Fish & Fowl

Kære Fisk

Her er jeg med mine lunger, åndenød, jeg kan ikke lade være med at trække vejret, svingninger i luft = lyd = musik, jeg kan ikke lade være. 
Det er den vedblivende ånden, som får mig til at føle mig så kødfuld, krampagtig. 
Paradoks. 

Jeg har prøvet at samle mine tanker om det gode liv, jeg føler mig som en advokat som procederer eller en nar som forfører: 

Musik, børn, bøger, kærlighed, sex, 
vin, 
ingen sygdom i hjemmet, 
teater, by, selskab, 
kærlighed, omsorg, nærhed, bevidsthed, 
udvidelse, 
kunst, kvalitet, meningsfuld beskæftigelse, 
godt helbred, mad på bordet og fest og farver. Og fred i verden, selvfølgelig. Mine børn. Overskud af lykke, at have en succesfuld 
dialog med mennesker, glæde og nysgerrighed overfor resten af livet, 
min dejlige kone. Mere glæde end sorg, ro især indre 
(rød) (rød) (rød) (rød) (rød) (rød)
ro, overskud ... hmm ... kærlighed, varme, frihed. 

Spise. 

Sove. 

... hm ... håber ...

kh Fugl



Kære Fisk

Min åndenød, en invitation. 
Er åndenøden en invitation til at være opmærksom på lyd? Mislyd? Du siger ikke noget. Musik = lyd = svingninger i luft, men hvorfor ikke i vand, det var slet ikke det jeg ville sige: Musik = lyd = svingninger = at vende vrangen ud på sig selv = at trække vejret. Noget så konkret og så abstrakt. Ånd. Livets stemme. Jeg er så porøs. 

Hører du? Hører du (især) kvinders parfume, synes du jeg er (rød) basilikum? Det løber ud gennem masken for mig. Frit fald, 
frit, frit ...

håber? Nuancer som: alt og intet, bare nuancer. Alt og intet, nuancer. Paradoks. Håber det kan bruges. 

kh Fugl



Kære Fisk

Lungerne er så porøse, det løber ud igennem dem, allestedsnærværende, hvordan skal jeg forstå dig (uden lunger)? Som en plante? Jeg kender så få plantenavne.

Kaprifolie ... Tang ... ja! mere interagerende med verden. Natskygge-familien. Solsikke, blåklokke, (rød) basilikum, jeg føler (rød) basilikum har rod i samme tanke-gang. Som jeg. Løvekrone eller syren, den invitation er en forudsætning for, at jeg kan være i verden. Jeg kender så få plantenavne, en staude, en eller anden plante, som fik en til at hallucinere når man indtog den ... hm ... et poppeltræ. Ikke ny-stynet. Birketræ. 

Mimose ... en trækrone, kan man høre de mellemliggende år?

Løber det også ind og ud igennem dig? Vi er begge empatiske. På nogle punkter -ligger vi tæt op ad hinanden, en optagethed af menneskers komplekse følelsesliv.

Jeg er som en nar: 
Jeg kigger ud af vinduet: blåklokke, basilikum. Og super fedt! 
Jeg er vild med. 
Jeg er kødfuld. 
Kinky. 

Alt det – jeg afskyr ingenting. 
Alt og intet, bare nuancer. Som i den rette stemning kan opfattes som musik. 

kh Fugl



Kære Fisk

Ligegyldig, bevidstløs, dårlig, en fornærmelse. 
Hvad er det jeg siger?

Lungen som en invitation til dialog. 
Jeg er dybt pervers, jeg er livets stemme. Et ”must”. Og alt der imellem. ”Bigger than the sum of my parts” – eller hvad det nu hedder. Det er det jeg prøver. 

Som en plante, som en slyng-slyngplante – som griber fat i de mindste udspring og langsomt men sikkert bevæger sig opefter og ud til siderne ... sådan kunne man opfatte mit åndedræt. 

Et bedrag. 

Er sproget ikke et kostume andre har syet? (Hvem, hvem, et egern, en klokkeblomst? Det varierer fra dag til dag.) Et grovmasket filter som vores tanker og følelser passerer inden de (lettere eller sværere) forvansket når deres destination.

Destination.
Du? Selv om jeg ikke har mødt dig? Jeg dømmer ud fra musik og email korrespondance. Gennem væggen. 
Du er som (jeg er som) et (rødt) egern?
En smuk sølvfarvet fisk.
En sibirisk sneleopard. 
En lille fugl, måden hvorpå det ikke virker, så porøst. 
Som cafe mocha med appelsinchokolade. 
Måske en kat, løve, løvinde, et kattedyr – smidig og forsigtig ...
Flamingo?
En mellemstor hund, en ræv. I hundefamilien. Sorry. 
Marsvin, muldyr, sorry, måden hvorpå det ikke virker, det varierer fra dag til dag. 
En bengalsk tiger, underernæret vildkat. Jeg drømmer ud fra musik, dét, der spontant får os til at holde vejret. 

Brede lungerne ud. Ørn.

Ikke et filter, min lunge er improviserende filigran. 
Den naturlige uvederhæftighed, det er ikke mig, der er uvederhæftig, men det er ikke mig, der har syet kostumet, sprogets naturlige kostumer, (sprogets natur er kostumer, (rød) (rød) (rød) (rød) (rød) (rød)). 

Og så alligevel: Kostume, jeg syr (rød) klud på det. Behovet for fyldestgørende udtryksformer. Mere fantasifulde definitioner er mindst ligeså legitime. 

Dialog, i stormens, i betragterens øje. Det prøver jeg på. At være i nuet. Paradoks. Lungen er mit tempel, mit, dit tempel! En invitation. 

Dialog. Et kostume alle har syet. En trækrone, håb ... at være i nuet, nuets (røde, røde) mikroverden. 

Den naturlige uvederhæftighed ved lunger, mystisk, kødfuldt filigran, syet af alle, 
en inviation til at hallucinere, improvisere, til at lokke skønheden frem i den verden, der omgiver os. 

kh Fugl



Kære Fisk

Jeg trækker vejret hele tiden, alligevel løber det af sporet, det bliver til åndenød. Paradoks. Du, jeg, du inviteres hermed til 

frit, frit.

Frit, gennem væggen. 

Mit, mit åndedræt som improvisatorisk tilgang. 
Mit åndedræt som stram kompositorisk opbygning. 
Kald! 

I mit tempel. 

Åndedrættet – fremført af nogen som ikke mener det? Ondt hjerte?

I stormens, i maskens øje, 
i sprækker afsløres fundamentale forskelle, jord, vand, 
skønt vi har rod i det samme. Det presser sig for meget på 
indefra til at det kan holde ordet. 

Ordet som et af åndedrættets kostumer, noget som man, i den rette stemning, kan opfatte som musik = svingninger i luft, vand, ild? = mit tempel = frit fald – er det ikke det, det handler om? 

Nøgent og påklædt, mellem masken og ansigtet, sidder det frie,
frie fald. 

kh Fugl