der næsten 100 år.

Omkring år 1700 begyndte Denners værksteder i Nürnberg at eksperimentere med de chalumeauer, man havde brugt til særlige effekter i operaer og kirkemusik. De lignede blokfløjter, men tonen blev dannet af et tyndt træblad, og de klang af friluftsliv og folkemusik. Denner opdagede, at man ved at ændre lidt på huller og klapper fik et instrument med uanede muligheder. Men den klassiske klarinet var først stueren omkring 1750. Den var udstyret med klapper af messing og fingerhuller, som satte den i stand til at spille en skala over fire oktaver – sådan da.

I Komediehuset i København debuterer to klarinetter ved et hofbal 15. december 1766. Både her og i resten af Nordeuropa vinder de nye instrumenter frem, men før 1780 er de kun med som gæster. Når de bruges, er det mest i det høje leje som en slags reservetrompeter. Men i Mannheim arbejder man også med de lyriske muligheder: “De kan ikke forestille Dem, hvilken herlig effekt fløjter, oboer og klarinetter kan have i en symfoni”, fortæller Mozart. Kort tid efter skriver han sin Parisersymfoni (K 297), hvor han faktisk underspiller klarinetternes muligheder. Det er en kunst at skrive for klarinet, og det tager tid at lære, selv for ham.

Førstegenerations-klarinettisterne var ofte oboister, der på egen hånd måtte finde frem til en brugbar læbestilling, indøve blæseteknik og arbejde med intonation og fingerfærdighed. De skulle finde et egnet stykke bambus, og binde det fast på mundstykket. Nogle vendte det opad mod overlæben, andre nedad mod underlæben. Intet var rigtigt eller forkert, men efterhånden fandt man frem til en spillestil, og så gik det hurtigt.

Fordelene var indlysende: Den klassiske klarinet klang smukt, den var fleksibel og effektiv. Den kunne spille både kraftigere og svagere end en obo og lige så virtuost som en fløjte, men tonearter med mere end to fortegn var falske og klang grimt, og mange af de greb, som fungerede på obo, var håbløse på klarinet.

I det fjerne Norge måtte man klare sig med primitive klarinetter og resultatet blev derefter. I 1782 skriver stadsmusikant Lorentz Berg:

“Omendskiønt saadanne Instrumenter er nok saa vel gjort af Kunst-Drejerne, maa man dog meget hjælpe dem i Tonernes Reenhed med Vinden og Ansatsen; thi ville man lade Tone-Lyden raade sig selv, ville denne Musique komme til at klinge, som naar 2de Katter disharmonerer om en Muus.”

Mens Hr. Berg og hans norske blæsere legede Katten efter Musen, havde Mozart premiere på “Bortførelsen fra Seraillet”. De to klarinettister anvendte i modsætning til de norske kolleger mindst tre instrumenter (stemt i A, B og C). Desuden medbragte de ofte udskiftelige trærør, som kunne ændre tonehøjden eller omfanget. Dertil kom specialinstrumenter som det blide bassethorn – klarinetgruppens alt-instrument. Mozart anvendte det i kirke- og frimurermusikken, i den store blæserserenade K 361 og i en række operaer, men aldrig til symfonier.

I december 1782 genbruger han en serenade, han har skrevet til købmand Haffner i Salzburg. Festlig musik med oboer, fagotter, horn og trompeter og strygere. Først redigerer han lidt, så tilføjer han fløjter og klarinetter i første og sidste sats. De spiller det samme som de andre blæsere, men fløjterne ligger højt over oboerne, klarinetterne under. Træblæserne ligger klangligt på hver sin hylde, og det moderne symfoniorkester er på vej. Symfonien, som vi kalder Haffner (K385), vakte jubel ved en stor koncert den 23. marts 1783.

De böhmiske blæsere var blandt de første som lærte kunsten at betvinge en klarinet. Mozart møder et lille ensemble med klarinetter, horn og fagotter, (“fattige djævle, som dog spiller godt sammen”). En sommernat i Wien forærer han dem en serenade, som de spiller tre gange i træk. Han har forstået klarinettens væsen. Snart skriver han himmelske værker til Kejserens Harmonimusik og i de sidste ti klaverkoncerter er blæserne hovedpersoner på linje med pianisten.

I 1780 ansætter den russiske ambassadør to klarinetvirtuoser, den ene bliver Mozarts ven. “Hvad De får ud af Deres instrument, har jeg aldrig hørt magen til. Deres instrument har en tone så blød og rund, at ingen, som besidder et hjerte, kan modstå den”, skrev en følsom koncertgænger. Klarinettisten hed Anton Stadler, og han var ikke kedelig. Gammel jødisk-østeuropæisk slægt, som altid var på rejse. Anton og hans musikalske bror blev undervist af far. 15 og 16 år gamle blev de smidt ud hjemmefra, og så begyndte de at ernære sig som lakajer og musikere hos grever og ambassadører i Wien. “Vi kan spille klarinet, bassethorn, obo, violin og bratsch” skriver de ubeskedent i en ansøgning. I 1783 bliver de ansat i kejserens stjerne-oktet.

Stadler og Mozart mødtes sandsynligvis ved en koncert i frimurerlogen. Der var sympati fra den første tone, og fra da af skrev Mozart en række guddommelige klarinetværker til den mærkelige musiker.

Da Mozart fik økonomiske problemer, lånte Stadler ham penge til en vanvittig høj rente. Sandheden? Den er, at Mozart inspireret af Stadler og hans spil skrev en række værker, som aldrig bliver overgået.

Stadlers klarinetspil inspirerede Mozart til at skrive en stor symfoni (K 543) for en gang skyld uden oboer, men med to klarinetter, der leger sig gennem fire satser. De danser ud på den anden side af en gammeldags menuet frem til en østrigsk drikkevise, der den dag i dag kan få koncertgængere til at mile.

Den berømte G-molsymfoni (K 550) er fra samme periode. Muligvis skrevet til en turné i sensommeren 1788. Den blev opført mindst én gang i Wien og overleveret i en version med oboer og en med oboer og klarinetter. I den seneste udgave har han delt den oprindelige versions obostemmer mellem to oboer og to klarinetter. Det er mesterligt gjort, og det bliver hans sidste symfoni med klarinetter, men ikke hans sidste forretning med den bedrageriske klarinetspiller.

Tre år senere, da Stadler skulle opføre Mozarts klarinetkoncert, betalte Mozart hans rejse, så han kunne spille den i Prag. Til gengæld stjal Stadler originalmanuskriptet. Da musikforlagene efter Mozarts død henvendte sig til hans enke for at få flere klarinetværker, svarede hun lakonisk: “De må henvende Dem til Stadler, klarinettisten, som engang besad adskillige originalmanuskripter og dertil nogle trioer, som stadig er ukendte. Stadler hævder, at da han var i Tyskland, blev hans kuffert med musikken stjålet.”

Stadler udgav en klarinetskole, han udbredte kendskabet til klarinetten, og da Beethoven udgav sin første symfoni var klarinetten fuldgyldigt medlem af symfoniorkestret. Det var i 1801. Samme år åbnede Pariser-konservatoriet sine porte for 102 unge klarinettister.

\