Collage de temps

Martin Lohse – Collage de temps

af Trine Boje Mortensen

Allerede de første par minutter af klaverkoncerten Collage de temps giver et klokkeklart klingende eksempel på Martin Lohses kompositionsteknik, som han kalder Mobile. Femten sekunder inde i satsen begynder en rytmisk markant figur, der optræder i forskellige klangfarver; i klaveret, siden med vægt på strygerklang, så på blæserne og med klangen af det samlede ensemble. Godt et minut senere skifter karakteren fuldstændig, og igen kort efter. Som selvstændige figurer – mobiler – hænger musikken foran lytteren, og selvom de hele tiden viser nye sider af sig selv, genkender man dem nemt. Uden at drage parallellen for skarpt – for det holder den ikke til – så er lytteoplevelsen, når man koncentrerer sig om Lohses akustiske mobiler, næsten som at høre en gammel barok-rondo. Først kommer et tema, så et andet, så kommer det første tilbage, et tredje viser sit ansigt, det første vender tilbage osv. Der, hvor denne parallel giver mening, er ikke så meget i partiturets præcise opbygning som i oplevelsen hos lytteren: vi hører umiddelbart ”det samme”, men er forandrede af tiden, der er gået, og musikken er således heller ikke identisk med det, vi hørte før.

Der ligger flere lag i Lohses musik. Det mekaniske drive fra første tema i Collage de temps, er mættet af den amerikanske minimalismes drivkraft og rytmiske sikkerhed, og senere motiver kan kaste lytterens associationer i retning af Schuberts Moments musicaux og Verdis operaer. Der er altså også en tonal genkendelighed i det skulpturelle lydunivers. Vi er rent tematisk ikke langt fra fordum tiders tonesprog. Men måden, musikken er sat sammen på, er radikalt anderledes. Titlen Collage de temps – collage af tider, tempi eller sammensatte tider eller tempi – er, når man lytter til musikken, næsten selvindlysende og en præcis beskrivelse af det, man hører: tider, der er sat sammen. Både musikalske tider, tempi, der sættes sammen med andre tempi, og en sammenblanding af musikhistoriske tider og udtryk, fra barokkens dansesuiter over rokokoens elegance og romantikkens følelsesladede udbrud til minimalismens rytmiske swing og dens motivgentagelser. Klaversolistens rolle skifter alt efter det musikalske motiv: nogle gange som en integreret del af ensemblet, nogle gange som en ­buldrende hund i et spil kegler, og andre gange som fuldbåren solist med fremhævede, markante musikalske udtryk.

Komponistens egen programnote til Collage de temps er dette lille digt:

Gentagelse og melodi

Tempo og forandring

Og en indre længsel

efter sammenhæng

Martin Lohse (f. 1971) er uddannet hos bl.a. Niels Rosing-Schow og Hans Abrahamsen, og hans værker er blevet spillet ved koncerter og festivaler verden over og han har også modtaget en række udmærkelser og priser. Lohse er ikke alene komponist, men også billed­kunstner og digter. De kunstneriske udtryk behøver som sådan ikke at have noget med hinanden at gøre, selvom ophavsmanden er den samme, men Lohse har, hvad der ser ud som en gennem­gående og frugtbar dialog mellem udtryksvilje/ekspressivitet og en strukturel, teoretisk tilgang til denne udtrykstrang. Man er som lytter (og betragter og læser) ikke i tvivl om, at værkerne er stramt strukturerede, og måske netop fordi værkerne fremstår med denne stramhed, så når Lohse ind til en enkelhed i ekspressiviteten, der kan nærme sig det sarte og rørende. De 5Momenti mobile (2013) for akkordeon duo og klavertrio indeholder ikke helt den samme sammensatte natur som finders i Collage de temps. Dele af værket er bygget på tidligere værker, og måske medvirker det til, at hver enkelt sats står rent og med hvert sit ­karakteristiske ­udtryk.

Som i Collage de temps er Momenti mobile stort set uden dissonanser. Komponisten forklarer selv: ”Hovedelementet i værket er en musikalsk teknik, som jeg har kaldt mobile, hvor forskellige lag af musik i hver deres tempo, metrik og musikalsk stil kombineres i et simpelt mønster af store tertser, som langsomt modulerer igennem alle tonearter i en uendelig sekvens, skabende en musik med ingen eller ganske få dissonanser.” Førstesatsens prikkende, lette motiver har en fremdrift, der kontrasterer til fx andensatsens mere vemodige grundtone. Men selv når musikken er mest afdæmpet og indadvendt, løber der stadig en stille strøm af energi, der giver denne stille musik fremdrift og retning. De fem satser ender med en hvirvlende dans efter at værket har vekslet mellem kontrasterne vemod og livlig fremdrift.

Om Moto immoto (2009) skriver komponisten igen om sin mobile-teknik og lægger også her vægten på et stramt mønster og de fraværende dissonanser: ”Et simpelt mønster af 6 store tertser bevæger sig langsomt igennem alle tonearter i en musik med ingen eller ganske få dissonanser, hvilket skaber en ren men også sorgfuld følelse af tabt tid. Undervejs afbrydes den mere transcendentale musik af hurtigere mere tætte afsnit, hvilket dog ikke ændrer på den grundlæggende stemning i værket.”

Igen giver titlen på Lohses værk fuldstændig mening, når man hører værket. Den smukke italienske titel Moto immoto – bevægelse stilstand – beskriver kontrasten mellem de bevægelige afsnit, som komponisten kalder ”tætte” og de længselsfulde, stillestående afsnit. Som Lohse skriver i sin programnote, er det helt definitivt det langsomme, sorgfulde udtryk, der dominerer. De dynamiske og tempomæssige udbrud understreger blot den generelle karakter af smerte. På den måde fremstår den ensatsede Moto immoto (på denne indspilning i versionen fra 2015 for sinfonietta) som et mere entydigt værk end både Collage de temps og Momenti mobile. Et værk, hvor længslen efter sammenhæng som komponisten efterlyser i sin programnote til klaver­koncerten, er indfriet. Der er sammenhæng i Moto immoto, men den er i dette tilfælde ikke befriende. Snarere intens. I Moto immoto høres også klart paralleller til den amerikanske minimalister og komponister som f.eks. Philip Glass. Det er energien i de enkelte musikalske celler, og det er de velsmurte overgange mellem dem, samt en særlig klart skåret dynamik, der leder tankerne i den retning. Værket blev oprindelig komponeret for elektronik, hvor optagelser af et symfoniorkester dannede materialet for kompositionen. I 2015 genkomponerede Lohse dette værk for ensemble, så musikken er gået fra elektronik og orkester til akustisk og sinfonietta, og selvom denne transformation selvfølgelig skaber klanglige forskelle, er opbygningen og mobileteknikken den samme.

Trine Boje Mortensen er Promotion Manager hos Edition Wilhelm Hansen og musikskribent, som specialiserer sig i ny kompositionsmusik.