Snapshot Symphony

Niels Marthinsen og de fantastiske universer af Jens Cornelius

Den energiske og konstant overraskende Niels Marthinsen tilhører den generation, der er vokset op med tegneserier, superhelte og science fiction - og nægter at give slip på de fantastiske universer. Popkulturen er del af Marthinsens ballast sammen med hele den klassiske musikarv og den avantgardekultur, han har lært på konservatoriet som elev af Danmarks fornemste komponister.

Beethoven overflødiggør ikke Batman, og man kan godt holde både af Richard Strauss og karatefilm. For som Niels Marthinsen demonstrerer kan popkulturen forny den klassiske musik. Ikke ved at forfladige kunsten til pop, men ved at anerkende de kulturelle referencer, vor tids mennesker har.

Niels Marthinsens rummelige indstilling bygger på en imponerende teknisk beherskelse og et stort kompositorisk overskud. Og når nu alt kan lade sig gøre, vil det være arrogant ikke at benytte sig af mulighederne.

Der er ikke noget, man ikke må i min musik\, siger han selv. Tabuer brydes gang på gang i hans værker, og glæden ved at gøre det lyser langt væk. At Marthinsen i dag er en af Danmarks mest opførte nutidskomponister skyldes hans evne til at kommunikere stærkt og umiddelbart. "Ikke al kunst er beregnet til et stort publikum", forklarer Marthinsen, "men når jeg skriver opera eller for symfoniorkester, er det altafgørende at min musik henvender sig til mange mennesker. It's showtime, og jeg kan lide det! Ellers slipper man heller ikke godt fra at sigte efter bageste række."

Niels Marthinsens kærlighed til popkulturen når nye højder i hans Symfoni nr. 2, Snapshot Symfoni. Det er en fantasirejse til eksotiske egne, som Niels Marthinsen kender dem fra film, tv og internettet. En moderne variant af den romantiske forestilling om uopnåelige horisonter, der er mindst lige så gode i drømme som i virkeligheden.

De gamle romantikere kendte de fjerne lande fra romaner og forskønnende olie-malerier. I dag fodres vores indre billeder af de elektroniske medier. Niels Marthinsen, der med sine egne ord lever "et rystende almindeligt liv" med kone og børn i en forstad til København, kunne godt have besøgt "de varme lande" i virkeligheden, men savner det ikke efter alle de indtryk, han har fået fra internettet, film og tv. De "kunstige" glimt er også gyldige indtryk.

"Jeg har aldrig været i Mexico og Arabien, og slet ikke i Kina", forklarer Marthinsen. "Men jeg elsker lyden af netop de lande som jeg kender den fra Hollywood og pop-kultur: Når Clint Eastwood rider South of the border, når Disneys Aladdin og Mulan tager mig med østpå, når araberpop blærer ud af vinduerne på en perker-øse... og tyrefægtertrompetmusik, lyden af akrobatiske tæv fra John Woos Hong Kong-karatevirtuoser og så videre: Stærke billeder på net- og trommehinden.

Erindringerne om denne etno-pop-film-musik er blevet til en symfoni på min indre trommehinde. Symfonien er et stort slide show af musikalske snapshots fra min indre rejse i vestens pop-kulturs udgaver af tre eksotiske steder: Mexico, Arabien og Kina. Tonesproget er mit eget, melodierne kommer derudefra. Jeg bruger alle den ny pling-plong-musiks virkemidler (samt nogle stykker jeg selv har fundet på) til at skabe en fantastisk, moderne orkestersound hvor masser af melodier fra enten øst eller vest spiller samtidig ind imellem hinanden i forskellige tonearter og hastigheder, og hvor det hele holdes stramt på plads af en levende, dansende puls."

"Symfonien er i tre satser. Fiesta Mexicana er en red-hot, chili-glødende mariachi-mosaik - mexicansk festmusik iscenesat i stadig hurtigere tempo, blandet med potente tyrefægterfanfarer. Arabian Nights foregår i udkanten af en arabiske storby når mørket falder på; der hvor ørkenen begynder, og byen holder op. Den ældgamle musik om Arabiens sand blander sig med mavedansermusik og moderne mellemøstpop der efterhånden får overtaget da den stjerneklare nat bliver for kølig til at være ude i. Great Fireworks in China er præcis hvad titlen siger: Et kæmpe festfyrværkeri af kinesiske melodier i en virtuous højoktan orkesterfarvelade: Flammende drager, luftbomber, glødende vulkaner, hvide slanger og fantastiske lykkebringende raketter der skræmmer onde ånder væk.

De tre satser kan spilles hver for sig. Men de hører tæt sammen, for ved siden af melodierne fra de varme lande findes der en musik der kommer inde fra mit eget hoved, og som udvikles hele værket igennem: Billeder af noget mere personligt, som ansigtsudtryk hos vildt fremmede mennesker i et feriesnapshot der viser følelser du genkender i dig selv."

Batman har vist sig at være blandt de mest slidstærke superheltefigurer. Siden de ret primitive historier i 1950'erne og 1960'erne har nye forfattere, tegnere og filminstruktører uddybet temaerne i dette moderne folkeeventyr. Og nu har Batman så fået sin egen klassiske instrumentalkoncert! Et værk, der ligger smukt i forlængelse af Marthinsens behandling af monsterfilmene i sin 1. Symfoni fra 2005, Monster Symfoni.

For de ikke indviede: Batman er en superhelt, der bor i den New York-lignende metropol Gotham City og bekæmper underverdenens grusomme og geniale forbrydere. Batmans værste fjender, som efter årtiers nederlag til superhelten stadig finder på nye trusler, er Jokeren, Two-Face og Pingvinen; psykopatiske modstandere med hver deres deformitet og sadistiske opfindsomheder. De dukker alle tre op i Marthinsens usædvanlige tripelkoncert for tre basuner og orkester, In the Shadow of the Bat fra 2009.

"En af grundtankerne i den moderne udgave af Batman-myten er, at Batman er skabt af de fantastiske skurke, han bekæmper, og at de er skabt af ham - og at Batman selv drives frem af hævn og had, som kun akkurat holdes i skak af en stærk retfærdighedsfølelse. Batman repræsenterer "den mørke side" mens skurkene er hyperopfindsomme, farverige og kreative personer, som tilfældigvis er fuldstændig sindssyge", forklarer Marthinsen.

"Koncerten begynder med skabelsen af Batman: En otte-årig dreng overtaler sine forældre til at gå hjem fra en operaforestilling, før den er forbi. På gaden bliver forældrene skudt ned af forbrydere for øjnene af drengen. Da bestemmer han sig for, at alle kriminelle skal straffes!

Så følger Skurkagtig Fuga: En fuga-agtig eksposition af skurkagtige motiver og miljøer. Her møder man Jokeren (altbasun), Two Face (tenorbasun) og Pingvinen (basbasun). Efter et kort og meget langsomt mellemspil, hvor de tre forbrydere går sammen og laver en plan, begynder Forbrydertoccata: Hurtig, energisk, ekspansiv og farverig musik, der stadig er domineret af solisterne. Men efterhånden rykker orkestret tættere ind på dem med langsom, altoverskyggende flagermusmusik, der når et klimaks, da solisterne må overgive sig til orkestret."

De seneste år har Niels Marthinsen fået megen ros for sine operaer, både kammerforestillinger og værker i den store målestok. Og han har genoplivet den gamle idé om orkesterværker, der bygger på materialet fra operaerne. "Moderne operaer er som regel døde efter én sæson, så det gælder om at give folk en smagsprøve, inden det er for sent. Derfor fandt jeg det oplagt at begynde at lave orkesteruddrag fra mine operaer, der skal spilles før operaen har fået premiere (og også meget gerne efter). Jeg kalder dem operatrailere, når de er fyldige nok til at kunne stå alene, og operademo'er, når de er kortere og mere smagsprøveagtige."

En af demo'erne er for Marthinsens kammeropera Kongen af Himmelby, der var omdiskuteret allerede før premieren i 2009. Handlingen (med libretto af journalisten Georg Metz) mindede i påfaldende grad om en aktuel skandale fra dansk politik, hvor den liberale borgmester Peter Brixtoftes jagt på et lykkeligere samfund førte til grove lovovertrædelser, fiktiv økonomi og en vældig stigning i borgmesterens eget rødvinsforbrug. Mange har derfor opfattet Kongen af Himmelby som en "Brixtofte-opera". Det blev ved premieren delvist afkræftet af komponisten, som fortalte, at operaen også er hans private tilgivelse af en opvækst i et hjem præget af alkoholmisbrug.

Marthinsen beskriver operaen som "en slags mellemting af en omvendt revolutionsopera (omvendt fordi revolutionen flopper) og en rhythm'n blues teaterkoncert.

Operaen foregår på tropeøen Honga-Tonga, hvor en borgmester fra Europa holder en tiltrængt ferie så langt væk som muligt fra sin hjemby Himmelby. Honga-Tonga er langt fra et tropeparadis, men ligner mest noget fra den gamle filmudgave af King Kong. Det får borgmesterens vældige iværksætterånd til at blomstre op igen: Han vil grundlægge en ny Himmelby.

Himmelby-demo'en indeholder i hurtig rækkefølge et glimt af Honga-Tonga (mørk og uhyggelig jungle), borgmesterens sang om rødvin (Chateauneuf du Pape, Gevrey-Chambertin, Baron Rothschild osv) og til sidst klimakset fra en scene, hvor borgmesteren på højden af sin magt - og stadig kun på sin femte flaske vin - forklarer fordelene ved sin udgave af liberalismen for de indfødte og deres statelige, meget kvindelige dronning."

Over sin nyeste opera Snehvides spejl fra 2010 har Marthinsen lavet en tresatset operatrailer. Snehvides spejl er en moderne udlægning af den ældste form for pop-kultur: Folkeventyret.

"Snehvide er operaens skurk, en selvoptaget, narcissistisk teenager. Hun ender med at miste alle undtagen sig selv, enten fordi hun slår dem ihjel eller fordi de ikke kan holde ud at være i nærheden af hende. Men det har hun det åbenbart OK med.

Musikken er skrevet for et bredt publikum og er dybest set popmusik lavet af en klassisk komponist som er hjemme i både symfonisk musik, avantgardeteknikker, operasang - og moderne pop.

Traileren indeholder operaens forspil, et mellemspil fra begyndelsen af 2. akt og den næstsidste scene. Det er en dyster trailer, der begynder i stil med storslået indledningsmusik men går videre til et virkelig mærkeligt stykke, hvor Snehvide finder vej til dværgene (som er ulækre junkier, der laver porno for at skaffe penge til stoffer). Den ender i en uhyggelig afvisende stemning: Alle, der stadig er i live, forlader Snehvide mens de synger: "huden hvid som sne, hånden rød af blod, sjælen sort som ibenholt".

Jens Cornelius, 2011

"\