Månen

Man tilhører en anden, blot ved at være til

Af Tim Rutherford-Johnson

I foråret 2024 påbegyndte det danske vokalensemble ÆTLA en koncertrække under titlen ‘H J Æ L P’. Med udgangspunkt i temaer som sårbarhed og det ”at være noget for nogen”, præsenterede koncerterne værker af amerikanske Caroline Shaw (Partita) og skotske James MacMillan (Miserere). Programmet bød også på tekstoplæsninger af den danske digter Barbara Agertoft samt en bearbejdning af et andet af Agertofts digte, Månen (2024), komponeret af den polsk, dansk bosattekomponist Adrianna Kubica-Cypek. Månen var et bestillingsværk, hvis tekst udfolder temaerne gennem billedet af månen; den bevæger sig utrætteligt og roligt gennem natten, betragtet af grupper af mennesker, der føres sammen i en tilstand af ro og samhørighed gennem deres fælles oplevelse af dens lys.

Mere end noget andet medie befinder vokalmusikken sig i krydsfeltet mellem sårbarhed og støtte. Der er en grund til, at den ensomme singer-songwriter står som arketypen på rå, musikalsk følelse, og der er en grund til, at religiøse og politiske bevægelser opstår omkring klangen af mange stemmer i kor. I sin fortolkning af ÆTLA’s valgte temaer trækker Kubica-Cypek på begge disse aspekter.

Hun opdeler Agertofts digt i fire sange. I den første danner de gentagne ord ‘hver nat’ et trygt lydtæppe omkring tonerne i en A-dur-treklang. Herover bryder individuelle stemmer ud i melodiske skitser, mens andre nedenunder nynner en dæmpet messen. I den anden sang anvender Kubica-Cypek – med let hånd – den ‘kontrollerede aleatorik’ fra sin polske forgænger Witold Lutosławski; det lader de enkelte stemmer dele det samme rum uden at underkaste sig en fast puls. I den tredje sang synger solostemmer sig vej gennem digtets linjer; de igangsætter hinanden på fastlagte tidspunkter, men lader ellers deres rytme diktere af ordene frem for af hinanden. Fine hentydninger som disse til gregoriansk sang, ritual bøn og fællessang skaber et ekko af fællesskabet i de hellige rum, mens brugen af kontrolleret aleatorik tillader stemmerne at bevæge sig frit inden for de fastlagte rammer. På denne måde skaber komponisten ikke blot rum for den blottede vokale udfoldelse, men også rammer, hvor de ensomme stemmer støttes og gradvist føres mod en følelse af tryghed og sikkerhed uden at miste deres identitet eller selvstændighed.

Først i den fjerde sang finder alle stemmerne sammen over længere tid. Digtet taler om at holde hinanden i hænderne morgenen efter, og om hvordan vi hver især hører sammen, selv når vi er alene. Musikken rinder ud med en svindende intonation af digtets motiv: ‘Det var smukt på en måde, der var smuk’.

© Tim Rutherford-Johnson, 2026


Tim Rutherford-Johnson er forfatter med speciale i ny musik. Han har skrevet den anerkendte Music after the Fall (University of California Press) og The Music of Liza Lim (Wildbird). Han er desuden medforfatter til Twentieth-Century Music in the West (Cambridge University Press).