Koncerter

Koncerter uden for tid og sted af Jens Cornelius

Vagn Holmboe hører til de komponister, hvis værker er så mange og af så høj kvalitet, at det kan være svært at få overblik over hele produktionen. Det fører uundgåeligt også til, at nogle værker kan blive uretmæssigt overset. Situationen omkring hans mange solokoncerter er særlig forvirrende. Dels fordi der er solokoncerter blandt de næsten 80 værker, den unge Holmboe komponerede inden sit første officielle opus 1. Og dels fordi de fleste af Holmboes 13 \Kammerkoncerter" fra 1940'erne i realiteten er solokoncerter, blot med lille orkesterbesætning. Kammerkoncerternes særlige status har paradoksalt overskygget Holmboes større solokoncerter. Det gælder bla. de to solokoncerter på denne cd, der aldrig har været indspillet før.

Koncert for bratsch, op. 189

Holmboe havde også skrevet et koncertant bratschværk - nemlig den 5. Kammerkoncert fra 1943 - længe inden han komponerede sin "egentlige" Bratschkoncert. Den skrev han i en alder af 82 år som den sidste af sine mange solokoncerter. Et dynamisk og spontant værk fuld af smittende, livskraftig musik.

Bratschkoncerten blev skrevet specielt til den israelske virtuos Rivka Golani, som tre år tidligere havde uropført Holmboes Solosonate for bratsch. Og det lyder, som om Holmboe også ved denne lejlighed sender musikalske hilsener til sin solist. Bratschkoncertens 1. sats indrammes af et markant, jødisk-farvet tema, der præsenteres straks fra begyndelsen af orkestret. Efter dette motto-agtige tema spiller solisten et recitativ over samme skala. I satsens gennemføringsdel indskyder Holmboe et afsnit præget af folke-danserytmer. Derefter vender mottoet og solomotivet tilbage inden satsen raffineret afsluttes med en langsom og helt tyst strygerudgave af det før så k-raftige motto.

2. sats har en rapsodisk udformning, der udspringer af bratschistens dobbeltrolle som både spillemand og kantor, der blev præsenteret i 1. sats. Det begynder med et fyrigt scherzo-afsnit, der går direkte over i en stor solokadence, hvor bratschen træder i karakter med sine særlige evner for klagesang. Orkestret følger solisten op med en Andante, hvor solomotivet fra 1. sats dukker op igen, inden tempoet i et sidste afsnit sættes op og giver værket en afslutning, der er ligeså markant som dens indledning.

Bratschkoncerten er et af de alderdomsværker, hvor man kan høre Holmboes evige glæde ved musikkens rødder: Dansen, sangen, folkemusikken og fællesskabet, som han i begyndelsen af 1930'rne havde oplevet så stærkt på Balkan.

Koncert for orkester

Fra Vagn Holmboes selvpåførte læretid indtil 1935, hvor han komponerede på livet løs uden at blåstemple et eneste værk med et opusnummer, træder hans Koncert for orkester fra 1929 frem. Denne neoklassiske genre var blevet "opfundet" bare fire år tidligere af den tyske komponist Paul Hindemith, og Holmboes værk er formodentlig den første Koncert for orkester skrevet efter Hindemiths. De berømte koncerter af Bartók, Kodály og Lutoslawski følger først mere end et årti senere.

Efter to meget tidlige forsøg på at skrive en symfoni droppede Holmboe tilsyneladende tanken om sådan en gammeldags form for svendeprøve og rettede i stedet antennerne mod tidens nye tyske musik. Holmboe havde endnu ikke været udenlands (først året efter tog han til Berlin for at studere videre) og har sikkert kun kendt Hindemiths værk fra musiktidsskifter eller gennem sin lærer Finn Høffding, der var stærkt påvirket af 1920'ernes Neue Sachlichkeit.

Ganske pudsigt har Holmboes stykke stort set kun titlen til fælles med Hindemiths. Holmboes Koncert for orkester er ikke spor koncerterende og er ingen concerto grosso, men nærmest en ouverture eller symfonisk førstesats. Måske er titlen i virkeligheden blot udtryk for ungt kunstnersprog anno 1929?

Holmboes manglende erfaring i at skrive for orkester forklarer den atypiske instrumentation med tungt slagtøj og messing. Det er med til at give Koncert for orkester endnu mere af den mørke patos, som er så typisk for den nordeuropæiske musik fra de skæbnesvangre førkrigsår.

Stykket følger en traditionel sonateform, hvor det hymniske hovedtema vokser frem af en langsom indledning. Et stilfærdigt mellemspil præsenterer en række korte motiver, der ikke samler sig, før musikken vender tilbage til udgangstempoet og præsenterer et massivt tema i de dybe strygere. Musikken kulminerer med en effektiv bitonal passage, der giver mindelser om Carl Nielsens eksotiske musik til skuepillet Aladdin. Mere Nielsen-inspiration kan høres i det fugerede koraltema, der indskydes inden reprisen, og i det hele taget viser brugen af polyfoni en stor beundring for Danmarks store komponist, der havde eksamineret Holmboe ved hans optagelsesprøve til -Musikkonservatoriet.

Denne indspilning er efter alt at dømme værkets første opførelse overhovedet. Holmboe skrev senere adskillige orkesterkoncerter i egentlig neoklassisk forstand, men ikke flere med denne særlige genretitel.

Koncert for violin nr. 2, op. 139

Den mesterlige Violinkoncert nr. 2 fra 1979 er Holmboe i fuldt udfoldet, klassisk form. Uhyre veloplagt skrevet og knivskarpt orkestreret inden for traditionelle rammer med tre satser og et koncerterende dialogspil mellem solist og orkester.

På trods af nummereringen er Violinkoncert nr. 2 Holmboes "egentlige" Violinkoncert. Udover Kammerkoncert nr. 6 for violin og kammerorkester findes der også en tidlig violinkoncert nr. 1 fra 1938, der aldrig er blevet opført.

Violinkoncerten er komponeret i en periode, hvor Holmboe var særligt optaget af solokoncerter. Holmboe er passende blevet kaldt en "seriekomponist", fordi han i perioder koncentrerede sig om bestemte genrer. På samme måde som hans musik gror frem organisk og skyder nye knopper, affødte hans arbejde med værkerne ofte idéer til endnu et værk i samme genre. Midt i 1970'erne blev det både til en Cellokoncert, en Blokfløjtekoncert, en Tubakoncert, to Fløjtekoncerter og denne Violinkoncert.

Violinkoncerten er skrevet til den ungarske violinist Anton Kontra, der var flyttet til Danmark i 1965 og blevet kendt som koncertmester i Sjællands Symfoniorkester og som primarius i Kontra Kvartetten, der uropførte så mange af Holmboes strygekvartetter. I Violinkoncerten hylder Holmboe den ungarske solist ved at kombinere sin nordiske, renfærdige stil med en stor kærlighedserklæring til den mere viltre musik fra Ungarn og Balkan. Holmboe var gift med den rumænsk-fødte pianistinde Meta Graf og havde som ung studeret folkemusikken på Balkan. Traditionerne derfra - og ikke mindst indflydelsen gennem Bartók - prægede ham hele livet, og i Violinkoncerten er inspirationen tydelig, lige fra de modale melodier over "balkantaktarten" 5/4 til solistens rolle som fabulerende, temperamentsfuld spillemand, der især folder sig ud i sidste sats.

Undervejs sendes der mange hilsener til den klassiske koncerttradition, der går helt tilbage til Beethoven og Mendelssohn. Men som sædvanlig er Holmboes brug af arven helt uden stilistiske efterligninger. Forbindelsen til klassikerne er ikke reaktionær, men drejer sig udelukkende om at sætte musikken uden for tid og sted.

Jens Cornelius, 2013

\